Den gamle brandsprøjte i Træden

Tekst og nyere fotos af Jochen Meyer marts 2009

Træden Brandsprøjte Willy Niels.JPG

Indledning

Under et rustikt halvtag foran Erik Nielsens Bakkegård, midt i Træden, står en gammel brandsprøjte. Køretøjet ses ikke ofte ude på vejene. Det er heldigvis sjældent, at der er brug for brand-slukning her omkring. På den anden side vil det sikkert være svært at få to af byens heste til at trække sprøjten; de er jo ikke vant til at køre med vogne. Hvis det så endeligt skulle lykkes at trække køretøjet frem, efter man havde fremstillet en ny vognstang, så måtte man nok erkende, at vandtanken var læk, pakningerne utætte og slangerne sprukne og revnede. Det må altså være helt på sin plads at citere Erik Nielsens svar på, om brandsprøjten stadig duede til noget: Jo, da! Den kan endnu være med til brandslukning! Du skal bare ringe 14 dage i forvejen så skal den nok være der! Brandsprøjten har ikke godt af at stå forholdsvis ubeskyttet under halvtaget. Udfordringen er ikke bare at den skal sættes i stand.

Der er også påkrævet bedre forhold, hvis den fortsat skal kunne overleve på sin plads i midten af Træden. På Beboerforeningens generalforsamling i februar blev brandsprøjtens skæbne drøftet. Det endte med, at et udvalg tog ansvar for at udvikle en løsning. Som grundlag for fremtidige beslutninger er det væsentligt, at kende til brandsprøjtens store formidlingspotentiale. Alle har lagt mærke til den gamle sprøjte, men mange kender slet ikke til de historier, sprøjten kan fortælle. Kritikere ville slå dem hen som skrøner, der ikke berettiger, at man investere tid og penge i projektet. På mange måder kan disse sammenhænge dog stadig være vedkommende og tankevækkende for os og vores efterkommere. Det er her, argumenterne kan hentes, hvis man stadig vil tale for at bevare brandsprøjten.

Bevaringsværdigt

Sproejteindmad.JPG

Sprøjten er en museal genstand af høj alder. Den skal være bygget på Københavns Sprøjtefabrik i 1901 og har fabrikkens løbenr. 581. Der er ikke mange af den slags genstande tilbage. Vores brandsprøjte vidner om den tekniske fremgang ved bekæmpelse af brande. Man må huske, at man i gamle dage kun var bevæbnet med læderspande, brandhager og våde klude fastgjort på stænger. Manglede man folk til en menneskekæde, løb den tæt ved liggende brønd tør eller forhindrede frosten den lette adgang til vand, stod man magtesløs overfor katastrofen, der nemt kunne rasere en halv landsby af stråtækte huse.

Sprøjten har oprindeligt ikke fungeret i Træden. Den er dog fra nærområdet og er en god repræsentant for brandsluknings-udstyr i tiden mellem 1880/1900 og 1920/30 både i det landlige Midtjylland, men også på et større geografisk plan. Sprøjten som genstand er alene af disse grunde bevaringsværdig.

Træden 1820.jpg

Ildebrand som udfordring for landsbyens solidaritet

Brandsprøjten minder om den store fare ild og brand har været for den enkelte og samfundet. At blive ramt af brandulykker har altid været en stor udfordring for et landsbysamfund. Det var nødt til at agere solidarisk for at slukke brande, der truede mere end den enkeltes ejendom. Det gjaldt om at slukke en opstået brand hurtigt og effektivt for at forhindre at andre ejendomme blev stukket i brand.

Samtidigt var det fællesskabets opgave at hjælpe de ulykkesramte personer. Det strakte sig fra trøst og psykisk hjælp over mad og tøj til husly, lån af redskaber, arbejdskraft og penge som hjælp til genopbygningen af det tabte.

