Rasmus Toxen i Nim

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift 1990

Af Svend Nørregård Hansen

Rasmus Toxen var 64 år gammel, da han i 1780 flyttede til Nim og bosatte sig i sin nybyggede gård, som han kaldte Nim Closter. Det ejendommelige navn skyldes nok en selvironisk erkendelse af, at gårdens isolerede beliggen­hed ville kunne give en fornemmelse af at være afskåret fra verden. Ensomt lå den med skov på alle sider næsten et par kilometer fra Nim. Rasmus Toxen var dog ikke den mand, der gjorde noget uden hensigt.

Rasmus Toxen havde levet som købmand og handelsmand i Horsens i 40 år. Hans kone var død i 1754 efter at have skænket ham 5 eller 6 børn, hvoraf de fleste var døde som små. Kun 2 døtre havde opnået at blive voksne. Den æld­ste blev gift i 1770 med Henrich Helms. I 1779 blev den yngste gift med apoteker Jacob Helms, men døde året efter i barselseng.

Ved flid og foretagsomhed og vel også en god del forretningstalent med alt, hvad der ligger i dette begreb, havde Rasmus Toxen tjent sig en pæn lille formue, der havde gjort det muligt for ham at blive Nims største lodsejer. På dette tidspunkt, 1780, ejede han fem af Nims 13 går­de, og et par år senere købte han den sjette.

Det ser ud til, at Rasmus Toxen i nogle år havde arbejdet planmæssigt på at nå det mål at kunne slå sig til ro i Nim Closter og der nyde sit otium.

Det var dog næppe dette, han havde i tanker­ne, da han i 1773 købte sin første gård i Nim, da var han endnu i fuld gang med sine mange gøremål. Fra sin købmandsgård i Horsens drev han kornhandel i stor stil. Et år eksporterede han hele 1000 tønder korn og 500 tønder malt til Norge. Det har nok været ønsket om at avle eget korn på egen jord, der fik ham til at købe Sækjærgård i Nim i 1773.

Gården tilhørte kro­manden i Bredstenbro Kro, Broder Friderich­sen Glassow, og den havde været til salg i flere år. To gange havde den været udbudt ved auk­tion uden at blive solgt. Det vil sige, den blev faktisk solgt ved den første auktion, idet Jør­gen Simonsen fra Kørup fik hammerslag “efter bud og overbud” ved 160 rigsdaler pr. tønde hartkorn eller tæt ved 800 rigsdaler.

Når går­den efter at par års forløb igen bliver udbudt ved auktion, opstår en mistanke om, at Jørgen Simonsen kun havde budt på skrømt for at få prisen op. Det viser sig da også, at Jørgen Si­monsen var kromandens svigerfar. Efter den sidste auktion, hvor der slet ikke skete noget bud, rejste Rasmus Toxen til Bredstenbro og bød 550 rigsdaler. Nu var kromanden til at ta­le med, og Rasmus Toxen blev ejer af Sækjær­gaard.

I konditionerne til den første auktion hed det: Beboeren, Marcus Lemche, har tvende sønner, som følger den købende imod at han, nemlig køberen, bliver ansvarlig til den sidste 1769-års landgilde, som til dato resterer. – Det var stavnsbåndets krav om reservesoldater, der her førte til en regulær menneskehandel.

Ind­til 1803 var Sækjærgaard fæstegård under Nim Closter, der i mellemtiden var blevet til Lund­gaard.

I 1776 solgte major Beenfeldt til Serridslev­gaard alt sit fæstegods. Han var en af dem, der protesterede mod regeringens bondevenlige politik. Han lod holde en stor auktion i råd­mand Berings hus i Horsens.

Blandt de opråbte gårde var også de fire, som Beenfeldt ejede i Nim, og som han sandsynligvis havde arvet efter svigerfaderen, Gerhard Hansen de Lich­tenberg, hvis fader, Hans Christensen, selv havde købt de to ved Krongodsauktionen i 1721.

