22. årgang nr. 2 – Broen – 2009/2010
Af Leif Henning Kristensen
Indledning
Alle eventyr starter med ”Der var engang”, men min artikel her er ikke et eventyr, men en beretning, der er blevet til efter en samtale med Aksel Vejmands datter Inger Kristensen, Hanstedvej 50B. Samtalen er også blevet båndet til lokalarkivet. Jeg har suppleret med mine egne erindringer om Aksel, som boede på Hanstedvej nr. 23 i Hansted, en person der satte et kraftigt aftryk gennem 41 år. Han prægede livet i Lundum-Hansted Kommune med sine meninger og sit gode arbejde på vejene i kommunen, sit store engagement i bestyrelserne i mange lokale foreninger. Og ikke mindst fra den plads, han udfyldte gennem 25 år i sognerådet i Lundum-Hansted Kommune.
Aksel Jensens unge år
Aksel blev født i Ejer by, Ousted sogn den 3. maj 1898. Hans mor var husmoder Johanne Marie Nielsen, født den 9. september 1857 i Ousted. Aksels far var Niels Jensen, født den 24. december 1857 i Tamdrup sogn. Han ernærede sig selv og familien som landbruger og vognmand. Aksel havde syv søskende, fire piger og tre drenge. I huset boede også morfaderen Jens Nielsen, der var enkemand. Aksels storebror Valdemar blev kromand i Stilling kro.
Aksel kommer til Hansted i 1920erne, efter at han har arbejdet forskellige steder. Han er forkarl på Hanstedgård i året 1924 og får en graveret sølvske med årstal i julegave af proprietær Niels Have, der ejer Hanstedgård.
Senere kommer Aksel til at tjene på gården ”Stenkjær” der ligger på Østbirkvejen, hvor vejen går fra mod Lundumskov, og her møder han Ingeborg Olesen, der også tjener på gården. En tid kommer han til at arbejde ved jernbanen og er med til at lave dobbeltsporet gennem Hansted. En overgang arbejder han nord for Hovedgård. Der cykler han til, så det er op tidligt om morgenen og sent hjem om aftenen, en lang cykeltur og hårdt arbejde.
Ingeborg Olesen
Ingeborg bliver født den 9. maj 1901 i Gedved, Tolstrup Sogn. Forældrene bor i den gade, der kaldes Smaddergade og er den, der går til venstre ved bageren i Gedved. Moderen hedder Sofie Katrine Sørensen, hun er husmoder og ”franskvasker og strygekone”. Hun er født den 25. januar 1861. Ingeborgs fader er ølkusk Frederik Olesen, der er født den 4. april 1854 i Hvilsted Sogn. Så ligesom Aksel har Ingeborg en familie af arbejdsomme mennesker.
Ingeborg mister sin mor da hun er tretten år. Hun har fem brødre og en søster Ane Marie, som dør 9 år gammel af at spise kirsebærsten (i kernerne er der meget blåsyre). Ingeborgs broder Hakon Olesen, bosiddende i Østbirk, bliver en kendt mand inden for Socialdemokratiet som kredsformand i Østbirkkredsen. Hakon kører i folkevogn styret af hans anden kone, Nana. Hakon bygger biografen i Østbirk.
Ingeborg mister sin mor i en ung alder og kommer som barn og ung pige tit i hjemmet hos Henning Laursens far og mor, Jens og Sophie, på ejendommen Gl. Kirkevej nr. 41.
Ingeborg og Aksel bliver gift i Hansted kirke den 23. januar 1927. Det er en kold vinterdag, hvor de går fra kirken i små sko og i snestorm op til Jens og Sophie, hvor deres bryllupsfest holdes. Ingeborgs far Frederik er død på dette tidspunkt. En af bryllupsgaverne er et stueur med sølvplade og indgravering, som de får af Aksels arbejdskammerater ved banen.
Ingeborg og Aksel kommer til at bo i huset Hanstedvej 48A, hvor deres to døtre, Edith og Inger, bliver født. Familien flytter til Hanstedvej nr. 23 omkring 1936, først i den vestlige ende. Huset består af tre lejligheder med vaskehus og to lokummer i gården, og to brønde med håndpumpe en foran huset og en i gården, der indlægges først vand ca. 1960, da Peter Djernæs køber huset. I længerne bagved er der cementstøberi.
