Vestbirk Garn- og Tricotagefabrik

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1991

Af: Allan Leth Frandsen

En spændende historie fra glemmebogen.

Alle på Brædstrupegnen kender Vestbirk Vandkraftværk. Det ligger der i svinget ved den gamle Gudenå mellem Vestbirk og Gammel­strup. Mange ved også, at Vestbirksøerne er kunstige – opstået i forbindelse med de store anlægsarbejder for at tvinge Gudenåens vand østpå til det nye kraftværks turbiner. Mange tusinde kubikmeter jord blev fjernet, sluser og broer blev bygget i begyndelsen af 1920’erne. Mange mænd var i arbejde for at ændre naturens årtusindgamle udseende. Arbejdet gav, ikke underligt, stof til mange historier på egnen. Og de er i stort tal blevet overleveret i løbet af årene. Mange ældre kan endnu fortælle gode historier om anlægsarbej­det og de imponerende bygningsværker. Erindringen om kraftværket, søerne og bro­erne er dog ikke hele historien om industrien på Vestbirk-Gammelstrupegnen. Den historie går 75 år længere tilbage end kraftværkets. Men erindringerne om den del af historien er for en stor del gået i glemmebogen. De voldsomme ændringer i landskabet og de gode historier er trængt langt i baggrunden. Det gør den dog ikke mindre spændende.

Også en nyskabelse

Som vandkraftværket var en nyskabelse inden for elektricitetsproduktionen, da de første kilo­watt blev sendt ud i ledningerne i 1924, så var også den tidligere industri med fremme i forre­ste række.
De gule bygninger ved Gudenåen rummede nemlig fra 1851 et af de tidligste danske indu­strianlæg uden for de større byer: Vestbirk Garn- og Tricotagefabrik.

Fabrikken udgjorde i en lang årrække næsten et mini-samfund på grænsen mellem Voer og Tyrsting Herreder. I tilknytning til fabrikken var et stort landbrug, der en årrække leverede råvarer til bespisningen af fabrikkens arbej­dere. Også et skovbrug, med store arealer i Træden Skov, var en del af fabrikkens virk­somhed. Dertil kom, at en del af arbejderne boede til leje i fabrikkens huse.

Men erindringerne og fortællingerne om denne særprægede del af Gammelstrup og Vestbirks historie er desværre svære at finde. Derfor føl­ger her en kort oversigt over fabrikken og dens historie på egnen med det håb, at den kan få svundne erindringer frem igen. Erindringer, som jeg vil være taknemmelig for at få del i, da jeg er midt i en undersøgelse af fabrikken i de 70 år, den satte sit præg på egnen.

Fotograf på spansk

Grunden til, at Vestbirk blev en industriby, skal søges ude i Europa. Her havde den han­delsuddannede Christian Arnold Peder Fis­cher tilbragt syv-otte år af sin tilværelse i begyndelsen af 1840’erne. Han rejste ud med sit sprogtalent og sit gå-på-mod. Det bragte ham vidt omkring i Sydeuropa.
Han lærte at fotografere og slog sig ned i Spa­nien en tid, hvor han endda fik trykt visitkort, der på spansk fortalte, at Signor C. Fischer var fotograf.

Fischer havde dog andre talenter end blot at få folk til at stå stille foran de store, uhåndterlige kameraer. Han lærte sig også at tale med dem, når de endelig stod der. De sprogtalenter bragte ham rundt til forskellige fyrstehuse i Frankrig og Spanien, og han tjente i en årrække store penge.

Og Fischer havde et mål med pengene. De skulle bruges hjemme i Danmark. Hvornår han fik ideen til den tricotagefabrik, han siden byggede i Vestbirk, vides ikke, men han satte gennem hele sit udlandsophold penge til side.

Snydt

Pengene blev anbragt hos den danske konsul i Paris. Selv om konsulen burde være en mand, man kunne stole på, skulle det senere vise sig at være en meget ufornuftig disposition.

Efter knap en halv snes år uden for landets grænser vendte Fischer tilbage til Danmark. Han henvendte sig i Udenrigsministeriet for at få sine penge udbetalt. Da viste det sig, at konsulen havde brugt hver en skilling. 120.000 daler i alt, og Fischer var økonomisk på bar bund. Over en årrække lykkedes det dog at få pengene udbetalt med den danske udenrigsmi­nisters mellemkomst.

Mulighederne for straks at realisere planen om egen virksomhed, lå dog umiddelbart i ruiner. Heller ikke et giftemål med Julie Luise Ma­thilde Bahnson rejste de nødvendige penge, selv om hun var datter af en godsejer og branddi­rektør. Det gjorde vel heller ikke forholdet til svigerfaderen bedre, at Fischer, måske inspire­ret af det varme blod i Sydeuropa, nærmest bortførte sin tilkomne. Jo, gå-på-modet fejlede ingenting.

