af Leif Andersen
Indledning
Hvert år i maj måned, når køkkenhaven først pløjes og siden kultiveres til så-bed, så dukker de frem igen og igen. Nogle rustrøde jerndimser i henholdsvis 13 og 16 cm’s længde. De har holdt skinnerne fast i svellerne, som engang lå her i køkkenhaven i Tønning, og jeg forestiller mig, at de korteste jernnagler stammer fra de spinkle skinners tid, nemlig den smalsporede jernbane, der anlagdes fra Horsens til Bryrup i 1899. De længere må så være minder fra det senere bredsporede skinnelegeme, som blev etableret i 1929, og som fungerede som grundlag for togdrift nu mellem Horsens og Silkeborg, indtil kørslen indstilledes i 1968.
Da man nedlagde banen, lavede man et sving på sporet udenom grunden, så jeg i dag kan gå og dyrke mine gulerødder i fred for den heldigvis stigende trafik af motionerende cyklister på naturstien mellem Horsens og Silkeborg.
Tønning Station ligger for resten ikke i Tønning by, da denne jo ligger på kanten af et højt plateau, hvor en skinnevej ikke ville kunne anlægges. I stedet følger sporet nede fra Gudenåen og Gammelstrup en slugt opad mod Brædstrup, så Tønning Stationsby, på en halv snes husstande, ligger neden for en bakke, så tæt man derfra kan komme til Tønning. De fleste af husene er bygget umiddelbart efter stationsbygningen, der er bygget i 1899. Dengang arbejdede man, hvor man boede, så husstandene har hver især været knyttet til liberale erhverv.
Foruden Stationsholderen, hvis ægtefælle tit var knyttet til vedligehold af banelegemet, lå der et landbrug og en gård der oprindeligt var udflyttet fra Tønning by. Der var en karetmager, en snedker, en bødker, en skoleholder (forskolelærerinde) i forskolen, en købmandsfamilie, en træskomand, en cykelsmed og et postbud, der med udgangspunkt i stationen kunne omdele egnens korrespondance.
Signalposten
Jernbaneentusiasternes blad, Signalposten, beskriver en udstigning på Tønning Station i fordums tid således: ”Her er sidespor med skiftespor i begge ender, og står man på stationspladsen og ser mod nord, skimter man højdedragene omkring Silkeborg. Her er pænt og velholdt som på de andre stationer, et tiltalende træk på HBS. Det er et af de små sogne vi er kommet til, med kun ca. 550 indbyggere. Her er kommunekontor, skole med velholdte sportspladser, forsamlingshus og de sædvanlige banker og sparekasser, her er minsandten en af hver slags. Kirken er romansk, og dens indre ganske pænt med kalkmalerier visende fornøjelige narremasker. Turistmæssigt er der ikke de store attraktioner, og hvis turisten ikke ligefrem trænger til en tur i en nydelig egn, og eventuelt se på nogle af de gravhøje, der endnu er bevaret, og hvor der er gjort gode fund, kan han lige så godt forblive i toget og spare kræfterne til steder med større seværdigheder.”
Tilbageblik
Jeg selv, der sprang af toget og flyttede ind på stationen i 1977, må i dag se mig selv som den af os alle på stedet, der i dag har boet her længst, men også som den ældste indbygger i stationsbyen. Ak ja!
Om stationsbylivet i jernbanens tid kan jeg således kun berette på anden hånd, men folk der har været aktører dengang, fortæller gerne om den ”gode” tid fra før tempoet på samfundsudviklingen rigtig tog fart, fra før verden gik af lave! ”Vi var jo en del af hinandens liv, deltog på godt og ondt i hinandens sorger og glæder og var med til gilderne hos hinanden, så snart der var en anledning.”
Lise Larsen, Katrinelund, som i dag bor i ”Store” Tønning
Lise, der voksede op med banen, fortæller om, hvordan det som barn var både forbudt og samtidigt spændende at lægge øret til skinnerne, så man kunne høre og mærke, om toget var langt væk. Lidt for spændende blev det en dag, da hun faldt over skinnerne, og liggende foran toget blev hun så skrækslagen, at hun ikke kunne røre sig. En kammerat var heldigvis mere koldblodig, og trak hende i sikkerhed, inden toget kom skramlende forbi.
Når hun som lidt ældre prøvede at strække sine lommepenge ved at bede om en børnebillet, fik hun blot at vide af stationsholderske Esther, om hun da ikke selv havde styr på sin fødselsdag. Det havde Esther nemlig. Så ingen slinger i valsen. Lise syntes så bedre om biografture til Brædstrup Bio om søndagen. Forevisningen passede ikke altid med køreplanen, så biografdirektøren sås undertiden stående ventende udenfor sin biograf på bakken, idet han der kunne holde øje med togets ankomst, så forestillingen derefter kunne begynde.