Da Inger skal konfirmeres, flytter familien til den østre ende af huset, og da Inger bliver gift med sin mand Verner den 18. oktober 1952, flytter de ind i den midterste lejlighed. Dengang blev man gift, enten fordi man skulle have barn, eller fordi man kunne få en lejlighed, og her var det lejligheden, der gjorde det. Inger har således boet i alle tre lejligheder i huset. Huset er nu revet ned i forbindelse med, at Peter Djernæs byggede om.
Der var jo tre lejligheder i huset, og i hver side af huset var der i forbindelse med hver stue en karnap, og i indkørslen til ejendommen to karakteristiske søjler. Ejendommen tilhørte dengang Melitta, enke efter murermester Jørgen Karl Pedersen Siig. Aksel og Ingeborg flyttede ind i den vestre ende og senere fik de den østlige lejlighed. I baghuset var der værksted, og i mellembygningen vaskehus og lokummer.
Moderen Ingeborg plages af sygdom, og må flere gange på sygehuset; hun får fjernet milten på et tidspunkt og har det skidt. Hjertet har det heller ikke for godt, men Ingeborg er sin mands støtte, selv om sygdommen plager hende. Hun ser sine døtre blive gift, men julemorgen den 25. december 1953 er Ingeborg stille sovet ind.
Til venstre vandvognen kørt af Karl Nielsen, der var vært i forsamlingshuset. Hestene var lejet hos Møller Christensen. Derefter vejarbejderne Jørgen Steffensen, Peter Nielsen og Marius Jensen, Rasmus Tromlefører. På tromlen står Anders Andersen, den senere skatteopkræver. Dernæst Søren Rasmussen, gift med senere sognerådsmedlem Elly Rasmussen; Søren blev graver efter Aage Munch. Så følger på billedet Ejner Jensen. Han var den lykkelige ejer af en gammel rutebil, som han kørte ture i for beboerne i Hansted. Endelig Aksel Jensen og lille Inger med sin bamse.
Vejmanden og hans arbejde
Nu er vi i 1934. Til vejformand i Hansted og Egebjerg distrikt ansættes Aksel Jensen, Hansted. Vederlaget blev drøftet i sognerådet, og det blev vedtaget at yde 60 øre i timen i ca. 2000 timer årligt + et fast beløb på 30 kr. om måneden. Den ansatte skal stå frit til alle sider, skal passe sit arbejde på vejen uden hensyn til lockout eller strejke, og der er fra begge sider en opsigelsesfrist på 3 måneder til den 1. april eller 1. oktober. I Lundum og Rådved har man sin egen vejmand, Thorvald Møller (far til nyligt afdøde Verner Møller).
Der er næsten ingen veje på det tidspunkt, der er tjære på, og så sent som i 1938 er der kun tjære med ral på vejen op igennem Hansted by, på ”Egebjerg Krystalgade” (nu Grusdalsvej) og vejen ved Brugsen i Lundum til Møllebakken. Det var jo ligesom til at overse; vejene blev lavet godt i stand der, hvor de store bønders gårde var og tæt på, hvor sognerådsmedlemmerne boede, sådan var det dengang.
Kommunens veje var lavet med grus, paksten og sand, men man sagde, at Lundum-Hansted kommune havde de mest jævne veje i Skanderborg amt. Det skyldtes nok, at man havde en damptromle. Den var dog senere blevet ombygget med en Fordson benzin motor, der skulle startes med håndsving. Den havde tre fremadgående gear, to bakgear, og styretøj med snekkehjul med to jernkæder til forakslen. Bremsen var en stor håndbremsestang. Det var efter datidens målestok en fremragende maskine, der som udtryk for sine gode egenskaber havde en støbt elefant på fronten. I starten var tromlen købt i fællesskab med Vær-Nebel kommune. Når den kørte der, var det en der hed Rasmus, der kørte, men i 1938 bliver Herman Kristensen (min far) ansat som fast tromlefører i Lundum-Hansted Kommune, og et år efter køber Lundum-Hansted Vær-Nebel ud af det fælles ejerskab. Man mente at kommunen så rigeligt selv havde brug for tromlen; af og til blev den dog lejet ud med fører til andre kommuner, og det gav jo penge til kommunekassen.