Først teglværk – så tricotage

Fischer begyndte bogstaveligt talt fra bunden. Efter at have købt den sumpede jord ved Guden­åen i 1849, oprettede han først et teglværk på grunden. Her blev stenene til fabriksbygnin­gerne brændt. Og selv efter at produktionen af klæde og garn blev indledt i 1851 og to år senere strømpeproduktionen, fortsatte tre mænd med hvert år at brænde 45.000 mursten til byggeri i omegnen. Men det var tricotagearbejdet, Fis­cher ville beskæftige sig med, og teglstenspro­duktionen gled efterhånden ud.
I 1855 satsede Fischer lige meget på klæde- og strømpeproduktionen og havde otte arbejdere ansat til hver gren af produktionen -12 mænd og fire kvinder. De havde maskiner til det meste arbejde, for det havde været Fisehers mening helt fra begyndelsen, at virksomheden skulle drives industrielt. Derfor var fabrikken også udstyret med et drivhjul i Gudenåen, hvorfra maskinerne fik deres energi.

Udvidelse og landbrug

I løbet af 15-16 år tredoblede Fischer næsten antallet af ansatte og havde 42 personer i arbej­de i 1872. Halvdelen var ufaglærte, og en god del af dem var fra egnen. Hovedparten af de ansatte var endvidere ugifte, så fabrikken i Vestbirk har sikkert været den nye generations første møde med industriarbejde.
Hidtil havde landbruget været dominerende, men efterhånden begyndte flere og flere fabrik­ker at skyde op -specielt i de større byer. Unge fra Vestbirk og Gammelstrup-området kunne nu på hjemegnen prøve, om det var noget at skifte arbejdet i stald og mark ud med den faste arbejdstid i fabrikshallerne. Men landbruget var også en del af hverdagen på Vestbirk Fabrik. Fischer havde helt i tidens ånd knyttet et landbrug og et stort skovareal til virksomhe­den. Landbruget var på 49 tdr. land og skova­realet på ikke mindre end 172 tdr. land. Hovedparten var beliggende i Træden Skov. En del af de ansatte skulle tage sig af landbru­get. 27-årige Jens Peter Johansen var avlskarl og havde fire karle til at hjælpe sig. Desuden var den 66-årige Morten Jensen ansat som røg­ter. Landbruget skulle dels stabilisere økono­mien, så virksomheden ikke blev fuldstændig afhængig af konjunkturerne på tricotagevarer, dels give et tilskud til bespisningen af de 42 ansatte.

Mini-samfundet

Fischer og de senere ejere af fabrikken søgte på forskellig måde at knytte de ansatte tæt til fabrikken. En af måderne var at indrette og opføre arbejderboliger. Fem boliger, hvoraf de tre stadig ligger der, blev opført på fabrikkens jord. Den ene lå oven for bakken mod Vest­birk, to lå lige på den anden side af åen og i Træden Skov lå to stråtækte bindingsværks­huse, som nu er brændt.

Disse huse var beboet af familier. For eksempel boede 1870 to strømpevæverfamilier i huset ved åen. I den ene lejlighed var det københav­neren Carl Christian Liitzen og hans kone Trine fra Ring sogn med deres fire yngste børn. I den anden ende af huset residerede også en københavnsk strømpevæver, Ludvig Adolf Hecker. Han var enkemand og boede sammen med to af sine børn.

Hecker, der i 1870 var 48 år, var kommet til Vestbirk fra Horsens, da Fischer begyndte med strømpefabrikation i 1853, og han lod tricotagearbejdet gå i arv til det ene af børnene.

I en af beboelseslængerne på selve fabriksarea­let boede nemlig den 16-årige Juliane Marie Laurine Hecker, der arbejdede som ufaglært pige på fabrikken.

Også familien Lutzen havde en datter, Ma­thilde Christiane Juliane på 15 år, boende i et værelse på fabrikken. Hun arbejdede som frø­ken Hecker med ufaglært arbejde på fabrikken. De to unge piger var ikke alene. Syv andre ufaglærte piger mellem 15 og 27 år boede på fabrikken. Desuden havde et par unge, mand­lige strømpevævere, tjenestepiger, et par midal­drende kvinder og to ældre strømpevævere ligeledes bolig lige ved siden af deres arbejds­plads. I alt 30 personer boede til leje på fabrik­ken i 1870. Dertil kom de, der boede i husene, og det vil sige, at næsten samtlige ansatte boede til leje hos Fischer. På fabrikken boede endvi­dere familien Fischer, en privatlærerinde og en kontorist.

