af Jakob Fleckner Rasmussen. Horsens Museum.
Indledning
Statsfængslet i Horsens var ikke altid et almindeligt lukket fængsel. Fra 1951 var der psykopatforvaring i Statsfængslet i Horsens. Og 1955-1968 var Statsfængslet i Horsens det eneste psykopatfængsel i Danmark. I psykopatforvaringen var kronisk kriminelle indlagt til behandling på ubestemt tid. I psykopatfængslet var kriminelle indsat med en tidsbestemt straf til afsoning og behandling. Årsagen til at Statsfængslet i Horsens begyndte af huse de såkaldte psykopater var, at flere kriminelle blev idømt psykopatforvaring fra slutningen af 1940’erne.
Straffeloven af 1930
I 1930 vedtog Den danske Rigsdag en ny straffelov. I modsætning til den forudgående straffelov fra 1866, indeholdt den nye lov paragraffer, der specifikt sigtede på psykopater. Ordet psykopat eller psykopati blev ganske vist ikke eksplicit nævnt i den nye straffelov. Men på baggrund af en langstrakt foregående debat op til lovens vedtagelse var ingen i tvivl om, at det netop var psykopaterne, som § 17 sigtede på. Paragraffen omfattede ”… den gruppe af personlighedsafvigere, som ikke […] er utilregnelige på grund af sindssygdom […] eller højere grad af åndssvaghed [men som] ved den strafbare handling [var i en tilstand af] svækkelse eller forstyrrelse af sjælsevnerne, herunder sexual abnormitet.” Med § 17 kunne sådanne utilregnelige forbrydere vurderes til at være uegnede til påvirkning gennem straf. § 70 i straffeloven gav mulighed for at anbringe den utilregnelige lovovertræder ”… i et sindssygehospital, en åndssvage- eller anden kur- eller plejeanstalt, en helbredelsesanstalt for drankere eller i en særlig forvaringsanstalt.” Det sidste betød psykopatforvaring på ubestemt tid. Forvaringens formål var at beskytte samfundet mod psykopaten og at behandle ham, således at han forhåbentligt kunne komme til at leve en lovlydig tilværelse efter indlæggelsen. Videre gav straffeloven mulighed for, at psykopater, der fandtes egnet til påvirkning gennem staf, kunne afsone en tidsbestemt straf i såkaldt psykopatfængsel, idet de samtidig skulle behandles for deres psykopati.
Psykopatforvaringen og –fængslet i Horsens
Til at tage sig af § 17-klientellet blev Forvaringsanstalten for psykopater i Herstedvester indviet i 1935. Der var plads til ca. 200 psykopatforvarede og -fængslede. I tiden fra slutningen af 1940’erne dømtes flere og flere kriminelle til psykopatforvaring. Årsagen til stigningen i forvaringsdomme skyldtes højst sandsynligt, at forvaring var blevet en ”populær” sanktionsmulighed som følge af Herstedvesters omdømme i ind- og udland for at resocialisere kriminelle psykopater. Herstedvester blev fra 1942 ledet overlæge i psykiatri Georg K. Stürup. En af Stürups elever var Jan Sachs, der siden blev psykiatrisk overlæge og leder af Psykopatforvaringsanstalten og psykopatfængslet i Horsens.
Med Stürup begyndte en tendens, hvor man mente at kunne behandle kriminelle psykopater, sådan at de med tiden kunne leve et liv uden kriminalitet. Indtil da havde man ellers med racehygiejnen – eugenikken – som forståelsesramme fortrinsvis anset psykopaterne som grundlæggende uforbederlige, instinktivt kriminelle. Man havde også indtil da anset psykopati for en i høj grad arvelig psykisk-moralsk defekt, idet man dog anderkendte, at miljømæssige og sociale betingelser kunne være medvirkende til udvikling af psykopati. Den opfattelse gjorde Stürup og Sachs op med.
