Brædstrup Mølle gennem 100 år

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1988

Af: Jens Olesen.

“Wenn das Haus fertig ist, kommt der Tod. Das braucht nicht nur der Tod zu sein,
sondern der Abfart, der Rückgang, der Anfang zum Ende”.
(Thomas Mann)

De fleste af Danmarks vindmøller er vel bygget i første halvdel af 1800-tallet, og Brædstrup Mølle var som vindmølle oprindelig opført ved Bygholm ved Horsens, som på daværende tidspunkt havde flere store vindmøller.

I sidste halvdel af 1870’erne købte daværende gårdejer, Enevold Jensen (Holmsgaard), møllen ved Bygholm til nedbrydning og lod den opføre igen i nærheden af sin gård i Brædstrup, som han få år i forvejen havde overtaget efter sin far, gdr. Jens Christensen.
Hvorfor han foretog denne sikkert store investe­ring, kan man kun gætte på.

Jeg vil gætte på følgende årsag:
Enevold Jensen var en ambitiøs og holden, ung mand, ejer af byens bedste gård, og i det hele taget en matador, der ikke ville stå tilbage for den nye ejer af Damgården, Jens Olesen (min farfar), der få år i forvejen var flyttet hertil fra Nim, hvor han foruden gård og skov også ejede Nim Mølle, havde købt Damgården af dens nuværende ejer, Peter Nielsen, og ladet opføre en vindmølle med høj svikstilling ved enden af laden.

Jeg tror ikke, der ligefrem var noget hjerteligt for­hold mellem de to gårde, men nok om det.
Møllen blev brækket ned og kørt til Brædstrup. Det skete af hensyn til den øvrige trafik om natten, da vejene var smalle og møllehatten så bred, at in­gen anden trafik kunne passere. Møllen blev op­ført med nyt gangtøj af jern fra Fricks fabrik i År­hus, hvilket var ret usædvanligt (de vindmøller, jeg har arbejdet på, har alle haft gangtøj af træ).

Der blev installeret dampmaskine, sav og høvle­værk, og det var i det hele taget efter datidens må­lestok en anseelig virksomhed.
Møllen blev, såvidt jeg ved, forpagtet ud til Chr. Schmidt, som var en slægtning af Enevold Jensen, og som senere boede i Bryrup. Samme Schmidt havde bl.a. 3 sønner, Emil, Helge og Hugo, hvoraf sidstnævnte arbejdede hos mig i 40-erne som sav­skærer.

Hvordan Chr. Schmidt ellers kørte virksomheden, ved jeg ikke noget om, men jeg har hørt om en vis Marinus, som vistnok fik møllen i forpagtning el­ler eje efter Schmidt. Denne Marinus havde samti­dig købmandsforretningen i Søgade 70, som hans kone så passede. Konen var missionsk, hvilken vækkelse havde et stærkt tag i befolkningen den­gang.

Men Marinus var åbenbart noget af en saddukæer, for når konen havde missionærmøder, hvilket skete regelmæssigt, så blev Marinus sat udenfor og kunne gå frem og tilbage på fortovet, indtil mødet var forbi, og han nådigst blev lukket ind igen. (Fortalt af Jens Holmsgaard).

Efter Marinus var den næste ejer en bror til Ene­vold Jensen, Niels P. Jensen, som var gift med Tri­ne Petersen, en datter fra den store proprietærgård Ørskov Møllegaard – en dame vant til stort hus, stor selskabelighed, dyre vaner. Hun var forøvrigt en søster til min tante Laura, som i året 1900 var blevet gift med min farbror Ole Olesen, hvilket måske har været årsag til, at min farfar, Jens Ole­sen, havde en prioritet i møllen på 12000 kr., hvilket vel svarer til en lille million i dag.

Kort sagt: Om det var ovennævnte ekstravagancer, eller det var dårlig daglig ledelse, måske begge dele, Niels P. Jensen kunne ikke svare sine forpligtelser og min farfar måtte overtage møllen som ufyldest­gjort panthaver.

Nu var gode råd dyre. Farfar var 76 og for gammel til selv at drive møllen. Ole havde nok at gøre på Damgården. Far havde Brædstrup Østergård, som han havde købt i 1900, da Ole fik Damgården, men der var ikke andet at gøre end at komme af med Østergården og flytte ud på møllen.