Aksel kørte i sit blå eller kakifarvede ”Slidmand” arbejdstøj købt i brugsen, og kasket med blank skygge på hovedet, træsko med jernringe under og sin uundværlige ovale, grå pap snusdåse i vestelommen, året rundt på sin cykel og tilså vejene. På cyklen har han sin greb og skovl bundet på langs stangen under sadlen. Ikke nok med at han cykler rundt, han står også af og reparerer hullerne i vejen, (det kunne man nok lære noget af i dag). Omkring 1955 skifter han cyklen ud med en blå Wittler knallert.
Der bliver taget rabatter af langs vejkanten, vejkanterne bliver slået med ”æ hjølle” (leen), grøfterne bliver renset op, så de er klar til vinteren og forårets tøvejr, sneskærmene bliver stillet op på markerne, hvor man ved at sneen vil ligge sig i driver på vejen, jo jo der er rigeligt at se til. På dette tidspunkt har man vognmand Vagn Jacobsen til sammen med Aksel at køre sneplov i Hansted. Der er pligtkastning af ejendomsbesidderne i kommunen, som styres af snefogeden, Herman Kristensen.
Foråret er tromletid
Det er blevet forår. Arbejdsmændene går og venter på, at Aksel henter dem til vejarbejdet. Det er ham, der ansætter og fyrer; han har et vist antal kroner, som skal slå til sommeren over, men så sker endelig det alle venter på. Aksel kommer og giver besked til Herman: ”Kan du se, Herman, om du kan få liv i tromlen i morgen, vi skulle jo gerne ud og lave noget vej”. Dagen kommer, der er liv i tromlen, og skurvognen med deres grebe, koste og andet værktøj (skovl skal arbejdsmændene selv møde med) er spændt efter tromlen. Vognen er også deres frokoststue hvor vejarbejderne spiser deres medbragte mad, med fingre og hænder, som lige er renset i benzin for tjære rester, hverken vand eller sæbe var der på vognen, toilet var i den frie natur. En kæmpe begivenhed i Hansted, det er det, når man rykker ud fra baghuset i nr. 23, både kvinder og børn er på gaden for at se. Det er forår, vejmanden rykker ud.
Asfaltering
I mange år arbejdes der kun to måneder på vejene om sommeren, men fra 1955, hvor der begynder at komme flere skattekroner i kassen, beslutter man, at der hvert år skal laves tre km vej. Vejene skal omlægges fra grusveje til tjære og ral.
Tromlen river den gamle vej op med de to kløer med tre store jernspigre, den har monteret på hver side af bagenden, og der lægges ny skærver på. De lægges ud med greb og der tromles, der bliver strøet sand på, som vandes ned et par gange, ny tromling, så fejes der af med stålfejekoste, så sprøjtes der tjære på. Tjæren er i en 200 liter tromle, der ligger på en lille jernvogn. To mand betjener pumpen med håndkraft, og Aksel styrer sprøjteudlægningen. På tjæren udlægges der et lag perleral, der til sidst tromles fast. Man får senere en fejemaskine, som Aksel betjener selv, og det sparer seks til otte mands håndfejning.
Senere begynder man i kommunen at udlægge Colas tæppebelægning, en jernskinne i hver side af vejen styrer retning og højde af asfalten, som udlægges med skovl og trækkes af med en træskraber, derefter tromles det fast. Sådan er Lundum-Hansted kommunes veje blevet asfalteret af Aksel Vejmand og hans vejsjak fra 1934 til 1970.
Nogle måneder om året, blev tromlen lejet ud til Colas, der med Herman Kristensen som fører lavede hovedvej 18 mellem Vejle og Fredericia. Tromlen var oprindelig grøn, men blev malet gul, da Horsens Kommune overtog den. Nu er den på Endelave, hvor den blev købt af en gruppe grundejere. Dens seneste opgave er på Endelave flyveplads.
I 1957 skifter man den gamle tromle ud og køber en fabriksny fra Ringsted tromlefabrik.
Tillidsposter
Aksel bliver indvalgt i sognerådet i 1937, hvor det sker for første og eneste gang, at Socialdemokratiet får flertallet i Lundum-Hansted kommune med vandværksassistent Oluf Glud som Sognerådsformand. Endelig nogle personer der var fremsynet, og de får vedtaget byggeriet af Egebjerg Centralskole.