Det har nok sat gang i Rasmus Toxens spekulationer, at der nu pludselig åbnedes mu­lighed for en kraftig forøgelse af godset i Nim. Han købte to af gårdene og skriver selv herom: 1776 – Dette år blev jeg formand for markvæ­senet (i Horsens). Den 4. september købte jeg på auktion her i byen i rådmand Berings hus, som kammerherre Beenfeldt lod sælge, en gård i Nim, som er delt i to halvgårde og bebos af Christen Nielsen og Peder Jensen, som står for hartkorn ager og eng 5 tønder 3 skæpper 2 fjer­dingkar og skovskyld 2 album – pris pr. td htk. 150 rigsdaler. Svarer landgilde hver 6 rd. årlig. – Og nok et hus på Peder Jensens grund, kaldes Væverhuset, for 80 rd., svarer årlig 2 rigsdaler 4 mark. Nok en gård i Niem, kaldes Juelgaar­den, bebos af Christen Andersen og Thomas Juliussen. Christen Andersen svarer landgilde 8 rd. Thomas J uliussen 5 rd. 2 m., står for hart-korn 5 tdr 5 skp 1 f dk + skovskyld 2 alb. – a’ td htk 162 rd.

I 1778 købte Rasmus Toxen sin fjerde gård i Nim af Søren Hansen Vagtmester. Det var gård nr. 2, der lå syd for Østerbyvej. Det ses af skødet, at gården var “mestenparten øde”. Det skal forstås på den måde, at den var ube­boet, men ikke ude af drift.

Søren Vagtmester drev sin gård, men boede i sit hus tæt ved. Hart­kornet var en smule over 5 tønder, men Søren Vagtmester reserverede sig selv 6 skæpper at lægge til sit hus, som i forvejen havde godt 2 skæpper, herved kom det op på godt 1 tønde og blev til en gård.

Rasmus Toxen brød gården ned med undtagelse af stuehuset, som blev solgt til Søren Vagtmesters søster.

Ved købet af gård nr. 2 var Rasmus Toxen kommet i be­siddelse af en ca. 10 tønder land stor mark inde midt i Nim skov. Her opbyggede han sin gård, dels af de nedbrudte bygninger af gård nr. 2 og dels af en lade, som han havde reserveret til sig selv, da han samme år solgte sin gård i Horsens.

Nu begynder vi, at skimte et mønster i Ras­mus Toxens planer på længere sigt. Udskift­ningen af Nims marker var blevet sat i gang i 1777 efter krav fra to nye selvejere i byen, Jens Thomasen i Keldhøjgård og Anders Jensen i nabogården mod vest. Forordningen om ud­skiftningen gav mange påbud, bl.a. at en gårds jordlod skulle placeres ved gården eller i hvert fald så nær gården som muligt. Det var uden tvivl den gode jord i Nørremarken, Rasmus Toxen var ude efter. Det lykkedes dog kun del­vis. Alle byens andre lodsejere var nemlig ude i samme ærinde. Fæsterne, og de var langt de fleste, havde ingen indflydelse på udskiftnin­gen.

Lodsejerne var ved denne tid ( 1778) for det første Rasmus Toxen, der ejede gårdene nr. 1, 2, 3 og 12 eller næsten hele Østerby. Der mang­lede kun gård nr. 4 og Søren Vagtmesters hus med nr. 11.

Den næststørste lodsejer var han­delsmanden Lorentz Lorch i Horsens. Han ejede nr. 4, der lå ved Østerbyvej, omtrent der, hvor den er højest. Desuden nr. 7 og 8 ved by­gaden overfor kirken.

Nr. 5 lå ved siden af den nuværende Brugs. Den havde tilhørt Bygholm helt fra ryttergodsauktionen i 1721.

Nr. 6 lå umiddelbart vest for kirken. Den tilhørte etats­- og geheimeråd Cortsen i Horsens.

Nr. 9 lå op til vejen til Nim skov, nuværende Eslundvej, men oprindelig lidt længere tilbage i lavningen. Den var en af Serridslevgårds 4 gårde i Nim, der som før nævnt blev solgt i 1776. Den gik da til herredsfoged Kjær i Hede mølle, der ma­geskiftede den med en gård i Grumstrup. Den nye mand i Nim, Anders Jensen fra Grum­strup, købte gården til selveje, men forlod ef­ter få års forløb Nim igen.

Nr. 10, Keldhøjgård, havde Jens Thomasen selv købt ved Beenfeldts auktion, så han var også selvejer.

Nr. 11 var Søren Vagtmesters hus, der lå, hvor nu den sto­re villa Lundehøj ligger i Østerby. Søren Vagt­mester var også selvejer.