Også kosten fik de ansatte på fabrikken. I 1870 var kosten ganske vist ikke en del af lønnen, som den havde været da Fischer oprettede fabrikken. Ud over landbruget, der gav en del af råvarerne til bespisningen, var ansat en kokke­pige, en tjenestepige og den 28-årige Ane Marie Sørensen, der skulle stå for brygningen af øl.

Fællesskab og fagforening

Det, at arbejderne spiste og boede på fabrikken, satte dem i et afhængighedsforhold til og et fællesskab med de forskellige virksomheds­ejere. Mange af arbejderne kom desuden fra landbruget, hvor de var vant til det tætte for­hold mellem arbejdsgiver og ansat.

Derfor er det lidt underligt, at arbejderne først på et ret sent tidspunkt viste interesse for Kri­steligt dansk Fællesforbund for Arbejdsgivere og Arbejdere (KdF). KdF blev oprettet af Indre Mission i 1899, og formålet var at lave en fagforening, hvor strejkevåbenet ikke ville blive taget i anvendelse.

Men sådan skulle det ikke gå i Vestbirk. Her blev strejkevåbnet taget alvorligt i 1903. Nogle af arbejderne havde i sommeren det år meldt sig ind i Dansk Tekstilarbejderforbunds Horsens-afdeling, og på et agitationsmøde på Sandvad Kro den 31. august meldte flere sig ind. Så gik lønforhandlingerne i gang.

Fagforeningen i Horsens skrev til direktør V. Andersen, der på det tidspunkt ejede fabrik­ken, for at få lønnen forhøjet. Det blev pure afvist. Fagforeningen bad herefter om en mundtlig forhandling. Den kom i stand 7. oktober 1903 med det samme negative resultat til følge. Og så begyndte sagen at udvikle sig.

Strejke

To dage efter lønforhandlingerne fyrede V. Andersen uden videre varsel fem arbejdere. Forbundsformand Møller fra København kom til Vestbirk for at søge en ordning på sagen, men V. Andersen havde ikke til sinds at genan­tage de fem.

Lørdag den 17. oktober fik arbej­derne forbundets tilladelse til at nedlægge arbejdet – og det gjorde 27 af dem samme dag. Det samlede antal ansatte på det tidspunkt kendes ikke, men 27 har formentlig været langt hovedparten. Formanden for fagforeningen i Horsens advarede i Horsens Socialdemokrat mod at søge arbejde på fabrikken, da der var strejke. Det fik V. Andersen til at reagere vold­somt, og han pudsede kongens foged på fagfor­eningsformanden, der fik forbud mod “of­fentligt at omtale forholdene på Vestbirk Fabrik”. Han tog konsekvensen af forbuddet og gik af som formand.

Strejken trak i langdrag, og enkelte medlem­mer måtte ud over strejkeunderstøttelsen have hjælp til terminen fra fagforeningen. Ingen af parterne ville imidlertid give sig, og det blev både forår, sommer og efterår, før der kom en løsning.

I løbet af det år, strejken varede, gik det hårdt til i det lille samfund mellem Gammelstrup og Vestbirk. Direktør Andersens hus var, som han skriver i sine erindringer, udsat for en sand belejring om aftenen, hvor de strejkende “sam­ledes uden for vort hus, afsyngende viser og undertiden kastede sten gennem vinduerne”. Også de arbejdere, der ikke ville strejke, blev udsat for pression for at nedlægge arbejdet. En ældre mand fra Gammelstrup, Lille Laurs, der arbejdede på fabrikken, blev nogle gange for­fulgt op gennem Gammelstrup, mens de strejkende arbejdere råbte skældsord og spyttede efter ham.

Men arbejdet blev genoptaget den 5. november 1904, uden at arbejdernes krav blev indfriet. Det førte også til, at KdF kom mere ind i bille­det. For selv om enkelte ansatte blev ved at være medlem af Tekstilarbejderforbundet, meldte flertallet sig ind i KdF, som derpå teg­nede overenskomst med virksomheden.

Sam­hørigheden mellem ansatte og virksomhed var igen på plads, og den blev understreget af, at direktøren opkrævede kontingent til fagfore­ningen. Men samhørigheden var kun over­fladisk.

