Barne- og ungdomsår i Brædstrup

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings årsskrift 1990

Af: Gerda Kjærgaard

I november 1913 kom jeg til verden. Dog ikke i Brædstrup, men jeg flyttede hertil i 1920 og har været “brædstrupper” lige siden.
Min far blev ansat i Horsens Statsbane i 1912, men i juli 1914 kom han ud for en alvorlig ulyk­ke. Ved et rangeruheld mistede han begge ben over knæet. Han overlevede mod alle bereg­ninger og kom hjem efter et årelangt sygehus­ophold.
Min mor var enestående og hjalp min far på alle måder. Min familie havde en række meget vanskelige år, men det endte med, at vi kom til Brædstrup i 1920.
Min far fik kr. 22,50 om måneden i erstatning fra banen. Der var således ikke meget at slå til side med, men familie og venner hjalp. Jeg husker, hvilken fest og glæde der blev, når en slægtning sendte os en høne eller et stykke flæsk.
Straks efter ankomsten til Brædstrup blev jeg sendt i Brædstrup skole. Den bestod af to byg­ninger, der lå vinkelret på hinanden for enden af Skolegade. De er forlængst revet ned.

I Småbørnsskolen, som jeg blev meldt ind i, blev frk. Follesen min første lærerinde. Hun står i min erindring som en glimrende lærer­inde med store pædagogiske evner. Der skulle være ro og orden. Næsten alle eleverne ankom iført træsko og med skiftesko i tasken. Frak­ker og træsko havde fast plads i gangen.
Frk. Follesen var enestående til at levende­gøre stoffet for os børn. Hun fortalte om Adam og Eva, Kain og Abel, David og Goliath, Abra­ham og Sarah, Josef og alle hans brødre osv. Hun tegnede dem på tavlen, samtidig med at hun lærte os de sange og salmer, der knyttedesig til stoffet. Vi syntes næsten, at vi kendte dem allesammen.

En af drengene fik imidlertid galt fat i det med Abraham og Mamrelund. Han fortalte sin mor, at han havde lært en ny sang, der hed A­braham sad i Åstruplund, og han ville da så gerne ned og besøge ham og Sarah.

Hvis et af børnene havde været lidt uartigt el­ler næsvist – Hvilket også kunne ske dengang ­så så frk. Follesen på barnet, tog det under ha­gen og sagde: “Det havde jeg ikke ventet mig af dig”, og det var meget værre end at få en lussing.

En gang om året var vi på udflugt. I de små klasser gik turen til Sømosen til fods og med saftevand og madpakke i tasken. Så legede vi sanglege og “to mand frem for en enke.”

På en af disse ture fandt vi en pakke med adressen: Til første klasse fra mosekonen; det var en kik­sechokoladekage, og sært nok, var der lige net­op et stykke til hver. Det gav jo så anledning til at fortælle om mosekonens lette tåger i som­mernatten hen over søer og åer, og samtidig at mosekonen jo kun var et fantasifoster i fol­kemunde.

For at kunne forsørge os alle bedre havde far, der havde en ukuelig viljestyrke, parret med en fingernemhed uden lige, startet en kurve­magerforretning. Han sagde aldrig nej til en opgave, og han kom ud for mange ting, som han aldrig havde prøvet før.

Jeg husker endnu, at der fra sygehuset kom bud om, at nogle flet­tede stolesæder var gået i stykker, og de skulle gerne laves. Far bad om at få stolene sendt ned med de gamle sæder på, og så pillede han forsigtigt sæderne op og fandt på den måde ud af fremgangsmåden; det blev gennem åre­ne til mange, mange stolesæder.

Jeg husker, at far sagde, at hvis han skulle gøre sig håb om en forretning, måtte han helst ikke sige, at det kunne han ikke lave eller finde ud af, og det lykkedes også altid for ham.

Før vi alle flyttede til Brædstrup, havde far fået kunstige ben og en invalidevogn, som han trak med håndkraft. Trods de vanskelige år efter fars ulykke havde jeg et godt barndoms­hjem. Det skyldtes ikke mindst min mor, som hele tiden trak med på det tunge læs.

