24. årgang, nr. 3 – Broen – 2012
Af arkæolog Martin Krog Nielsen, Horsens Museum
I begyndelsen af 2011 blev der foretaget en forundersøgelse af området for at kaste nærmere lys over omfanget af fortidsminder. Gravhøjen stødte vi ikke på, men forundersøgelsen afslørede spor efter forhistorisk aktivitet i form af affaldslag og -gruber, kogegruber, stolpehuller og diverse nedgravninger i syv områder, så her var en egentlig udgravning nødvendig, før de store entreprenørmaskiner kunne komme i jorden. Seks af disse områder er blevet helt eller delvist udgravet i 2011.
Allerede ved forundersøgelsen blev vi klar over, at området nord for søen var interessant, idet der i en søgegrøft blev fundet en sjælden og spektakulær genstand i form af en såkaldt fladøkse af kobber, nedlagt som en offergave i bondestenalderen. Øksens længde er 12 cm, og den vejer ca. 210 gram. Ved konservatorernes afrensning af øksen blev der konstateret mineraliserede spor efter tekstiler på begge sider af øksen, som derfor må have været svøbt i et klæde ved nedlæggelsen. Spor efter tekstiler fra bondestenalderen må betegnes som en stor sjældenhed.
Et endnu uafklaret spørgsmål er øksens præcise datering. Øksen skal enten dateres til bondestenalderens tidlige del, ca. 3300 f.Kr., eller begyndelsen af bondestenalderens sidste del, ca. 2400 f.Kr. Kobberfladøkser optræder nemlig i begge tidsrum. Flere eksperter på området har studeret øksen, men deres konklusion er, at en grundig analyse af kobberet er nødvendigt for at kunne datere øksen mere præcist.
Det kan måske lyde underligt, at vi har fundet en kobberøkse fra bondestenalderen. Det er jo først i bronzealderen, fra ca. 1800 f.Kr., at man begynder at anvende metal til våben, redskaber og smykker. Imidlertid er der en relativ kort periode – måske et par hundrede år – i den tidlige del af bondesten-alderen, hvor man i Sydskandinavien anskaffer sig kobber fra Centraleuropa.
Genstande af kobber fra denne periode er uhyre sjældne i Danmark, men netop i området omkring Horsens er der gjort flere fund – bedst kendt er nok et par såkaldte depotfund fra henholdsvis Bygholm og Årupgård, hvor flere kobbergenstande (økser, spiralringe, spiralrør m.m.) er nedlagt samlet. Bygholm-fundet er nu på Nationalmuseet, men Årupgård-fundet kan ses på Horsens Museum. Formodentlig har man omsmeltet kobberet lokalt og støbt sine egne økser, men med centraleuropæiske økser som forbilleder.
Næsten lige så pludseligt, som kobberet dukker op, forsvinder det igen. Først omtrent 1000 år senere, i bondestenalderens sidste del, dukker kobberet så småt igen op i Sydskandinavien – som en optakt til den efterfølgende bronzealder.
For hovedparten af de kobberfladøkser, som man kender fra Sydskandinavien, er fundforholdene usikre, og de har derfor en begrænset udsagnsværdi for den arkæologiske forskning. Egebjerg-øksen er speciel, fordi den blev fundet i forbindelse med en systematisk prøvegravning, og med de efterfølgende udgravninger har vi bedre mulighed for at forstå den sammenhæng, som øksen har indgået i.
Vores tolkning af øksefundet i Egebjerg er følgende: I stenalderen har der været en væsentlig større sø i området, og ved søens nordlige bred har man nedlagt kobberøksen som et offer til guderne. Ved udgravningerne i området fremkom desuden hele fem stenøkser – tre smukke flintøkser og to såkaldte skafttapkiler af bjergart. Også disse fem stenøkser må betragtes som offergaver.
