Arbejdernes Forsamlingsbygning blev opført i 1922-23 af fagbevægelsen. Placeringen på Kildegade gjorde, at huset i folkemunde kom til at gå under navnet Kilden, og det blev da også den officielle titel på bygningen i 1972. Det var arkitekt Viggo Norn, som tegnede den ny klassicistiske bygning og derved skabte flotte rammer for fagforeningsarbejdet og forlystelseslivet.
Arbejderbevægelsen var i de første årtier af det 20. århundrede for alvor ved at vokse sig stærk. Det var imidlertid vanskeligt for arbejderne at leje sig ind i byens mødelokaler, og man satte sig derfor for selv at opføre en bygning. Det endte med at blive et projekt til den svimlende sum af 541.835,84 kroner, og det var vel at mærke arbejderne selv, som forestod finansieringen:
Gennem mange år havde man gennem fagforeningskontingentet betalt til en byggefond. Lønnen var ussel, og økonomien var yderst anspændt i de enkelte hjem, hvorfor det økonomiske offer, den enkelte måtte yde var så meget mere mærkbart. (Kilde: Jubilæumsskrift i anledning af 60 års jubilæet for Kilden)
Huset blev indviet den 9. oktober 1923, og indvielsen blev blandt mange andre overværet af den senere statsminister Thorvald Stauning. Det var en stor dag, hvor borgmester Axel Sørensen udtalte ”håbet om, at det sammenhold, der havde skabt bygningen, kunne bestå, så huset gennem de næste 100 år ville kunne blive det samlingsmærke, hvor fagforeningerne i sammenhold omkring Arbejdernes Fællesorganisation kunne skabe nye resultater og en menneskelig tilværelse for arbejderne i Horsens”. (Kilde: Jubilæumsskrift i anledning af 60 års jubilæet for Kilden)
I bygningen blev der plads til kontor-/mødelokaler og festsal. Huset var helt fra starten tænkt som et medborgerhus for arbejderne, hvor der skulle være plads til både faglige og festlige aktiviteter. Det var således helt centralt for udfoldelsen af liv i huset, at der var en velfungerende restaurant. Kort tid efter indvielsen blev danserestaurant ”Valencia” etableret i festsalen. De horsensianske arbejdere var glade for det nye mødested, og der blev danset og diskuteret i et væk i Kildegade. Den store begejstring blev dog hurtigt erstattet af bekymring. Allerede i 1928 løb man ind i økonomiske vanskeligheder. Der var blevet oparbejdet en betydelig gæld i Andelsbanken og Arbejdernes Landsbank, og der måtte en økonomisk sanering til, for at huset kunne fortsætte som ramme om arbejdernes organisatoriske og sociale aktiviteter. Stormen blev redet af ved indgangen til 30’erne, men inden da var Valencia lukket, og man søgte nu efter en ny restauratør. Valget faldt i 1935 på Frk. Schnack. Forsamlingsbygningen blev ombygget til at være mere intim og hyggelig omkring den store festsal med nye lyseffekter, et nyt orkester og et nyt artistprogram. Avisernes anmeldelser af Valencias genåbning var alle positive. Programmet og de nye lokaler blev rost, og forvandlingen blev beskrevet som: ”en dvale lig en fugl Fønix i smukke nye klæder”.
Valencias åbning blev ledsaget af et stort og alsidigt artistprogram og ikke mindst et nyt 5 mands orkester.
Aftenens program indeholdt bl.a. linedanseren Lydia Diaz, et par musikalske klovne Renee og Montclair, samt den røde Mepheisto med illusions-opvisning. Valencia fortsatte med at have alsidige artistprogrammer i deres sæsoner, og dette var med til at gøre stedet meget populært blandt horsensianere.
Publikum havde år forinden svigtet Valencia, og mange troede ikke, at det var muligt at tiltrække så stort et publikum som tidligere. Horsens Musikforening og Valencia forsøgte derfor at skabe nye underholdningstilbud til publikum for at tiltrække gæster. Et af disse tilbud var en koncertrække med wiener-tema, hvor der blev spillet wienermusik, danset wienervals og serveret wienerpølser og øl fra fad. Hele temaet var meget gennemført, idet festsalen blev pyntet op til en hyggelig udsmykning med kulørte lamper i birketræers kroner. Valencia forsøgte at fremmane noget af den stemning, der herskede i Wien, når byens jævne befolkning festede. Ideen var god, og forlystelsesstedet trak over 400 gæster til sig. Avisen beskrev wieneraftenens premiere den 1. september 1934:
Tilhørerne skal ikke sidde paa lange snorlige Bænkerader, man placeres hyggeligt ved Smaaborde, og her serveres der for alle mod Aflevering af Billetten varme Wiener-pølser med Brød (dog næppe Wienerbrød!) Sennep og et stort Krus Øl med Hank. Øllet er ikke fra Wien men fra Fad, hvilket er viel besser. (Kilde: Scrapbog indeholdende avisudklip fra forskellige aviser dateret 1935-1938)
Hele arrangementet kostede kun 1,70 kr. pr. person, hvilket gjorde, at de fleste havde råd til en underholdende aften i Valencia. Og den næste dag bemærkede avisen, at der havde været fuldt hus.
