Del af original artikel: “Baggårdshistorier. Ti fortællinger fra Søndergades ældste baggårdshuse” skrevet af Annette Hoff, Horsens Museum. Bragt enkeltvis i Horsens Folkeblad, og herefter udgivet samlet i Vejle Amts Årbog, Vejle Amts Historiske Selskab 2007.
Borgmestergården
Baggården til Søndergade 47, som den så ud inden nedrivningen i 1937. Billedet tilhører Byarkivet i Horsens. B8250.
Denne sidste artikel med historier fra Søndergades gamle bindingsværkshuse handler om Horsens Folkeblads egen gård. En kolossal bindingsværksgård, der blev revet ned i 1930’erne for at gøre plads til det nye bladhus. Stadig kan man dog se bindingsværkslængerne fra Søndergade 45 og 49 inde i den nuværende Boysens gård. Søndergade 47 bestod i 1700-årene af syv forskellige bindingsværkslænger, hvor den mod gaden havde karnap med spir på, den hvælvede kælder var fra middelalderen og i baghaven stod et lysthus.
Silke, fløjl og fransk brændevin
Han var byens rigeste mand. Han havde byens største gård. Hans solgte byens bedste varer. Året var 1677. Hans navn var Jørgen Hansen Høgsbro, og han var lige blevet borgmester. 16 år gammel var han kommet til Horsens fra Ribe og stod i lære, men hurtigt var han på farten igen og tjente gode penge ved studehandel i Ribe. I 1660-erne vendte han tilbage til Horsens og slog sig ned i gården Søndergade 49, hvorfra han solgte Silche, Fløyell, Klede och anden fin Wahre, Win och frandshe Brendewin.
Senere købte han Jacob Hollænders store dobbelte gård (bestod af to gårde i 1627), Søndergade 47, så nu var der god plads til hans handelsvirksomhed. Pengene investerede han i flere af byens ejendomme: en gård mere, to huse, to boder, et pakhus ved åen, en smedje samt to byggepladser og selvfølgelig rigeligt med andele i byens mark: 15 gårdsavl.
Borgmester Høstmark og stanken af ådsler
Efter borgmester Høgsbros død i 1697 var borgmester Steffen Hofgaard og senere hans enke bosiddende i gården, og efter hende følger atter en borgmester. Søren Høstmark, der havde avanceret fra rådmand til viceborgmester, var borgmester nogle få år omkring 1760. I hans tid som rådmand var der kvægpest i byen. I efteråret 1750 har byfogeden Rasch sammen med nogle borgere følt afsky ved at se de døde dyr ligge og flyde, kun løseligt begravet, så ben, huder og hoved stikker op, og dét ganske tæt på landevejen hvor mange passerer og allerede langt fra kan lugte Aadslerne på vej til Hansted. Byens råd og politimesteren må gøre noget ved sagen, så de døde dyr ikke kan sprede smitten videre. Høstmark og de andre rådmænd foreslår derfor, at dyrene kun må graves ned på Rakkerjorden udenfor Hestedams Port samt udenfor Kattesunds Port. 16 år senere er der atter kvægpest i byen, og bl.a. hos enkefru Etatsrådinde Lichtenberg er der i året 1766 døde otte stude, tre køer og en kalv.
Kammerherre Juul
Den store gårds historie fortsætter i samfundets allerøverste top. Omkring 1785 flytter kammerherre, general-adjudant Friderich von Juul ind i Søndergade 47. Han var født i Randers 7. januar 1745 og var i sine yngre år indehaver af Dronningborg Hovedgård øst for Randers. Sideløbende med sin militære karriere steg han i graderne ved hoffet i København, og blev 1772 kammerjunker hos enkedronning Juliane Marie og året efter kammerherre. Også to af hans brødre (de var tolv søskende) havde været kammerjunkere for Dronning Juliane Marie, og storesøsteren Christiane havde været hofdame hos Enkedronning Sophie Magdalene. Derfor er det ikke fjernt at forestille sig, at Enkedronning Juliane Marie i begyndelsen af 1780’erne har anmodet ham om at bosætte sig i Horsens, så han kunne være en støtte for det lille russiske fyrstehof på Torvet – det var jo hendes niecer og nevøer. I 1800 køber han en mere nærliggende herregård, Store Borupgård i Kattrup sogn. Hvorfra han i øvrigt leverer grøntsager og vildt til det omtalte Russiske Hof. Kammerherre Juul døde i 1821 og blev begravet på Klosterkirkegården. Hans kone Isabella Sophia Schøller overlevede ham i 11 år.
Annette Hoff, Horsens Museum 2007