Margit Gade fortæller om den rejse hun og en søster forærede deres far, Johannes Peter Værum Sørensen i fødselsdagsgave i 1977
I 1976 foreslog jeg mine søstre, om vi skulle give far en tur til Rusland i fødselsdagsgave. Han blev 69 år i oktober dette år, og jeg synes ikke vi kunne vente til hans 70 års dag. Man ved jo aldrig, hvad der kan ske. Den yngste af mine søstre var straks med på idéen. Den ældste skulle ha’ ny bil, så hun valgte fra. Jeg lavede et stort A3 ark med forskellige billeder og udklip. Øverst stod der med store bogstaver ”’Så rejser vi”’.
Da vores far fik det overrakt, lo han og sagde: ””Jamen er det virkelig sandt – er det da rigtigt?”” Vi fløj i februar 1977 med Dansk Folkerejser, og var i Moskva og Leningrad i en uge. (60 året efter revolutionen, og Zarens fald)
Aldrig har vi oplevet så meget på få dage. Vi fik en stor dosis kultur under huden, må man sige. Uforglemmelige oplevelser. Jeg kunne skrive en bog om de dage, men fatter mig i korthed.
Vi boede midt i Moskva på Hotel Intourist i tre eller var det fire etager. Lidt forsømt udvendig måske, men rent, og den russiske mad var udmærket (læs min fars notater).
Om morgenen fik vi kaffe, the, rugbrød, boller og pølse. Jeg spurgte, om jeg kunne få lidt mælk. Lidt efter blev der sat en varm kande mælk på bordet. Det var ikke lige det, jeg havde tænkt mig, og da det var svært at gøre sig forståelig, sagde jeg pænt ””spasiba””. Det eneste russiske ord som jeg kendte, der betød tak.
På hotellet, hvor vi boede, sad der en kone på hver etage med en samovar fyldt med te. Da vi havde oplevet det par dage, stoppede min far op foran hende, smilte og pegede på sig selv, og derefter os: ””Jeg papa – mine to døtre!”” Damen nikkede og fortrak ikke en mine. Hun anede selvfølgelig ikke, hvad der blev sagt. Kunne blot tænke sit. Min søster og jeg så stoltheden i hans øjne.
På et af hotellerne, hvor vi spiste i Leningrad, var der dækket op som på et hvert andet hotel her hjemme i Danmark. Pænt og rent, men, men, men, der var tydelige skudhuller og revner på vægge og loft. Vi fik at vide af vores russiske guide, der talte perfekt dansk, at disse skudhuller var vidne om krigens tid, da Leningrad blev invaderet af tyskerne. De skulle, og måtte ikke fjernes.
Den første middag på hotellet, hvor vi sad og ventede på maden, tændte min søster og jeg en cigaret og far sin pibe. Et minut efter blev vi bedt om at rejse os fra bordet. Tjeneren viste os udenfor i et garagelignende, koldt og grimt, stort rum med grå beton vægge og gulv. Tog sin hånd op til sin mund som om han røg. Han gjorde sig tydeligt forståelig, at kun her måtte der ryges.
”Skik følge eller land fly”. Nu vel! Vi var gæster. Da tjeneren var gået, snakkede vi selvfølgelig om rygeforbuddet. Det var vi ikke vant til, og vi havde aldrig hørt om det før …… i 1977.
Ved ankomsten til Rusland havde vi fået at vide, at det var forbudt at fotografere, og at man ikke måtte tale med politi og gendarmer på gaden. Min søster gik dog alligevel en dag, hvor vi var på egen hånd, hen til en af dem, for at få at vide hvilken vej vi skulle gå til metroen. Jeg var hurtig til at fotografere, og de lokale folk vendte sig, stod nærmest og måbede.
Min far gik med kuglepen og papir hver dag, når vi var rundt på de forskellige steder. Han skrev og skrev på små lapper papir og brochurer, alt imens guiden fortalte, for ikke at glemme sine oplevelser. Da han kom hjem, købte han et album til billeder og brochurer, som han sirligt havde påskrevet med tekst. I dag er jeg den lykkelige ejer af alle papirerne. Det gør hans datter, nu 77 år, blød om hjertet. Det fortæller mig, hvor lykkelig han var for turen, som han for øvrigt selv udtrykte det flere gange på vores færd: ””Nu ønsker jeg ikke mere af denne Verden!””
”Vores” unge russiske guide havde læst dansk på universitetet i Moskva. Han kendte, og vidste mere end meget om vores Danmark og Danmarks historie. Det duperede os virkelig.
Den russiske metro blev et uforglemmeligt minde. Der var marmor på gulve og vægge. Og de smukkeste vægmalerier, som var omkranset af ornamenter. Næsten paladsagtig. Vi så ikke et eneste stykke papir ligge og flyde. Heller ikke på gaderne. Der var rent over alt.
I begge byer var der kæmpemonumenter. Jeg må sige, at de imponerede os. Det var aldeles uvant for os. Vi så også Krutschof’s gravsted med hans navn. Stedet var ikke holdt ved lige. Stenen var væltet.
Der var kø mange steder ved forretningerne. Her var virkelig køkultur. (det kunne man lære noget af hjemme i Danmark). Man ventede, til det var ens tur. Ingen masede på. Min søster og jeg købte en smuk porcelænsvase, en samovar og ægte Babusjka dukker i stormagasinet GUM, som lå på Den Røde Plads. (Jeg har foræret et af mine børnebørn de få kopek (udtales kjepek) jeg havde tilbage – dukkerne skal de arve).
Min fars åndsliv og viden om kunst kunne ligge på et lille sted.(Hans arbejde var målrettet og vigtigst for ham) Han fulgte med i tidens strømninger og mest af alt politik. Han havde aldrig været i teater. Ikke set en ballet, og heller ikke opera. Men nu og her var der rig mulighed for det hele, og det benyttede vi os af. Kunst og kultur var for folket. Billetpriserne var billige for alle. Den mulige kunst var ikke at foragte. Min far sugede det til sig. På et mindre teater Malyj så vi operaen Barberen i Sevilla. En aften ballet på Kirov Theatre i Leningrad.
Vi besøgte utrolig mange katedraler. Lenin Mausoleet var en selvfølge. Vi stod længe i kø dér. Min far og jeg gik over på den Røde Plads igen om aftenen, blot for at opleve pladsen en gang til. Sneen faldt lyserød fra himmelen, da vi stod ved lænkerne foran mausoleet. Pladsen var selvfølgelig oplyst med røde spots. En oplevelse som vi aldrig glemmer.
Min far ringede ofte efter vores hjemkomst og frem til hans død. ””Skynd dig – tænd for TV. Den røde Plads er på skærmen – tænk dér har vi stået, maggidut!””
Læs også artiklen hvor Margit Gade fortæller om sin fars liv.