Ja, for resten var køreplanen også årsag til Lises manglende franskkundskaber. Dette fag lå på realskolen i Brædstrup så sent, at det ville give for meget ventetid for de togrejsende. Og jo, lektielæsning på Brædstrup Stations ventesal var forbudt. Det kunne jo nemt medføre støj eller værre, ballade eleverne imellem, og det var ikke velset af de øvrige rejsende.
Knud Rasmussen, Søhulevej, Træden, i dag Brædstrup
Knud fulgte engang sin søster til toget. Hun skulle tilbage til sin brugsplads i Gårslev. Midt i al snakken havde de glemt kufferten hjemme på Søhulevej. Knud måtte tage benene på nakken, medens toget kørte fra Tønning Station. Dog ikke længere end hen at holde ved vejen, hvor man så ventede, til knægten kom løbende med den manglende kuffert. Pyh. Udstrakt service var der dengang.
Netop stedet, hvor skinnerne krydser vejen, var dog en anden gang årsag til uoverstigelige problemer for netop lille Knud. Knuds far fik den ide, at når Knud alligevel skulle gå til skole i Tønning, kunne han ligeså godt trække soen til orne (hvor i dag Jens Jørgen Bachs ejendom er). Men den genstridige so turde ikke passere skinnerne, da de var godt på vej. Gode ord, skælden og smælden, trækken eller skubben hjalp ikke før bonden Rasmus Møldrup, tilkaldt af optrinnet, fik hjulpet den uheldige svinedreng og genstridige so over forhindringen, så de ubesværet kunne gå deres videre gang til ornemand og siden skole. En irettesættelse fra læreren om at møde til tiden undgik Knud dog ikke.
At man dengang var dus med dyrene er en anden af Knuds historier udtryk for. Magnus Post, bosiddende ved Tønning Station, viste servicesindelag ud over nutidig forventning. En uledsaget ko kom med toget til Tønning Station og skulle videre til mølleren på Tønning Mølle på Søbækvej. Stationsbestyreren aftalte med Magnus, at han, der jo alligevel skulle i den retning med posten nok kunne klare transporten. Han bandt koen til sin bagagebærer og trak op ad bakken. Tøjrede koen ved Brugsen, medens han udbragte posten til Tønning, og sammen vandrede de så videre til mølleren, der i øvrigt var gift med Magnus søster.
Og mere landbrug. Dyrskuet i Horsens var en vigtig dag i årets kalender. Så var toget fyldt. Ja, når sidste tog kørte hjem derfra, kunne man tale om overfyldt. Så stod man som sild i tønde, både inde og udenfor på togvognene.
Materiellet var ikke gearet til tunge byrder, idet sporene jo i forvejen gik opad fra Horsens og ikke mindst stykket fra Gudenåen op til Brædstrup udgjorde en brat stigning. Så skete det, at drengene sprang af og løb ved siden af medens toget langsomt arbejdede sig opad. Så kunne der samles æbler og laves løjer. Knud erkender, at man sommetider gik for vidt. Hans bror, Hans, kravlede op i bremsehuset på den bageste godsvogn. Et smalt ly dækkede et håndsving til bremsen, som Hans ”kom til” at dreje, så hele toget gik i stå…
Undertiden måtte man sætte vogne af i Gammelstrup, som man når man var kommet vel til Tønning, så hentede sidenhen.
En blæsende nat havde købmanden i Tønning en vogn stående til aflæsning af varer næste morgen. Da man skulle tømme den, var der imidlertid ingen vogn? Man havde glemt at bremse ordentligt. Vognen var stille trillet ned og kunne hentes halvvejs i Vestbirk.
Om den lave hastighed på togrejsen fortæller Knud med historien om, da han efter et skænderi med husbond i en plads i Vinding siger op og rejser hjem. Han aftaler med mælkekusken at få sit skab transporteret til Vinding Station, hvor de hjælpes med at læsse det på toget. Derefter cykler Knud hjem og er i Tønning i god tid, inden toget når frem med karlekammerskabet.
For sent kunne man dog også komme. Knud havde som 10-årig været på ferie hos familie i Rask Mølle. Han rejste hjem alene og skulle skifte tog i Lund. Han sidder dog i den forkerte side af toget, bliver siddende for længe, så da han stiger ud, er ”Bryrup-Jens” netop kørt. Smågrædende følger han gående efter ud af sporet, og da han på denne måde når Østbirk Station, kommer endelig næste tog, så han kunne komme hjem til sin urolige mor. Så vidt Knud Rasmussen.