Egen fagforening

Overenskomsten mellem KdF og virksomhe­den stod til udløb i 1917. Men allerede året forinden begyndte de arbejdere, der endnu var medlem af Tekstilarbejdernes Fagforening, at røre på sig. De fik indkaldt til et møde i slutnin­gen af 1916 for at få oprettet en selvstændig afdeling af Tekstilarbejderforbundet i Vest­birk. Situationen var nemlig gunstig, da der skulle nye forhandlinger til for at forny den eksisterende overenskomst.

Et par år tidligere havde fagforeningen i Hor­sens forsøgt at få arbejderne til at opgive med­lemskabet af KdF, uden held. Men siden var Vestbirk Fabrik indgået i en sammenslutning med fire andre jyske trikotagefabrikker, og direktør V. Andersen var flyttet til sammen­slutningens hovedkvarter i Århus.

På et møde den 10. september 1916 i Vestbirk Forsam­lingshus lykkedes det at få stiftet en lokal fagfo­rening med en 38-årige væver Ole Sørensen fra Vestbirk som formand. Han var en af de arbej­dere, der siden 1903 havde været medlem af fagforeningen i Horsens. Efter oprettelsen af lokalafdelingen overgik de fleste faglige spørgsmål hertil. Lønforhandlin­gerne blev dog især ført på forbundsplan ved overenskomsterne, mens der lokalt var en del forhandling om arbejdstiden.

1. verdenskrig, der ellers generelt var en god tid for klædefabrikkerne på grund af leverancer til militæret, gav problemer i Vestbirk. Der kunne ikke skaffes bomuld. Virksomheden havde derfor det udspil, at der i stedet for tricotage skulle produceres strikkegarn på nathold. Ville arbejderne ikke gå med til det, ville 2/3 blive fyret. Der blev en del forhandlinger om natholds-ideen, men inden der kom realiteter ud af sagen, begyndte bomuldsleverancerne igen, og tanken skrinlagdes.

Historien ender

De fire år, Tekstilarbejderforbundet havde en lokal afdeling i Vestbirk, var der ikke de store problemer på fabrikken. Arbejderne var gan­ske vist nødt til at nedlægge arbejdet et par dage for at få tilstrækkelig varme i lokalerne, men det var hurtigt ordnet. Ellers gik det hele med produktion af undertrøjer, som fabrikken slog sig på efter sammenslutningen i De fore­nede Jyske Tricotagefabrikker.

En kold januardag endte hele historien om Vestbirk-Gammelstrup første industrianlæg. Hvad, der var årsagen, er ikke helt klart, men en kendsgerning er det, at hele fabriksbygnin­gen nedbrændte den 25. januar 1920. De øvrige bygninger blev reddet. Det blev en svær tid for nogle familier på egnen. Mange af de ansatte var i familie med hinanden, og på den måde blev arbejdsløshe­den ekstra svær. For eksempel for Jesper Jen­sen og hans familie.

Jesper Jensen boede i fabrikkens hus lige oven for bakken mod Vestbirk. Hans kone, hans to brødre, hans søster og hans far arbejdede alle på fabrikken. De seks personer udgjorde en stor del af de omkring 30 ansatte, fabrikken beskæftigede ved branden.

Det var kun et fåtal af de ansatte, der blev ved med tricotageindustrien. For eksempel blev Jesper Jensen ansat ved Østbirk-Yding kom­munes vejvæsen og fortsatte der en menneskeal­der. Sofus Frederiksen fra Træden blev ansat ved arbejdet med at opføre Vissinggård og kom siden til at tjene sit brød som skovfoged under Vissinggård.

Sådan spredtes arbejderne til andre håndterin­ger. På samme tid spredtes også den erindring, der fandtes om de 70 år, hvor Vestbirk­Gammelstrupegnen var med fremme i den industrielle udvikling. Intet er for småt
Lad mig endnu engang efterlyse erindringer om tiden med Vestbirk Fabrik.

Intet er for småt.

Ting og hændelser, der kan virke ubety­delige eller indlysende for den enkelte, kan være af stor betydning, når mange bidrager med den slags oplysninger. Mange bække små …..

Lad mig slutte med en tak til Henry Frederik­sen, Nedenskov, Gerda Bording og Anton Mikkelsen, Vestbirk, Johanne Nielsen, Øst­birk, for den store hjælp, de har bidraget med. Alt, hvad de har fortalt, har været med til at gøre puslespillet lidt mere færdigt.
Men selv om den her skrevne historie måske virker færdig, så mangler jeg stadig mange brikker for at få puslespillet til at gå op.
Min adresse: Allan Leth Frandsen, Parkvej 18, 7400 Herning. Tlf. 97 22 19 16
eller:
Sten og Jytte Frandsen, Stenager 36, 8752 Øst­birk. Tlf. 75 78 Ol 82.