Jeg fik snart en budplads efter skoletid. Den tjente jeg 5 øre på om ugen; det kunne da al­tid give til et kræmmerhus bolsjer.

Efterhånden mente far, at han var dygtig nok til, at han turde lære fra sig, og med et altid vågent øje for andre handicappedes problemer, fik han gennem årene en flok unge mennesker til oplæring. En var blind, en døvstum, en me­get tunghør, og der var også en gangbesværet ung mand. De var alle med til at præge min barndom. Navnlig den blinde, som vi skrev breve og læste aviser for. Der var jo ingen radio dengang. Det gav anledning til megen sam­menhold i den lille familie med de unge menne­sker iblandt dem.

I 1925 var der efterårsmanøvrer i og omkring Brædstrup. Mange af tropperne var indkvar­teret privat, og vi havde en flink ung mand, der var oppasser for en siamesisk prins, som studerede militærvæsen i Danmark.

Han vakte en del opsigt med sit smukke ydre og sin nød­debrune hud; men han havde slet ikke tid til at se efter pigerne – han var fuldstændig op­slugt af en Nimbus motorcykel, som var stillet til hans rådighed. Oppasseren skulle egentlig køre og prinsen sidde i sidevognen, men så snart de kunne komme bort fra de andre soldater, ville prinsen køre, og så fik maskinen gas.

Manøvren sluttede med en kongerevy. Chri­stian X sad højt til hest, og Dronning Alexan­drine sad ved siden af i en flot bil, medens trop­perne defilerede forbi. Alt dette foregik ude på marken omkring Brokhøj.

Da Brædstrup fik sin Genforeningssten

Engang i 20’erne fik Brædstrup sin genfore­ningssten. En kreds af borgere med den legen­dariske Wiborg i spidsen gik i gang med op­gaven. Man havde viden om, at der i Løndals skov lå en kæmpesten, som var velegnet til for­målet. Gennem forhandlinger fik man stenen foræret af konferensråd Jørgensen. Man be-stemte sig derpå til at få stenen til Brædstrup med håndkraft.

Det var imidlertid en meget vanskelig opgave. Den femten tusinde kilo store sten blev gravet fri og med kran løftet op på en blokvogn. Men stenens vægt fik vognhjulene til at synke ned i skovbunden. Man måtte så i stedet rulle ste­nen på planker gennem skoven. Det var et lang­sommeligt arbejde hele tiden at skulle flytte en planke frem, når man var kommet over en anden.

Forpagter Madsen på Tyrstinggård fik den op­gave at lede arbejdet. Han stod oppe på stenen og råbte: “O hiv, ohøj, o hiv, ohøj”, så det gjaldede gennem skoven, og fod for fod gik det fremad. I silende regn nåede man frem til Brædstrup Kro, og et rungende hurra fortalte, at nu var man i Brædstrup. Det sidste stykke vej frem til apoteket blev stenen trukket af byens da­mer og børn – stadigvæk i øsende regnvejr. Med faner og musik i spidsen nåede man frem til det sted, der var tiltænkt stenen, og forpag­ter Madsen kunne endelig stige ned fra sin kommandobro – fuldstændig berøvet sin stem­me. Minister Klaus Berntsen afslørede senere stenen, og der var mægtig fest i byen – i godt vejr.

Jeg kommer på realskolen

I 1926 fik jeg en friplads på realskolen. Det var dengang som nu den såkaldte hvide skole, som blev oprettet i 1900, da en kreds af borgere øn­skede en skole med udvidet undervisning.

Ud­valget bestod af købmand Bjømsen, bager­mester Jensen og bankdirektør Ravn. I 1920 hed skolens bestyrer Brier, og i 1925 købte P. F. Høeg Christensen skolen.

Det var en pri­vatskole, og elevernes forældre måtte betale skolepenge, bøger, undervisningsmaterialer – og om vinteren kr. 6,- pr. måned til brændselsindkøb.