Rasmus Peter Jensen, Tønning, i dag Burgårde
Et par hundrede meter fra Tønning Station passerer sporene Kirkestien, hvor Rasmus Peter boede. Han husker jernbanen som en vigtig livline mellem Tønning og det omgivende land. En velholdt Station med en pæn ventesal, med luge ind til billet- og postekspedition. Der hang billetterne i lange rækker på kroge, og fra stationen udleveredes aviserne til avisdrengene der så, i regn og slud, måtte ud med aviserne.
Værst var det under krigen, hvor det var småt med cykeldæk og lommelygtebatterier. I den tid var man jo også lidt bange for tyskerne, som holdt til i skolen og forsamlingshusene. Krigen prægede også jernbanelivet på den måde, at sabotører sprængte skinnerne i stykker så tæt på stationen, at det siges, at stationsforstanderen faldt ud af sengen.
På den modsatte side af stationsbygningen og pakhuset lå dengang ”foderstoffen”. En træbygning hvor godsvogne med foderstoffer og kunstgødning blev parkeret på et skiftespor. Der var lignende foderstofandelsforeninger i de nærliggende byer, Nim, Slagballe, Føvling, Grædstrup. Alle disse blev siden slået sammen til det senere Brædstrup Centralforening.
Vedligeholdelse af banelegemet var hårdt og slidsomt arbejde. Med skuffejern fjernedes ukrudtet og med skovl rensede man grøfterne op. Knokkelarbejde, men alt var velholdt.
Rasmus Peter fortæller om togføreren, der en dag blev spurgt om, hvad han havde hængende på togets kofanger. Det vidste han ikke, men det viste sig faktisk at være resterne af en ko. Jo, og så var der togføreren, der glemte at stoppe ved stationen, hvilket var mærkeligt, da han havde husket at holde 100 m før stationen, hvor han ellers lige havde et ærinde i købmandsbutikken??
Undertiden stødte tog sammen, uden personskade dog! I Gammelstrup var det dog lidt voldsomt engang, så et damplokomotiv røg af skinnerne. Det var så slut på togrejsen for den dag. De rejsende måtte gå videre til Tønning, og hvad de udtrykte om jernbanedriften, siger Rasmus Peter, er ikke egnet at sætte på tryk.
Ulykken i 1954
Alle, med hvem jeg har snakket om togets tid, husker ulykken! I 1954 omkom et ægtepar i bil, da de blev ramt af toget ved passagen af skinnerne mellem Tønning og Brædstrup. Der var inviteret til bryllup i Tønning Kirke og først sidst på dagen, da man skulle samles til fest i Træden Forsamlingshus, gik det op for alle, hvilken forfærdelig ulykke, der den dag havde ramt egnen.
Det er således en blanding af sorger og glæder, der er knyttet til jernbanens tid. Et eksempel på det sidste er de knægte, der mellem skinnerne og Hulbækken, havde bygget en hule med ildsted med et kasseret aljerør som skorsten. Når folkene på damplokomotivet så røg derfra, kastede de store klumper kul ud, så hulefolket kunne være selvforsynende med varme.
Esther Mogensen, ekspeditrice på Tønning station og postekspedition
Da jeg flyttede ind i Tønning Station i 1977, fik jeg besøg af den sidste stationsholder, Esther, der var ansat i Tønning inden lukningen i 1968. Hun fortalte, at til sidst var det en broget opgave at skulle drive station. Man skulle kunne udstede billetter og pakkepost til det meste af kongeriget, hvilket var kompliceret og anledning til det, vi i dag kender som stress.
Personalemæssigt var hun også ude for moderne chikane, når en genstridig togfører nægtede at køre videre med sit tog, før hun var iklædt reglementeret kittel, kasket og medbragt lyssignal (slikkepind) til at melde afgang med. Beretningerne er uendelige, og her var nogle fra vores lille stoppested i Tønning. Nu suser busserne forbi, ikke så tit som før, og noget tyder på at også denne trafik ud til de små steder vil ophøre helt…
Jo for resten, jeg indledte med at fortælle om disse jerndimser jeg igen og igen finder i køkkenhaven, der jo er placeret i det gamle spor. Jeg har undervejs, i gamle numre af ”Signalposten” erfaret, at de hedder ”Spiger”. Jaså! Så blev man det klogere.
Læs originalartiklen på Landsbyhistorier.dk
Besøg Tønning-Træden.dk