Det var i høj grad også sin egen sag. Far havde al­drig været andre steder end på Damgården, og al­drig lært andet, end hvad han havde lært sig selv, men autodidakte, nøjsomme og sparsommelige, som både han og mor var, så klarede far selv alt, hvad der var af småreparationer, og mor spandt selv uld og strikkede strømper til os børn. De over­tog møllen i 1909.

De havde i mange år nogle dygtige møllersvende. Jeg nævner nogle af dem: Oskar Christensen, sene­re Boller Mølle, Arthur Christensen, senere Rårup Mølle, Jens Fonnesbech, senere Nim Mølle, om­kring 1921 Chr. Petersen, der i mange år var den første svend på Horsens Dampmølle, fik senere Brøndsted Mølle.
Efter Chr. Petersen fik vi Peder Rasmussen, der var hos os sammenlagt ca. 25 år, en tro og trofast slider og et rart og ejegodt menneske.
Jeg husker, når han en gang om ugen om aftenen indfandt sig i vort hjem, og der skulle skrives ind i hovedbogen, hvad der i ugens løb var malet for de forskellige kunder.

Han mødte i hvid jakke, duftende renvasket af “Irissæbe”, og med en halvlang pibe, og han læste så navnene og tallene op fra sin kladde, som far så med sin for øvrigt smukke håndskrift førte ind i hovedbogen, ind imellem krydret med anekdoter og træk fra andre arbejdspladser, hvor han havde været (Horsens Dampmølle, Lundum Mølle, Bred­vad Mølle).

Hvad han havde fået ind i ugens løb i form af kon­tanter, kunne som regel så nogenlunde gå op med, hvad han skulle have i løn. Der var ikke noget, der hed kasseafstemning, og der var ingen kontrol eller mistænksomhed. Man stolede simpelthen på hin­anden. Det var hyggeligt.

Det gik bare derudad, fremad, opad, der var god søgning til både mølle og savværk. Der blev tjent penge, der blev malet rugmel til bagerne og under krigen hvedemel, somme tider lidt mere end lovligt var, men det var almindeligt over hele landet, og når snushanerne var ude, blev der ringet fra den ene mølle til den anden: “Så, nu kommer han snart”. Så vidste de besked, og så gjaldt det om at få mel og klid fjernet og alle spor slettet.

De gyldne tyvere begyndte også godt. Man kørte endnu på de høje konjunkturer fra krigens tid. Der blev investeret i nye møllevinger, ny motor, nyt loft og tag på motormøllen, men så kom også ikke alene nedturen og tilbagegangen, men også døden i al sin gru: Min mor blev dræbt ved en fryg­telig ulykke i møllen for øjnene af min far, der fik et chok, som han aldrig nogen sinde forvandt.

Nu gik det langsomt men sikkert ned ad bakke. Den nye motor løb løbsk og sprang i luften.

Opret­telsen af det nye elektricitetsværk V.O.H. medfør­te, at flere og flere af landmændene fik kværn. Vor møllersvend flyttede til Horsens, vel sagtens fordi han fik for lidt i løn, hvor han fik arbejde på Dampmøllen, men efter nogle år kom han dog til­bage igen og var her med mellemrum til sin død i 1952.

Trediverne var præget af krise, fattigdom og elen­dighed. Der var mange arbejdsløse, og der blev iværksat nødhjælpsarbejder, bl.a. blev vejen fra Ring Præstegård efter Føvling anlagt i 1933-34. Det foregik ved hjælp af skovle og trillebør. Ellers blev de arbejdsløse sat til at slå skærver på akkord.

Også mange landmænd måtte gå fra deres gårde og ejendomme, hvilket medførte, at mange købmænd på grund af dubiøse debitorer også måtte gå ned med flaget.

På Brædstrup Mølle gik det ligeledes gennem tre­diverne på laveste gear. Der var lidt brændesav­ning til 1 kr. pr. rm., lidt grutmaling til 50 øre pr. 100 kg, altsammen noget, som dårligt nok kunne lønne en møllersvend, selv om han så sandelig ikke fik for meget.

Et revideret regnskab fra 1938 (det første regnskab fra revisor. Jeg har samtlige revi­derede årsregnskaber til dato) viser en omsætning på 20.857 kr. og en netto indtægt på 2801 kr. Det skal tilføjes, at det var efter, at jeg i 1937 var kommet hjem efter at have tjent på 3 forskellige, større møller (Ågård, Svends, Hornsyld) og var be­gyndt med lidt handel med korn og foderstoffer og opskæring af tømmer til salg, og der var trods alt en smule fremgang at spore i modsætning til første halvdel af trediverne, hvor alt var stilstand og for­fald.