Aksel forbliver i sognerådet de næste 25 år. Han er som skolekommissionsmedlem med i København i 1938, da de ældste klasser fra Hansted og Rådved skoler, er på dannelsesrejse til Hovedstaden. Han beklæder også forskellige formandsposter, bl.a. i Socialdemokratiets partiforening (hvor han blev æresmedlem) og er kredskasser i Østbirk kredsen, af Dansk arbejdsmands og specialarbejder Forbund, han er i menighedsråd, bliver kirkeværge, han er i bestyrelserne i sygekassen og i Hansted Brugsforening. Han kommer til at sidde i bestyrelsen for stort set alle foreninger i sognet, undtagen (som han selv senere sagde) venstrevælgerforeningen og hesteforsikringen.
Aksel respekteres, man har tillid til ham overalt i kommunen uanset partifarve, og han genvælges år efter år, selvom han må modtage grove hug på fagforeningens generalforsamlinger; som formand i fagforeningen er det svært at gøre alle tilfreds. Aksel skal jo både ansætte og fyre folk, samtidig med at han er formand for de samme personer.
Mogens Kirkegård fortæller, at Aksel Jensen og gårdejer Peter Pedersen fra Brandbjerglund (kaldet Peder Brand) er de to personer, der må både mægle og skære igennem, da sognerådet i 1959 ikke kan blive helt enige om at bygge et egnet hus til det nye lærerpar, Lise og Mogens Kirkegård. På det tidspunkt er der ikke ledige huse i kommunen, og man er nødt til at bygge for at trække nye lærere til kommunen.
I 1960 afholdes der borgermøde angående udvidelse af skolen. Bølgerne går så højt på mødet, at dirigenten forlader podiet. Aksel Jensen må overtage og mægle for at dæmpe deltagerne, så der igen bliver ro i lokalet; diplomatiske evner havde Aksel også. Han udtalte senere, at socialdemokraterne blev bebrejdet, at de ”havde ødslet med kommunens penge”, og at ”de ikke har spor begreb om penge”. Alligevel indså det store flertal af borgerne, at det var det daværende sogneråds fortjeneste, at man nu kunne tilbyde skolens elever helt moderne forhold. I 1968 så man frem til at kunne oprette 10. klasse.
Aksel var stolt over, at han havde været med til at sørge for, at Lundum-Hansted kommune foruden havde kloakker og veje i forbilledlig stand.
Juletræ i Forsamlingshuset
I forsamlingshuset var der to juletræsfester. Den ene arrangerede forsamlingshuset, det var bøndernes juletræ. Og så var der Socialdemokratiets støttet af arbejdsmændenes fagforening.
Børnene stod i forhallen, dørene gik op, musikken spillede ”Nissernes vagtparade” og så gik man ind og rundt om det store juletræ. Juletræet var flot pyntet, og fire mand fra bestyrelsen stod rundt om træet med lange stænger; en tændte lyset og tre var bevæbnet med våde klude og en gulvspand med vand, for der var jo selvfølgelig levende lys på træet. Julemand havde man også haft; det var Anders Træskomand, men efter at de store drenge engang havde rykket det hvide skæg af ham, gad han forståeligt nok ikke mere.
Julesangene og salmerne blev sunget for fuld hals, træet blev slukket og skubbet til side og juleposer med slik og appelsiner delt ud. Derefter de sædvanlige diskussioner blandt mødrene, om poserne nu var lige så gode som året før. Senere på aftenen blev der uddelt en sodavand. Nu blev salens gulv strøet med savsmuld og fejet af, og så var det klar til at blive danset på, rheinlænder og skæve Thorvald med god tramp i gulvet og pigerne der blev svunget rundt, og skomagerdrengen der er et svin for han drikker ”brændevin”. Fra kl. 22.00 lidt mere musik for de voksne, så de også kunne få sig en svingom. Nogle af børnene i Hansted og Egebjerg var med til begge juletræer, men – men, ikke alle. Selve træet i salen var begge foreninger dog fælles om.
Aksel Jensens døtre
Edith bliver gift med Evald Andersen, de får fire børn, to piger og to drenge og bosætter sig i Horsens, hvor Edith stadig bor i deres eget hus.
Inger bliver gift i 1952 med Verner Høllund Kristensen. De første år bor de i huset på Hanstedvej 23, hvor deres to børn bliver født, drengen Bent og datteren Karen Ingeborg. I året 1973 køber de huset Hanstedvej nr. 50B, hvor Inger og hendes hund ”Mille”stadig bor. For nogen år siden mistede Inger sin mand, der havde været syg i flere år.