Nr. 12 var Sækjær­gaard. Som tidligere nævnt var den Rasmus Toxens første gård i Nim. Der er megen my­stik i forbindelse med Sækjærgaards oprinde­lige tilhørsforhold. Den synes at have hørt til Bredstenbro helt fra middelalderen måske helt fra der var kirke der.

Tilbage at nævne er kun den meget store gård Nr. 13. I 1600-tallet hed den Kongelig Majestæts Gæstegaard i Nim, i 1700-tallet mest Kongegaarden, ved udskift­ningen Storgården og fra 1800 Nim Kro. Gan­ske vist hører den store gård, Bolund, også til Nim, men den synes på en mærkelig måde at være udenfor, når der tales om Nim sogn og by.

Året 1780 bragte mange og afgørende begiven­heder for Rasmus Toxen. For det første fik han sin nye gård under tag. Dernæst købte han endnu en gård i Nim. Han fortæller selv: “Den 2. juni gik min svigersøn og jeg til Bygholm og købte en bondegård og 2 huse af justitsråd de Thygeson. Gården bebos af Rasmus Knudsen,(det var gård nr. 5, hvis efterkommer ligger endnu på samme sted ved siden af Brugsen). Gården står for hartkorn ager og eng 5 tdr 5 skp 1 fdk plus skovskyld 2 alb. Dertil Morten Skovfogeds hus l skp 2 alb og Knud Mark­mands hus med en toft uden hartkorn -ialt for 725 rd og til fogeden sr. Nyegaard skriverpen­ge 10 rd.”.

Samme år solgte han sin gård i Horsens. Den lå for enden af Søndergade, netop der hvor nu Jessensgade begynder, til Jørgen Yding for 1400 rd. Gården ved siden af, det vil sige på Andreas Hansens hjørne, havde han solgt året før til magistraten, der ville anvende den til sygestue for garnisonen, for 650 rd.

Det var denne gårds lade, han beholdt til sig selv. Uden tvivl har han ført den til Nim, hvor den er ind­gået i Nim Closter.

Samme år opsagde han sit broderskab og “Kirkeværgeriet” til magistra­ten på rådstuen. “Den 11. juli rejste jeg for før­ste gang til Niem Closter for at blive og bo der. Gud give lykke og velsignelse dertil.”

Om efteråret fødte hans yngste datter, gift med Henrich Helms, en datter, men døde selv i bar­selsengen.

“Lørdag den 30. sep. begyndte landinspektør Haars landmåler, seig. Barfoed, at udskifte og udsætte lodderne på Nim mark, og da blev min lod til dette sted, Niem Closter kaldet, først udsat, alt i een lod samlet langs med En­ner skel”.

Det var ikke gjort med at flytte ind i en nybygget gård. Der har været utallige op­gaver, der skulle løses i den forbindelse. At lægge en helt ny markplan for en stor gård og på en ukendt jord må have givet mange speku­lationer. Tjenestefolk skulle antages. Besæt­ning indkøbes, først og fremmest heste og markredskaber. Såsæd skulle købes og mange flere ting har presset på. Ikke alt lykkedes. Rasmus Toxen skriver selv, at hans avl i dette første år på Nim mark var ringe.

Landmålerens udsættelse af marklodder var ikke begyndelsen, tværtimod var det kulmina­tionen på tre års omfattende arbejde med at få de mange brikker til at passe. Lodsejerne var dybt uenige om jordfordelingen, og da samme år hele 7 af byens fæstere blev selvejere og dermed fik et ord at sige, strømmede det ind med klager til landvæsenskommissionen.

Tilflyttere, “fremmede”, folk udefra, der slog sig ned i et lille samfund, er vist alle steder og alle tider blevet betragtet med mistro og skep­sis. Sådan gik det også Rasmus Toxen, da han flyttede til Nim. Han fik bl.a. skyld for at have lavet aftaler med landinspektøren, underfor­stået mod bestikkelse, for at opnå særlige for­dele ved udstykningen for sig og sine bønder. Det var især præsten, provst Schytte, der sagde det direkte.