I 1932 blev vindmøllen gennemrestaureret, og der blev opsat en vindmotor, der med sine 26 alen vindfang var den største af den type her i landet. Denne restaurering var mere omfattende, end man fra først af havde regnet med, da tømmeret i møl­len var stærkt angrebet af svamp. Vi havde en møl­lebygger, Chr. Madsen og tre tømrere, Søren Win­ther, Reimer Jensen og Einar Hansen næsten hele sommeren 1932. Det var en dyr fejlinvestering, som aldrig burde være gjort.

Min fars største problem indtraf hvert år 1. febru­ar, når han, lidet regnskabskyndig som han var, skulle udfylde sin selvangivelse til skat. Det var lige meget, hvordan han gjorde, så fik han altid et klækkeligt pålæg. Han måtte møde til torskegilde hvert år, og situationen var efterhånden ved at blive utålelig, men så sivede der på en eller anden måde noget ud om, at far skulle have et tilgodeha­vende et eller andet sted, og som efter sognerådets mening ikke var opgivet til skat. Man havde så fra skattemyndighedernes side tænkt som så: Der er nok noget om snakken, vi smækker for en sikker­heds skyld et par tusind på indkomsten, og da far ikke førte nogen dagligt afstemt kassebog, var det ham umuligt at møde med et uangribeligt regn-skab. Men i 1938 blev det alligevel for groft.

Jeg henvendte mig derfor til revisionsfirmaet Jac. Bruun i Horsens, som satte et regnskab op, og der blev klaget til overskatteretten, hvortil far noget tid efter blev tilsagt møde på hotel Dania i Silke­borg. Jeg tog med derned sammen med revisor El-mar Andersen, og vi havde et møde med en herre fra overskatterådet, der forøvrigt var en venlig og forstående mand, og da kom det så frem, at en vel­situeret og højtestimeret gårdejer fra Horn ved Sil­keborg, en mand, som jeg kendte, og i hvis hjem jeg havde været gæst, havde opgivet at skylde min far 14.000 kr., hvilket vi kunne bevise var urig­tigt.

Jeg så også senere manden stå i hotellets re­ception, men han kendte mig ikke. Da havde han også været til møde med skattevæsenet og var gået til bekendelse. Det var løgn og falsk, og det koste­de ham da også en større bøde. Men det var altså på sligt grundlag, at sognerådet for Ring-Føvling kommune lignede folk i skat i 1937.

Første halvdel af fyrrerne var en tung og trist tid at komme igennem, en periode stærkt præget af krigen. På møllen var vi dog så heldige at have vind­kraften, da der ikke kunne fås olie til motoren, men indtjeningen var det småt med. Vi havde ganske vist lidt statslager af korn, men det var langt fra nogen guldgrube, vi havde ikke nogen videre tildeling af kunstgødning, eftersom vi først et par år i forvejen var begyndt at handle med det, og folk var tvunget til at handle med korn, hvor de havde deres kunstgødningstildeling. Alt træ til op­skæring var vanskeligt at få fat i. Der var stærk ef­terspørgsel efter graner til master. I den hårde vin­ter i 1942 faldt der en dag så kraftigt et isslag, at samtlige telefonmaster fra Brædstrup til Løndal var knækket, og også elnettet havde lidt stor ska­de.

Jeg husker en handel, jeg gjorde med daværende sognerådsformand Marius Nielsen, Dauding, en herlig type på halvtrediehundrede pund, med et hjerte af guld og en formidabel appetit. Han skulle engang have udtalt: “En gås er en sær upraktisk fugl. Der er for meget til een og for lidt til to”.

Nå, men tilbage til handelen. Det drejede sig om nogle graner, som Marius havde i sin skov i Glarbo ved Ry, men det lå jo lidt tungt med at komme derned og bese træerne. Marius kunne i hvert fald ikke cykle derned, så der var ingen anden udvej, end at få købmanden i Ring, A.K. Laursen, en lige så her­lig type som Marius, til at køre os derned i sin last­bil, som var udstyret med trægasgenerator. Han skulle dog først have sin mælketur kørt. Der kunne kun være to personer af det format som de to i fø­rerhuset, hvorfor jeg måtte sidde på en tom ølkasse omme på ladet.