Med baggrund i stigning af psykopatforvaringsdømte blev Statsfængslet i Horsens i 1951 taget i brug som psykopatforvaringsanstalt. Horsens skulle modtage de psykopatforvarede, der havde størst geografisk tilknytning vest for Storebælt. Fra 1955 blev psykopatfængslet overflyttet fra Herstedvester til Horsens, og fra da af var institutionens benævnelse Psykopatforvaringsanstalten og psykopatfængslet i Horsens.
Antallet af psykopatforvarede og –fængslede i Horsens varierede over årene, men var på ca. 180 psykopatforvarede og 55 psykopatfængslede om året. Psykopatforvaringen og -fængslet blev som nævnt ledet af en psykiatrisk overlæge. Der var yderligere tilknyttet to assisterende overlæger, tre reservelæger og en psykolog foruden en undervisningsleder og lærere, forsorgsmedarbejdere og (selvfølgelig) fængselsbetjente.
Tilgangen til psykopater i Horsens var stærk inspireret af Stürups behandlingsform i Herstedvester. Dog var der også forskelle i tilgangen til behandlingen i hhv. Herstedvester og i Horsens. I Horsens havde man ikke samme forbehold over for at benytte medicin – psykofarmaka – i behandlingen, som man havde i Herstedvester. Og man mente i Horsens med succes at kunne behandle de psykopatfængslede, mens man i Herstedvester mente, at et tidsubestemt ophold – psykopatforvaring – var en forudsætning for at kunne behandle og resocialisere de indlagte psykopater med succes.
Klientel
Hvilke kriminelle fandt man da typisk i psykopatforvaringen og -fængslet i Horsens i årene 1951-1973? Når man læser uddraget fra straffeloven af 1930 ovenfor, kunne man tro, at der ville være tale om farlige seksualforbrydere. Sådan var billedet dog langt fra. Her er det også værd at erindre forskellen mellem de to grupper af psykopater: De psykopatforvarede var såkaldte kroniske kriminelle, mens de psykopatfængslede endnu var i begyndelsen af en potentiel kriminel karriere. De fængslede var gennemsnitlig yngre end de forvarede. Forskellen mellem de to grupper afspejledes i det hhv. tidsubestemte og tidsbestemte ophold i anstalt eller fængsel. Man mente, at dem der blev idømt psykopatfængsel, havde bedre udsigt til at blive ”helbredt” for deres kriminelle adfærd.
I 1960 foretog psykiater Alois Widmer en undersøgelse af de indsatte i psykopatfængslet i Horsens. Undersøgelsen kortlagde, at hovedparten – 78% – af de indsatte var ”almindelige” berigelseskriminelle, dvs. tyve, småbedragere og lignende, mens en lille andel – 8,5% – var dømt for seksualkriminalitet. Resten af de indsatte var dømt for bl.a. voldskriminalitet. I undersøgelsen af de indsatte i psykopatfængslet havde man videre fundet, at 27% af de indsatte var født uden for ægteskab og 39% af de indsatte kom fra skilsmissehjem eller et hjem med kun én forsøger – omstændigheder, der omkring 1960 var betydelig mere socialt stigmatiserende end i dag. 31% af de undersøgte var vokset op under normale forhold, dvs. i en kernefamilie. Halvdelen af de undersøgte var én eller flere gange blevet fjernet fra hjemmet under deres opvækst. Godt halvdelen af de undersøgte havde klaret skolen dårligt, ligesom størstedelen var ufaglærte og ofte havde været arbejdsløse. Lidt under halvdelen af de undersøgte blev betegnet som alkoholmisbrugere.
Undersøgelsens konklusion var, at den overvejende årsag til de indsattes personlighedsafvigelse eller psykopati, og dermed kriminaliteten, var de svære omvækstforhold og omsorgssvigt, og at ”… deres personlighedsafvigelse [må betragtes som] en fejludvikling af neurotisk natur”. Denne opfattelse kan illustreres af bl.a. psykiaternes evaluering fra 1961 af en forvaret i Horsens: ”[forvarede er] Umoden, nærtagende og noget primitivt reagerende samt ret småt begavet og ordblind. Følelsesmæssigt forsømt og i det hele taget miljøskadet […] måtte en enkelt gang lægges i sikkerhedscellen”.