Han fandt, at det var meget par­tisk, da hele landkommissionen søgte at ret­færdiggøre landinspektøren og tillige, at Ras­mus Toxen og hans bønder kunne beholde al den gode jord for sig selv, skønt det var til u­bodelig skade for de andre, som havde klaget. “Endnu må jeg erindre det løjerligste, at kom­missionen ville give opmuntring til at så kløver i sand – dette behøver ikke mere besvarelse”. “Hvis ikke det var partisk gjort, behøvede landkommissionen med inspektøren samt sr. Toxen ikke at være så meget imod eller bange for en ny taksation og udskiftning, men de frygter derved, at inspektørens uretfærdighed skulle komme for dagen.”

Rasmus Toxen tog til genmæle i et langt pro memoria til landvæsenskommissionen. Det er et meget velformuleret brev med både næb og kløer, som vi vil se i sin helhed.

2.oktober 1872. P.M.

Underdanigst erklæring over hr. provst Schyttes usandfærdige beskyldninger mod mig i sin påtegning til det højlovlige Kam­merkollegium.

At jeg og mine bønder har fået al min/vor jord af den bedste jord og art og i overflødig­hed, er en usandfærdighed, som modsiger sig selv af hvem, som kender jord – men jeg har fået ondt og godt, fuldt af sten og knuder, hvil­ket og har bevæget mig til at begynde med at sætte stendiger, som hr. provst Schytte søger at lægge mig til last i sin påtegning.

Men jeg frygter ikke. Thi om Nim mark end påny blev omskiftet, som han attrår, kan dog ingen tage den lod fra mig, som ermeldte sten­dige er begyndt på, efter forordningen og ret billighed. At jeg ikke har sat mere end heni­mod 70 favne, er lige så usandfærdig, thi det står for alles øjne op til landevejen fra Horsens og er over 140 favne. Jeg har desuden ladet re­parere henimod 150 favne, som ganske var for­falden langs ud til landevejen, alt siden i fjor ved denne tid begyndt med stor bekostning, thi det er ikke så let, som hr. provsten behager at melde, at tage sten tæt ved diget. Nej, jeg har hver dag, der er arbejdet derpå, måttet hol­de en stenvogn, som jeg har ladet bekoste, med heste og 4 karle til at grave stenene op af agre­ne og føre dem til dem, der sætter diget, som er 3 personer, altså ialt 7 personer, som jeg har holdt og lønnet daglig ved ermeldte dige at ar­bejde, og jeg skulle nødes til at begynde med et hjørne, om jeg ville have nogen nytte af den mig tildelte jord, thi den ligger imellem tvende bymarker, nemlig Nim på vestre og Enner by på den østre side, og deres kreaturer er ikke anderledes at fraholde end ved dige og gærde. Jeg har endnu over 400 favne stendige, som jeg har haft i sinde at kontinuere med, men siden jeg erfarer, at jeg derfor bliver anklaget, får det vel at vente til videre.

Provst Schyttes beskyldninger mod den re­spektive kommission såvel som mod mig er lige usandfærdig. At kommissionen ikke var videre i marken end tæt uden byen ved lande­vejen er usandt, thi jeg mødte den eller korn til den midt ude i Østermarken langt fra lande­vejen. Men provsten tror, hvad studenten, mons. Schytte, hans brodersøn, og Jens Han­sen såkaldte Vagtmester siger for ham. Den sidste, vinkelskriver, har kendeligt nok skre­vet provstens påtegning. Provsten har vel skre­vet sin hånd under, måske mons. Schytte har læst det op, det er ikke underligt, at en mand over 80 år lader sig lede af sine bedste fortro­lige. Ermeldte Jens Vagtmester, vinkelskriver, har de misfornøjede bønder ligeså at holde sig til, og han trøster dem, at alting skal blive om­gjort.
Usandfærdigt er det også, at mine bønder er så velfornøjede at har avlet dobbelt imod de andre, som klager. Nej, nogle af dem er misfor­nøjede nok og har før sidste kommission væ­ret hos mig og begæret at give klage ind over deres fornærmelse i deres jordlodder. Men jeg kender bønder i almindelighed, som aldrig får jord nok, før der klappes efter!
Det er ganske sandt, hvad provsten skriver, at han altid har vidst sig misfornøjet, og det er bekendt nok for kommissionen, at han fra begyndelsen af har sat sig imod og hindret ud­skiftet, så vidt det har været ham muligt. Det er og en meget usandfærdig beskyldning imod mig, at jeg er bange for en ny udskiftning, fordi landinspektørens uretfærdighed derved skulle komme for dagen. Nej, jeg frygter ikke, jeg har en god samvittighed, at jeg hverken på en eller anden måde har ved inspektøren fået eller til­sunget mig noget, men jeg har en gang betalt for taksering, opmåling og udskiftning og ag­ter ikke påny at have den bekostning – men jeg kunne skrive mere desangående, men siden det er imod min sognepræst, vil jeg skåne ham, og hvad, som før er meldt, har jeg ikke kunnet holde inde med for om muligt, at ikke sandhed skulle rent blive gjort til løgn. Jeg har ikke væ­ret landmand uden et par år, men været borger og købmand i Horsens i 40 år og er nu forme­dels indfaldne omstændigheder slaget mig til ro her på det sted, jeg selv af nyt har ladet op­bygge i skoven, hvor jeg mindst tænkte, at mis­undelse kunne grassere så stærkt, som jeg nu erfarer. Jeg har aldrig begæret enten af land­inspektøren eller vedkommende lidet eller meget jord, men alene forlangt efter forordnin­gen min og mine bønders lodder for sig selv ud­sat, siden de 4 lå øster i byen næst hinanden, mens den 5. har sit for sig selv efter hans gårds beliggenhed, thi han bor vesten i byen. Jeg var og aldeles marken ubekendt, da jeg som meldt for nylig var flyttet fra Horsens, da den blev udskiftet for 2 år siden.