Handelen kom vi dog også for­holdsvis let om ved, men det blev alligevel sidst på eftermiddagen, inden vi var færdige, så nu var Ma­rius også blevet sulten. Det var A.K forøvrigt også. Han havde ingen videre middagsmad fået, så vi holdt ind ved Salten kro på vejen hjem. Nu var det uheldigvis en tirsdag, hvor der var kødløs dag, og kroens menukort var meget enkelt: Kold, stegt ål, men som kompensation herfor: Øl og snaps ad li­bitum. Vi fik dog sulten og navnlig tørsten stillet så nogenlunde, men dog ikke mere, end da vi kom til Brædstrup, var Marius blevet tørstig og foreslog, at vi skulle have en øl på kroen. A.K. var også på vej ud af bilen, da han i det samme så politibetjent Damgård komme gående et stykke henne. Om A.K. fik samvittighedsskrupler eller hvad, han kravlede ind i bilen igen og satte sig. Damgård, der vidste besked med alt og alle og ville vide besked om alt og alle, kom ganske rigtigt også hen til bilen og gav sig i snak med A.K., og fik da også et ud­førligt referat af dagens forløb. Om A.K. omtalte krobesøget i Salten, ved jeg ikke, men Damgård tog lidt efter afsked med følgende svada: “Do, A.K. no do no kye hjem, så kye rolle, for dæ kye manne fuld snujje o æ vej.” Se, sådan kunne lov­ens håndhævere være dengang, men jeg tror nok, at et af træerne i alleen ind til Dauding Overgård har en svag mindelse om dagen. Det skal dog ret­færdigvis tilføjes, at selv om jeg har været sammen med A.K. i mangt et lystigt lag, har jeg aldrig set ham antydningsvis påvirket.

Sidste halvdel af fyrrerne stod så småt i fremgang­ens tegn. Jeg havde dog den 10. oktober 1946 det slemme uheld at beskadige min højre hånd alvor­ligt i rundsaven, hvilket bevirkede, at jeg tabte no­get af interessen for tømmeropskæring og slog mig mere på foderstofhandelen.

I 1948 søgte og fik jeg bevilget et såkaldt kontraktlager af rug og hvede, hvilket heller ikke var nogen guldgrube, men dog en sikker indtægt. Men der skulle bruges penge til finansiering af lageret, hvorfor jeg henvendte mig til banken for Brædstrup og omegn, en bank vi al­tid havde benyttet og som min farfar i sin tid havde været med til at oprette, og fremførte her mit ærin­de for den daværende bankdirektør, der overlegent lod mig forstå, at det kunne han sandelig ikke tage stilling til på stående fod. Der var jo så mange møl­lere, der gik fallit for tiden, men jeg skulle dog nok høre nærmere.

Se, det var jo en, der både sad og bed, navnlig den med fallente møllere. Det varede dog ikke mange dage, før jeg fik meddelelse om, at der var bevilget en kassekredit på 50.000 kr., hvilket også var forbundet med store risici, efter­som hverken mit hus eller møllen var behæftet med prioriteter, og der lå værdipapirer for 10.000 kr. i bankens boks.

Jeg var naturligvis blevet noget stødt over den hovne modtagelse, jeg havde fået i Brædstrup Bank, hvorfor jeg kort tid efter flyttede mine bankforretninger ned i Landbobanken, som jeg brugte som bankforbindelse til 1981, da jeg flyttede til Jyske Bank. Årsagen skal jeg ikke kom­me nærmere ind på her, men det var en meget lille bankdirektør, der ringede til mig kort efter og bad mig så mindeligt, om jeg dog ikke godt ville flytte tilbage igen, hvilket ønske jeg naturligvis ikke kun­ne efterkomme.

I Landbobanken havde man et anderledes kunde­venligt miljø. Bankdirektør Svend G. Kristensen, altid perfekt til fingerspidserne, modtog altid kun­derne på en venlig og forstående måde, kom altid hen til skranken og vekslede nogle venlige be­mærkninger, når man kom i banken. Han skulle senere blive en af vores bedste venner. Han kunne måske nok virke en smule bøs, når en vekselrytter kom og skulle have sin veksel fornyet uden afdrag, men ellers var han et ejegodt og rart menneske.

