Anker Petersen fortæller om sin læretid – fra bydreng til lærling, ekspedient, prokurist og selvstændig købmand – til Købmandens Veteranklub i Horsens.
En plads som bydreng
En lidt ældre skolekammerat kom en dag i frikvarteret hen til mig og spurgte, om jeg ville have en plads som bydreng hos købmand Rs. Mathiassen i Amaliegade. Skolekammeraten skulle i lære hos Møller & Jochumsen og havde lovet købmanden at skaffe ham en værdig efterfølger. Det mente skolekammeraten, at jeg var. Mine forældres samtykke skulle jeg dog først have, og det fik jeg på den betingelse, at det ikke gik ud over mit skolearbejde.
Hr. og fru Mathiassen var meget rare mennesker. De havde ingen børn selv; men fru Mathiassens nevø, Ejner Brinck Jensen, kom hver dag efter skoletid. Han blev min gode ven, og han hjalp mig ofte med udbringningen. Jeg skulle have 2,50 kr. om ugen. I de 2½ år jeg var hos Mathiassen steg lønnen til 5 kr. om ugen, og det var slet ikke så dårligt.
Lærling hos Fa. Johan Christiansen
Jeg blev konfirmeret d. 25. september 1927, og så skulle vi jo se at finde en læreplads til mig, og da jeg nu var startet i kolonial-branchen, og jeg kunne lide det, kunne det jo lige så godt blive som lærling i en købmandsforretning. Der var dengang en købmandsforretning på næsten hvert andet gadehjørne; men selvfølgelig ville en større forretning være at foretrække.
Købmand Mathiassen skrev på mine vegne en ansøgning til Fa. Johan Christiansen, Sønderbrogade 13, og jeg skulle så sammen med min far ud og præsenteres. Jeg blev antaget og tiltrådte d. 1. november 1927.
Den egentlige ejer af Fa. Johan Christiansen var konsul Ludvig Lund, hvis hustru var datter af afdøde Johan Christiansen. De havde to voksne døtre og en søn. Sønnen hed Johan og var ca. et år yngre end mig. Johan var nok direktør Lunds søn, men det var ikke noget, jeg nogensinde mærkede. Vi havde det vældig sjovt. Han kunne godt lide at tage gas på kommisserne, og også forretningsføreren lavede han skæg med. Johan Lund var både som dreng og som voksen et dejligt menneske. Han havde et venligt væsen, og var i besiddelse af en god portion humor. Vi var, lige til hans alt for tidlige død, de bedste venner.
Jeg må her indrømme, at denne beretning lader til at blive en tør beretning; men til gengæld er den en sandfærdig beskrivelse af såvel personer som forretninger og virksomheder. Det er altså heller min person, det drejer sig om.
Lidt om Fa. Johan Christiansen
Konsul Lund var direktør på Trævarefabrikken Thor, som lå lidt længere ude på Sønderbro. Den daglige drift blev derfor ledet af en forretningsfører, der hed Borberg Madsen. Der var i forretningen to udlærte ekspedienter (kommisser hed det dengang); desuden to eller tre lærlinge, en kontordame og en kassererske samt en chauffør.
Fa. Johan Christiansen, der hørte til blandt de store, bestod af en kolonial detail og en gros, samt en foderstofforretning. Der var også en æg-eksportforretning, den tilhørte dog ikke Fa. Johan Christiansen men A/S Robinson Andersen & Co. Foderstofforretningens chef var konsul Peter Nielsen. Han var en overordentlig hyggelig og rar mand, som, når han passerede mig enten det var i gården eller på lageret, altid hilste eller havde en venlig bemærkning.
Bondestuen
En del af omegnens landboere kom ofte selv kørende i hestevogn. De fik hestene spændt fra og sat på stald (det sørgede gårdskarlen for), og kunne så gøre deres indkøb i forretningen og/eller gå på indkøb andre steder i byen. I disse gamle landforretninger, som man kaldte den type forretninger, og der var flere af dem, var der almindeligvis noget man kaldte en Bondestue. Bondestuen var stedet hvor f.eks. den svære og ofte pelsforede kørekappe eller andet overflødigt overtøj kunne anbringes. Det var også stedet, hvor der tidligere blev serveret kaffe eller måske en kaffepunch for de tilkørende landboere. Det var før snapsen blev belagt med afgift, og altså før jeg begyndte i faget. Bondestuen hos Fa. Johan Christiansen var stadig intakt og i brug i den tid, jeg var der. Dog uden kaffe og brændevin. Ingen af disse forretninger eksisterer i dag, og bondestuen behøver man ikke. De lukkede biler har gjort kørepelsen overflødig.
