Voerladegaard sogn

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1988

Af: Jørgen Høgh Laursen.

Voerladegaard sogn er jo lidt af en fremmed fugl i Brædstrupfamilien, og det tager sin tid at blive in­tegreret. Sognet har jo, ialtfald fra Christian den femte i 1670 oprettede rytterdistrikterne, været meget stærkt knyttet til Skanderborg. Og i nyere tid har ialtfald landbefolkningen gennem de fagli­ge foreninger været knyttet til Skanderborg, også som byen, hvor man fortrinsvis foretog sine ind­køb.

Et blik på landkortet viser, at sognet er ligesom et vedhæng til Brædstrup kommune. Og den fornylig foretagne undersøgelse af, om befolkningen ville beholde 8660 som postnummer, eller ligeså gerne ville skrive 8740 Brædstrup, viste jo klart, at man foretrak fortsat at skrive 8660.

Det var da også i 1970 en del, der stemte for, at sognet skulle tilslut­tes Skanderborg i stedet for Brædstrup. Geogra­fisk ville den naturligste tilknytning være Gedved; men både historisk og færdselsvenligt var Skander­borg eller Brædstrup bedst. Det blev altså Bræd­strup.

Sognet hørte oprindelig til Voer herred, men blev den 29. november 1822 henlagt til Tyrsting herreds jurisdiktion, som det i gejstlig henseende havde hørt til siden den 20. december 1802.

Sognet har navn efter Voerkloster. Et kloster af benediktinerordenen (note 1).  Det blev oprettet på et ukendt tidspunkt omkring 1100-tallet. Det var ældre end Øm Kloster, som blev grundlagt i 1172. Klosteret samlede sig i tidens løb meget jordtillig­gende, både i Voer og Nim, Tyrsting og Bjerre og Hatting herreder, på Mols, samt i Sønderjylland. Det ejede fem sognekirker, Voer, Sønder Vissing, Yding, Bryrup og Østbirk.

En munk fra klosteret, Mads Knudsen, blev i 1492 udnævnt til biskop af Grønland, men han nåede aldrig derop.

I året 1520 var der i klosteret 20 munke foruden abbeden.

Ved reformationens indførelse i 1536 fik klosteret lov at bestå, og i 1538 blev officialen (note 2) i Århus, Mouritz Madsen, forstander, idet han blev valgt dertil af konventet (note 3).

Fire år efter blev klosteret verdslig forlening, men havde indtil år 1552 munke, som da blev overflyt­tet til Øm. Omtrent samtidig henlagdes klosteret under Skanderborg, og dermed begyndte Voerklo­sterets ødelæggelse.
To altertavler fra klosteret sendtes til Ejsing kirke og Dronningborg slot.

Ved kongens overtagelse af klosteret blev det ned­revet og stenene brugt til opførelse af Skanderborg slot.
Kongen slog derved to fluer med et smæk, han slap for vedligeholdelse af klosteret, og fik materialer til at bygge med i Skanderborg.

Da Klostermøllens staldlænge blev bygget i 1874, fandt man en 40 meter lang mur og ved denne fun­damentet til et tårn, der var 10 meter i kvadrat. Muren gik i retning øst-vest.
Det meget betydningsfulde, foruden ruinerne af Voer Kloster, som jo ligger under jorden, er den over en kilometer lange kanal, eller tvungne å, som munkene har lavet for mange hundrede år siden, dels opgravet og dels inddæmmet.

Voer birk

I 1353 forbød biskop Poul, at nogen skulle drage Voer klosterets tjenere til herredting, og i 1433 be­virkedes det ved tingvidner (note 4), at klosteret havde sine egne tovsmænd (note 5) i Voer sogn, som er sandemænd (note 6) og helligbrødenævninge og ransnævninge.

En landstingsdom fra 1497 bekræfter, at klosterets tjenere i klosterets birk måtte nyde deres birk for alle sager, dermed indbyrdes i førnævnte birk sker og gøres og ikke kalder eller være i noget tov til herredsting.
Tovsmænd er en slags nævninge, sandemænd er faste nævninge, 8 i hvert herred eller købstad.

