Voervads Bro

Brædstrupegnens Hjemsstavnsforenings Årsskrift 1991

Af: Knud Mørk Hansen

Udsnit omkring Voervads bro og Møldrupgård fra et gammelt kort over Voerladegård bylav, 1:4000, opmålt ca. 1818 af Th. Ø. Hillerup. Kor­tet er grundkort for 184 4-matriklen for Voerla­degård, og originalen findes i Matrikelarkivet, Kort- og Matrikelstyrelsen, som har givet tilla­delse til reproduktionen.
Kanterne på kortudsnittet følger kompasretningen ret nøje. Originalen er farvelagt, og åen er fremhævet med blå skyggefarve langs østbred­den. Vest for åen ses ingen detaljer, da dette område jo hører til Sdr. Vissing sogn.
Den gamle træbro, der berettes om her, ses midt i billedet. På det tilsvarende Sdr. Vissing-kort (Nedenskov-Vilholt ejerlav) er også tegnet en bro, men Voerladegård-kortet giver det mest korrekte billede af forholdene på stedet. Vade­stedet “Voer Vad” fandtes ca. 10 meter nord for broen, svarende til 2,5 mm på kortet. Den nuvæ­rende betonbro ligger ca. 60 meter (15 mm på kortet) nord for den gamle træbro.
På kortet her er broen 10 mm lang, svarende til 40 meter i virkeligheden, og det kan godt passe, for åen er nu på dette sted kun halvt så bred som tidligere på grund aj’opfyldninger langs østbred­den, hvorved øen også er forsvundet. Broen er tegnet med en bredde, som svarer til broplanker­nes længde.

For at komme fra Horsens til Gl. Rye skal man over Gudenåen. Ligesom i nutiden var der også i middelalderen flere ruter mellem de 2 byer at vælge imellem.

Valgte man den korteste rejse­rute, nemlig ad landevejen over Østbirk, kunne man, hvad enten man var kørende, ridende eller gående, komme over åen umiddelbart nord for Møldrupgård. Her var åen ret bred og tilsvarende lavvandet, og et bestemt sted var bunden så fast, at den kunne bære. Dette natur­lige overgangssted, et vadested, kaldtes Voer Vad efter Voer Kloster, som også gav navn til sognet øst for åen. Det hed jo oprindelig Voer sogn.

Det er naturligvis vadestedets beliggenhed, der har bestemt vejføringen nær åen, og Voer Vad var et overgangssted af så stor betydning, at åen lokalt kaldtes Voervads å i stedet for Guden å. Dette fremgår af tinglæste dokumen­ter for de nærliggende ejendomme.

I kontrak­ten fra 1865 vedr. opstemningen ved Vilholt ses navnene “Woerwadsaae” og “Gudenaae” som sideordnede, og på det tidspunkt havde der været en bro på stedet i det meste af 100 år, ja måske i endnu længere tid. Nøjagtig i hvilket år den første bro blev bygget ved vadestedet, har jeg endnu ingen oplysning om.

Under slægtsstudier blev jeg opmærksom på, at i årene omkring 1840 var ejendomsbesiddere i Sdr. Vissing og Voerladegård sogne forpligtet til at deltage i Voervads bros vedligeholdelse. Forpligtelsen er nævnt i

skøderne fra denne tid. Sdr. Vissings gård- og husmænd var også for­pligtet til at deltage i vedligeholdelsen af Rye bro, som fører over Salten å øst for Salten Langsø. Også på ejendomme i Tønning sogn tinglæstes forpligtelse til at deltage i begge bro­ers vedligeholdelse.

Med disse forpligtelser i erindringen faldt jeg for nogle år siden, ret tilfældigt, over en sag om reparation af Voervads bro i 1832. Denne sag er det primære grundlag for nærværende arti­kel. Det er altså langt fra broens hele historie, der beskrives i det følgende, men fortrinsvis hvad denne reparationshistorie fortæller.

Til gengæld har jeg medtaget mange af de detaljer, som denne kilde indeholder. Der er tilføjet kortfattede oplysninger om ejerforholdene. Samtidige tegninger af de gamle træbroer fin­des ikke. For at kunne lave en rimelig korrekt skitse af Voervads bro er der gjort brug af oplysninger om andre broer, især hvad synsfor­retninger efter reparationer kan bidrage med. Fra Bredsten bros reparation ( ombygning) i 1825 findes en overslagsberegning, som inde­holder gode oplysninger.

