Johan Jørgen Høffner (1765-1839) var bygmester i Horsens i begyndelsen af 1800-tallet og stod for byggeriet af flere huse i Horsens i denne periode. Johan Høffner opførte bl.a. ”Generalsgården” i Smedegade for Tobaksfabrikant Mads Bønnelycke i 1816.
I samarbejde med kollegaen Peder Svane Quist renoverede Johan Høffner i 1801 det løgformede spir på Vor Frelsers Kirke i Horsens. Det løgformede spir havde kirken fået skænket af den horsensianske købmand Claus Cordsen i 1738.