Knapt 86 år gammel er en kendt og yderst afholdt horsensianer, eksportør William Kraul afgået ved døden på Horsens Kommunehospital.
Lige til det sidste var den gamle herre rask og rørig. Han blev syg i december og lod sig indlægge på hospitalet, blev udskrevet inden julehøjtiden, som han tilbragte i familiens skød, men måtte atter på hospitalet inden nytår.
Eksportør Kraul var født i ejendommen Sønderbrogade nr. 19, hvor han stadig havde sin bopæl. At handle var hans liv, og dette begyndte han på allerede som 14 årig.
Tusinder og atter tusinder af kreaturer har han gennem sit lange liv vurderet for andre eller selv købt på markeder over hele Jylland og eksporteret dem videre til primært Tyskland, helt op til sine seneste år var han på rejse i de fleste af ugens dage, flid og retskaffenhed var hans adelsmærke.
Kraul var afholdt, som få, og hans kolleger indenfor Eksportørernes Landsforening havde gjort ham til æresmedlem.
Den gamle eksportør mistede for et par år siden sin hustru. Foruden sin søn efterlader han sig en datter.
Kilder:
Horsens Avis d. 22. maj 1950.
Horsens Avis d. 9. januar 1951.
Carl William Kraul var ikke gift med Sigrid, men med Emilie Marie Sophie Caroline f. Martens – jeg ved ikke om hustruen blev kaldt Sophie og det er det, der gået galt i billedteksten, men datteren Sigrid kan det ikke være, da hun døde i 1918.
Tak for oplysningen, fejlen er nu blevet rettet. Vh. Lars Bo Larsen