Teaterliv i Horsens

Det første teater – 1845

Horsens har haft et stort og blomstrende teaterliv i flere århundreder, men det var først den 21. december 1845, at byen fik sit første eget teater. Gæstgiver A. Jørgensen, som drev hotelvirksomhed i Det Lichtenbergske Palæ, lod opføre en bygning på 16 fag i længden inde i gården bag hotellet og ved siden af hestestalden.

Premiere- forestillingen på teatret var ”Pak” af Thomas Overschou og det var J.P. Müllers teaterselskab, som optrådte. Med dette teater startede en ny epoke omkring teaterlivet i Horsens, og repertoiret var gennem alle årene meget bredt. Der blev spillet skuespil, danset ballet, sunget opera og også Tivolis orkester under H.C. Lumbye kunne opleves.

Én af de helt store begivenheder i årenes løb var en gallaforestilling til ære for kong Christian IX, da han gæstede byen i anledning af en udstilling i 1905.

Den sidste forestilling

Men som tiden gik blev det gamle teater i gården bag Jørgensens Hotel for lille og for umoderne, og tanken om et nyt teater tog form. Hotelejer P. Nielsen var opmand og efter hans død tog familien over og førte de oprindelige planer ud i livet.

Den 17. marts 1909 blev den sidste forestilling på det gamle teater spillet – man opførte ”Fangen på Kallø”.

Det blev en aften blandet med både vemod og glæde – vemod over, at det gamle teater skulle falde – og glæde over et nyt teater snart ville stå på samme grund – et mere moderne teater med bedre lysforhold og plads til flere tilskuere. Den ældste tilskuer til denne ”afskedsforestilling” var den 86-årige frøken Jordan – hun havde også overværet teatrets åbningsforestilling i december 1845 – sikkert Horsens ældste teatergænger, som havde fulgt ”kulturen” gennem 64 år!

Dagen efter forestillingen begyndte nedrivningen af det gamle teater og det nye teater skulle stå klar senest 1. december samme år.

1909 – 1957

Lørdag d. 4. december 1909 blev det nye teater indviet under stor festivitas – stor festmiddag – røde lygter og glade tilskuere. Den navnkundige musikdiretør Marquard slog takten an til den til dagen komponerede festmarch af Fini Henriques.

Stemningen var høj og forventningsfuld, da bysbarnet kgl. Skuespiller Anna Bloch (f. Lindemann) trådte frem og reciterede aftenens prolog, skrevet af forfatteren Herman Bang (som havde boet i Horsens fra 1864-1872). Publikum var begejstrede og så fulgte aftenens videre program, som bød på balletten Napoli – danset af balletstjerner fra Det Kgl. Teater – derefter et lystspil ”Audiensen” spillet af Horsens eget teaterpersonale og til sidst Heibergs ”Aprilsnarrene”, hvor Anna Bloch indtog scenen i sin glansrolle som Trine Rar.

Så gik det ellers derudaf igennem mange år med dejlige teateroplevelser helt frem til foråret 1957 – nærmere betegnet d. 14. marts – og så var det sket! Det gamle teater endte nu som biograf – Teater Bio.

Håndværkerforeningen

Men Horsens havde heldigvis en stærk teaterforening, og med mange teaterinteresserede indbyggere var grundlaget for at kæmpe til stede. Så Teaterforeningen for Horsens og Omegn lejede sig ind i den smukke gamle bygning ”Håndværkerforeningen” på Allegade. Her var der dog en mindre scene og rummede kun 448 pladser mod de tidligere 600, og der var ekstreme dårlige garderobeforhold. Men der blev spillet teater fra mange af de omrejsende teatre, og det blev til meget store oplevelser gennem årene.

Senere foretog man en udbygning, som forbedrede forholdene på scenen og de elendige garderobeforhold. De var faktisk så elendige, at Det Kgl. Teater på et tidspunkt meddelte, at det ikke fandt det kunstnerisk forsvarligt at spille i Horsens!

Men summa summarum på trods af de dårlige forhold blev der for det meste spillet for fulde huse og det interesserede teaterpublikum fik gang på gang store oplevelser.

