Sdr. Vissing kirke

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1990

Af: Sv. L. Pedersen

I Chr. Heilskovs bog fra 1951, “Sønder Vissing Sogn”, er der på siderne 69 -82 en udførlig beskrivelse af Sdr. Vissing Kirkes historie.

Denne artikel er ment som et supplement til Heilskovs bog for at fortælle, hvad der er sket med kirken i de sidste 40 år med særligt hen­blik på den omfattende restaurering i 1988 -89 med fremdragelsen af det gamle kalkmaleri på triumfvæggen.

Sdr. Vissing kirke. (Fp FOTO)

1952 blev kirkebænkene bygget om med ny forkant og nye gavle med træskærerarbejde over bibelhistoriske motiver, udført af kunst­neren V. Foersom Hegndal.

1947 skænkede hr. Viggo Jarl fra Løndal et flagskib til ophængning i kirken.

1962 gav lærerinde frk. Bothilde Kleis 8 lam­petter til Sdr. Vissing Kirke.

1962 blev der foretaget en grundig rensning af det store kalkmaleri “Sct. Georg og Dragen” på kirkens nordvæg.

1966 blev knæfaldet fornyet, og i de følgende år fik kirken nyt varmeanlæg, nyt tag, kruci­fikset blev restaureret, og i 1975 blev det nød­vendigt at installere et nyt orgel, hvilket også medførte, at man måtte sænke pulpituret og runestenen under det.

De næste større forandringer skete i årene 1981 – 85 med indretning af en ny konfirmand­stue i de gamle avlsbygninger, og anlæg af en urnekirkegård øst for kirken.

Konfirmandsstuen.

I en længe af præstegården var der tidligere stald og lade for præstegårdsforpagteren, men da forpagtningen ophørte i 1978, blev de til­hørende 8 tdr. land udlejet, og den gamle byg­ning fra 1914 stod tom.

Konfirmandsstuen. (Fp FOTO).

Den gamle konfirmandstue i præstegården var på kun 14 m2, og den var efterhånden ble­vet for trang, så der fx. et år med 18 konfirman­der dårligt nok var en stol til præsten!

Menighedsrådet overvejede at rive den gamle bygning ned og opføre en mindre nybygning, men da der kom en opfordring fra Århus Stift om at bevare bygningen og da det ville blive meget dyrt at bygge nyt, nøjedes man med i første omgang at lægge nyt tag på den gamle længe, indtil det blev økonomisk muligt at gå videre med planerne om indretning af en ny konfirmandstue.

I 1983 begyndte ombygningen. Arkitekt Hans Vinther lavede tegningerne, og lokale hånd­værkere udførte arbejdet. I det ydre skete der næsten ingen ændring af bygningen, og ind­vendig ville man gerne bevare den gamle at­mosfære, bl.a. med de små staldvinduer, hvid­kalkede vægge, trægulv og bjælker i loftet. Ved ombygningen blev der skabt et hyggeligt lokale, der kunne bruges til mange formål: konfirmand-undervisning, øvelokale for Gu­denå Børnekor, møder i menighedsrådet og forskellige sammenkomster i forbindelse med kirkens arbejde.

Samtidig blev der plads til at skabe bedre for­hold for graveren med frokoststue, redskabs­rum, toilet m.v.
Den 5. februar 1984 blev den nye konfirmand­stue indviet efter en fælles gudstjeneste. Der var åbent hus til kl. 18, og der blev udtrykt stortilfredshed med indretningen.

Urnekirkegården.

Urnekirkegården. (Fp FOTO).

Der var efterhånden behov for en udvidelse af kirkegården, og i 1977 købte menighedsrå­det en grund med et lille hus øst for kirken med henblik på at anlægge en urne-gravplads. Hu­set blev revet ned, og jorden lå brak et par år, indtil urnekirkegården blev anlagt i 1981 – 82. I midten af gravpladsen er der en stor cirkel af brosten, og i centrum står der en sten med en meget interessant historie: Stenen havde hidtil stået ret ubemærket indenfor kirkegårds­lågen. Stenen har på forsiden et kors, men er uden inskription. Ifølge Chr. Heilskov findes der kun een sten magen til i hele Danmark, og den står på kirkegården i Herlufmagle på Sjæl­land. Nu fik kors-stenen en værdig placering. Som afslutning på anlægget af urnekirkegår­den blev der bygget et stendige på den østlige og den nordlige side. Diget blev anlagt af fir­maet G. Knudsen fra Gl. Rye, og 2 mand ar­bejdede på god gammeldags maner med at lægge sten på sten.

Den store restaurering i 1988 -89.

Ved et møde i maj 1987 mellem hr. Henrik Græbe fra Nationalmuseet, arkitekt Vinther og medlemmer af menighedsrådet drøftede man en hovedistandsættelse af Sdr. Vissing Kirke.