Udbringning til kunderne
Der kørtes to landture. En der gik til Boller, Uth og Estrup, og en der gik til Torsted, Oens, Ølsted og Bottrup. Det var en af kommisserne, A. Chr. Petersen, der cyklede ud og hentede bestillingerne, som så blev ekspederet og kørt ud den næste formiddag pr. lastvogn.
Engroshandlen var ikke stor, men den omfattede dog en del købmænd og nogle bagere i omegnen, og nogle købmænd på Alrø og Endelave. Alrø var dengang ikke landfast, derfor skulle varerne til disse to øer, Alrø og Endelave, sendes med en af fjorddamperne: ”Horsens” eller ”Agda”, og så vidt jeg husker sejlede de kl. 17 om sommeren og kl. 15 eller 16 om vinteren. Det kunne ske, det var sjældent, men det kunne ske, at vi måtte ringe ned og bede båden vente, fordi vi var blevet forsinket. Det var selvfølgelig kun minutter, det drejede sig om.
Der var også dengang et omfattende og godt dækkende fragtmandsnet, der besørgede transporten af gods ud til hele Horsens omegn. Disse fragtmænd havde alle deres bestemte holdeplads, eller de havde måske et par stykker. Nogen af dem, vi havde, var bl.a.: Peter Jensen, Ølsted; Mortensen, Åle og Vald. Jensen, Hornborg.
Selvom Fa. Johan Christiansens Engrosforretning ikke var stor, havde den et ret betydeligt salg af amerikansk hvedemel. Også til købmænd og bagere der ellers ikke var kunder. Vi fik aldrig mindre end 200 sække, og af og til op til 400 sække ad gangen. Dengang brugte man amerikansk mel til bagning. I dag kan vi udmærket bruge dansk hvedemel. Enten er vi blevet dygtigere til at bage eller bedre til at lave hvedemel.
Tæt på at give op
Ca. et halvt eller trekvart år efter at jeg var begyndt, kom Ejner Brinck i lære i firmaet, og ligesom hos købmand Mathiassen arbejdede vi godt sammen. Vi arbejdede ofte hårdt, slæbte på sække med sukker, mel og salt, men jeg har aldrig følt, at vi blev misbrugt. Der stod aldrig nogen og jagede på os.
De første 3-4 måneder jeg var hos Fa. Johan Christiansen var derimod ikke så rare. Der var en ældre lærling, der ikke var rar ved mig. Jeg var lille og ikke vant til at forsvare mig. En dag gik det så vidt, at jeg grædende var gået op i bondestuen for at tage mit overtøj på. Så kom en af de voksne ekspedienter, Folmer Hansen (den senere indehaver af Elektronikfirmaet Bosch). Han fik mig ned i forretningen igen. ”Jeg lover dig, Anker, han skal ikke oftere komme til at gøre dig fortræd.” Det løfte holdt han. Den pågældende lærling blev af anden grund bortvist er par måneder senere.
Jeg husker en gang, vi fik 100 sække salt hjem. Det har nok været med D.F.D.S. Fiona, københavnerbåden. Det var netop en formiddag, hvor kommissen og chaufføren var på landtur. Saltet skulle hentes, og foderstofafdelingen måtte træde til med et spand heste og to vogne. Sækkene vejede 75 kg. Ejner og jeg måtte så bære dem på ryggen, men kun lige ind på saltlageret og ikke op ad trapper. Desuden kunne vi få sækkene på ryggen fra hestevognen uden at skulle løfte dem. Det gik fint.
Siruppen der løb over
Der er hændelser og episoder, man husker, som var det i går. Selv nu 75 år efter. Jeg har for et par år siden læst om en anden ældre købmand, der som lærling har haft den samme oplevelse. Han kan bevidne, at det er en hændelse, man godt kan undvære. Sirup, rigtig amerikansk sirup fremstillet af sukkerrør fik vi hjem i tønder med 200 kg så vidt jeg husker. Sådan en tønde blev så lempet op på en rampe. Det gjorde chaufføren og en af kommisserne og et par stykker mere. Den var tung og uhandig. Jeg var i gang med at ekspedere en ordre til en købmand, og han skulle bl.a. have en spand med ca. 20 kg sirup. Spanden blev sat under tønden, hanen lukket op, og da siruppen løb meget trægt, fortsatte jeg med at gøre ordren færdig. Imidlertid var klokken blevet 12, og jeg cyklede hjem til middag (der var en times middagspause), før jeg var igen tog tilbage. Lige da jeg passerer den gamle port på Åboulevarden (jeg husker det, som var det i går), slog det ned i mig ”SIRUPPEN!” jeg skal love for, at der blev trådt i pedalerne. Den tyktflydende sirup var ganske langsomt ved at brede sig i en 2-3 cm tyk cirkel rundt omkring spanden. Jeg betroede mig til Chr. Petersen, og han hjalp mig med at skovle siruppen op i to spande, og dem solgte han som fodersirup (til nedsat pris) på næste landtur.