Indvielsen af Horsens Teater

Det nye teater Horsens Teater blev indviet ved en festlighed d. 5. januar 1976 I Håndværkerforeningens smukke sal og aftenens festforestilling var H.C. Branner’s ”Søskende”. Til denne helt specielle aften var der i lighed med teateråbningen i 1909 skrevet en prolog – denne gang af Horsens Statsskoles rektor Torben Refn.

Prologen blev endnu engang fremsagt af et bysbarn – kgl. Skuespiller Lotte Horne:

”Så skete det, vi fik et nyt teater!

Med lys og farver byder vi velkommen!

Bod er der blevet rådet på et savn, et mægtigt savn.

Glæd dig, du publikum i Horsens, Horsenslandet!

Her drejer det sig ikke om en passiv leven-med

som foran TV-skærmen hos jer selv derhjemme.

Teatret holder op et spejl af livet,

her har vi kontakt med dem, der spiller,

her skabes kunst, der lever,

livets herlighed og livets kummer

bevæger os på scenen og i salen …”

(”Scener fra teaterlivet i Horsens” af Bent Rosendahl).

Og så blev der spillet teater i Håndværkerforeningen i mange år – både de professionelle og amatørerne brugte scenen flittigt. En lille detalje omkring Håndværkerforeningens sal er, at der i dette rum er en fantastisk akustik – Ulf Pilgård nævnte engang i en dokumentarudsendelse, ”at den bedste akustik var på Helsingør gamle Theater og på Håndværkerforeningens scene i Horsens”.

Horsens Ny Teater

I december 1991 fik Horsens så Horsens Ny Teater. Bygherren til det nye teater på det gamle Teaters grund på Mælketorvet var Orla Kjeld Bothe, og projektet blev lagt i hænderne på arkitekt Jørn Ginnerup.

Det blev et nyt teater med stor veneration for det gamle teaters særpræg, bl.a. stuklofterne og den smukke krystalkrone midt i loftet – men det blev også et teater kombineret med et moderne tidssvarende teaterteknik.

Festaftenen d. 1. december 1991 klokken 19.30 blev ikke indledt med nogen prolog, som i 1909, men det blev derimod 2 af Danmarks store komikere, som indtog scenen – nemlig Claus Ryskjær og Lisbeth Dahl i stykket ”Roomservice”.

I de sidste 20 år har Horsens Ny Teater været rammen om et væld af kulturelle tilbud – der har været spillet teater, danset ballet, danset, sunget – flotte koncerter med topnavne og arrangementer af mange forskellige slags.

Horsens Ny Teater ligger på Teatertorvet (det gamle Mælketorv) og i nærheden heraf finder man Anna Blochs Plads – og det var jo den skuespiller, som læste prologen i 1909 ved åbningen af det gamle Teater.

Som sagt for 20 år siden rejste der sig, som en fugl Fønix et nyt spændende teater og vi ønsker al mulig succes fremover til glæde for alle i Horsens Kommune.

Originalartikel af Suzanne Bang

Se også artiklerne om Herman Bang, Horsens Amatør-Teater, Horsens Amatør Teater – HoAT, Horsens Teater, Teater Bio og Horsens Ny Teater

Læs mere

Bent Rosendahl’s ”Scener fra teaterlivet i Horsens”

Herman Bang fortæller / udvalgt af Ellinor og Poul Carit Andersen. – Carit Andersen, 1966-67. Bind 2: Heri Det første teater

Horsens Ny Teater runder i morgen de 20 år (Horsens Folkeblad 29.11.2011)

Horsens Leksikon

2 thoughts on “Teaterliv i Horsens

  1. Jeg er født i Horsens i 1949, jeg mener, jeg var til en af de sidste forestillinger i Horsens teater i 1957 inden det blev til Teater bio. Det var balletten Copelia. Kan det passe?

    1. Hej Lis
      Tak for din kommentar. Jeg prøver at videresende dit spørgsmål til Byarkivet, som måske kan svare på det.
      Venlig hilsen
      Jette

Der kan ikke kommenteres.