Den 23. juni 1902 stiftede pastor Carl Christensen, Horsens afdelingen af Blå Kors. På dette tidspunkt havde landsforeningen eksisteret siden 1877 og var efterhånden blevet ret omfattende med ca. 400 lokale foreninger og 20.000 medlemmer.
Blå kors var en kristelig afholdsforening, der gennem møder og foredrag opfordrede folk til helt at holde sig fra alkohol. Samtidig forsøgte de sig også med afvænning af de personer, der i forvejen var alkoholiserede.
I Horsens var der i 1911 omkring 550 medlemmer og der blev ca. hver anden uge holdt møde i Stefanshjemmet i Vimmelskaftet eller hos K.F.U.M. i Allégade. Her mødtes man og talte om alkoholens skadevirkninger og det kristne budskab.
Det var også muligt for børn at melde sig ind i Blå Kors, da foreningen havde sin helt egen børneafdeling kaldet Håbet.
Original artikel af Anne Sofie Krogh.
Læs mere
Byarkivets indkomstjournaler 1982-132 og 1982-137
Artikel fra Horsens folkeblad
Det er tanker, vi arbejder med, oplyser Inga Madsen, Horsens, der indtil i søndags var landsformand i Blå Kors (Horsens Folkeblad 08.06.1984)