Dateringsmæssigt er stenøkserne fra den midterste del af bondestenalderen samt begyndelsen af bondestenalderens sidste del, hvilket måske taler for, at også kobberøksen skal dateres til det sene tidsafsnit af bondestenalderen. I hvert fald har udgravningerne afsløret et rigt offermiljø ved søen i dette tidsrum.
Det er også nord for søen, at vi har fundet de ældste spor efter menneskelig aktivitet i området. På en sandet terrasse fandt vi redskaber af flint, som er ca. 11.000-9.000 år gamle. De stammer fra en periode, som man kalder Maglemose-kulturen, og hermed er vi et godt stykke tilbage i jægerstenalderen. Fundet er udtryk for, at en gruppe mennesker har haft boplads – eller i hvert fald i en periode har taget ophold – ved bredden af søen.
Pudsigt nok er det også nord for søen, at vi har de yngste aktivitetsspor ved Egebjerg Bakke. Der er tale om massive affaldslag fra industriel lertøjsproduktion – primært fra lervarefabrikken Annashåb, som havde til huse få hundrede meter nord for fundstedet (i de gule bygninger, hvor Aksel K Biler nu holder til).
Skårene i lagene fortæller primært om de mange traditionelle stykker bord- og køkkentøj, som fabrikken producerede i sin levetid mellem 1891 og 1958. Et kuriosum er imidlertid et større fragment af en rød grisefigur – en sparegris. Arkivar Bodil Møller Knudsen, som har et indgående kendskab til Horsens bys og omegns pottemageri, har foreslået, at grisen er et lille lærlingearbejde af N. P. Nielsen. Han færdiggjorde sin læretid på Annashåb i 1909 og blev en markant pottemager med en produktion af høj kvalitet. I hele sit liv yndede han at arbejde med rød glasur i sine værker.
I den nordlige del af udstykningen, hvor der nu er bygget en Fakta-butik med tilhørende parkeringsplads, har der været en række nedgravninger, som formodentlig skal sættes i forbindelse med rituelle aktiviteter i bondestenalderens tidlige del. Formodentlig har der her ligget en større kultplads. Man ved, at disse kultpladser er aktive i den periode, hvor det tidligste kobber kommer til Danmark. Det kan se ud til, at der er en sammenhæng mellem kobberfund og pladser af denne type – det synes bl.a. at være tilfældet med det tidligere nævnte depotfund fra Årupgård, blot få kilometer sydvest for Egebjerg.
I Egebjerg er sammenhængen desværre ikke entydig – dels kan vi ikke udelukke, at kobberøksen er fra den sene del af bondestenalderen, og dels har nedgravningerne ved Fakta-butikken været vanskelige at tolke – til dels pga. begrænsede muligheder for at grave til bunds i dem i denne omgang.
Sammenfattende tegner der sig ved Egebjerg Bakke et billede af et offermiljø, hvor offergaver er blevet nedlagt i vådområder ved foden af et par fremtrædende bakkedrag, der kan have tjent som orienteringspunkter i landskabet, måske har de endog haft kultisk betydning.
Denne topografi er karakteristisk for offerpladserne i den tidlige del af bondestenalderen, der netop er en periode, hvor ofringer og ritualer spiller en stor rolle i takt med, at agerbrug og husdyrhold vinder større og større indpas. Ud over vådområderne udspiller ritualerne og ofringerne sig især ved periodens grave, megalitterne – i første omgang dysser, senere jættestuerne.
Det interessante og specielle i Egebjerg er, at dette karakteristiske offermiljø med sikkerhed er aktivt i den midterste og sene del af bondestenalderen. Men kobberøksen og den mulige kultplads åbner fortsat for den mulighed, at offermiljøet har eksisteret siden bondestenalderens tidlige del. I så fald har vi at gøre med et rituelt miljø med en meget lang levetid. Mon ikke det er den markante topografi og den storslåede udsigt, som også betager os i dag, der har gjort, at stenalderbønderne gennem århundreder har opfattet dette sted som helligt og noget særligt?