7. oktober 1560 blev birket lagt sammen med Ry, Over og Vissing birker til et birk udenfor Øm klo­ster. Dette blev ændret 16. maj 1573, da det blev bestemt, at Voer, Taaning og Hylke sogn skulle søge et birk, Taaning birk. Dette synes at være 1623.

Kloster Mølle. Møllehuset med anløbsbryggen,
hvor de sejlende møllegæster lagde til. Tegning efter næsten udvisket fotografi fra omkring 1900. (S.A. Schouboe Madsen).

Kloster Mølle

Ved nedlæggelsen af Voer Kloster blev kun mølle­bygningen tilbage. Denne blev indtil sidste halvdel af det 18. århundrede drevet ved fæstere og over­gik derefter til selveje.
Kloster Mølle tilhørte i 1829 stiftamtmand Niels Emanuel de Thygesen til Matrup, fra 1836-1847 Ejnar Pontoppidan Møller til Addithus.

Grunden til fabrikken Kloster Mølle blev lagt, da møller og kornhandler Hans Herman Holst til Bredvad Mølle i 1872 overtog virksomheden. Han ejede i forvejen Vilholt, som han havde lavet om til træsliberi.
Holst kom fra Hamborg. Familien Holst stamme­de ellers fra Flensborgegnen. Han var en driftig mand, som havde lyst til træsliberi.
I Tyskland ville man ikke have ham luskende om­kring og lære dem kunsten af, så han måtte drage hjem, men han vendte tilbage, sortsmusket i ansig­tet, og tog arbejde på en af fabrikkerne, og da han mente at have lært nok, vendte han hjem og fik gang i træsliberiet, da han fik Vilholt og Kloster Mølle slået sammen.

Virksomheden købtes i 1889 af Frederik Bodenhof og H. G. Briiel. Bodenhof blev i 1896 eneejer, og ejendommen overgik senere til hans søn, E. Bo­denhof.

Alken Havn med SIS Juliane ved kajen. Bemærk
trillebørene ombord på prammen, de udlossede
stabler af papmasse og trækbanens endepunkt på kajen. Ca. 1930. (Jens Daugaard).

I mange år var Kloster Mølle en stabil arbejdsplads for mange mennesker; men ialtfald under den sid­ste Bodenhof gik det ikke så godt. Arbejderne fik først i 20’erne 30 øre i timen. Nogle år lå fabrikken stille.
Omkring 1930 tilkaldes “som rådgiver” en ung udenlandsdansker, Schouboe Madsen, som i 12 år havde været i det fjerne østen for Århus Oliemølle. Schouboe Madsen var en dygtig mand og drev fabrikken, til den i 1975 overtoges af Miljøministeri­et.

Det var, da Ejnar Pontoppidan Møller ejede møl­len, at de tyske soldater kom til møllen og tvang mølleren til at udlevere hest og vogn til videre be­fordring. Det fik de, men møllersvenden var en god dansk mand, som havde hjertet på rette sted. På vej til Gl. Rye kørte han det tyske selskab i et vandhul, så alle druknede.
I min barndom var der ved vejen over Klosterkær nogle vandhuller, som man kaldte tyskerhullerne. Der skulle være druknet nogle tyskere i 1864. Det kan jo være, at begge historier hentyder til det samme.

Lidt om folketallet i sognet igennem årene

1787 var der i alt 344 beboere  Tilvækst:
1801 var der i alt 420 beboere      76
1850 var der i alt 617 beboere    197
1901 var der i alt 843 beboere    226
1930 var der i alt 990 beboere    147
1955 var der i alt 1068 beboere    78

1982 var der i alt 808 beboere fordelt efter alder:
0 til 14 år = 168. 15 til 24 år = 120. 25 til 39 år = 157.40 til 64 år= 225. 65 til 79 år = 107. 80 år og derover = 31.
Fordelingen efter erhverv var i 1960:
30 levede af landbrug, 116 af håndværk og indu­stri, 19 af handel, 30 af transport, 28 af admini­strative og liberale erhverv. 2 af anden erhvervs­virksomhed, 5 havde ikke givet oplysning om er­hverv.
Den drastiske nedgang i folketallet 1982 skyldes, at Gantrup-området ikke er talt med.