Skolens lærere var foruden Høeg Christensen (en bror til den senere bestyrer og skolebesty­rer Frisch-Christensen), Hans Lorentzen og lærerinde frk. Birk og en yngre lærer, som hed Søgaard. Senere knyttedes pastor Hansen (Tønning) og pastor Fosdal (Grædstrup) til skolen.

For at sætte elevtallet i vejret – og dermed ska­be en bedre økonomisk baggrund – købte Frisch-Christensen en stor personbil af ældre model, som med enkelte forandringer og diver­se klapstole og skamler kunne bruges til at hente eleverne ind fra oplandet. Bilen tog turen omkring Tønning-Gammelstrup-Vestbirk og Østbirk, og en anden tur omkring Vinding-­Bryrup og Grædstrup.

Den lille smalsporede bane, som blev kaldt “Bryrup Jens”, og som kørte mellem Horsens og Bryrup, kørte ikke på tider, der passede med skoleplanen; altså måtte han hente ele­verne.

Den kære, gamle bil havde mange kæle- og øgenavne, såsom “Salatfadet”, “Onkel Toms Hytte”, “Dødssejleren” og “Skoleskibet”. Det sidste gav anledning til, at Ejner Mortensen blev kaldt kaptajnen. Der var ikke megen plads i den gamle bil, men kaptajnen havde sin egen måde at holde justits på – hvis der blev mukket i geledderne, lukkede han døren op og truede uromagerne med, at de kom ud og kunne gå hjem, hvilket som regel hjalp.

Landpostbude, skorstensfejeren og fyrbøderen. Dilettant

Når jeg i dag ser på de mange små gule post­biler ved posthuset, tænker jeg ofte på, hvor godt det er, at postbudene nu kan køre i bil.I min barndom var det på cykel, de kom rundt ude på landet. Det må have været en barsk omgang om vinteren i sne, kulde og regn at slæbe på de ofte tunge posttasker.

Jeg husker dog også, at når Julen nærmede sig, kom nogle af landboerne med deres vogne eller kaner i tilfælde af sne og kørte for posten med de mange pakker.

Og så var der skorstensfejeren. Han boede i Horsens og kom til Brædstrup med sin søn. Her var de en hel uge og sov ovenpå mejeriets store kedel, hvor det var varmt og godt. De blev i deres sorte tøj om natten, og jeg tror nok, at mange af byens borgere gav dem et måltid mad eller kaffe. De kom med en avis under ar­men. De satte sig på den og stak en anden avis under fødderne, og så fortalte fejeren historier fra sin ungdom i København. Han var meget humoristisk, og det var sjovt at høre ham, når han slog over i ærkekøbenhavnsk dialekt.

I min barndom blev der spillet dilettant med lokale kræfter, og atter var gamle Wiborg isce­nesætter. Det første jeg husker var vaudevillen “Nej”, hvor Wiborg vistnok var klokker Link.

Meget senere – i 1930’erne og 1940’erne – blev det taget op igen med komedie og dilettant; men nu var det Sønderjydsk Forening, der stod for arrangementerne med fru Carla Just Olesen i spidsen. Det var en Brædstrup begi­venhed, og folk strømmede til fra hele egnen, måske også fordi det altid lykkedes fru Just Olesen at få fat i nogle af byens kendte folk til at optræde, og læge Krogh Jensen senior var altid med som instruktør.

Et par gange arrangeredes en kulturaften. Jeg husker, at fru Henriques gav en koncert, lige­som Ingeborg Brahms og Karin Nellemose havde oplæsningsaftener.

Årene omkring min konfirmation i 1928

I 1927-28 gik jeg til præst i Ring præstegård hos pastor Rosendahl – et fint og elskeligt men­neske – men lidt streng med lektier. Vi havde en salme for til hver gang, og katekismen og skriftstederne skulle læres, Jeg husker, at der var megen sne på bakken – vi gik jo både frem og tilbage.

Jeg blev konfirmeret den 15. april 1928 i Ring Kirke, som lå nedenfor præstegården. På det tidspunkt var der så megen sne, at det kneb med at komme ned til kirken.