Hvornæst jeg forbliver de højrespektive her­rers underdanigste tjener.

Nim Closter d. 2. okt. 1782.

R. Toxen.

Herredsfoged Borch var forvalter på Boller og repræsenterede konferensråd Cortsen i Horsens, der dog vistnok boede i København. Cortsens gård i Nim var nr. 6, der lå vest for kirken, og som senere er blevet til Stjernholm og Nygård.

Også Borch skrev en lang klage til landvæsenskommissionen, hvori han rettede skarpe angreb på landinspektøren bl.a.: “Så­længe landinspektøren ej af giver den bereg­ning, han ifølge forordningen er pligtig, hvor­af kan ses, hvad jorder bemeldte bønder har haft, og hvad dem igen er tillagt, skønnes ikke at den bedømmelse er rigtig eller lovlig – upåtvivlelighed eller ugennemførlighed kan i dette fald ej antages, thi rigtighed påstås.

Da det er ejendomsaffærer, hvoraf intet bør fratages el­ler tillægges men enhver nyde sin ret. Denne pligt har landinspektøren endnu ikke villet op­fylde, ihvorofte han er anmodet derom, og bønderne skønner ej rettere efter deres udsæd, end de jo deri (jordfordelingen) er meget for­nærmede både i kvantitet og i kvalitet.”

Og: “Taksationen er ikke almindelig antaget. Nim mark blev skiftet mod de fleste lodsejeres vilje og minde (denne påstand er urigtig, alle lods­ejerne gav tilslutning til udskiftning i 1777). Nim bys udskiftning kan efter jordernes be­skaffenhed aldrig blive til fordel for alle, uden alene de, som har fået byens gode jorder. Land­kommissionen, landinspektøren og sr. Toxen har dirigeret det hele fra første tid, hvormed de andre skulle lade sig nøje, men på det Det højkongelige Rentekammer kan erholde fuldkommen vished om denne udskiftning” fore­slog Borch, at retten udmeldte kyndige mænd til at påskønne lodderne på Nim mark, og når det var sket, ønskede han indkaldt til et møde i Nim, hvori Stjernholm amts landkommis­sionarier tillige med landinspektør Haar be­ordredes til at møde for at af give de omstridte beregninger.

Efter at landvæsenskommissionen havde be­handlet de indkomne klager, og der var flere end de nævnte, sendte amtsmanden som for­mand hele materialet til Rentekammeret med en følgeskrivelse, hvori han beklagede “at al vores bemøjelse til de urolige og misfornøjedes tilfredsstillelse har været forgæves.” Det hed endvidere: “Hvad sig sognepræsten, provst Schyttes påtegning på eragtningen angår, er samme, fornemmelig mod kommissionen og flere, ligeså ubegrundet som ubevislig, og der­for tjenstlig formodes at han for sin grove, util­ladelige og uanstændige skrivemåde må blive anset med en følelig mulkt.”