Dampskibsfarten på Mossø

S/S Lulu med den store pram på slæb i Mossøs vestre ende. Prammen er lastet med træ. Det gamle fotografi stammer fra tiden før 1904.
(S.A. Schouboe Madsen)

I 1874 åbnede Holst en dampskibsrute mellem Klo­ster Mølle og Alken station, ved den østre ende af Mossø, for at få sin produktion den letteste vej til Laven og få slibetræ med hjem.
Den første damper hentede han i Hamborg. SIS Lulu var en lille dampbåd med opretstående cy­lindrisk kedel på fem hestekræfter. Den havde i 1860’erne sejlet som turist båd på Alsteren ved Hamborg. Den 18. januar vurderes Lulu til 2600 rigsdaler.
Ved Holst’s sidste status, inden salget af virksom­heden til Bodenhofi 1889 er den nedskrevet til 800,­kr.
Damperen skulle jo vedligeholdes. Et kedelefter­syn i 1889 kostede 20,-kr. og steg til 30,-kr. ved næste eftersyn 1891.

I 1899 trængte dampkedelen til en hovedreparati­on. Den blev afmonteret og kørt ad landevejen til Horsens. Fragten kostede 10,- kr. hver vej, og re­parationen, der fandt sted på Jokumsens maskin­fabrik og varede hele januar, februar og den første uge af marts, kostede 358,- kr.
5 år efter var det galt igen. Man valgte da at instal­lere en petroleumsmotor i stedet for dampkedelen. Det var mandskabet ikke ubetinget tilfreds med. Man havde nemlig for skik, når man for hjemad­gående nåede Lindholmhovedet, da at tude kraf­tigt med dampfløjten, så vidste lillemor, at nu måt­te hun snart have kaffen klar.

Den 7 Hk. petroleumsmotor til Lulu kostede 1500,­kr., og nu kom hun til at hedde M/S Lulu. Møllens egne folk sejlede naturligvis med båden som passagerer. Møllen fik engang en pige fra Thy. Hun kom med tog fra Thy til Alken med sin cykel og anden bagage og gik ombord i dampbå­den. Sørejsen må have fundet sted under en heldig stjerne, da pigen fra Thy senere giftede sig med en ung mand af besætningen, og det lykkelige par bo­satte sig ved Mossø.

Maskine til fremstilling af papmasse. De afslebne træfibre dannes til svære papflager
102 på valserne. Foran drivhjulet ses en høj stabel af produktet. Klostermølle i begyndelsen
af trediverne. (Jens Daugaard).

Den 8. januar 1917 proklamerede tyskerne uind­skrænket ubådskrig, og så blev petroleum en man­gelvare, og den 22. juli blev al motorsejlads for­budt. Dette forbud ramte jo også Lulu. Så blev den gamle damper oplagt efter at have sejlet mellem Kloster Mølle og Alken i 43 år.

Men man skulle jo stadig have varerne transporte­ret, så man var nødt til hurtigt at finde en afløser for Lulu.

Man var da så heldig, at der med det samme viste sig en mulighed. Det var i Silkeborg.
Den 19. september ankom til Kloster Mølle et nyt dampskib, indkøbt hos rederiet Hjejlen i Silke­borg. Prisen var 3000,- kr., kun det dobbelte af, hvad Lulu’s petroleumsmotor havde kostet i 1904. Det nye skib var bygget i Århus i 1862 og hed først» Birgitte« og havde forskellige ejere, indtil Hjejlen købte det og kaldte
det »Juhane«, og under det navn sejlede det på Mossø. Skibet skal være sejlet fra Silkeborg til Mossø på egen køl, som det hed­der.