I 1929 var vinteren også lang og streng; på Ring bakke lå driverne i højde med telefontrådene. I Brædstrup var der en snefoged. Han gik fra hus til hus, når der var kommet sne og beor­drede så og så mange mænd ud til snekastning alt efter ejendommens størrelse.

Dengang var der ingen sneplove eller trakto­rer; det hele foregik med skovl. Man skovlede sneen ud i store, firkantede blokke, stillede dem oven på hinanden som mursten og fik på den måde gjort vejen farbar.

Det lille “Bryrup Jens” måtte også melde pas, og i 8 dage fik vi hverken post eller aviser, og alle vandrør var frosset.

Efter konfirmationen fortsatte jeg skolegan­gen. Det var rolige dage, om sommeren afbrudt af det årlige dyrskue, som altid var en festdag. Landmændene kom med deres dyr – heste, kø­er ,kalve og grise – “og børnene kom med deres kæledyr – høns, kaniner og duer. Efter præ­mietildelingen fik dyrene et diplom sat fast på seletøjet eller grimen, og så var det et stort øjebik, når dyrene skulle præsenteres i ringen. Der var altid en masse gøgl, luftgynger og kar­ruseller til stor glæde for børnene.

Der blev også holdt ringridning, og det var ligeledes en festdag. Alle rytterne red først i­gennem byen med deres flot pyntede heste, før de i parken forsøgte at fange ringen flest gange.

Jeg fik min eksamen fra skolen i 1930 og skul­le så ud at finde arbejde. Jeg fik en plads i hu­set til kr. 25,- om måneden på eget logi. Det var en brat overgang fra de gode, rolige skole­dage. Efter en måned var jeg parat til at sprin­ge fra, men min far sagde: “Det gør man ikke,” så jeg måtte blive tiden ud.

Nærmest ved en tilfældighed fik jeg i 1931 ar­bejde på Brædstrup apotek. Jeg startede der den 31. maj og har været der siden, indtil jeg trak mig tilbage.

Det har været gode år, selv om forholdene var helt anderledes dengang. Der var ingen 35-timers uge eller 11-timers regel. Hver dag startede kl. 7 og varede til kl. 19, dvs. fredage fra 8-20 og lørdage fra 8-21. Men arbejdet blev en del af mit liv, og jeg har lært mange søde, sjove og gemytlige menne­sker at kende.

I 1931 var der amtsudstilling i parken. I en stor trefløjet bygning udstillede håndværkere og fabrikanter deres produkter – Møbler, tæpper, malerier, håndarbejder, kunst og husflid fra hele amtet. Kong Christian X besøgte også udstillingen.

Blandt gøglerne skilte to unge mænd sig ud. De kørte på motorcykel inden i en dødsdrom, en stor, stor tønde. Motorcyklerne lå næsten vandret, når de unge mænd drønede rundt på dem. Midt under kongebesøget styrtede en af de unge mænd imidlertid ned og måtte på sy­gehuset.

Stridigheder om den nye kirkes placering.

Der havde ligget flere ældre kirker, hvor den gamle Ring kirke lå, som alle var revet ned; den sidste var fra 1870, bygget af røde mursten, meget enkel og uden nogen form for flot inventar. Der var ingen altertavle, kun et hvidkalket kors, ligesom prædikestolen var hvid. Bagvæggen var blå med en blomsterran­ke omkring. Den eneste form for udsmykning var nogle malede sentenser på begge sidevæg­gene over døren. Så vidt jeg husker, stod der: “Ære være Gud i det høje, Herren er nær og bliver fyldt af Ånden.”

Kirken trængte hårdt til restaurering og nyt tag. Man talte om at bygge en ny kirke, som så skulle ligge i Brædstrup. Det var tidligt i 1930’erne, og det gav stof til mange møder og hidsige diskussioner. Folk i Brædstrup ville have kirken op til byen, Ring-boerne ville ab­solut ikke have den flyttet.

