Spøgeriet i Overholm i Træden

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1987

Af: Gunnar Laurberg

Om et spøgelse, præsten Jørgen Lindegaard Roh­man og menighederne i Tønning og Træden i 1700 og 1800 tallet.

I den sydøstlige gård i Overholm i Træden skal omtrent 1770 have boet en mand, som havde den uskik, at han i høsten flyttede noget af sine by­mænds opbundne korn ind på sine egne marker. Det lykkedes i lang tid at holde bedrageriet skjult, og manden blev ret velhavende.

Imidlertid døde han pludselig, og kort efter be­gyndte snakken at gå. Man havde set ham gå igen i marken, snart lænede han sig op af en vogn, snart klappede han hestene.

Enken som efterhånden hørte om snakken, gik til nabokonen, som også var enke, og sagde: “Har du hørt, at folk siger, at det enten er din eller min mand, der går igen”. Nabokonen blev meget for­færdet, og selv om hun vidste, at hendes mand havde været reel nok, kom hun dog i tanke om, at han måske af skødesløshed var kommet til at pløje over skellet til naboerne og på den måde havde fået sin egen jord øget. Hun lod derfor dagen efter hele marken måle op, men da alting var, som det skulle være, faldt hun til ro.

I gården hos den første kone begyndte spøgeriet nu også at kunne mærkes derhjemme. Selv om dørene blev lukket om aftenen, var de åbne igen om morgenen, og da man efter et godt råd bandt dørene med det venstre strømpebånd, hjalp det heller ikke noget. Næste morgen var dørene hægtet af hængs­lerne.

Disse mange episoder fik gårdmand Rasmus Chris­tensen i Træden til mange nætter i træk at stille sig på vagt for at hilse på gengangeren og spørge ham om, hvorfor han gik igen. Men når Rasmus Chris­tensen var på vagt, lod gengangeren sig aldrig se.

Nogle år senere fandt man spor af hestehove i en ring om mandens grav. Sporene viste, at hesten var uskoet, og fra den tid sås genfærdet aldrig mere . Man regnede med, at pastor Volchersen, som hav­de været en meget klog mand, i al stilhed havde skaffet manden ro i graven. Det er en selvfølge, at det var hans tyverier i levende live, der forstyrrede ham, da han var død.

Denne fortælling hørte jeg den 3. december 1832 fortalt i al sin oprigtighed, og jeg fortæller den her som et træk af menighedens kulturhistorie. Signeret – “Rohmann”.

Manden der skrev omtalte lille beretning var sko­magersønnen Jørgen Lindegaard Rohmann, født i Svendborg den 2. december 1797, egentlig bestemt til at skulle være sømand, men et fald på isen med uheldige følger, førte over en ansættelse som skri­verdreng på Svendborg postkontor, til læsning i forberedelse til juridisk embedseksamen, tildels ved selvstudium, videre til theologisk eksamen med karakteren »laudabilis«. Han blev kaldet til præst ved Tønning-Træden menigheder den 4. juli 1828, og ankom den 6. oktober samme år.

Han havde meget rige evner som litterat og skrev meget, bl.a. opgaver udsat af universitetet, hvor han vandt guldmedalje. Han har beskrevet præ­stegården i Tønning og dens tilstand ved overtagel­sen, samt givet beskrivelser af sognets tilstand fra den tid.

Der følger her et meget sammentrængt udtog af hans beretning.
Præstegården er bygget 1707, bestående af 4 fløje, og bygningerne er her i 1828 meget forfaldne og på grund af deres størrelse vanskelige at vedligeholde. Stuehuset er 22 fag lang og udhusene 70 fag. I gården en stensat brønd, hvis vand kun er brugelig til skyllevand. Vand til mad må hentes hos genboen. Haven er en firkant på over en halv tdr. land med meget gamle frugttræer og nogle meget nye, den er meget slet indhegnet.

