Under en udhulet grundsten i en kældermur til Søndergade 39 blev der i 1868 fundet en sølvskat, der består af to bægre, en kæde med fløjte, et lugteæble, en signet, to mønter samt en lille kurv med et sølvfrø. Med andre ord en skat, der må have repræsenteret en anseelig værdi. De enkelte genstande fra skatten er tilvirket i løbet af renæssanceperioden.
Da mønterne er slået i henholdsvis 1624 og 1638, er skatten sandsynligvis nedlagt i årene efter. Sølvskatte fra 1600-årene er ikke ualmindelige. Det var ufredstider i Danmark, svenskekrigene hærgede landet, og mange værdifulde ejendele blev gemt bort af folk, der ikke ville risikere at miste deres kostbareste ejendele.
Som oftest kender vi ikke disse mennesker, men i sølvskatten fra Søndergade 39 får vi mulighed for at komme lidt tættere på sølvets ejer. På to af genstandene står nemlig navnet Hans Munck. Forskellige skriftlige 1600-tals kilder beretter om manden, at han i 1661-62 var skrædder med en svend og ejer af et hus, der ganske vist var pantsat. Samtidig havde han en lejet gårdsavl, hvilket sige, at han drev landbrug og dermed var delvist selvforsynende med en del fødevarer.
Han kunne således dyrke korn i den fælles bymark og havde græsningsret til en ko med kalv samt til en hest. Kilderne fortæller videre, at Hans Munck i 1662 er den mest velhavende af de i alt tretten skræddere i Horsens. Han betaler den højeste skat og har som den eneste en svend ansat. Men kilderne fortæller til gengæld intet om, hvorfor ejermanden ikke hentede sit sølv frem igen, da det i 1660 igen blev fredstid.
