Serridslevgård. Historisk Kalender, april 1997

Serridslevgård har ikke, som det ses ved så mange andre herregårde og store gårde, været ejet af den samme slægt igennem århundreder, men er derimod blevet købt og solgt utallige gange.

Første gang Serridslevgård nævnes er i 1424, da Karine Clausdatter Krumpen skænker gården til Maribo Kloster, som imidlertid forpagtede gården bort. Langt senere har gården været ejet af Gerhard de Lichtenberg.

Efter hans død i 1764 overtog først enken og senere svigersønnen major Frederik L. Beenfeldt gården. Beenfeldt død i 1801 og blev begravet på Nebel kirkegård.

Serridslevgård har oprindeligt været et lukket bygningsanlæg med indgang i det nordvestre hjørne, men fremstår nu, efter en brand i 1949, som en trelænget gård med avlsbygninger ved siden af.

I 1877 byggede den daværende ejer major Beenfeldt en ny midtfløj til hovedbygningen. Ligeledes sørgede han for, at der blev indlagt vand. Det var også denne ejer, der i 1772 omlagde haven, som en af de allerførste i Jylland, fra at være en fransk have til at være en typisk engelsk have med templer, labyrinter og flotte blomsteranlæg.

Haven der er anlagt som niveaudelte terrasser på kanten af den dal, som åen har skabt igennem landskabet, var fyldt med overraskende elementer. Her var bede i forskelige faconer, damme med springvand, groter og alleer, hvor der i træerne var ophængte æolsklokker.

Det lille billede viser en af hovedbygningens smukt udstyrede korridorer i 1950`erne.

 

05. april 1897:

Storken er kommet ! I Gaar saas en flok Storke flyve henover Byen.

10. april 1917:

“Vildanden” med Fru Anna Bloch som Hedvig var helt igennem en pæn Forestilling, og det udsolgte Hus honorerede den da ogsaa med livligt Bifald og Mange Fremkaldelser. Særligt Fru Bloch var Genstand for megen hyldest fra sine Bysbørns Side.

26. april 1937:

Odderbanen har paabegyndt Kørselen med Mergel. Vi gentager i den Anledning vor Opfordring fra tidligere Aar til Beboerne langs Strandpromenaden. Hold Bommene lukkede og lad ikke Børn færdes uden Opsyn i nærheden af Odderbanen.

10. april 1957:

Storken er kommet ! Dette sensationelle budskab spredtes hurtigt udover byen i de sidste formiddagstimer. Ved 11-tiden lagde en stork an til landing paa Horsens eneste storkerede paa den gamle skorsten ved Nørrebro Mølle.

26. april 1977:

Efter 18 avisløse dage fra 1-25 april udkom Horsens Foleblad igen i 25.000 eksemplar. En tredjedel af Horsens Folkeblads medarbejdere strejke i en strid om personalereduktioner i forbindelse med overgang til ny teknik.