Voldsomme isskruninger på Mossø i vinteren 1969.
Man forstår umiddelbart, at islæg og isgang helt kunne standse sejladsen i vintermånederne.

Hvorledes det er kommet over dæmningen ved Ry Mølle, melder historien ikke noget om, men for at komme under Emborg bro, måtte man afmontere skorstenen og laste skibet med sandsække.

» Juliane« sejlede på Mossø i 10-15 år, og sejladsen havde da fundet sted i over 50 år.
Man havde to pramme, en stor og en lille. Dampe-ren blev brugt til at slæbe den store. Den lille stage­de man op ad Salten Å og Salten Langsø, når man skulle hente træ fra bl.a. Løndal skovene.

I hårde vintre, når søen var tillagt og isen var tyk nok, brugte man undertiden slæder til transporten. Man kørte da med 6-7 slæder forspændt 1-2 heste. Det gik galt engang. I 1880 gik et spand heste igen­nem isen og druknede. Trods dette benyttede man dog slædetransporten senere, således i januar 1891 og i januar 1912. Ruten over den islagte· Mossø har alle dage været brugt, således i den hårde vinter 1263, da biskop Tyge fra Århus red over søen fra Voer kloster til Øm kloster med stærk arm og væbnet følge.

Og da en pige fra Boes og en karl fra Dørup ikke måtte få hinanden. Pigens far forlangte, at der først skulle bygges bro over Mossø. Men det sørger jo kong Vinter for en gang imellem.

Alken Havn. Lastning af pram med træ til opslibning, ankommet med trækbanen. På billedet ses fra venstre Jens Daugaarq, der under sejladsen var »maskinchef« om bord på Juliane, Rasmus Tønning, der distraheret af fotografen kommer til at vælte sin trillebør, Anders Nim, der til tider var fyrbøder, samt Ole Postgaard.
Den sidste var fuldbefaren sømand, der tidligere havde sejlet til søs på havet. I det fjerne, i billedets venstre side ses den faste havnemand Chr. Jensen ejendom, hvor mandskabet en tid lang blev indkvarteret, når man på grund af storm måtte ligge over i Alken. Ca. 1930. (Jens Daugaard).

Med Juliane som eneste dampskib på Mossø – tog man det ikke så nøje med, om mandskabet havde den lovbefalede uddannelse. Jens Daugaard, der begyndte sin uddannelse til søs ombord på pram­men, avancerede efterhånden til fyrbøder og ma­skinchef ombord på Juliane.

Da selskabet “Ry Tu­ristbåde” hørte om det, søgte det lille rederi, under henvisning til Kloster Mølles skib, at få dispensati­on på sine skibe. Det førte til, at skibstilsynet meldte sin ankomst til en særlig inspektion af Juli­ane. Maskinchefen Jens Daugaard fik besked på at gøre rent og pudse overalt indenbords, så skibet kunne tage sig så godt ud som muligt.

Ved den lejlighed opdagede skibsinspektøren, at Juliane ikke havde nogen bundventil i kedlen. En smed blev tilkaldt og en bundventil monteret. Efter at skibsinspektøren havde eksamineret Jens Daugaard og i hast havde fundet en habil fyrbø­der, lovede han at sende Daugaard en dispensati­onstilladelse til at forestå maskinen under sejlads med “Juliane”.

Det var lidt af Voerladegård sogns historie. Voer Kloster, Kloster Mølle og dampskibsfarten på Mossø er noget, man ikke kommer uden om, når man fortæller om Voerladegård sogn.

Noter:

1: Stiftet 529 af Benedikt fra Nursia. Der har
været en hel del paver med navnet Benedikt. 2: Biskoppens stedfortræder.
3: En forsamling af stemmeberettigede munke i
klosteret.
4: Brugtes i forskellige betydninger. Nogle gangeom, hvad tingmænd på tinge havde set og hørt, andre gange om hvert på tinge afgjort vidnesbyrd.
5: En slags nævninge.
6: Faste nævninge, 8 i hvert herred eller købstad.