Søndergade 23

Del af original artikel: “Baggårdshistorier. Ti fortællinger fra Søndergades ældste baggårdshuse” skrevet af Annette Hoff, Horsens Museum. Bragt enkeltvis i Horsens Folkeblad, og herefter udgivet samlet i Vejle Amts Årbog, Vejle Amts Historiske Selskab 2007.

Den evige bager

Søndergade 23. Horsens Museum, Annette Hoff, sommer 2005

Bageovnen blev aldrig kold. Læssevis af brænde var blevet båret ind, dag ud og dag ind. Og læssevis af brød var blevet båret ud. I mere end 164 år har der været bager i gården Søndergade 23. Og måske endda endnu længere, men vi ved det ikke, fordi vi ikke kan se længere tilbage i tiden, end de skriftlige kilder er bevaret. Den ældst bevarede skattebog fra 1627 fortæller, at Christen Bager har gården, og næste bager i rækken hed Baldtzer Bager (1656). Ham får vi lidt mere at vide om i de to matrikler fra 1661 og 1662. Ud over at leve af sit “handtwerk och brøderi” dyrkede han også jord i bymarken og havde her en karl til hjælpe med. Men ligesom så mange andre i byen var han gået fallit efter svenskekrigene, og havde pantsat sin gård til en mand i Nakskov.

 

Elendigt brød

100 år senere er det Oluf Pedersen Bager, der slår brød op i gården , men nu er der oprør i byen. Bagernes brød er elendigt. Selv ikke soldaterne gider spise det, de klager i 1769 og vil have eget bageri til hele garnisonen. Heller ikke de fattige spiste bagernes brød. Men det var fordi det også var for dyrt. Kornpriserne var høje i midten af 1700-årene, og bagerne blev fristede til at blande ”klid og sort mel” i dejen til det, der skulle blive fine hvedebrød eller sigtet rugbrød. Bagerne mente at have eneret på at måtte bage brød til salg, men byens råd anmodede i marts 1750 amtmanden om tilladelse til at fortsætte med at lade visse fattige bage grovbrød til andre fattige, f.eks. dem på Hospitalet. Disse husbageres grovbrød er der sjovt nok ingen klager over, heller ikke fra soldaterne. De har nok smagt bedre end de dyre bagerbrød.

Bygholm Mølle

At få malet sit korn til mel krævede naturligvis en mølle, men byens borgere havde siden middelalderen haft det problem, at Bygholm havde eneret på at formale byens mel. Det gav meget bøvl, når al bymarkens korn skulle transporteres ud til Bygholm Mølle, og tillige kunne denne mølle ikke lave knusning af byggen til gryn (byggryn eller perlegryn), som man kogte grød af. Derfor var man nødt til at importere andre mølleres gryn til borgernes grødgryder. I 1781 havde man fået nok. Man søgte Rentekammeret om at få lov til at bryde det århundred gamle privilegium for Bygholm og bygge en ny vejrmølle inde i købstaden. Godsejer de Thygesen blev rasende, rejste sag mod byen men tabte i Højesteret. Endelig kunne byen få sin egen mølle, og i 1787 blev der givet kongelig tilladelse til at bygmester Anders Kruuse på Blæsbjerg Bakke måtte opføre møllen.

Bagergården

Bagernes gård på Søndergade 23 eksisterer ikke længere. Men fra 1700-årenes brandtaksationer ved vi, at gården bestod af et 14 fags gavlhus i to stokværk, som var indrettet til stuer, køkken og bryggershus, hvor brødet blev bagt. Øster i gården var der stald og kohus, og bagerst på grunden et ladehus. Bag dette lå det bindingsværkshus, vi i dag kan se i baggården. Det er bagsiden af et hus, muligvis fra før 1700, som har hørt til den store matrikel på hjørnet af Graven og Nørregade. I 1801 flytter sadelmager Rasmus Wash ind og sætter punktum for gårdens bagerhistorie. Herefter blev gården bl.a. brugt af Farver Ankjær (1872), instrumentmager Jørgensen (1887), Buntmager Jentzsch (1897), Corfitzens Isenkram (1917) og Stenstrøms Karetmagerværksted (1927).

Annette Hoff, Horsens Museum 2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.