Søstrene Thornam og deres tilknytning til Hanstedgård

19. årgang, nr. 2 – Broen – 2006/2007

Af Mogens Kirkegaard

Indledning

Emmy Thornam var født i Horsens 1852 og søsteren, Ludovica i 1853. De var døtre af overlærer Ludvig Thornam (1819 – 1879) og hans hustru Anine Norup (1824 – 95). Moderen var ud af en officersfamilie, idet hun var datter af Ritmester Andreas Carl Wilhelm Norup, der i årene 1824 – 1864 var forstander på Hansted Hospital. I 1834 ses det i folketællingen, at hans far, der boede på gården, var premierløjtnant og krigsråd, og flere af ritmesterens sønner deltog som officerer i krigen 1864.

Forstanderembedet indebar bopæl på Hanstedgård foruden de gode indtægter fra gårdens drift. Ægteparret Norup var derfor velstående mennesker og kunne tillade sig en levestandard og selskabelighed, som det sømmede sig for deres stand.

Hanstedgaard var ikke en af de rigtig store herregårde, men var alligevel en stor arbejdsplads med mange tjenestefolk. I huset var der stuepige, barnepige, kokkepige, bryggerpige foruden en lærerinde eller lærer. Til den daglige drift af landbruget var der ladefoged, gartner, kusk og staldkarl, mejerske, mejerikarl og -pige, malkepiger, røgtere, tærskere foruden de helt unge arbejdsdrenge og tjenestepiger. Så gården var et sted, der summede af liv.

Deres eneste datter Anine var som omtalt blevet gift med overlærer Ludvig Thornam, der var ansat på Horsens Latinskole, den senere Horsens Statsskole. Anine Norup var en meget dygtig klaverspiller og havde i sin ungdom fået undervisning hos de bedste lærere i København. I begyndelsen af sit ægteskab havde hun medvirket ved koncerter i Horsens, når en eller anden musiker kom til byen og manglede en til at akkompagnere sig.

I overlærer Thornams slægt var der også personer, der havde musiske evner, således både hans onkel, kunstneren J.C. Thornam, der havde arbejdet bl.a. som tegner og kobberstikker for “Flora Danica”, og en søster, der ligeledes var kobberstikker, men som døde ung.

Emmy Thornam fik i 1932, altså som 80 årig, udgivet sin lille velskrevne bog med titlen “Min søster og Jeg”. Den indeholder bl.a. beskrivelser fra søstrenes barndom og ungdomstid, og jeg har valgt at bringe et afsnit fra bogen (med anvendelse af nyere retskrivning), hvor hun fortæller erindringer fra Hanstedgaard.

Barndomsminder

“Man spurgte mig engang, om jeg ikke kunne fortælle noget fra min barndomstid i Horsens. Dengang syntes det mig så umuligt, thi mit liv var gået ganske stille og tilbagetrukkent hen.

Fader var overlærer ved latinskolen, og moder en datter af ritmester Norup på Hanstedgård. Der havde de altid haft lærere og lærerinder til deres børn, og de havde aldrig kendt til børnesygdomme. Derfor syntes Fader og Moder også, at det var bedst, at jeg og min søster Ludovica fik privat undervisning i hjemmet. Og jeg må sige, at vi heller aldrig fik nogen børnesygdom og kunne glæde os ved et udmærket helbred.

Frøken Ressel, senere fru Hübe, blev vor lærerinde, og med den grundige undervisning, hun gav os i sprog, klarede vi os godt, da vi senere kom til at rejse i andre lande.

Gensyn med Hanstedgård

I fjor efterår kom jeg imidlertid til Horsens og gik en eftermiddag ud for at se Hanstedgaard, det sted, hvor jeg havde tilbragt mine allerlykkeligste barndomsdage. Og da jeg så alle de gamle, kendte omgivelser, kom minderne rullende frem for mig. Jeg gik gennem alleen op til gården. Sprøjtehuset lå der endnu, og på den anden side af vejen dammen med de mange siv og den grønne andemad. Akkurat som i gamle dage.

Hovedbygningen står udvendig uforandret med det latinske motto: “Virtus in actionæ consistit” (Dyden består i handlingen) i forgyldte bogstaver over indgangsdøren. Ude i haven står endnu den gamle bøgehæk, og en allé skiller de to haver fra hinanden. Her var det en af vore største glæder om efteråret, når vejen var dækket af gule blade, at se køerne blive drevne fra markerne gennem alleen op til gården.