Vi kan altså se, at man i Horsens, ligesom i Herstedvester, ikke betragtede psykopati som en arvelig sygdom. Snarere var afvigelsen et resultat af en svær opvækst og omsorgssvigt, påvirkning fra miljø, utryghed og angst. Psykiaterne, der behandlede de indsatte og forvarede i Horsens, ønskede da også et opgør med betegnelsen psykopat. De mente, at betegnelsen var misvisende og diskriminerede. I stedet måtte man karakterisere de indsatte og forvarede som (kronisk) neurotiske eller tilpasningslidende.
I en opgørelse fra 1962 over de indlagte i psykopatforvaringen – altså de kronisk kriminelle – i Horsens fremgår det, at de fleste (100 af 161) forvarede også var dømt for tyveri og bedrageri. I princippet kunne man altså risikere at være spærret inde i forvaring på ubestemt tid for temmelig ubetydelig, men gentagen, kriminalitet. Men der var dog en vis retfærdighed: I to evalueringer af forvarede i Horsens fra 1961 kan man læse, at ”… [forvaredes] kriminelle farlighed er så beskeden, at man ikke skal holde ham ret meget længere [i forvaring], navnlig under hensyn til, at han klarede sig så længe på fri fod sidst. Man finder derfor, at han under alle omstændigheder bør udskrives i indeværende år”. Og i den anden evaluering kan man læse, at ”Kriminaliteten kan ikke begrunde en meget lang forvaring […] Hovedvægten må derfor lægges på behandling ambulant med mulighed for kraftig indskriden […]. Ud fra dette synspunkt vil der kunne være grundlag for under hensyn til den ret beskedne kriminalitet at forsøge udskrivning allerede nu.”
Hertil kom så et forholdsvis stort mindretal (60 af 161) af de forvarede, der var dømt for drab, voldtægt, brandstiftelse, uterlighed over for mindreårige og pædofili.
Endnu to undersøgelser fra 1967-1970 tegnede et lignende billede af psykopatforvarede og -fængslede, både hvad angår alder og kriminalitet: de fleste var berigelsesforbrydere, herefter følger voldsforbrydere og færrest var seksualforbryderne.
Behandling
Hvad gjorde man så i Horsens for at behandle og resocialisere disse, i hvert fald ifølge eugenikken, næsten prædestinerede forbrydere og kronisk kriminelle? Som nævnt ovenfor havde man bevæget sig væk fra det entydige billede af psykopati som en fortrinsvis arvelig psykisk-moralsk defekt. Psykiaterne, der behandlede psykopaterne i Herstedvester og i Horsens, mente, at mange af psykopaternes asociale og kriminelle handlinger snarere bundede i sociale og opvækstmæssige forhold. Den problematiske opvækst og manglende følelsesmæssige tilknytning til forældre havde resulteret i udvikling af massive neuroser, der igen var årsag til den kriminelle adfærd. På den baggrund mente man, at psykopat var en forkert betegnelse. Man burde i stedet tale om den neurotiske personlighed, som var modtagelige for intensiv og langvarig samtaleterapi eller psykoanalyse. Man mente ikke, at der var grundlæggende forskel på de psykopatforvaredes og -fængsledes psykiske karakter og den behandling, de skulle underkastes. Begge grupper var karakterafvigere eller tilpasningslidende som resultat af neuroser. Men de fængslede var mere modtagelige for psykiatrisk behandling end de forvarede var, pga. de fængsledes yngre alder – de var endnu ikke blevet kroniske kriminelle. Konkret kan dette illustreres med den psykiatriske evaluering af en psykopatforvaret: ”Forvarede har næppe undergået nogen væsentlig ændring siden udskrivningsspørgsmålet sidst var på tapetet for et års tid siden […]. I sin adfærd og holdning synes han stadig i høj grad præget af sin neurose, og man må formodentlig nære nogen skepsis overfor hans muligheder for at undgå kriminelt recidiv, selvom specielt dr. Prahm mener, at han har fået noget større indsigt i sine vanskeligheder, og større erkendelse af det umiddelbare grundlag for seneste kriminalitet”. Om en anden forvaret lyder vurderingen dog ”[…] der synes tillige at være opnået et vist behandlingsresultat navnlig i retning af nogen indsigt i egne psykiske mekanismer […]”.