Toerladen v Klostermølle.jpg

Klostermølle

Oprindeligt blev vores brandsprøjte anskaffet til brandværn på Klostermølle ved Mossø. Dermed knytter brandsprøjten endnu tættere bånd mellem vores lille verden med kælkebakkerne i baghaven og Gudenåen nedenfor Træden skov og så området ved Klosterkanalen, Sukkertoppen og Mossø, som engang i fremtiden sikkert vil blive endnu mere kendt som Natur-/kulturpark Søhøj-landet.

Den lange, landskendte sorte Tørrelade langs med kanalen, er en af de få fabrikationsbygninger, der overlevede katastrofen. Også brandsprøjten overlevende. Den var på dette tidspunkt for længst blevet sat til side som historisk relikt til fordel for andet materiel. På Klostermølle, som har rødder tilbage til det middelalderlige Voerkloster, blev der fremstillet pap indtil virksomheden blev ødelagt af en voldsom brand i 1974.

At samle byen mod trusler udefra

Allerede i 1971 var brandsprøjten blevet flyttet til Træden. Som udrangeret kuriositet havde Eigil Andersen opdaget den på Vilholt Papirmølle, hvor den led en trist skæbne og trængte til en kærlig hånd. Eigil Andersen, som i mange år har boet på adressen Trimmelbanken 16, købte sprøjten. Som en slags byens spin-doktor var han i en tid med ”lovbestemt kommunesammen-lægning”, truende ”Fællesmarked” og lukningstruet Brugsforening initiativtager til et idé-møde en lun aften omkring sprøjten. Eigil Andersen gengiver selv, at man ”fik lagt en foreløbig slagplan for, hvad der skulle ske” med den nyerhvervede gamle genstand”. ”Der blev vedtaget at afholde en sprøjtefest med spisning og bal bagefter. Formålet var en styrkelse af sammenholdet i Træden, og vi ville ikke have andre end Trædener med.” Det var ikke formålet, ”at lave et museum, men at have det sjovt og komme hinanden ved.” Det er med disse ord Eigil Andersen i en artikel i 2004 gengiver opstarten af det foreningsliv der i løbet af de følgende ca. 15 år skulle præge byens sociale liv med den gamle brandsprøjte som daglig synlig rekvisit. Andersen vurderede i 2004 Træden Sprøjtelaug som ”et modtræk til centralisering med tab af nært og godt naboskab som de helt sikre ofre”. Han så foreningen med sprøjten som omdrejningspunkt som succesrigt ”redskab til selv at påvirke udviklingen.”

Eksempelvis nævner han, at denne beboerforening blev brugt som talerør overfor kommunen, da ”beboerne i Skidenstræde ønskede, at navnet blev ændret til Petroleumsstræde (sidste sted man fik elektrisk lys).” Et andet element i denne borgerinddragelse ved kommunal planlægning er vedtagelsen af en bevarende lokalplan for Træden by i 1987. Planen gælder endnu og har store konsekvenser for bebyggelsen og beboerne.

Selvsagt står også det livlige lokalmiljø med lokalrådet, Lokalnytten, beboerforeningen, forsamlingshuset, friskolen, menighedsråd, hjemmesiden og det blomstrende naboskab på sprøjtelavets skuldre.

Det skal dog pointeres i denne sammenhæng, at der også tidligere har været et engageret selskabsliv i Træden, som også Sprøjtelauget kunne knytte an til. I en artikel i Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift fra 2005 har Karen Bækbøl Jørgensen således belyst Forsamlingshusets historie, der vidner om ældre generationers fællesskaber. Ikke mindre interessant er jo også, at man i Træden fra 1920 til 1979 kunne samle sig omkring en valgmenighed i tæt kontakt til højskolemiljøet i Vestbirk. Herom skriver Karen Bækbøl Jørgensen i Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift fra 2007.

Rejsegilde for det nye sprøjtehus

Den 25. juni 2013 blev der holdt rejsegilde for det nye sprøjtehus i Træden. Det foregik med manér, tale, øl, pølser og hyggelig snak omkring den imponerende nye tømmerkonstruktion.

Læs hele artiklen om brandsprøjten i Træden på Tønning-Træden.dk samt om restaureringen her og her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.