Man finder, at egnens forskellige broer var ensartede i opbygning, pæles og bjælkers kant­mål var omkring 8 tommer (mellem 7 og 9), men fagenes længde kunne variere noget. Bro­ernes undertømmer var uden undtagelse af ege­træ. Særlig godt var det at anvende “Riis Eeg”, d.v.s. stammer med mange små sidegrene, som angives at holde længere. Oftest var overtøm­meret også af eg, men for en enkelt bro (Rye bro) omtales dækplanker af bøg og rækværk af fyr.
Mange broer havde rækværket malet rødt “med Tiære og engelsk bruunrødt”, og nogle havde rækværker med hvidmalede “Knop­per”. Om en bemaling af Voervads bro haves dog ingen oplysninger.

Broens reparation i 1832

I foråret 1832 havde herredsfoged Wittusen i Brædstrup ved selvsyn konstateret, at broen var “i det Hele meget brøstfældig” og derfor trængte til en reparation. Herredsfogeden tog da initiativ til, at broen blev repareret, men man kan undre sig over, at han helt fra begyn­delsen gjorde broens istandsættelse til en sag ved Voer og Nim herreders ret. Broen havde på dette tidspunkt flere ejere, og herredsfogedens fremgangsmåde og holdning i sagen efterlader det indtryk, at han forsøgte at genere den ene af ejerne.

Den 12. maj skrev herredsfogeden et brev til amtmanden i Skanderborg med indstilling, “at en Hovedreparation, ved Deres Højvelbaaren­heds behagelige Foranstaltning, maa vorde foretaget ved benævnte Broe”. Og herredsfoge­den fandt det rigtigst, at der blev afholdt et lovformeligt syn over broens mangler, inden videre skulle foretages; men da han ikke mente, der i hele Thyrsting-Vrads herred fandtes folk, der kunne udføre en sådan synsforretning, hen­stillede han til amtmanden, om der ikke derfor måtte være anledning til at udpege synsmænd af et andet retsområde. Og efter hvad herredsfo­geden har “bragt i Erfaring”, har broen på Voerladegård-siden tidligere været et eller to fag længere, hvilket bør iagttages ved oversla­get, da det er hensigtsmæssigt, at broen igen får sin gamle længde.

Amtmand Urne tog herredsfoged Wittusens anmodning til efterretning og bad herredsfo­ged Bernth i Horsens om at udmelde 2 sagkyn­dige synsmænd i dennes retsområde, Voer og Nim herreder.

Studerer man nu synsforretningerne over broer i Thyrsting herred for årene omkring 1832, mest for at finde oplysninger om broernes udseende, så finder man tillige, at der i herredet fandtes flere sognefogeder, som havde god erfaring med brosyn. Så man kan undre sig over, hvorfor herredsfoged Wittusen ikke i dette tilfælde kunne bruge synsfolk fra eget herred.

Den 25. juni udfærdigede herredsfoged Bernth en stævning, ifølge hvilken broens parthavere:

Kammerherre, oberstløjtnant og baron Juel Rysensteen i Horsens, som herlig­hedsejer (indehaver af jagt- og fiskeret) i Voerladegård sogn, Overkrigskommissær, prokurator Holst i Horsens, som ejer af Nedenskov-Vilholt gård og gods, Vicekonsul, købmand Secher i Horsens, som ejer af det forhen under Mattrup hørende såkaldte strøgods, og Proprietær T. de Thygeson, som ejer af Mattrup gård og gods m.m. indstævnedes til at møde i Voer og Nim herre­ders ret på Horsens rådhus, fredag den 27. juli 1832 kl. 10 formiddag, for at blive bekendtgjort med amtets rekvisition til broens reparation og påhøre rettens udnævnelse af 2 uvildige og sag­kyndige synsmænd. Broens ejere blev tillige indstævnet til “efter foregaaende Aftens Var­sel” at overvære synsforretningen og dennes “Afhjemling” ved retten næste tingdag.