Som det bliver antydet i citaterne ovenfor, sigtede behandlingen på, at psykopaten skulle erkende, at han havde et adfærdsmæssigt problem, der i sidste ende bundede i opvæksten og de dér grundlagte neuroser. Han skulle så gennem psykoterapi erkende sine ubevidste, fortrængte problemer og lære at handle efter nye hensigtsmæssige reaktionsmønstre frem for de tidligere, der havde ledt ham ud i kriminalitet.
I Horsens anvendte man også tidens nye psykofarmaka i behandlingen. Psykofarmakaene blev især anvendt til at dæmpe angst, uro og aggressivitet hos de forvarede og fængslede. Psykiaterne i Horsens mente, at anvendelse af psykofarmaka var gavnlig i behandlingen, mens man i Herstedvester tog afstand fra brug af psykofarmaka. Det tyder på, at mange af de behandlede i Horsens oplevede bivirkninger og risikerede at blive afhængige af fx Valium. Undertiden anvendte man også såkaldte narcosamtaler, hvor den forvarede eller fængslede blev bedøvet for at psykiateren på den måde kunne komme i kontakt med fortrængte og ubevidste sjælelige konflikter.
I behandlingen af sædelighedskriminelle kunne disse frivilligt lade sig kastrere (fjernelse af testikler). Det var også muligt at give de sædelighedskriminelle hormonbehandling for at svække deres kønsdrift. I juraen hed det, at den pågældende frivilligt kunne lade sig kastrere, hvis hans ”[…] kønsdrift udsætter ham for at begå forbrydelser og således betyder en fare for samfundet.” Imidlertid måtte kastration ikke indgå som kriterium i indstilling til prøveudskrivning eller prøveløsladelse fra anstalten. For de forvarede selv har det været et svært spørgsmål, om man skulle lade sig kastrere. Og man må vel antage, at de forvarede sædelighedsforbrydere trods alt regnede med at være bedre stillet i forbindelse med evt. prøveudskrivning, hvis de havde ladet sig kastrere. Fx kan man læse i en evaluering af en forvaret i Horsens fra 1960 at han ”Fortsat [er] indesluttet og aparte. Har i det sidste halve år været meget svingende i sin indstilling til kastration, idet han skiftevis beder om og nægter kastration. Han er til stadighed under medikamentel behandling” og i 1961 lyder det om samme forvarede ”Han har for nylig været inde på tanken om kastration men har efter lang tids ubeslutsomhed tilbagekaldt sit ønske herom, et ønske der heller ikke kan støttes af anstalten”. En anden psykopatforvaret havde ladet sig kastrere, og efter et halvt år blev det vurderet, om han kunne anbefales at blive prøveudskrevet. Den forvarede var dømt for både berigelses- og sædelighedskriminalitet. Psykiaternes vurdering lød således: ”Udskrivningssagen genoptages, da der nu er gået et halvt år siden kastrationen […] På den anden side må det heroverfor fremhæves, at der næppe var blevet tale om forvaring alene på grund af berigelseskriminaliteten. Dr. Prahm mener, at risikoen for recidiv til berigelseskriminalitet er ringe når forvarede er under alkoholistbehandling… [der er] enighed om nu at indstille ham til udskrivning på prøve.” Af citatet ses det altså, at den forvarede var blevet dømt til psykopatforvaring pga. sædelighedskriminalitet, og at han efter en kastration blev anbefalet til prøveudskrivelse.