Job hos Martin Malbergs Eftf.
Jeg fik min handelsmedhjælper-eksamen i 1930, og det var med ug-. Det var jeg selvfølgelig glad for og stolt over. Jeg forventede derfor også, at min nærmeste chef Borberg Madsen ville sige lidt pænt til mig. Han nævnte det ikke med et ord. Derimod kom konsul P. Nielsen fra foderstofafdelingen ind og ønskede mig tillykke; og da klokken var 5 kom konsul Lund ind i forretningen og sagde: ”Tillykke min dreng.” Det glemmer jeg aldrig, og jeg kan høre det endnu.
1. november 1931 ville jeg være udlært, men allerede d. 15. oktober tiltrådte jeg som ekspedient hos Martin Malbergs Eftf. Søndergade 20. Så vidt jeg ved, er eller var denne Malberg i slægt med skuespillerfamilien Malberg. Jeg er ikke sikker, men jeg mener at have hørt det. Den direkte efterfølger hed Peter Friis; som så havde solgt forretningen til A. Chr. Greve Rasmussen. Greve var noget han hed. Han var en pæn og dygtig mand, men jeg tror ikke, han rigtig fandt sig til rette i Horsens. Han var Århusmand. Så efter ca. fire år solgte han forretningen til førstemanden Henning Hopff og købte P. A. Buchtrups Eftf. i Århus.
En forretning med specialiteter
Malbergs Eftf. var en af byens fine forretninger, vi havde mange specialiteter, altså det der dengang var specialiteter. Vi havde ægte Strassburg gåseleverpostej i terrin, ægte russisk kaviar, franske trøfler. Der var franske champignons, hele eller i skiver ristede i smør. Danske champignons begyndte først at komme frem i midten af 1930’erne. I dag hvor vi kan købe en bakke champignon og selv riste dem i smør, synes vi ikke, at det er noget særligt. De andre specialiteter er – om ikke hverdagskost – så dog økonomisk tilgængelig for de fleste i dag. Dengang var de kun for de ”fine”. Vi havde for resten også syltede hanekamme. Der blev ikke solgt et eneste glas i de syv år, jeg var der.
I Tobaks og Vinafdelingen var der også mange ting, der kunne tage vejret fra en lille naiv – jo, det var jeg – nyudlært ekspedient. Tænk, der var Havanna cigarer til 1,5 kr. pr. stk. Bank of England kostede 30 øre, og cigaretter fra 70 øre for 20 stk. helt op til 7 kr. for 20 stk. Dem blev der ganske vist ikke solgte mange af. De almindelige mærker var bl.a. Cecil, North State, Flag, Adamas, Clubman og de lidt dyrere kunne være Theofani, Sousa, Huddens de Luxe – de Rezske med elfenbens mundstykke. Noget dyrere var så Khedive (egyptiske) og Abdulla (tyrkiske). I dag chokerer priserne næppe nogen, men man må ikke glemme, at ugelønnen for en håndværker var ca. 60 kr., og for en ung ekspedient var månedslønnen 125-150 kr.
Jeg var hos Malbergs Eftf. til 1. april 1937. Min månedsløn var efterhånden steget til 175 kr. I mellemtiden havde jeg været soldat i 7 måneder.
Jobskifte til Horsens Kontante Kolonialforretning
D. 1. april 1937 tiltrådte jeg som 1. mand i ”Horsens Kontante Kolonialforretning”, som den hed dengang. Da vi i 1938 flyttede fra Hospitalsgade 17 til Hospitalsgade 6 blev det ændret til indehaverens navn Vald. Bertelsen. Et navn der i mange år skabte respekt, både om personen V. B. (som han blev kaldt blandt venner og forretningsforbindelser) og om forretningen. Jeg havde vist ikke nogen anelse om, at i de næste 46 år skulle denne forretning være rammen om mit daglige arbejde. Først som medarbejder og de sidste 23 år som indehaver.