Denne indkaldelse ved stævning faldt ikke ud til alle ejernes tilfredshed; de kom jo til at betale omkostningerne derved. I øvrigt var embeds­mændene i tvivl om, hvorvidt proprietær de Thygeson var forpligtet til at deltage i broens vedligeholdelse, men man indstævnede ham for en sikkerheds skyld. Så kunne han gøre indsigelse ved kommende lejlighed. Den nævnte tvivl samt ejerforholdet i øvrigt vil jeg omtale lidt nærmere: Fra 1767 til 1829 var næsten alle jordbrugere i Sdr. Vissing sogn fæstere under Mattrup. I denne periode har den del af broen, som vedkom Sdr. Vissing, derfor sorteret under Mattrup gods.

Efter den alvorlige landbrugskrise, som regnes fra 1818 til 1828, måtte Mattrup med alt under­liggende gods sættes på tvangsauktion i 1829. Hovedgården Nedenskov-Vilholt med under­liggende bøndergods blev ved auktionen købt af førnævnte prokurator Holst, hvis fulde navn var Jens Palle Christian Holst (1795-1886).

Han må ikke forveksles (som Chr. Hejlskov er kommet til det i sin bog om Sdr. Vissing sogn) med den Hans Hermann Holst af Bredvad mølle, som senere oprettede Vilholt fabrik. Ved auktionen var selve Mattrup, Våbensholm m.m. blevet købt af nævnte proprietær (Thyge G. C. F.) de Thygeson, der var søn af den foregående ejer.

Ved auktionen over Nedenskov-Vilholt, som havde været underlagt stamhuset Mattrup, reserverede proprietær de Thygeson sig sin lov­lige tilbagekøbsret til denne hovedgård, hvilket sikkert er forklaringen på, at han blev betragtet som mulig forpligtet til at deltage i Voervads bros vedligeholdelse.

Hele resten af Sdr. Vissing sogns jordegods (undtagen præstegården) var en del af det såkaldte strøgods (fæstegods uden hoveri), som ved auktionen i 1829 blev købt af køb­mand Rasmus Secher i Horsens. Han solgte dog efterhånden gårdene til fæsterne, og netop i 1832 blev adskillige af gårdfolkene i Sdr. Vis­sing selvejere.

Baron Rysensteens tilknytning til broen er mere indviklet, men ikke mindre interessant.Da bønderne under hovedgården Møldrup-­Krog i Voerladegård sogn blev selvejere, beholdt sælgeren, godsejer Ulrik Christian Schmidten til Urup, herlighedsretten til det solgte. Han fulgte dermed normal praksis ved salg af fæstegods til selveje.

Med herlighedsretten forbindes vel oftest ret­ten til jagt og fiskeri, men begrebet dækkede også retten til landgilde, afgift ved ejerskifte o.a.

Ved salget beholdt godsejer Schmidten også sin andel af Voervads bro, til hvis vedligeholdelse han årligt opkrævede ialt 10 rigsdaler af Møldrup-Krogs bønder.

Ove Henrik Juel af baroniet Rysensteen i Bøv­ling sogn (Vestjylland) købte i 1797 gården Sophienlyst ved Østbirk af godsejer Schmid­ten. Han omdøbte dog straks gården til Julia­nelyst efter hustruen Juliane Marie.
I denne handel indgik også godsejer Schmid­tens andel af Voervads bro og herlighedsretten til Møldrup-Krogs bøndergods, hvoraf en del lå i Yding sogn. Baron Rysensteen tiltrådte Julianelyst samt bro og herligheder den 1. maj 1798.

Tredive år senere, i 1828, måtte baronen, nu også med titlen kammerherre, lade gården gå på tvangsauktion som en følge af landbrugskri­sen, men han beholdt både broen og herlig­hedsretten (til jagt og fiskeri) i Voerladegård sogn.

Meget ejendommeligt er det imidlertid, at her­redsfoged Wittusen fortsatte med at tinglyse skøder fra Voerladegård sogn med påtegning om, at herlighedsretten tilhørte Julianelyst. Hvorfor i alverden gjorde han det? Var det for at genere kammerherren? Herredsfogeden var da vidende om, at kammerherren havde taget herlighedsretten med sig, da han måtte forlade Julianelyst. Dette fremgår af 2 breve fra her­redsfogedens egen hånd i reparationssagen.

120 år senere gik ejerne af Julianelyst (2 brødre) i aktivitet, da de pludselig opdagede, at de havde tinglyst ret til jagten i næsten hele Voerlade­gård sogn, og at denne rettighed aldrig var blevet slettet i tingbogen.