Tæt uden for Hanstedgaard ligger en lille lund, kaldet Gerstorffs lund, opkaldt efter en gammel major Gerstorff, som i sin tid havde boet på Hanstedgaard. I lunden stod en gammel mosbegroet sten til minde om ham. Under lunden, som ligger op ad en skrænt, løber endnu en markvej, og træerne hælder som dengang ud over vejen. Solen var ved at gå ned, en varmedis lå over markerne, og hele naturen åndede fred og ro. En følelse af uendelig vemod greb mig ved tanken om, at nu var alle de døde, som jeg havde elsket af hele mit hjerte, og jeg gik her som den eneste overlevende, den sidste på skansen.

Familieliv

Men tilbage til min barndomstid. Hver lørdag, når Fader kom fra skole, holdt vognen for døren for at køre os ud til Hanstedgård. Ofte var familiens gamle ven, adjunkt Bruun, med. Bedstemoder og Bedstefader stod på trappen for at modtage os, og alle gårdens hunde dansede en hylende polka omkring os; den gang kendte man ikke til tango.

Om aftenen spillede herrerne kort, og vi skulle altid have Bedstefaders gevinst. Og da vi hver søndag morgen fik en lille pengegave, havde vi naturligvis den forestilling, at Bedstefader var den bedste spiller. Om søndagen gik vi spadseretur med Bruun ud over mark og eng for at plukke blomster. Han var en dygtig botaniker, sagde os navnene på alle blomsterne og hjalp os med at lave et herbarium.

Også adjunkt Mikkel Rønsted Schmidt (fader til tegneren Alfred Schmidt) kom ofte ud til Hanstedgård. Jeg mindes ham bedst i jagtens tid, når han strunk og stadselig kom ind i gården med bøssen over skulderen og en hare eller to i hånden. Han elskede fuglene ligesom bedstemoder. Der blev altid kastet korn ud i gården til dem, og jeg har intet sted siden set en sådan forsamling af forskellige slags fugle, som der, guldspurve, bogfinker, stillidser og havesangere osv. Adjunkt Schmidt kendte fuglenes sang, og det morede os meget, når han, hver gang en fugl fløjtede, kunne sige os, hvad det var for en.

Om vinteren blev vi i snevejr hentet i slæde, en morsom gammel slæde, som bedstefader engang havde købt på auktion efter den russiske prins og prinsesse, som var i fangenskab i Horsens. Den var i form som en drage og havde et stort forgyldt dragehoved foran.

Når vi var hjemme, morede vi os meget med at sidde og tegne og kolorere. Og intet gik vi af vejen for – store St. Hans blus glødede mod en begsort himmel, små nisser dansede rundt på de hvide kanter af Berlingske Tidende. Feer, hekse og prinsesser med lange slæb tog mere plads op. Men kvindeskikkelserne behagede os mest; vist fordi benene ikke voldte så mange vanskeligheder, fordi de var indhyllede i de lange kjoler.

Også Bedstefader forsøgte jeg at portrættere, han lå på sofaen med en lang pibe i munden, det lykkedes til min egen store tilfredshed. Men nu kom knudepunktet. Jeg vidste, at Bedstefader havde dog to sider, og hos mig havde han kun én. Men efter en lille betænkning vendte jeg resolut papiret og tegnede den anden side på vrangen, og nu vidste jeg da, at Bedstefader havde fået alt, hvad der kunne tilkomme ham.

Juletiden

Julen var dog den allerbedste tid. Længe forud sad min søster og jeg gemt bag Moders største nodebøger, sat på højkant imellem os på bordet, og arbejdede på vore små julegaver. Af jetons lavede vi små æsker, som vi skar vindrueblade og klaser ud i, virkelig helt pæne; af alabast skar vi runde perler, tegnede, klippede ud og klistrede sammen. I julen kom mine tre onkler, som alle var unge officerer, hjem. De forkælede os, legede med os og fortalte os historier; og vi var henrykte.

Undertiden kom også Bedstemoders gamle broder, digteren Frederik Sneedorff Birch (god ven af Steen Steensen Blicher). Han var en meget smuk mand med et stort hvidt skæg og hår og ville have været en udmærket karakteristisk model for en maler. Han var meget aparte og distræt, hvorfor mine onkler spillede ham mangt et puds, men han tog det altid meget godmodigt.

Den med så megen længsel imødesete juleaften oprandt da endelig langt om længe. I den mørke havestue sad vi fulde af forventning om, at det lykkelige øjeblik måtte oprinde, da døren ind til salen ville gå op, og vi måtte få juletræet at se i sin pragt med de utallige lys og julestjernen i toppen.