Agerlandet omfatter omtrent 111 tdr. land, som pastor Lorents Bynch, der var københavner, ikke egentlig drev. Een tredi­edel har i hans embedstid, som var 38 år, ikke væ­ret drevet og er sprunget i hede igen, een trediedel udyrket i 20 år og den sidste trediedel dyrket plan­løst. Bynch havde kun to heste og otte køer, hans forgængere havde seks heste, 18 køer og 20 får. Hartkornet er på godt fem tdr. skov – findes ikke – skønt der er skovskyld. Efter sigende har præste­gården haft part i Tønning skov, men på en eller anden måde er dette frakommen. Ligesom Annex­gården i Træden, hvorfra blot haves alle tre tien­der.

Til ildebrændsel haves noget tørv, som ikke er af bedste sort, af træ haves intet.

Præsterne skal for 50 år siden have fået betydelig udhugning i Tøn­ning skov, måske en udligning for den omtalte skovpart. Siden er også denne bortfalden, og seks læs gjærdsel er alt, hvad præsten erholder. Det synes mindre som en rettighed end som en nåde.

Kal­dets indtægter er af Tønning sogn i det hele godt 16 tdr. rug, 15 tdr. byg og 31 tdr. havre, som betales efter kapitelstaksten. Af konfirmanderne fås af hver omtrent seks pund smør og tre snese æg. Mid­deltallet af 10 års konfirmander er fire, altså 24 pund smør og 12 snese æg og 1 pund sød ost pr. tdr. hartkorn, altså 170 pund fra begge sogne. Of­fer er næppe over 60 Rdl. sølv.

Posten adresseres til Skanderborg og besørges hver tirsdag med Herredskontorets post. Kavallerifest holdes ikke, heller ikke svares der pension til for­manden, og ved kaldet er der ingen enke. Tønning kirke er adskilt fra præstegården ved to halvgårde vest for kirken, ved den sydlige side af Tønning by. Træden kirke ligger på en høj banke tæt nord for byen, begge ejes af stamhuset som Matrup besidder, men Kongen har kaldsret. Begge kirker ligger i samme herred. Brød og vin besørges af præsten og betales af kirkeejeren. Begge sogne har kun en skole i Tønning by, de skolepligtiges antal er 70.

På sognets østre grænse flyder Bredvads å, der ved sit løb længere mod nord kaldes Gudenåen. An­nexet Træden har 14 gårde, to huse med og ni uden jord samt Bredvads Mølle. Kirken er beliggende på en høj banke, hvorfra der er en smuk udsigt. Kir­ken har nu intet tårn, for omtrent hundrede år si­den blæste det ned og knuste kirkens hvælvinger, som nu erstattes af et træloft.

Til efterretning for efterkommere meddeles følgen­de rettelser: Hvad der er sagt om beboerne, at de er fæstere gælder ikke længere. 1829 blev Matrup samt Nedenskov Vilholt godser solgt ved auktion.

Strøgodset, hvortil hørte Tønning og Troelstrup byer samt Bredvads mølle og begge pastoratets kir­ker, blev købt af vicekonsul Rasmus Secher i Hor­sens, som også ejede Bisgård i Tamdrup.

Træden by som hørte under Nedenskov blev købt af overkrigskommisær Jens Holst, Horsens.

Gammel­strup by derimod vedblev at høre under Matrup, som blev købt af den forrige ejer, stiftsamtmand Thygesens søn.

Kort efter begyndte beboerne at købe deres gårde. Godsejeren forbeholdt sig skov­ene, hvorved der skete nogen forandring af hart­kornet.

Det fortjener at bemærkes, at beboerne i Træden blev tilbudt at købe deres by, tilligemed skoven for 900 Rdl. sølv for hver gård, men uagtet at adskillige af dem selv vurderede den besætning, de efter fæstebrev skulle svare til, for 200 Rdl., fandt de det dog for dyrt. Året efter 1832 begyndte de at fortryde købet ej kom istand, men da var det for sent. De, som nu købte, måtte give 1000 Rdl. sølv uden skov.

Såfremt kirketårnet er blæst ned omkring 1730, er det ikke så mærkeligt, at det ikke blev genrejst. På den tid herskede en landbrugskrise. I Træden blev i 1731 fire fæstere dømt fra stedet, på trods af et par års henstand med skatterestancer.