19. november 1941 blev jeg gift med Ida Petersen fra gården Birkeholm mellem Grædstrup og Slag­balle, hun har været mig en god hustru og en tro­fast hjælp og støtte igennem nu snart 50 år, som ikke alle har været lige morsomme. Hun var som jeg opdraget til flid, nøjsomhed og sparsommelig­hed, og jeg skylder hende stor tak. De første halv­andet år boede vi i en lejlighed på Bredgade 33, an­den sal, der var utæt, og i de hårde vintre 1942 – 1943 var lejligheden næsten ikke til at fyre op. Vi byggede derfor huset Søgade 79 i foråret 1943 og flyttede ind 3. juli. Der boede vi så i 14 år, hvoref­ter vi flyttede ind i villaen Søgade 72.

I 1951 fik jeg skøde på møllen, og 2. oktober 1952 døde min far, 87 år gammel, hvilket blev et savn for os. Jeg havde gerne undt ham, at han efter den lange og triste depressionsperiode i tyverne og trediverne, skulle have oplevet den opgangstid, der fulgte i halvtredserne, tresserne og halvfjerdserne. Jeg har dog på grund af den store aldersforskel, 51 år, ikke haft den støtte fra ham, som jeg som ung mand kunne have behov for, men vi levede jo i to forskellige tidsaldre, og det store chok, som han fik ved min mors alt for tidlige død, forvandt han aldrig, hvorfor han det meste af tiden var tavs og indesluttet. Han var et godt og kærligt menneske, og jeg tror aldrig, han har sagt et bebrejdende ord. Han havde det heller ikke med at kommandere og sætte i arbejde, men til gengæld forventede han også, at enhver selv skulle se og sanse, hvad der skulle laves.

Første halvdel af halvtredserne var præget af be­gyndende opgangstider. Der blev råd til investerin­ger, omend i begrænset omfang. Den gamle stald under møllen blev lavet om til lokale for et nyt sæ­dekornsrenseri. Der blev anskaffet en lastbil, der blev installeret elektrisk drivkraft med slaglemølle, tømmersaven blev flyttet om på marken nord for møllen og forpagtet ud til Harry Flohr. Vindmoto­ren blev taget ned, og der blev indrettet en silo til 100 tons i den gamle vindmølle. Det gamle blok­savhus blev indrettet til lagerrum, og der blev an­lagt brovægt.

En af halvtredsernes revolutionerende foreteelser var indførelsen af mejetærskeren. Den åbnede helt nye perspektiver og stillede nye og store krav til kornhandelen i form af investeringer, i første om­gang til korntørrerier, senere til opbevaringsfacili­teter som siloer og lagerhaller.

I sommeren 1954 havde vi en meget våd og vanske­lig høst med masser af vådt korn, som var vanske­ligt at bjærge og næsten umuligt at få tørret nogen steder, da de få tørrerier, der var, var overbelaste­de, så jeg besluttede mig derfor til selv at anskaffe et tørreri. Vi var også med fra starten, idet vi som en af de første almindelige landfoderstofforretninger, fik installeret et moderne korntørreri fra fir­maet C. Lachenmeier i Sønderborg, en investering til 60-70.000 kr. Det blev dog ikke nogen succes det første år. Sommeren 1955 var meget tør, og der var næsten intet korn at tørre, men de følgende år blev der til gengæld det mere. Vi havde kunder så langt ude som Vejle, Viborg, Brande, Gedved, men det var somme tider hårdt. Tørreriet skulle gå både dag og nat, og da det ikke altid var lige let at få nogen til at passe tørreriet om natten, har jeg en enkelt gang selv passet det 3 døgn i træk.

Et par andre ting, som også fik sin betydning for Brædstrup Mølles fremtid, var mit medlemsskab af Østjysk Mølleforening og som kunde og aktio­nær i A/S Peder P. Hedegaard i 1957. Initiativta­ger til førstnævnte var direktør for Havnemøllen i Horsens m.m., Orla Nielsen. Hans ide var at skabe sig en solid og fast kundekreds til sine produkter, som han ellers afhændede til landkøbmænd og mindre forderstofhandlere. Han kunne dog allere­de dengang se, at disse handlende på et eller andet tidspunkt måtte bukke under for den omstrukture­ring, der var ved at begynde i landbruget, og hans teori kom også til at holde stik. Vi fik da også man­ge gode tilbud fra ham. Han importerede i nogle år mange skibsladninger korn, og vi gjorde mange gode forretninger med ham, men det var dog lige­som han senere tabte interessen for kornimporten, og tilsidst gik den også helt ud. Tilbage havde vi så Østjysk Mølleforening, bestående af 13 medlem­mer, men dog uden anden aktivitet end den rent selskabelige.