Inger og Verner brugte en hel del af deres fritid på Socialdemokratiets partiforening, hvor Verner i mange år kørte som kontingentopkræver og også var kasserer. De var med til sommerfesterne, hvor partiets foreninger mødtes; der var optog med faner gennem byen, der holdtes taler og derefter var der spisning af medbragt mad og dans bagefter, noget som de begge var glade for at deltage i.
I 1962, da Aksel ikke opstiller til sognerådet mere, bliver Inger spurgt af Karen Munch, om hun ikke vil opstille for Socialdemokratiet. Karen mener, at det er på tide at få flere kvinder i sognerådet. Hun synes, at Inger vil være en god afløser for sin far. Sognerådsvalget havde til følge, at Venstre fik fire mand ind, socialdemokraterne ligeledes fire mand, og en såkaldt upolitisk borgerliste fik tre mand i sognerådet. Dermed var topartisystemet brudt og ligeledes Venstres magtstilling. Der skulle nu forhandles om posten som sognerådsformand, og den gik til Chr. Schønemann Hansen, selvom han var ”tilflytter” og valgt på den upolitiske liste. Han var nu formand til 1970, da Lundum-Hansted kommune blev sammenlagt med Horsens.
Inger Kristensen synes ikke selv, at hun ser tilbage på sine 8 år i sognerådet med glæde. ”Folk troede nok jeg var min far op af dage, men jeg var nok ikke så politisk interesseret som min far var, men jeg blev godt nok valgt til en periode mere. Jeg troede nok det ville blive bedre med tiden, men jeg var jo ikke fyldt 30 år og havde to små børn, så det var jo ikke lige det politiske, jeg gik mest op i”. Inger Kristensen har bl.a. jobbet ved skatteligningen med at skrive dem op, der skal indkaldes til ny ligning (det man kaldte torskegilde).
Diskussionerne i sognerådet var nok ikke helt vilde, for ikke alle var lige interesseret i at deltage i debatten. Men Inger er jo med til at tage de store bestemmelser om jordopkøb og udstykningen på Vesterhøjs- og Østerhøjsområderne og på gården Egesholm, hvortil sognerådslokalerne og kæmnerkontoret flyttes fra skolen. Efter kommunesammenlægningen nedlægges de og flyttes til Horsens.
Fra det gamle sogneråd er der nu kun tre personer tilbage: Arne Juel Sørensen, Grethe Sohn, og Inger Kristensen (Se også Kvindeudvalget i Lundum).
Interview i Aktuelt
Bladet Aktuelt var tæt knyttet til Socialdemokratiet. I forbindelse med Aksel Jensens 70 års fødselsdag i 1968 bragte avisen et interview, der fortalte om et godt og flittigt liv.
Journalisten beskriver Aksel som en mand, der er mærket af det arbejde, han har udført for Lundum-Hansted kommune. Hans kinder er vejrbidte, håret er tyndt og tindingerne er gråsprængte, hånden er ru efter daglig kontakt med værktøjet. Hans væremåde er hyggelig, og der er glimt i øjet.
Sit arbejde passer han hver dag trods sine 70 år. Som han siger: ”70 år er en høj alder for en høne, men selv regner jeg det ikke for noget!” Man bad ham endda om at fortsætte som vejformand indtil kommunesammenlægningen i 1970. Alligevel udtaler han: ”Jeg tror nu snart, jeg holder op, selvom det bliver svært at skulle holde sig i ro. Jeg kan mærke, at jeg ikke er 20 år mere”.
Aksel døde fire år efter den 29. juni 1972. Et langt og begivenhedsrigt liv var slut.
En strø-tanke
Jeg husker, hvordan Aksel Jensen og min far talte om det fremskridt, der var sket på vores kommunale veje midt i halvtresserne, at man var gået fra tjære og ral til den sorte pulver-tæppebelægning, der var jævn og rar at køre på. Nu ser jeg derimod i dag, at der på mange af de veje igen er lagt tjære og løse granitsten (import fra Kina), som ikke tromles, men skal køres fast af bilerne. De to gamle vejarbejdere ville helt sikkert have sagt, at dette er et tilbageskridt for vores veje.
Kilder
Inger Kristensen
Herman Kristensen
Egne erindringer
Mogens Kirkegård
Dagbladet Aktuelt
Bogen ”Fra det gamle Lundum-Hansted”