“Til det ærede publikum” står der på en prisliste fra Haandværker – og Sangforeningen restaurant i 1899. Det ærede publikum tilbydes eksempelvis “Kaffe med brød 25 Øre, Kaffe med Cognac Savignon 25 Øre, 1 Beuff med Kartofler 100 Øre, Smørrebrød uspecificeret 10 Øre, Lax, Gåsebryst eller sardin 20 Øre.
Hotel og cafelivet blomstrede i Horsens omkring 1900, på de store markedsdage besøgtes byen af mange landboere fra hele det store opland. Det var især de tre “herredsgæstgiverier”, der nød godt heraf. Hver egn havde sit fortrukne sted. I Smedegade: Cafe Voer og Nim (der senere flyttedes til Grønnegade), på Torvet: Hotel Hads Herred og på Sønderbro: Hotel Hatting Herred. Færgerejsende fra øerne Alrø, Hjarnø og Endelave havde deres stamsteder ved havnen, hvor Skipperhus og Tivoli var de foretrukne.
Byboerne forstod sandelig også at nyde cafelivet. Der var steder nok med tilbud på koncerter og anden underholdning: I Haandværker – og Sangforeningens have var der ofte søndagskoncert. Man klædte sig i søndagstøjet, fandt de fine hatte frem og hengav sig afsted for at se og blive set.
Det lille billede viser netop en søndagsstemning i Haandværker – og Sangforeningens have. Det store billede viser Hotel Skandinavien, Søndergade 43. Til dette hotel hørte også en stor have, hvor byen finere borgerskab mødtes og drak “Byens bedste kaffe”, som det anbefales på skiltet til venstre for porten.
13. juli 1899:
Hotel “Hads Herred”, Torvet, Horsens anbefaler gode Værelser fra 1 Kr. til højere priser. Godt Køkken. Gode Vine. Hurtigt Betjening. Obs. Staldene hører til Hotellet, ikke til kælderen. Ærbødigst P. Nielsen.
21. juli 1919:
En Bolig – Debat i Byraadet: Det vedtages at opføre 98 Barakbylejligheder paa Markedspladsen ved Nørretorv. Emil Møller: “Har Byraadet ikke tænkt paa at sætte en Stopper for alle de Mennesker, der flytter hertil Byen paa Grund af de høje Understøttelser, der gives her ?”
18. juli 1939:
I Horsens Byraads ekstraordinære Møde i Aftes vedtoges det enstemmigt at besætte den ledige Stilling som Bestyrer af det nyoprettede Vandreherberg paa Bygholm med Snedker Emil Hansen, Fabrikvej 50.
01. juli 1959:
Horsens Museum skal nu være landsdelsmuseum, og naar den endelige godkendelse heraf foreligger, betyder det, at Horsens kommune øger sit aarlige tilskud fra 9000 kr. til 19.000 kr. I forbindelse med “Autorisationen” ansættes der en inspektør ved museet.
04. juli 1979.
Omkring 900 grise omkom, da avlsbygningerne til Stensballegård ved Horsens i går eftermiddags ved en nærmest eksplosionsagtig brand blev lagt i ruiner.