Sagen var ved at dele sognet i to grupper, og bølgerne gik højt. En af mine slægtninge i Ring bedyrede, at han aldrig ville sætte sine ben i Brædstrup kirke, og han holdt ord. Da mine forældre blev be­gravet, stod han ude på kirkegården under højtideligheden.

Der gik rygter om, at jomfru Fanny i Sønder­jylland havde spået, at den forfaldne kirke vil­le falde sammen engang, når der var mange mennesker i den. Så galt gik det nu ikke, men de sidste gange, man holdt konfirmation der­nede, satte man fire store granrafter op for at understøtte hvælvingerne. En ny kirke var helt nødvendig.

I 1938 nedsattes et udvalg, og man begynd­te at samle penge ind. Man kunne betale et be­løb på een gang, eller i fem rater, blot sidste rate faldt i 1941.

Men så skete det frygtelige, at tyskerne besat­te Danmark den 9. april 1940.

Tyskernes indtog og de svære år under krigen.

Ingen, der oplevede den morgen, vil nogen sinde kunne glemme, da de tyske flyvemaski­ner drønede ind over Danmark, og man over radioen fik at vide, at landet var besat. Over radioen formanede kongen til at bevare ro og orden; men alle var bange og urolige for, hvad der dog skulle ske med dem og deres land. Man var forbløffet over, at alt tilsyneladende var planlagt til mindste detalje.

Mørklægningen skulle hurtigst muligt i gang, og allerede den 10.april om aftenen ankom tyske tropper og tog parken i besiddelse med en slags prærie­vogne; de gravede huller mellem bøgene for at camouflere vognene.

I begyndelsen hed det sig, at tyskerne var vore beskyttere, men de var herrefolket, og de op­trådte da også som sådan. Hver morgen kom de skrålende med støvletramp igennem byen, mens de sang: “Wir fahren gegen England”, en sang som efterhånden blev så forhadt. By­ens handlende skulle handle med tyskerne og give dem varer, og i stedet fik de en bunkevær­diløse, tyske pengesedler.

Snart blev der indført rationering; kaffe var vist det første, siden sukker, smør, mel, sæbe, ris. Kakao og også kød, sko, tøj og tobak blev ra­tioneret.

Da det første chock havde lagt sig, kom der efterhånden i det skjulte gang i modstands­bevægelsen. Først med illegale aviser, som blev lagt i brevkasserne om aftenen. Alle prø­vede på at lytte til engelsk radio over London. De måtte sidde med øret helt inde i højttaleren for at opfange, hvad der blev sagt, for tysker­ne gjorde alt for at forhindre det med deres støjsendere.

Gennem radioen fik modstandsbevægelseni kode besked om våbennedkastninger, og og­så her på egnen blev der kastet våben ned. Jeg mener at kunne huske, at der engang kom en sending ned med faldskærm omkring Matrup skov, og at en af faldskærmene hang fast i et højt træ, som man i hast i nattens mulm og mørke måtte fælde for at redde containeren.

Næste morgen måtte man fortælle godsejer Westenholz, at man var kommet til at vælte et træ i hans skov. De nedkastede våben skulle jo skjules, og jeg mener, at man gemte våben på loftet i det gamle sygehuskapel, som nu er revet ned. Engang imellem foranstaltede man en bisættelse fra kapellet for at få våbnene i sikkerhed.

Tyskerne blev efterhånden mere og mere kræ­vende; de tog vores skoler, hoteller og gym­nastiksale, og det blev overordentligt svære at gennemføre en ordentlig undervisning af børnene. Man måtte ty til lærernes private stu­er, loftsværelser og gæsteværelser, og hvor man ellers kunne finde husly. Det var onde tider, og mangt og meget fandt sted, uden at man kunne protestere åbenlyst.

Der var imid­lertid ved at danne sig en massiv modstands­bevægelse. Modstandsfolk måtte gå under jor­den, mange endda flygte til Sverige. Der ud­viklede sig mange forskellige måder at gøre modstand på – bl.a. jernbanesabotage.