I forlængelse af den store succes med wieneraftenen, forsøgte forsamlingsbygningen sig med lignende
temaaftener. Bl.a. arrangerede Valencia en russisk aften, der i lighed med wieneraftenen havde et gennemført russisk tema med musik, mad og underholdning. Denne temaaften havde dog ikke samme tilslutning, hvilket pressen forklarede måtte skyldes en manglende interesse for Rusland, da de ellers var af den overbevisning, at den russiske aften var strålende udført. Efter den russiske aften forsøgte Valencia sig med et japansk tema, hvor japanske akrobater underholdt publikum med en serie akrobatik, jonglør og balancekunst. Foruden temaaftenerne arrangerede Valencia også amatøraftener, hvor der var mulighed for Horsens borgere at optræde med deres egne talenter. Der var flere præmier at vinde, og de blev uddelt efter publikums dom.
”Der sker altid noget i Valencia” lød overskriften, efter at Valencia præsenterede ”Dødsspringet”, der var et trapeznummer af de tyske akrobater Charlott, ca. 16 år, Carlo og Fred. Pressen omtalte det nye nummer, der foregik oppe under det høje Loft, og bestod af flere dele. Den første del blev beskrevet udførligt i avisen:
Carlo øverst under Loftet fastholder sig med Fødderne i Hovedtrapez’en. Med Haanden fastholder han en Strop, som Charlott faar om den ene Ankel og saa svæver hun pludselig under Carlo med Hovedet nedad. Numrets største Virkning er dog, da Fred, der staar paa Rebstigen, griber fat paa en Strop om Charlott’s anden Ankel og svinger sig ud i Rummet. Saa hænger de tre Artister ned gennem Rummet, Carlo fastholdende sig med Benene og med Hænderne fattende Charlott’s ene Ankel, medens Fred hænger i hendes anden Ankel. Efter endnu et Par dristige Præstationer kommer Dødsspringet. Den dristige Charlott faar atter Stropper om Anklerne, hvorfra stærke Tove fører til Carlo og Fred, der begge hænger i Hovedtrapez’en ved Hjælp af Benene. Charlott staar op paa Trapez’en og pludselig springer hun paa Hovedet ud i Rummet – Tovene strammes og hun drages med Fart ned gennem Salen. Nummeret ser meget dramatisk ud og er sikkert heller ikke helt farefrit. Dette nye Extranumer vil give ”Valencia” den store Tilstrømning, derom kan ikke tvivles. (Kilde: Scrapbog indeholdende avisudklip fra forskellige aviser dateret 1935-1938)
Valencia sluttede efterårssæsonen 1938 af med fuldt hus. Det skete på festlig vis, idet der var propfyldt hus allerede tidligt på aftenen, og ved midnatstid var der ca. 600 gæster i den store festsal, der den aften var yderligere forøget med sidegangene. Afslutningsprogrammet blev lukket af de meget populære fire Harstons Brothers, der var publikums klare favorit hele sæsonen. Af den grund fik de på den sidste aften overrakt en fortjenstmedalje af direktionen for Valencia. Det var første gang, den blev uddelt, og den nyindstiftede medalje var præget i sølv. På den ene side sås Horsens byvåben, og på den anden side stod der: ”Erindring Valencia 1938.” Gennem 1930’erne præsenterede Valencia horsensianerne for mange forskellige artistnumre. Succesen skyldes ifølge pressen: ”at Overtjener Therkelsen har en ualmindelig ”fin Næse” for, hvad der gør sig i det kæmpemæssige Lokale, og at Frk. Schnack ikke viger tilbage for at yde de store Honorarer. ” (Kilde: Scrapbog indeholdende avisudklip fra forskellige aviser dateret 1935-1938)
Kilden består – men ikke længere med arbejderne
Frøken Schnack trak sig tilbage i 1965 og siden fulgte andre restauratører: Ole Madsen etablerede ”Natravnen”, som var den første restaurant i Horsens med 5-bevilling, og Jytte Jørgensen fulgte efter med velrenommeret betjening og veltillavet mad. Igennem alle årene var sigtet det samme: Kilden skulle være et fest- og mødehus for byens arbejdere. Og det havde man ved 60 års jubilæet i 1983 en forventning om ville fortsætte så længe huset stod:
Langt den overvejende del af fagbevægelsen i Horsens har taget det standpunkt, at huset skal bestå også i tiden fremover. Andre har givet op. Bønderne likviderede deres Heimdal, og Borger- og Håndværkerforeningen afhændede Håndværkerforeningen i Allégade. I fagbevægelsen finder vi hensigtsmæssigt at kunne mødes i vort eget hus. Derfor vil Kilden altid bestå. (Kilde: Jubilæumsskrift i anledning af 60 års jubilæet for Kilden)
Men sådan blev det ikke. Kilden består, men det er ikke fagbevægelsen, der er bag roret længere. Efter mange år med underskud blev bygningen i 1985 overtaget af Horsens Kommune. I 2007 var det endegyldigt slut med Kilden som et offentligt samlingssted, idet Horsens Byråd besluttede at sælge Kilden til Sct. Ibs Skole for 16,8 mio. kroner.
Kilde: Scrapbog indeholdende avisudklip fra forskellige aviser dateret 1935-1938 (Byarkivet)
Jubilæumsskrift i anledning af 60 års jubilæet for Kilden, A-732 (Byarkivet)
Arkivalier vedr. Kilden, A-243 (Byarkivet)
Artiklen: Arbejdernes Forsamlingsbygning under Horsens Partiforening for Socialdemokraterne
Historiker Sara Hai Abildtrup og museumsinspektør Merete Bøge Pedersen