I en dalsænkning syd for Tamdrup Kirke ligger enestegården Tamdrup Bisgård, der kendes fra 1486.
Ejerlavet bestod i 1688 af to gårde, men efter Tamdrupgård havde været øde i en årrække blev jorden i 1750 lagt ind under Tamdrup Bisgård.
Den nuværende hovedbygning er opført 1784 oven på en ældre bygning, der var brændt. Et langstrakt en-etages hus med gennemgående frontespice og halvt afvalmede gavle. Til disse slutter sig korte, lavere mellembygninger der forbinder hovedfløjen med to sidefløje, af hvilke den østlige mod syd har en grundmuret tilbygning. Sidefløjene ombygget i 1900-tallet.
Hovedbygningen danner sammen med den trefløjede avlsgård i kampesten (1894-95 og 1910) et pigstensbelagt gårdrum af anseelig størrelse. Bygningsanlægget og gårdspladsen er fredet.
En smuk allé fører til gården fra vest. Den vestlige ejerlavsgrænse markeres af diger, ligesom den aflange fredskov på skrænten i østlig forlængelse af gården.
Læs originalartiklen på Horsens Museums hjemmeside