Af Svend Petersen, Glarbo (bragt i Midtjyllands Avis fredag den 20. februar 1981)
Går vi godt og vel et halvt århundrede tilbage var betegnelsen småkårsfolk almindelig, nu kender man den næppe mere. Betegnelsen fattigfolk var engang også almindelig, men medens den undertiden kunne have en anelse klang af ringeagt, havde betegnelsen småkårsfolk det sjældent for ikke at sige aldrig.
Noget af det, der kan være med til at karakterisere datidens småkårsfolk, var deres vilje til at ville klare sig selv og ikke give op, selv om kårene de levede under var små og undertiden hårde og strenge. Fra min barndom husker jeg flere, der af mine forældre og andre blev betegnet som småkårsfolk, og havde de ikke været der, ville tilværelsen have været fattigere og mindre farverig.
Et par småkårsfolk, som jeg husker fra min barndom, er blandt andre Ane og Jens. Da jeg som dreng lærte dem at kende, boede de i et lille forsømt hus ikke langt fra to store proprietærgårde, Jens var vejmand og Ane var hjælpekone rundt på gårde. Som oftest var det storvask og grovere rengøring, hun blev kaldt ud til. Ingen af delene var misundelsesværdigt arbejde, men Ane var ikke bange for at tage fat og gik ikke af vejen for det ubehagelige arbejde.
Ane havde ellers kendt bedre dage. Hun var eneste datter af rige gårdmandsfolk, og var en tid pige hos sine forældre samtidig med at Jens var karl, resultatet af det sammentræf blev at Ane og Jens skulle giftes. De overtog ved den lejlighed Anes fødegård, men Jens var ikke egnet som administrator af en stor gård, og resultatet blev at de måtte flytte i det omtalte hus uden stort andet end en stadig voksende børneflok.
Til at begynde med var Jens forkarl på en af de store gårde og Ane var malkekone. Dengang skulle der malkes tre gange om dagen og selvfølgelig med håndkraft. Da jeg lærte Jens og Ane at kende, var deres børn fra hånden, og deres arbejdsvilkår var ændret til de før omtalte.
De hårde livsvilkår var ikke gået sporløst hen over dem, og Ane, der var den mest energiske, var den der var tydeligst mærket. Der havde ikke været råd til forlorne tænder eller nye klæder, ja end ikke tid til at få de gamle anbragt lidt pyntelig. Ane havde brug for al den tid hun havde, til sammen med Jens at skaffe det nødvendigste til børnene, og da de var fra hånden, var hun kommet ud af vane.
Men Ane var ved nærmere øjesyn langt fra grim, ja i sine unge år har hun endda sikkert været en særdeles køn pige. Til trods for hendes noget sjuskede fremtoning, havde hun noget aristokratisk over sig, hendes ansigtstræk var regelmæssige med en velformet mund, en noget stor og krum, men smal næse, mørkbrune noget for små øjne og et viltert kruset, gråt hår, der sikkert engang havde været kulsort.
Når Ane skulle ned til os for at hjælpe min mor, var det undertiden mig, der skulle ud til dem et par dage i forvejen for at give besked. Første gang jeg kom i deres fattige bolig var ved en sådan lejlighed. Da jeg var kommet over den slidte trappesten og ind gennem den lave og ramponerede indgangsdør, stod jeg i en lille lavloftet forstue. Gulvet var af røde mursten, der gennem tiden var blevet slidt så ujævnt, at det var med fare for liv og helbred at færdes henover dem. Fra forstuen kom jeg ind i en trang og dunkel stue, der var lige så lavloftet som forstuen, gulvet var også af samme beskaffenhed. Stuens bohave, der bestod af slagbænk et spisebord nogle stole, et hjørneskab og ved den ene bordende en kurvestol, bar tydeligt præg af at være brugt at den store børneflok.
Ane var ikke i stuen, da jeg trådte ind, men efter mit goddag kom hun ind fra køkkenet, hvortil døren stod åben. Et blik derud kunne fortælle, at det var af samme fattige beskaffenhed som de øvrige rum. Jeg busede ud med mit ærinde for hurtigst muligt at komme ud igen, men blev af Ane budt til sæde på slagbænken, og efter en tur i køkkenet kom hun tilbage med saftevand og småkager.
Det bedste indtryk fik jeg af Ane, når hun var nede at hjælpe min mor. Vaskedagen var en engang om måneden tilbagevendende begivenhed.
At være vaskekone for godt 50 år siden var ikke just et ønskejob. Om sommeren kunne det endda gå, men om vinteren var det et umenneskeligt arbejde. Tøjet skulle gnubbes på vaskebrættet i det skoldhede varme sæbevand, mens den kogende gruekedel fyldte bryggerset med damp. Ind imellem skulle der hentes vand i gården, som skulle pumpes op med håndkraft. Det var ikke få spande vand, der skulle pumpes op og bæres ind, og der blev ikke brugt tid til at tage ekstra tøj på oven på det af sved og damp gennemblødte, ikke for Ane i hvert fald. Bagefter skulle tøjet skylles og vrides i det iskolde vand, og selv i frostvejr foregik det i gården ved vandposten. Uforståelig at et menneskes helbred kunne holde til det. Havde lønnen så blot stået nogenlunde rimelig forhold til det hårde og usunde slid, men også dengang var det mest ubehagelige arbejde dårligst betalt.