Pastor C. V. A. Ruth har fortalt mig, at han havde givet et gammelt løfte til sagfører Lund om at begrave hans kone. Dette løfte holdt han, til trods for at han var i tyskernes søge­lys. Under højtideligheden i kirken kom en flok tyskere ind på kirkegården, og via gra­veren fik man underrettet pastor Ruth om, at tyskerne stod ude på kirkegården. Der var ingen mulighed for at slippe væk, og præsten bestemte sig til at gennemføre højtideligheden på værdig måde. Da følget kom ud på kirke­gården, var tyskerne imidlertid borte. Det vis­te sig senere, at de havde været der for at se, om der var kobbertag på kirken, for så skulle det have været beslaglagt; men der var kun paptag på.

Et par gange var der også luftkampe over eg­nen. Nogle engelske flyvere blev skudt ned – et par mindesmærker i Mattrup skov og ved Åstrup fortæller om begivenhederne.

Initiativrige og opfindsomme mennesker i Bræd­strup i krigsårene.

Efterhånden som situationen spidsede mere og mere til, var det som om folk i Brædstrup prøvede at hjælpe hinanden og komme hin­anden lidt mere ved. Jeg husker, da tyskerne havde taget politiet og sendt dem til Tyskland; nu stod man i en mørklagt by uden beskyttelse af nogen art. Men så var der en kreds af bor­gere, der fandt på, at man kunne lave et fri­villigt vagtværn. Man delte sig i hold med fire på hvert hold, og når det begyndte at blive mørkt om aftenen, gik man i fire timer og holdt øje med automater og alle mulige uregelmæs­sigheder, der kunne finde sted. Når de fire ti­mer var gået, skiftede man vagt, og det var skik, at det nye og det gamle vagthold mød­tes og fik kaffe og smørrebrød, inden det nye vagthold blev sendt af sted.

Efterhånden blev det sådan, at man ikke kun­ne få noget ordentligt tøj. Til børn, der skulle komme til verden, fik man en lille pakke med noget meget dårligt celluldtøj – bleerne var sådan, at man kunne se syv kirkesogne igen­nem dem.

Det gav stødet til, at en kreds af da­mer i Brædstrup, som var fingernemme og gode til at sy, startede en omsyningscentral. Her kunne man aflevere, hvad man havde af gammelt tøj – eksempelvis frakker, som så blev syet om. Derved kunne børnene få en god, varm frakke. Kjoler blev syet om til nederdele og spencere; det var altid godt tøj, og børnene kunne være pæne i tøjet, selvom det var om­syet.

Jeg husker, da det ældste af mine børn blev født, fik hun også en pakke med børnetøj, og det VAR noget meget, meget dårligt tøj.

Ligeledes erindrer jeg, hvor glad man kunne blive for en lille gave. Da pigen var blevet født, kom der en og gav hende et stykke 80% sæbe. Aldrig er jeg blevet så glad for en ting som for det stykke sæbe. Pigen var den eneste, der blev vasket med det – de andre havde noget sæbe, hvori der var en masse grus og ting og sager.

En initiativrig mand fandt på at starte en byt­tecentral. Her kunne man for eksempel afle­vere et par støvler, som var blevet for små, og så kunne man måske få et par, der var lidt større.Det var egentlig en forløber for det, man i dag kalder genbrug. Det florerede vældigt under krigen til megen nytte for folk.

Grundstensnedlæggelse til kirken.

På trods af besættelsen gik det alligevel frem­ad med kirkebyggeriet, og den 30. august 1940 blev grundstenen lagt. Ved en festlighed på byggepladsen blev tre grundstene lagt, efter at et blyrør var loddet til og lagt under stene­ne. I blyrøret lå et dokument med følgende inskription:

Da dette dokument var blevet læst op, blev det rullet sammen og puttet ind i blyrøret sam­men med penge fra årstallet 1940 og lagt un­der grundstenene.

Befrielsen.

