Borgen Bygholm og Bygholm Herregård. Historisk kalender, februar 2003

I 1913 lod Erik Medved opføre en borg ved Horsens. Der er utvivlsomt det voldsted, der endnu findes rester af i Bygholm Park, og som kan ses på det lille billede. Borgen udgjordes af en ca. 8. m. høj kunstig banke omgivet af en vandfyldt voldgrav. Fladen øverst er omkring 1200 m2. her lå oprindeligt kun et teglstenshus, men senere blev der tilføjet endnu en bygning vinkelret på og i 1500-årene blev anlægget firfløjet. Ladegården, som hørte til borgen, lå sydvest for borgbanken på en lille holm.

I løbet af middelalderen skænkede kongerne meget jordegods til Bygholm, der blev et af Danmarks hovedlen. Omkring 1600 var borgen Bygholm imidlertid så forfalden, at den blev nedrevet, hvorimod ladegården forsatte som ladegård for det nye lensmandssæde, Stjernholm lige øst for Horsens by. Omkring 1700 genopførtes Bygholm af materiale fra Stjernholm, som nu på dette tidspunkt var forfaldent og derfor blev nedrevet.

I 1766 erhvervede Lars de Thygesen, Bygholm og påbegyndte opførelsen af en helt ny hovedbygning, som stod klar ca. 10 år efter. Bygmesteren var Andres Møller og portalen over indgangsdøren blev skabt af billedhuggeren Jens Hjernøe.

Rundt omkring herregårdens hovedbygning og de to sidefløje lå både en park og mange forskellige økonomibygninger. På det store billede, som viser S.L. Langers stik fra 1822, ses området fra nord. Originalen befinder sig på Det Kongelige Bibliotek.

 

 

12. februar 1903:

Opfyldning i Fjorden. Den paagældende Landsvæsenskommision meddeler, at den har endt sit Arbejde, og der er gjort Indstilling gennem Amtet til Ministreriet om, at der meddeles Horsens By Tilladelse til den projekterede Inddæmning af et opfyldt Areal i Fjorden.

10. februar 1923:

Strandinger i Farvandet til Horsens. Det Forenedes Fragtdampskib “Erik II” kom under stormen forrige Nat fast paa Svanegrunden ved Endelave og tilkaldte Assistance fra Switzer. En tysk Damper, der var paa vej til Horsens, strandet ved Samsø. Besætningen reddet i Baade.

09. februar 1943:

Der er mange Foreninger i Horsens. En af de virksomste og en af dem, der bedst forstaar at holde paa Medlemmerne og faa dem interesseret i Foreningens Arbejde, er Husmoderforeningen for Horsens og Omegn. Man fik et lille indtryk af det i Aftes paa “Hjemdal” , hvor Foreningen holdt generalforsamling. En ret talrig Forsamling var mødt op og deltog livligt og opmærksomt i Forhandlingernes Gang.

27. februar 1963:

Bygholm Teglværk længes efter at komme i gang. Ikke siden 1956, da Bygholm Teglværk  blev hærget af en voldsom brand, har teglværket været så generet af vintervejret, som i de sidste 2-3 måneder. I vinter har det ikke været muligt at forsætte driften på den store arbejdsplads, fordi man ikke kunnet skaffe råmaterialet, ler.

15. februar 1983:

Havnestrejken er slut. Arbejdet i alle landets havne bliver genoptaget i løbet af i dag. Det oplyste SID-formanden i Horsens, Ole Sohn, til middag. Der skal nu forhandles om bodsbeløbene for strejke og mønstringsværing i de to måneder strejken har varet.