I “Herlighedsretten til Julianelyst” er der vist stof til en hel afhand­ling, men det ligger jo uden for emnet her. Vi må tilbage til reparationen af broen i 1832. Da retten blev sat på Horsens rådhus 27. juli 1832, var af de indstævnte kun mødt forvalter Friis af Mattrup og forvalter Petersen af Hor­sens, sidstnævnte for kammerherre Rysen­steen. De tog begæringen om syn og reparation af broen til efterretning.

Som synsmænd blev derefter udnævnt tømmermændene Christen Laursen af Sattrup og Søren Pertou af Ørskov­lund og som reserve tømmermand Jens Wold­bye af Kattrup. De havde alle erfaring med broarbejder.

Lidt efter kom prokurator Holst imidlertid til stede. Han oplyste, at broens vedligeholdelse ikke var ligeligt fordelt mellem parthaverne, idet den østre halvdel af broen alene blev vedli­geholdt af kammerherre Rysensteen.

Kun den vestre halvdel vedkom Holst, Secher og de Thygeson. Derfor krævede Holst, at der blev afholdt særskilt syn og udarbejdet overslag for hver halvdel af broen. Interesserne skiltes altså lige midt på broen og midt i åen, hvor jo også sognegrænsen gik. Uheldigvis for kammerher­ren var det hans brohalvdel, der var mest forfalden.

Synsforretningen fandt sted 2. august. Til det varslede tidspunkt, kl. 10 formiddag, mødte foruden synsmændene kammerherre Rysensteen, men ingen af de øvrige indstævnte, blandt disse herredsfoged Wittusen. Man begyndte derfor at undersøge den østlige halv­del af broen, og til istandsættelse af denne skønnedes at ville medgå:

Til herredsfoged Wittusens bemærkning om, at broen tidligere skal have været længere på Voerladegård-siden, skriver synsmændene, at det kan de ikke finde noget tegn på, ligesom de også tror, at en udvidelse af broen er unødven­dig. Så fik herredsfogeden den besked.

Da der var gået mellem 2 og 3 timer, og ingen af den vestre brohalvdels parthavere var mødt, afgjorde synsmændene alene, at der til repara­tion af denne del ville medgå:

Denne materialeliste samt fundne oplysninger om nærliggende og lignende broer er grundla­get for skitserne over broens konstruktion. Dagen efter synet mødte synsmændene ved ret­ten i Horsens og fremlagde deres skriftlige overslag. De bekræftede med lovens ed, at de havde udført synet efter samvittighed og bedste skøn, hvorefter synsforretningen kunne afslut­tes med herredsfoged Bernths underskrift. Ingen af de indstævnte parthavere var mødt. Derefter fik herredsfoged Wittusen synsforret­ningen tilsendt til udtalelse, men han havde ikke noget særligt at indvende.

I brev via borgmester Ræder i Horsens blev Rysensteen, Holst og Secher nu pålagt, inden 8 dage at give amtmanden meddelelse om, hvor­vidt de var villige til i løbet af 8 uger at istand­sætte broen efter de opstillede overslag og derefter med synsforretning bekræfte, at repa­rationen var udført.

Godsejer de Thygeson nævnes ikke længere, og det skyldes sikkert, at han den 1. august 1832 havde opgivet og annul­leret sin tinglæste tilbagekøbsret til Neden­skov-Vilholt hovedgård. Hans mulige forplig­telser vedr. Voervads bro var dermed også ude af verden.

Kammerherre Rysensteen svarede på dette krav med et langt klagebrev til amtmanden. Kammerherren udtrykker først sin forundring over den uventede og kostbare fremgangs­måde, der er brugt, ved ad rettens vej at foran­stalte syn, overslag etc. over den ham tilhørende del af broen, som han aldrig har undslået sig for at istandsætte, og dette sidste med en tyk streg under.

Han havde kun i et brev sidst i maj til herredsfoged Wittusen bedt denne om nogle ugers henstand, “indtil Kon­gens Afreise fra Aarhuus og min travle Termin var endt”. Men det eneste svar derpå var amtets rekvisition til syn etc. gennem Voer og Nim herreders ret. “Og dog forekommer det mig”, fortsætter kammerherren, “at enhver agtet Borger i Staten tør giøre sig billig Haab om Svar fra enhver retskaffen Embedsmand, før denne igiennem Amtmanden benytter Ret­tens Middel”.