Vi blev ikke skuffede; hvert år sagde vi til hinanden, at i år var det da større og skønnere end nogensinde før. Alle gårdens piger var inde at se det og fik deres gaver – de havde været der i mange år og hørte til vore bedste venner.

Så kom krigen i 1864 og med den megen alvor. Bedstefader tog sin afsked som hospitalsforstander over Hansted gods og flyttede fra Hanstedgård. Så nu har jeg kun minderne tilbage om alle de glade barndomsdage derude.”

På bal i Palæet

Ingen af søstrene blev gift, og det kan måske skyldes, at deres fader ikke havde det så godt med, at unge herrer kom for tæt på hans døtre. Emmy Thornam fortæller i sin bog om, hvordan der på palæet i Horsens var indrettet en stor sal, hvor der hver vinter afholdtes flere baller. Palæet var den bygning på Torvet, hvor først de to russiske fyrstebørn og senere Christian den Ottendes første hustru, Charlotte Frederikke, boede under deres forvisning henholdsvis fra Rusland og København.

Emmy Thornam fortæller herom:

“I den ene ende af salen var orkesteret, i den anden en række forhøjninger; på disse anbragte de unge pigers mødre sig for at nyde skuespillet. Fædrene derimod morede sig ind imellem med et slag kort nedenunder.

Så omhyggelig en fader var min over for sine uskyldige små lam, at han, når han kom op og så, at en herre vedholdende inklinerede for en af hans døtre, satte han sig ved siden af hende for at afskrække kavaleren; og syntes han ikke, det hjalp, sagde han: “Skal vi så gå ind og drikke kaffe!”

Det lod en kaffesøster som jeg sig ikke sige to gange. Så gik vi alle fire ind i det tilstødende kabinet, hvor et langt bord var dækket med kaffekopper og brød. Det kunne så hænde, at de omtalte kavalerer også syntes, at de trængte til en forfriskning og anbragte sig ved bordet over for os. Så steg Faders uro og bekymring for os til det højeste, og så sagde han: “Nu synes jeg, I har moret jer længe nok, så det er bedst, at vi tager hjem!”

Det syntes vi også. Vi tog så hjem, uden at det et øjeblik faldt os ind at blive ked af det eller gnave derover. Vi var så unge dengang, og når vi ikke selv kunne forhindre Herrerne i at danse med os, så var det jo godt, at Fader kunne det.

Ja, det var lykkelige barndoms- og ungdomsår, vi tilbragte i Horsens. Når jeg tænker tilbage på den tid, kan jeg slet ikke forstå, at så mange år er henrullede siden, da alt står så klart for min bevidsthed. men på én ting ser jeg, hvor mange år, der er gået; thi, hvor har ikke forholdene forandret sig. Der var ikke al den uro og ståhej som nu til dags, og de unge piger havde ikke så megen frihed som nu. Jeg ville se Faders ansigt, hvis vi var kommet og havde fortalt ham, at nu havde vi været på cykeltur med én herre den ene dag og med en anden herre den næste dag. Det skulle der snart være blevet sat en stopper for!”

Kunstnerliv

Begge søstre havde fra deres tidligste år elsket at tegne og male, og de havde i omegnen af Horsens fundet så mange motiver i naturen. De fik både før og efter deres skolegang i Horsens undervisning i tegning og maling, og senere drog de begge til København, hvor de blandt andet med økonomisk støtte fra forældrene fik undervisning hos den berømte Vilhelm Kyhn, der havde en tegneskole for kvinder; det var endnu ikke muligt for kvinder at komme på kunstakademiet, og den realistiske Vilhelm Kyhn frarådede endda sine elever at forsøge at skabe en karriere som kunstnere. Han vidste, hvor svært det var.

Ludovica synes at have haft det største talent. Hun debuterede ligesom sin søster i 1878 på Charlottenborg, men med et portræt, og hun udstillede i de kommende år adskillige portrætter og vandt anerkendelse for “evne i retning af karakteropfattelse og for veludviklet formsans”. Hun fik derimod ikke succes med sine genremalerier. Hun søgte og fik et legat, så hun i 1887 sammen med moderen og søsteren kunne rejse til Paris og Rom og studerede her tre år. Mellem hendes senere arbejder regnes selvportrættet fra 1890 for det vigtigste. Hun døde i København 1896.

Emmy gennemgik også en lang kunstnerisk uddannelse hos bl.a. Vilhelm Kyhn. Hun debuterede på Charlottenborg 1878, studerede ihærdigt hos flere af tidens kendte malere og fik også legater til at rejse til udlandet i 1887, hvor hun bl.a. tog undervisning i Paris hos blomstermaleren P. Bourgogne. I 1901 tog hun sammen med sin husbestyrerinde til Korsika, Italien og Algier.

