Sangforeningen ”Brage” blev stiftet 1. september 1881 med formålet at virke til Fremme og Forædling af den firstemmige Mandssang. Foreningen havde strenge optagelseskrav, idet der blev foretaget afstemning om optagelse af ansøgeren. Det var ikke ualmindeligt, at en ansøger blev nægtet adgang. I 1911 blev koret blandet, idet medlemmernes ægtefæller kunne optages.
Koret sang ofte som underholdning ved forskellige foreningsarrangementer og kirkekoncerter. Repertoiret holdt sig til det som var traditionelt for et mandskor, samt folkeviser.
I 1925 blev Sangforeningen ”Brage” nedlagt, hvorimod foreningen fortsatte som musikforeningen ”Brages Orkester”, der arrangerede koncerter. Interessen var dog ikke stor og foreningen blev opløst efter 50 års-jubilæet i 1931.
I 1936 besluttede de endnu levende medlemmer, at fanen, som stammede fra 1884, skulle skænkes til Horsens Museum. Dette skete 23. august med en procession gennem byen fra Sønderbrogade 20, hvor foreningens sidste formand urmager S.C. Kraul boede. Fanen blev ledsaget af ca. 50 sangere fra andre sangforeninger i byen.
Kristlig Sangforening så dagens lys i 1885, og her havde man til formål at fremme Sangen i Menigheden og lære at synge Gud Lovsange. Denne forenings kor blev senere sammenlagt med KFUM og K, under navnet Kristligt Sangkor, som bestod til midten af 1950’erne.
Afholdsforeningerne fik også deres sang-foreninger i slutningen af 1800-årene. Afholds-sangforeningerne Fremad og Oktaven, havde kun en forholdsvis ringe koncertvirksomhed, men her var hovedformålet det interne, aktive musikliv med de syngende medlemmer.
De mange kor i Horsens deltog, ud over i lokale koncertarrangementer, også i sangstævner, som blev meget almindelige over hele landet. Det blev afholdt hvert andet år, og forskellige købstæder var vært for stævnet.
I 1910 var Horsens vært for sangstævnet, og det blev rost for at være det bedst arrangerede stævne hidtil.
Det første landssangerstævne blev afholdt 1926 i København, og her vandt jyderne med musikdirektør Georg Marquard som dirigent.
Original artikel af Annette Hoff Horsens Museum.
Læs mere:
Byarkivets indkomstjournal 1982-79
arkivfond A-144