Selvom forretningens navn indtil d. 1. april 1938 havde været ”Horsens Kontante Kolonialforretning”, er det en kendsgerning, at en meget stor del af omsætningen var på månedsregning, og denne tendens forstærkedes mærkbart efter flytningen. Den faste kundekreds blev tydeligt forøget. At forretningens udseende og indretning var noget af det nyeste og flotteste, man på den tid havde set, har sikkert gjort sit til at den nemt kunne stå mål med de to ”fine” forretninger på Søndergade.
Ligesom Fa. Johan Christiansen havde Vald. Bertelsen også en landtur, der gik til Torsted, Oens, Ølsted og Bottrup. Vald. Bertelsen stammede fra Ørnstrup Mølle. Han var derfor en kendt mand i sognet. I ca. 25 år, lige til vi i 1972 omdannede forretningen til en specialforretning, kørte jeg selv denne tur. Det siger sig selv, at disse landkunder ikke alene var trofaste kunder, men også blev mine venner. Jeg måtte desværre sige nej tak til kaffe eller lignende traktementer. Det kunne ellers let blive en heldagstur. Turen tog næsten 3 timer.
Krigen og rationeringen
Desværre fik den fredelige udvikling en brat afslutning. Vi havde vel nok frygtet det men håbet på, at det ville ordne sig, men sådan skulle det ikke gå. D. 1. september 1939 startede Tyskland den krig, der de næste fem år skulle bringe død og ødelæggelse over Europa og den øvrige del af verden. Jeg kan ikke huske hvor hurtigt og i hvilken rækkefølge, rationeringerne kom. Kaffen og selvfølgelig benzinen til bilen var vistnok det første, der blev rationeret, men så fulgte den samme skæbne næsten alle andre varer: mel, sukker, sæbe og ikke at forglemme tobaksvarer, smør og mange flere ting, som jeg ikke kan huske. Dertil kommer, at simpelthen alle andre varer kun kunne fås i begrænsede mængder, svarende til forretningens tidligere forbrug.
Jeg kan huske, at kaffe-rationerne i begyndelsen var så rigelige, at det i det mindste i et tilfælde fik en kunde til at returnere, jeg tror, det var 25 kg rå kaffe, som han havde skyndt sig at købe straks efter krigsudbruddet. Da han senere i krigen (rationerne var jo hurtigt blevet mindre) meldte sig og gjorde krav på kaffen, måtte vi desværre sige nej. Kaffen var for længst indgået i lagerbeholdningen, den beholdning der også var opgivet til myndighederne.
Vi lagde et stort arbejde i at få de forskellige rationerede varer fordelt så retfærdigt som muligt i forhold til kundernes tidligere forbrug, men der var jo også familiefester (konfirmationer, bryllupper, sølvbryllupper osv.), hvor vi gerne ville opfylde kundernes ønsker så godt det nu kunne lade sig gøre. V.B. var både anset og velanskrevet hos de handelsrejsende. Det havde til følge at havde en repræsentant fået en ekstra tildeling, som han selv kunne fordele. Det kunne være konserves, som igen kunne være så meget. Det kunne være tobak eller vin (det var ikke ret tit), men vi ville altid få tilbudt så meget som den rejsende kunne afse til os (og så lidt til).
Det var trist at se hylderne om ikke tømmes, så dog ganske langsomt blive udtyndet og suppleret med erstatningsvarer. Vinhyldernes indhold blev flyttet ud i et aflåst skab på lageret, og hylderne, der før havde været fyldt med vin, fik nu en række flasker med eddike. Det var i dobbelt forstand surt! Vinduerne måtte kun pyntes med to ting pr. kvadratmeter. Det kunne godt give ham, der skulle pynte vinduet, noget at spekulere på. Vi tog dog ikke påbuddet særlig alvorligt. I den udstrækning skilte og attraps kunne skaffes brugte vi selvfølgelig det.
Krigen sluttede i 1945. I 1960 overtog vi forretningen, og havde den til vi solgte den i 1983. Tilbage til ”de gode gamle dage” kommer vi aldrig. Kan hænde at de måske heller ikke var så gode. Krigen havde sat skub i en udvikling, som vi hverken kan eller skal standse. Kun håbe at det fremdeles er os, der styrer den og ikke den, der styrer os.