Emmy og Ludovica Thornam var blandt de få af tidens kvinder, der kunne leve af deres talent som kunstnere. Borgerskabets kvinder skulle jo dengang hellige sig tilværelsen som mødre og som dem, der sørgede for, at husførelsen fungerede til husherrens tilfredshed. Emmy fortæller et sted, at hun besøgte en af sine onkler og glædestrålende fortalte ham, at hun havde fået sit første billede antaget til Charlottenborg udstillingen. Dertil havde onklen svaret: “Ikke andet! Jeg troede, at du i det mindste var blevet forlovet!”. Hertil havde Emmy svaret, at forlovet, det kunne enhver blive, men ikke enhver kunne få et billede antaget til Danmark mest berømte udstilling. Om vi kan opfatte søstrene Thornam som eksponenter for et spirende kvindeoprør, er det dog nok for lidt at bygge en sådan antagelse på.

Fra 1882 og til sin død udstillede Emmy hvert år på Charlottenborgs forårsudstilling og udviklede sig hele tiden som maler. Hun var nødt til som ugift at male billeder, der kunne sælges, så det blev blomsterbilleder frem for landskabs- og genrebilleder, som hun ellers også havde talent for, men som hun havde vanskeligere ved at sælge.

Hun fortæller levende fra den første udlandsrejse, hvordan hun og søsteren i Rom oplevede den store by, hvor så mange skandinaviske kunstnere her havde fået inspirationer for livet. Der var siden guldalderen en hel nordisk koloni af skiftende unge kunstnere, som søstrene blev en del af. Især Ludovica tiltrak sig opmærksomhed fra de romerske mænd, sådan som smukke, skandinaviske piger stadig gør det.

Emmy fortæller med tydelig stolthed om søsterens succes ved en reception hos direktøren for det franske akademi i Rom:

“Flere herrer kom hen og rakte hende deres kort til introduktion. Hun var nu også et menneske, man ikke så let kunne overse, høj, slank og meget smuk, et intelligent ansigt med store kønne øjne, lidt lyseblå i det hvide og med et ualmindeligt stort, brunt hår. Når vi gik på gaderne i de italienske byer, var der hvert øjeblik, en forbipasserende sagde til hende en passant: “Bella signora!”. Dertil kom, at hun var livlig og morsom, men altid behersket.”

En af Ludovicas tilbedere, en hertug endda, havde skaffet søstrene tilladelser til at male i flere smukke villahaver. Man fornemmer en næsten Rørbyesk glæde ved sydens folkeliv og farver, når Emmy fortæller om sine og Ludovicas (i familien altid kaldet Vica) arbejde:

“Vica malede et billede her i Rom til forårsudstillingen på Charlottenborg. Det forestillede en appelsinsælger, som sidder på gaden omgivet af sine kurve, fyldte med de gyldne frugter. Jeg malede et billede – også til udstillingen – hvor man ser appelsiner på grene, med deres grønne, læderagtige blade, stå i en med strå omspunden vinflaske. Tillige malede jeg et større billede: lilla og hvide syrener og gule slyngroser i en kobberconcha med det romerske våben – ulven, som ammer Romulus og Remus. Det blev året efter udstillet på Verdensudstillingen i Paris.”

Der var livet igennem et meget nært og fortroligt forhold mellem de to søstre og mellem søstrene og deres mor. Det var derfor et smertefuldt tab, da først moderen døde i 1895, og et endnu større, da Ludovica døde året efter. På den sidste side i sine erindringer skriver Emmy blandt andet:

“I juni vendte vi hjem. Dette blev min sidste udenlandsrejse i mange år. Thi året efter vor hjemkomst døde mor, og elleve måneder efter min søster. Det var en sorg så stor, at den i mange år derefter tog modet og lysten fra mig.”

Men Emmy levede i mange år derefter og opdagede i sine senere år, at hun kunne skrive. 1922 fik hun som 60-årig udgivet “Den gamle klokker og andre fortællinger” og “Erindringer fra Syden” i 1927. Og endelig i 1932 udkom den føromtalte “Min søster og jeg”, der kan ses på Horsens Bibliotek. Hun døde 1935 i København.

Selv om søstrene Thornam ikke hører til de største og kendteste af vore malere, er deres livshistorie (foruden den lokalhistoriske forbindelse til Hanstedgård) interessant derved, at de vedholdende og ærgerrigt forsøgte at gøre sig gældende i en verden, der på den tid var så mandsdomineret.