Det lyder da rimeligt, og herredsfogeden måtte også af med en forklaring til amtmanden om det manglende svar. Herom senere.

Den omtalte konge er Frederik den Sjette, hvis besøg i Jylland havde lagt beslag på kammer­herrens tid og kræfter.

Derefter skriver kammerherren, at han alle­rede har haft 2 kostbare reparationer på broen som følge af “Deres Høivelbaarenheds haarde Medfart” ved at forbyde “det, som 5 foregaa­ende agtede Amtmænd beviislig aldrig have modsat dem: Broens aarlige Sperring for Kiø­rende og Ridende i 3 a 4 Sommer-Maaneder”. Det var jo en interessant oplysning. Hvis kam­merherrens angivelse er rigtig, og vi går 5 amt­mænd tilbage i tiden, kommer vi til året 1804 (3 af de 5 amtmænd var kun i embedet i sam­menlagt 4 1/2 år).

I mere end 20 år kan kørende og ridende altså have været henvist til vadestedet i sommerti­den, hvis  spærringen ellers var effektiv. Formå­let hermed kan vel kun have været at mindske slitagen på broen. Amtmand Urne var tiltrådt i 1828, og han havde åbenbart forbudt denne “Uskik”, som herredsfoged Wittusen kaldte spærringen.

I brevet forsikrer kammerherren dernæst, at hans del af broen vil blive istandsat og lovligt synet inden for tidsfristen.

Med henvisning til en tidligere korrespondance mener kammerherren endvidere, at amtman­den allerede var bekendt med hans “Beredvil­lighed til Broens Istandsettelse”, hvorfor det var ham lige så påfaldende som nærgående, at hans “Erklæring atter … æskedes i den Anled­ning”. “Jeg kalder alt dette en haard Behand­ling imod en allereede haart prøvet, ærlig Mand, som i Betragtning af de ham over­gangne sørgelige Uheld, snarere kunde giøre Fordring paa nogen Faveur”. Det må sikkert være tvangsauktionen over Julianelyst, han her hentyder til.

Straks efter modtagelsen af kammerherrens brev sendte amtmanden det videre til herreds­foged Wittusen og bad om dennes udtalelse over indholdet.

I sit svar til amtmanden erkendte herredsfoge­den, at det forholdt sig aldeles rigtigt, at han, så vidt han huskede, sidst i maj eller først i juni havde modtaget en skrivelse fra kammerher­ren, hvori denne bad om nogle ugers henstand med broens reparation. “Da imidlertid denne Skrivelse …. var aldeles privat, og det i al Faldikke stod i min Magt at give ham nogen Hen­stand med Broe-Reparationen, saa meget min­dre som Henstanden var begjært paa ubestemt Tid, fandt jeg, paa Grund heraf, ingen Anled­ning til at meddele Kammerherren noget Svar paa bemeldte hans Skrivelse”.

Det var rigtignok en søgt forklaring, herredsfo­geden her kommer med. Først kalder han brevet “privat”, thi et tjenstligt brev havde han været nødt til at svare på. Og hvis brevet virke­lig var privat, så svarer herredsfogeden åben­bart ikke på den slags.

For herredsfogeden er det dernæst “ubegribe­ligt”, at kammerherren ser sig forurettet ved, at der fra det offentliges side er igangsat en repa­ration, hvortil nødvendigvis fordredes syn og overslag over mangler, “thi at overlade Istand­sættelsen til Vedkommendes eget vilkaarlige Godtbefindende, har tilforn viist sig ikke at have ledet til Hensigten”.

På grundlag af disse kommentarer konklude­rede amtmanden blot, at kammerherren måtte tilskrive sin egen forsømmelse af broens vedligeholdelse, at det offentlige havde taget sig af sagen.

Den østlige halvdel af broen blev istandsat i september måned 1832, og det var den ene af synsmændene fra 2. august, tømmermand Christen Laursen af Sattrup, der udførte arbej­det. Han var en erfaren brobygger.

Den 1. oktober begærede kammerherren mænd udnævnt af retten til at udføre en syns­forretning over den ham tilhørende, nu repare­rede del af Voervads bro. Retten udnævnte tømmermændene Jørgen Fuglsang på Lun­dum mark og Anders Hansen i Nim. Synsfor­retningen blev bestemt at afholdes 9. oktober. Amtmanden anmodede herredsfoged Wittu­sen om at møde til synet, enten personlig eller ved stedfortræder.