Der var tale om dræning, nye gulve, ombyg­ning af varmeanlægget, og fra Nationalmuseet bad man konservator Olaf Hellvik om at gen­nemgå dekorationer på buer og ribber, lige­som en kirkemaler skulle sørge for den kunst­neriske udsmykning og foretage farveafstem­nmg.

Et meget smukt maleri fra Sdr. Vissing kirke. (Fp FOTO).

Det blev konservator Hellviks arbejde, der gav anledning til den største sensation. Under restaureringen fremkom der dekorationer i korets hvælving samt tegn på et stort kalkma­leri på triumfvæggen,og nu begyndte et stort detektivarbejde, der til sidst af dækkede en stor dommedagsfremstilling.

I sin beretning til Nationalmuseet fortæller Hellvik, at kalkmaleriet med Kristus som ver­densdommer må være udført i første del af 1500-tallet.

Dommedagsbilledet viser Kristus siddende på regnbuetronen med jordkloden som fodskammel, fra hans hoved udgår svær­det og liljen. Kristus flankeres af Maria og Jo­hannes, der kun er fragmentarisk bevaret.

Mel­lem Kristus og Johannes står den bevingede sjælevejer Michael med en vægt foran sig. Ø­verst i sceneriet fører en bevinget engel en flok frelste sjæle hen mod Maria, og forneden ses sjæle, der står op af deres grave.

Udover dette smukke maleri fremdrog kon­servatoren flere af de oprindelige dekorationer: der var tegninger omkring ventilationshullerne, bl.a. et grotesk hoved med hullet som gab, en stor blomsteropsats med de oprinde­lige farver velbevarede. Der blev også frem­draget to vie-kors, et på nordvæggen og et på vestvæggen.

På nordvæggen fandtes der også spor af en bogstavlinie, der synes at vise bog­staverne IEGREGI.

Kalkmaleriet af “Set. Georg og Dragen” blev renset og repareret ligesom korbuens ranke­
ornamentik.

Ved slutningen af restaureringen blev pillerne, der før var røde, malet hvide. Sideløbende med konservator Hellviks arbej­de foregik den øvrige restaurering: alle kirke­bænkene blev taget ud, nyt gulv lagt, varme­systemet bygget om, og da bænkene kom på plads, forestod der en genopretning af de før­omtalte træskærerarbejder på gavlene.

Det blev igen kunstneren V. Foersom Hegndal, der udførte dette arbejde, som han var meget glad for. På 2 af gavlene kan man forøvrigt læse navnene på præster ved Sdr. Vissing Kirke siden Reformationen.

I samråd med Foersom Hegndal, der stod for farveafstemningen, udførte kunstmaler Ivan Ragner et dygtigt arbejde. Murerarbejdet blev foretaget af murermester Niels Bech Nygård, tømrerarbejdet af tømrermester Ole Bech An­dreasen, altsammen under tilsyn af arkitekt Hans Vinther.

Restaureringen foregik i perioden maj 1988 til december 1989, og i dette tidsrum var kirken naturligvis lukket for alle kirkelige handlinger. Der blev afholdt enkle gudstjenester i konfir­mandstuen, men ellers var menigheden hen­vist til Voerladegård Kirke, og der blev arran­geret en kørselsordning.

I slutningen af perioden søgte menighedsrådet om tilladelse til at ændre alterpartiet og til at foretage en fri nystaffering af krucifikset, der før hang på triumfvæggen, men nu placeres det på nordvæggen. Det blev også nødvendigt at flytte kirkeskibet, der ellers kunne komme til at tage udsynet til triumfvæggen med det fremdragne kalkmaleri. Skibet hænger nu ved siden af orglet.

Endelig den 3. december 1989 kunne kirken genåbnes efter 1 1/2 års restaureringsarbejde, og 1. søndag i advent var der krybbespil ved konfirmanderne, den 8. december havde kir­ken besøg af Sct. Markus Kirkes kor fra Aal­borg. Koret gav en meget smuk fremførelse af “De 9 læsninger”, dirigeret af organist Mi­chael Austin og under medvirken af sogne­præst Brita Widmann.

Den 17. december var der festgudstjeneste med prædiken af biskop Herluf Eriksen fra Århus, og efter gudstjene­sten var menighedsrådet vært ved en middag i konfirmandstuen.

Der er grund til at takke alle de implicerede parter: kunstnere, arkitekt, håndværkere samt menighedsrådet for det store arbejde, de har udført ved restaureringen af Sdr. Vissing Kirke, der nu fremtræder som et meget smukt og har­monisk kirkerum med “Dommedagsfremstil­lingen” på triumfvæggen som det mest synlige resultat af restaureringen.

Sdr. Vissing, april 1990