En af de største dage i min erindring er den 4.maj 1945. Den spændte situation i dagene før den 4. maj bevirkede, at den stemning og glæde der udløstes, da freden endelig kom, var så løftet, som kun de mennesker, der oplevede det, kan sætte sig ind i. Da fredsbudskabet havde lydt, rev folk deres mørklægningsgar­diner ned, kastede dem ud af vinduerne og – satte ild til dem.

Mejeribestyrer Løkke havde forudset situa­tionen og kom med alle de dannebrogsflag, han kunne bære, og alle gik ud og viftede med flagene og sang.

Den 5. maj var hele byen på benene, alle flag var hejst, og man samledes i parken til alsang. Aldrig har de gamle fædrelandssange lydt me­re begejstret og inderligt. Tyskerne lå stadig­væk i parken med deres vogne, og pludselig lød der en serie skud rettet mod dannebrog på parkens flagstang. For at situationen ikke skulle udarte, blev et højttaleranlæg sendt gen­nem byen med besked om, at der var udgangs­forbud. Det gjaldt til næste morgen, og så måt­te alle gå stille hjem og feste videre der.

De efterfølgende dage var en række af fest­dage; der kom engelske soldater gennem byen, og radioen sendte fra morgen til aften pro­grammer om freden og glæden. Men midt i al den glæde og gegejstring måtte tankerne og­så gå til alle dem, som ikke fik lov til at opleve freden; de som var henrettet i Ryvangen, sø­folkene, der satte livet til på havene, og mange andre, som havde mistet livet i bestræbelser­ne for at opnå fred.

Under hele krigen rejste Aksel Schiøtz Dan­mark rundt til forsamlingshuse og foredrags­sale og sang danske sange. Jeg husker tydeligt, at han over radioen sang:

“Guds fred med vore døde
i Danmarks rosengård,
Guds fred med de som bløde
af dybe hjertesår.”

Siden har jeg aldrig kunnet høre disse linier, uden at mine tanker er gået tilbage til 5. maj 1945.

Et helt personligt minde fra barne- og ungdoms­årene.

Jeg vil gerne til slut sætte spørgsmålstegn ved, om folk er blevet mere glade og tilfredse med de ændringer, der er sket fra den gang til nu – skolerne er blevet større, der er bygget rådhus, svømmehal osv. Da jeg var en lille pige, var der hverken radio eller fjernsyn, og måske derfor havde forældrene mere tid til at beskæftige sig med deres børn. Min far var så god til at fortælle om sin barndom og ungdom og om deres slægt; han var især god til at synge, og med følgende helt personlige minde vil jeg ger­ne slutte min beretning om barne- og ungdoms­årene i Brædstrup:

Om aftenen, når dagens arbejde var endt, sad familien sammen med de føromtalte unge mænd i mørkningen omkring kakkelovnen, som lyste ud på gulvet gennem marieglasset i lågen. Her lærte min far mig mange sange,som jeg stadig husker. En af disse sange beva­rer jeg i mit sind som et dyrebart minde. Den er som følger:

“Der var en tid, da jeg var meget lille,
min hele krop var knap en alen lang,
sødt, når jeg dette tænker, tårer trille,
og derfor tænker jeg det mangen gang.

Jeg spøgte i min kære moders arme
og sad til hest på bedstefaders knæ
og kendte frygt og grublen, sorg og harme
så lidt som penge, græsk og Galathea.

Da så jeg undrende Guds sol at dale
mod vesten ned i havets gyldne skød
for at den næste morgen atter male
den hele himmelegn i østen rød.

Jeg tænkte på den kærlige Gud Fader,
som skabte mig og denne smukke sol
og alle disse nattens stjernerader,
som kranser himmelbuen fra pol til pol.

Og jeg så månen ned bag højen glide,
og tænkte: “Gid jeg var på højen der,”
så kunne jeg rigtigt få at vide,
hvor smuk, hvor stor, hvor rund og køn den er.

De svandt, de svandt de gode barndomsdage,
min rolighed, min fryd med dem svandt hen,
jeg kun erindringen har nu tilbage,
Gud, lad mig aldrig, aldrig miste den.”