Danske Kvinders Beredskab (DKB) blev oprettet i 1940, en måned før den tyske besættelse af Danmark. Foreningen var en afdeling under Dansk Luftværnsforening, og havde den daværende kronprinsesse Ingrid som protektor.
DKB blev hurtigt populært og gennem opfordring til lokale kvindeorganisationer lykkedes det at oprette afdelinger af DKB over hele Danmark. På landsplan var der 42.000 kvindelige medlemmer i perioden fra 1940-1945. På Horsens-egnen var der i 1940 ca. 1400 medlemmer, men i selve Horsens by var tilgangen i begyndelsen lille og der blev i annoncer og til møder kraftigt opfordret til, at de horsensianske kvinder skulle melde sig.
Medlemmer af foreningen stod til rådighed for de danske myndigheder og blev trænet til at varetage forskellige opgaver indenfor forplejning, sygepleje, socialt arbejde og børnepasning. Efter krigen forandrede DKB arbejdsopgaver, og man begyndte at arrangere kurser i brandslukning og ambulancekørsel.
I perioden fra 1946 faldt medlemstallet i DKB, både i Horsens og på landsplan, da foreningen fik konkurrence fra det nyoprettede Lotte-korps og Det Kvindelige Marinekorps. Ved DKB’s 50 års jubilæum i 1990 var der ca. 5000 medlemmer på landsplan.
Original artikel af Anne Sofie Krogh.
Læs mere:
Byarkivets indkomstjournal 1980-02