Sagen gik altså atter til Rentekammeret, og som sædvanligt varede det to år, før den var tilbage igen. Landinspektør Haar havde tyde­ligvis gjort sig så upopulær, at han blev sat fra sagen.

Ved næste åstedsmøde den 12. august 1784 mødte landinspektør Munck for at søge at glatte ud. Det lykkedes virkelig at nå til enighed om, at der skulle foretages et oversyn af dobbelte mænd, det vil sige 8 af retten udmeld­te mænd mod de sædvanlige 4.

Dette skete, og så gik der atter 3 år, før det afgørende åsteds­møde kunne afholdes i Nim. De fleste klager havde været over manglende enge. Landin­spektør Munck foreslog nu en række mindre ændringer af englodderne. De, der havde råbt højst, fik et lille engstykke. De, der herved kom i klemme, fik erstatning i den bedste jord, og de, der som følge heraf måtte rykke, fik en stør­re udmarkslod. Sagerne faldt i lave trods en smule murren, og alle beseglede med deres un­derskrift udskiftningen af Nims marker. Rasmus Toxen oplevede ikke dette sidste mø­de, han døde et halvt år før, nemlig lillejule­aften 1786. Hvis han havde oplevet det, ville han have været tilfreds. Nu var enhver fare dre­vet over.

De besværlige Nim-bønders evindelige klager havde gjort både landvæsenskommissionen og Rentekammeret godt trætte af hele sagen. Det føles helt mærkeligt her i nutiden at opdage, at bønderne var i deres gode ret til at klage. De havde ret! Der var sket en fejl, som først nu kommer for dagens lys.

Rasmus Toxen havde i 1785 flyttet sin gård, Nim Closter, “op fra skoven”, som han selvskriver, og samtidig gav han den navnet Lund­gaard. I boopgørelsen ved skiftet efter Rasmus Toxens død oplyses, at “stervboets gård, Lundgaard kaldet” bestod af den gårds hart­korn, som var købt af Søren Hansen (Vagtmes­ter) efter at denne havde beholdt 6 skæpper, så at der var tilbage 4-3-3-1 + 1 alb skov, her­til hartkornet fra den halvgård, som Christen Andersen forhen havde beboet, nemlig 2-6-2- 1 1/2 og 1 alb skovskyld, hvilket giver tilsam­men 7-2-1-2 1/2. Det var altså det hartkorn, hvorefter Rasmus Toxen havde fået tildelt jord til Nim Closter.

Det betyder altså, at Christen Andersens halvgård ikke mere har noget hart­korn og derfor heller ikke kan få nogen jord­lod. Den eksisterer ikke mere som gård. Ikke desto mindre fik den en jordlod ligesom den anden halvgård. Sandsynligvis er det landin­spektørens landmåler, der har lavet fejlen. Landinspektørens mange beregninger er sik­kert blevet revideret både på kryds og tværs, både aflandvæsenskommissionen og af Rente­kammeret og fundet rigtige. Men forudsætningen for delingsplanen, nemlig antallet af gårde, har man anset for så selvfølgelig, at ingen har tænkt på at kontrollere det. Det er en selvføl­ge, at jo flere der skal dele, des mindre bliver der til hver.

Alle Nims gårde fik som følge her­af ca. 5 % for lidt jord, og Rasmus Toxen fik i samme følge en halvgårds jordlod foræret! Hvor ingen andre har opdaget fadæsen, kan Rasmus Toxen ikke have været uvidende

om, at der ikke mere hørte jord til Christen Ander­sens halvgård. Med sin gode forstand og ind­sigt, også i offentlig administration, erhvervet bl.a. som kæmner i Horsens, må Rasmus To­xen have været klar over, at der måtte være sket en fejl, men han har altså foretrukket at holde sin mund efter det kendte forretningsprincip, går den, så går den. I dette tilfælde gik den. Den famøse gård var nr. 3. Den lå på hjørnet af Østerbyvej og_Sletkærvej,.. den der nu hedder Bavnevej. De to halvgårde fik senere matrikel­numrene 8 og 19 og blev flyttede ud på deres marker. Nr. 8 er Ballegård, og nr. 19, Rasmus Toxens sidegevinst, er Egelund ved Nim skov.