En anden forretningsforbindelse var A/S Peder P. Hedegård, Nørresundby. Det lå ganske vist 150 km herfra, men fragten var ikke så dyr, 8 kr. pr. ton de første år, senere lidt mere, men de havde altid gode varer til yderst rimelige priser, og så gav de yder­mere en klækkelig bonus, når året var omme, så vi havde ikke svært ved at konkurrere med andre handlende her på egnen.

I tresserne var det de større investeringer, der præ­gede billedet. Afgang fra land til by og den deraf følgende mangel på arbejdskraft ved landbruget havde nødvendiggjort en mere udstrakt service til landbruget end hidtil i form af færdigblandet svi­nefoder og A-foderblandinger.

Vi havde da også i nogle år et udmærket samarbej­de med landboforeningens konsulent om kontrol af sædekorn, men landboforeningens formand syntes åbenbart, at foreningen havde for lidt pro­venu ud af det. Han indfandt sig her en aften og stillede mig brysk det ultimatum, at enten skulle foreningen havde væsentligt mere for markkon­trollen, eller også måtte samarbejdet ophøre til fordel for centralforeningen.

Jeg tog det roligt og lod ham gå med uforrettet sag. Han kunne gøre, som han ville. Jeg kunne ikke indse, at der var no­gen grund til at fordyre mere end nødvendigt, hvorfor jeg herefter indledte samarbejde med statsfrøkontrollen, hvilket var mere betryggende, idet den kontrol, som frøkontrollen ydede, var langt mere effektiv, end hvad vi hidtil havde kendt. Ikke alene med hensyn til markkontrol, men også med kontrol af den færdige vare. Jeg havde da og­så den tilfredsstillelse, af vort sædekorn i kvalitet og pris, jævnfør statskontrollens årlige beretnin­ger, let kunne stå mål med korn fra de store, an­erkendte firmaer, ligesom vi også fik et stort salg af sædekorn, ikke alene til omegnens landmænd, men også mange andre kornforretninger i andre egne af landet.

Af større investeringer i tresserne kan i flæng næv­nes: Ny Opel Rekord, ny slaglemølle med blandere, indretning af den gamle stald til lagerrum, en betonsilo, en lagerhal på 500 kvadratmeter, en last­bil, brugt, en pillepresse med dampkedel og siloer, en lastbil, ny, en lagerhal på 600 kvadratmeter, indretning af det gamle stuehus til kontor, gårds­plads grundbehandlet og asfalteret, ny brovægt, stort såsædrenseri m.m.

I begyndelsen af halvfjerdserne fortsatte den gyld­ne tid med store investeringer og i 1973 rekordhøj indtjening, forårsaget af heldige indkøb i soyaskrå til en vigende dollarkurs. Der blev investeret i en ny Bedford lastbil, en lagerhal på 1000 kvadratmeter, en gaffeltruck og endnu en ny Scandia lastbil med sugeblæser til løsvarer. Nu var “Huset” også ved at være færdigt, og jeg fandt, at det var på tide at drage foranstaltninger for ikke at blive overhalet indenom af Thomas Manns Sprichwort en gang til, som vi blev det i tyverne. Problemet var det, at den gode fremgang og høje indtjening nedfældede sig i vore bøger i form af stærkt forøgede udestående fordringer, som der samtidig skulle betales indkomstskat af, og inden pengene nogensinde var indgået, hvilket igen vil sige, at vi skulle finansiere både skattevæ­senet og landmanden. Samtidig udhulede inflatio­nen værdien af debitormassen, som så oven i købet senere i mange tilfælde på grund af ejendommenes prisstagnation, viste sig at være uerholdelig, så der var grund til begyndende pessimisme for frem­tiden. Efter samråd med min revisor Ernst Hersland be­sluttede jeg at omdanne Brædstrup Mølle til et ak­tieselskab.

Aktieselskabets bestyrelse bestod af min gamle ven og forretningsforbindelse, direktør Orla Nielsen (Formand), fhv. direktør i Horsens Bank, Carl Sø­rensen, som jeg havde siddet i bestyrelse med i A/S Trouw, min søn Jørgen og mig selv som direktør. Aktieselskabet fungerede som sådant i to år fra 1. 1. 1977 til 1. 1. 1979, hvorefter jeg fusionerede med A/S Superfos, og dermed var navnet Bræd­strup Mølle i praksis ude af sagaen, og om Thomas Mann endnu engang alligevel skulle få ret, vil kun tiden vise.
Mange ting tyder derpå.