Mor og Ane havde hinandens fortrolighed, der særlig kom til udtryk ved den ekstra kop formiddagskaffe, de indtog alene, bortset fra mig der ofte tog mig lejlighed til at lytte med. Ane kunne ved disse kaffepauser berette om svundne bedre tider, men også om strenge tider hun havde været igennem, og om de der stod for døren i morgen.
Hun havde hendes bestemte og afgjorte meninger om, hvordan kommunen og samfundet burde indrettes, og hendes meninger var så afgjort ikke til de besiddendes fordel.
Ane havde mange og velmente gode råd, også mod legemlige besværligheder. Hendes bedste helbredelses medicin var kronesencer og kinadekogt. Jeg havde den lykke at mit helbred ikke gav anledning til, at jeg stiftede nærmere bekendtskab med disse for Ane så betydningsfulde midler.
De to gange om året, vi slagtede gris, var for mig uhyggelige dage, men for Ane var det festdage, for når dagen og det hårde slid var forbi, fik hun foruden sin ringe dagløn en kurv med slagtevarer, der var så tung, at hun døjede med at bære den. Ved sådan en lejlighed græd Ane af glæde og taknemlighed.
Hun var for øvrigt selv en gavmild natur. Hvert efterår lavede hun gele af nedfaldsæbler, og efter en sådan syltning havde hun ved næste storvask hos os nogle glas æblegele med. Det smagte godt. Derimod kneb det lidt med gedemælken. Ane havde nemlig også ged, og det hændte at hun medbragte en flaske gedemælk, som hun sikkert med rette hævdede ville være til gavn for min sundhed.
Ane var ikke altid lige tilfreds med Jens, og vel ikke uden grund. Det kunne ikke siges om ham, at han ikke passede sit arbejde, men det kneb lidt for ham at leve op til Anes energiske indsats for at opretholde hjemmet.
Så godt begavet som Ane var han heller ikke, men Jens havde andre gode sider. Hvor han var, blev der f. eks. ikke ødslet med materialerne, hverken da han var forkarl eller som vejmand. På proprietærgården blev der ved gødningsudkørsel kørt med tre spand heste og fire vogne, to undervejs, en i marken og en i møddingen. Som forkarl var det Jens, der skulle aflæsse gødningen i små bunker på marken, der var på ca. 12 tdr. land. På et tidspunkt meddelte Jens, at han ikke skulle have mere gødning ud. Han kørte selv den sidste vogn hjem fra marken, men ved Jens’ hjemkomst så gårdejeren til sin forbavselse, at der i vognen var så meget som et halvt trillebørlæs gødning. Marken havde fået nok efter Jens’ mening, og gødning skulle der heller ikke ødsles med.
Senere blev han som omtalt vejmand. Dengang var næsten alle veje grusveje, og der var meget arbejde ved at holde dem ved lige. Langs vejene var der med passende mellemrum aflagt dynger af ral og sand, som vejmanden kunne tage af, når han skulle reparere de fremkomne ujævnheder i vejen.
Det var en hel speciel oplevelse at se Jens med trillebør og skovl på vejen. Bilerne var dengang få, og Jens gik kun nødtvungent af vejen, for de få der kom. Sindigt anbragte han sin bør hvor vejen skulle repareres. Først kom der ral i ujævnheden, så blev det omhyggeligt stødt sammen og jævnet og derefter lige så omhyggeligt strøet sand på og til sidst klappet efter med skovlen. Heller ikke her blev der af Jens ødslet med materialerne. Efter som dreng at have betragtet et så omhyggeligt vejarbejde, var det med bekymring, man tænkte på at den næste tungt læssede vogn, der kom efter, at Jens havde fjernet sig, til dels ville ødelægge hans værk.
Min mor og andre med hende var flinke til at byde Jens ind på kaffe eller et måltid mad, når han var i nærheden, men appetitlig at have med til måltiderne var han ikke just. Jens var umanerlig til at skrå, og i hans store fuldskæg hang som oftest en skøn blanding af skråtobak og andre gode sager fra næsen, der ikke var alt for tæt. Det var slet ikke så underligt, for Jens færdedes jo som vejmand ude i al slags vejr. Dengang var der ikke noget, der hed vejrligsdage, man kunne få betaling for hos fagforeningen, og Jens gik for øvrigt ikke af vejen for en byge.
Jens var altid såre taknemlig for det, man bød ham. Det værste var, at han ved sin vanlige replik under måltidet »det smager endda godt det hier«, havde for vane at slå underlæben op over overlæben og indsuge det i skægget føromtalte plus de dertil komne madrester.
Engang var Jens af en gårdmandskone, der var noget forud for sin tid, blevet inviteret på smørrebrød samt revne gulerødder med citron i. Under måltidet kom han med sin vanlige replik, hvortil konen svarede: »Ja og så er det sundt, for det er fuld af vitaminer«. Jens havde aldrig før stiftet bekendtskab med omtalte mærkværdigheder, men efter en lille pause i spisningen og en nærmere undersøgelse af maden ved at køre lidt rundt i den med gaffelen, erklærede Jens: “Jow no do sejert ka a da osse godt si dem do”.
En sen eftermiddag hvor jeg opholdt mig i haven, kom Jens fra arbejde. På lang afstand kunne jeg høre hans tunge fodtrin i de store spidssnudede og jernbeslåede træsko. Under armen havde han som sædvanlig sin skovl, men i den ene hånd havde han noget usædvanlig, nemlig en georgine, hvor han havde den fra aner jeg ikke, men da han så mig rakte han den med et alvorligt smil til mig, med et »Den må do fo”