Ely Pedersen (barnebarn af skorstensfejer Peter Marius Olesen) er født i 1936 og nu bosat i Hatting. I en række artikler fortæller hun om sit liv. Her fortæller hun om sit første arbejde, som var hos købmand Hjalmer Andersen i Læsøgade:
Prøvetiden hos Hjalmer Andersen
Mit første arbejde var hos købmand Hjalmer Andersen, Læsøgade 26 i kælderen.
Jeg gik ud af skolen i april 1951. Min far, som var logebroder med købmand Andersen
i DBO (Dansk Broder Orden) fik en prøvetid til mig.
Jeg husker ikke hvor længe, men det blev til et mareridt at skulle på arbejde den sidste tid jeg var der, for den tid der var aftalt skulle holdes, det var min fars lov. Jeg kunne om morgenen, når jeg skulle cykle på arbejde, køre rundt ude på gaden, og far stod og så til at jeg kom af sted.
Hjalmer Andersen var meget streng, men i dag husker jeg det som en god tid alligevel. Jeg kunne godt lide at ekspedere. Det var jo dengang, vi selv vejede sukker, mel og gryn af, og kaffebønner blev malet og vejet.
Repræsentant-besøg
Så kom der repræsentanter, det var i sig selv en begivenhed. Jeg husker især PRIMA. Han var sælger ved Østjysk Papir, der lå på Åboulevarden, og det var alt fra små og store poser – indpakningspapir og snor og bånd, samt blyanter og viskelæder.
Så var der ølkusken fra ALBANI bryggeriet på Sundvej. Det var en begivenhed, når han trådte ind af døren og sagde: ”Jamen, det er jo min lille kæreste der står der”. Han sagde sikkert det samme til mange andre, men man blev bare i godt humør.
Fra sodavandsfabrikken på Åboulevarden kom der en gang om ugen en gammel mand (syntes jeg dengang) med sodavand på en Long John (en budcykel med lad foran styret).
Gær fik vi bragt fra Løwshal Sprit Import i Borgergade af en ældre mand også på en Long John, senere fik sodavandsmanden også gær med.
Der var også en bydreng, Jørgen Sølvtoft. Han havde et hårdt job, det var jo øl og sodavand, sække med mel og sukker og andet der skulle slæbes ned i kælderen.
Når kassen skulle gøres op
Når dagen var slut, og kassen skulle gøres op, skete det at den ikke stemte, så blev butiksdøren låst og Andersen tilkaldte hans kone og søn, for selvfølgelig skulle kassen stemme. Fru Andersen hjalp til i butikken, og skulle hun ud at handle, måtte hun gerne tage dem i kassen mod at ligge en seddel på beløbet. Men så var der sønnen Frank, han var en være drillepind (i dag pensioneret direktør). Han kunne godt finde på at tage 1 krone eller 2, og det sagde han ikke noget om. Det blev sommetider sent, inden man fik fri, for kassen skulle stemme.
En købmand på hvert hjørne
Dengang lå der næsten en købmand på hvert gadehjørne, og lige over for Hjalmer Andersen var købmand Orla Jensen. Han havde også vaskehal til returflasker, og så lånte man ved hinanden hvis man var udgået i en vare. Jeg kan huske, at dengang skulle der kun 25 familier til, at en købmand kunne leve deraf.
Hjalmer Andersen flyttede hen i Jyllandsgade på hjørnet af Chr. Holmsgade i en hel ny butik, og efter jeg var blevet gift hjalp jeg engang imellem til der, så helt så slem har jeg jo ikke haft det.
Ely Pedersen, Hatting. Maj 2012
Se også Elys beretninger om Elys tid hos Henry S. Jeppesen, tiden på Sølund Åndssvagehjem og de sjove år hos installatør Agergaard