På den aftalte dag, kl. 10 formiddag, mødte synsmændene ved broen tillige med tømreren, der havde udført arbejdet. Herredsfogeden meldte imidlertid “lovligt forfald” og havde i stedet beordret sognefogeden for Voerlade­gård sogn, Anders Iversen fra Dørup, til at møde til synet.

Christen Laursen viste sit arbejde frem, og synsmændene fandt istandsættelsen “forsvar­ligt fuldført af godt Egetræe, saa at bemeldte Stykke af Woervads Broe nu er i god og for­svarlig Stand”.

Det var den vestlige del af broen imidlertid ikke, for her var der endnu ikke sket noget. I brev til herredsfogeden samme dag skrev sog­nefogeden bl.a., at “da Broen paa S. Wissing Sogns Grund ei er istandgjort og synes farlig at passere, saa kunne jeg ei tilstede, at den paa Voerladegaard Sogns Side optagne Planke maatte nedlægges, forinden Deres Velbyrdig-hed i den Henseende har af givet Deres Bestemmelse”.

Heraf fremgår det, at den sidste af de nye plan­ker først skulle nedlægges og fastspigres under synsforretningen. Da nu sognefogeden mod­satte sig, at dette skete, var man jo akkurat lige vidt.

Der kom atter gang i brevskriveriet, fra her­redsfogeden til amtmanden og fra denne til borgmesteren i Horsens. Amtmanden skrev aldrig direkte til broens ejere, men altid til borgmester (byfoged) Ræder som mellem­mand. Borgmesteren blev anmodet om at med­dele Holst og Secher, at såfremt de ikke med omgående post meddelte amtmanden, at de straks ville igangsætte reparationen af deres brohalvdel, så amtmanden sig nødsaget til, uden længere ophold, at lade broen reparere for deres regning.

Holst og Secher svarede straks, at det alene var “Tømmermandens Uefterrettelighed”, der var årsag til, at reparationen ikke allerede var udført. Materialerne var forlængst fremskaffet. Men sagen skal blive fremmet, og forhåbentlig vil broen være færdigrepareret inden for tidsfri­sten, som jo var fastsat til 8 uger fra 28. august. Og vi er nu nået til 18. oktober. Amtmandens trusler skyldes, at d’herrer ikke havde opfyldt det første krav, nemlig i løbet af 8 dage (fra 28. aug.) at meddele, om de overhovedet var villige til at reparere broen.

Broen er formentlig hurtigt blevet færdigrepa­reret, men en synsforretning ses ikke at være afholdt for den færdiggjorte, vestlige del af broen. Denne omkostning synes kun at være pålagt kammerherren.

Kammerherre Rysensteen døde i 1836, men hans enke beholdt derefter både broen og jagtrettighederne i Voerladegård sogn i 14 år. Deres sammenlagte ejertid for begge dele blev altså 52 år.

I 1850 ansøgte kammerherreinden amtet om at blive fritaget for at vedligeholde den østlige halvdel af broen. Til gengæld tilbød hun at afgive sine jagtrettigheder. Samtidig ansøgte købmand Secher og beboerne i Sdr. Vissing om fritagelse for at vedligeholde den vestlige bro halvdel.

Amtets overtagelsesbetingelser var, at der kon­tant blev betalt en frigørelsesafgift, som dæk­kede en fuldstændig istandsættelse af broen, hvilken ordning blev tiltrådt af Indenrigsmini­steriet. Efter syn og overslagsberegninger ville det koste ca. 289 rbd. og ca. 364 rbd. at istand­sætte den østlige hhv. den vestlige halvdel af broen.

Broens parthavere accepterede disse beløb, og 22. maj 1850 fik sognefoged Rasmus Nielsen kvittering fra amtet på, at gårdmændene Hans Sørensen og Rasmus Stephansen for Sdr. Vis­sing sogn havde indbetalt frigørelsesbeløbet 363 rigsbankdaler og 82 skilling.

Det kan lige nævnes, at året efter blev Rye bro på samme måde overtaget af amtet, for Sdr. Vissing sogns vedkommende imod betaling af 204 rbd.

Som amtsbro er Voervads bro siden blevet nyombygget 3 gange, i 1858, 1912 og 1985. Ved ombygningen i 1858 blev broen flyttet til sin nuværende plads, ca. 60 meter nord for den gamle træbro.