Andre gange var billedet mere tvetydigt. I en vurdering fra 1957 lød det sådan: ”Under hensyn til, at fv. [forvarede] ikke er villig til at underkaste sig kastration; at fv. under opholdet på anstalten har vist fuldkommen mangel på selvindsigt, at man må regne med, at fv.s abnorme seksuelle trang stadigvæk medfører risiko for kriminalitet […] vil FM [Funktionærmøde, bestående af bl.a. psykiatere, der enten anbefalede eller frarådede prøveudskrivning af forvarede til domstolene] ikke modsætte sig udskrivning på prøve, hvis dette kan ske således, at han anbringes på betryggende måde.” Her kan vi altså se, at anstalten anbefalede domstolen, at den forvarede blev prøveudskrevet, selvom han ikke ville lade sig kastrere. Dog var det en forudsætningen, at han skulle være under en eller anden form for opsyn, og det kan vel antages, at den forvarede havde været endnu bedre stillet i forbindelse med prøveudskrivning, hvis han havde ladet sig kastrere. I en anden sag får man fornemmelsen af, at den forvarede blev opfordret til at lade sig kastrere. Således lyder det lakonisk i referatet fra et Funktionærmøde: ”[…] Han nægter kategorisk kastration.”
Prøveløsladelse og prøveudskrivelse
Som nævnt modtog de forvarede og de fængslede samme psykiatriske behandling. Den store forskel var, at de psykopatfængslede havde en tidsbestemt dom, mens de forvarede i princippet kunne sidde i forvaring år efter år uden vished. I Horsens anbefalede man faktisk altid prøveløsladelse af de psykopatfængslede, når juraen tillod det. Det gjorde man, fordi man mente, at det var af stor behandlingsmæssig betydning for den psykopatfængslede hurtigst muligt at få en så normal tilværelse som muligt. De psykopatforvarede kunne én gang om året få vurderet af domstolen, om de kunne udskrives på prøve. I praksis var det dog psykiaterne og de øvrige medlemmer af det såkaldte Funktionærmøde, der afgjorde, om en forvaret kunne prøveudskrives, idet en anbefaling herfra til domstolen har været afgørende.
I øvrigt havde de fængslede og forvarede ret og pligt til at arbejde i anstaltens forskellige værksteder og produktioner – skrædderi, vaskeri, væveri, snedkeri, trykkeri, bogbinderi, kurvemageri og gartneri – en del af behandlingen var nemlig også arbejdstræning, således at den fængslede eller forvarede lærte at begå sig i et arbejdsfællesskab. Der var også mulighed for at gå til undervisning og tage erhvervsrettede kurser for at øge chancen for at få en normal tilværelse efter endt behandling og afsoning.
”Helbredelse” eller tilbagefald?
Virkede behandlingen så? Blev de psykopatforvarede og -fængslede lovlydige og produktive samfundsborgere efter endt behandling og afsoning i Horsens?
Svaret er både ja og nej afhængig af, hvem man spørger. I den førnævnte undersøgelse fra 1960 om psykopatfængslede i Horsens giver en af de assisterende overlæger to eksempler på succeshistorier fra psykopatfængslet. Begge eksempler omhandler yngre mænd, der havde haft en svær barndom og opvækst. Siden var de begge røget ud i alkoholmisbrug og gentagen kriminalitet i form af tyverier. Efter psykoterapi og beskæftigelse i psykopatfængslet var begge mænd blevet prøveløsladt under betingelse af, at de at underkastede sig alkoholistbehandling, dvs. antabusbehandling. Dette var en meget almindelig prøveløsladelsesbetingelse. De fik begge arbejde uden for fængslet og på trods af mindre tilbagefald til alkoholnydelse og dermed forbunden risiko for ny kriminalitet klarede begge mænd sig ved hjælp fra forsorgsmedarbejdere og fortsat kontakt til fængslets behandlere, og de fik opbygget en ny kriminalitetsfri tilværelse. Imidlertid var det ikke alle udskrevne og løsladte fra Psykopatforvaringsanstalten og psykopatfængslet, der klarede sig lige så godt på fri fod. Faktisk var tilbagefaldet til fornyet kriminalitet – recidivet – stort for tidligere indsatte og forvarede i Horsens. I en undersøgelse fra 1962 af recidivet for tidligere indsatte i psykopatfængslet fandt man, at 59% af de undersøgte igen blev fundet skyldige i kriminalitet inden for tre år efter deres løsladelse.
At nogle indlagte i anstalten tilbragte mange år inden for murene og var svære, eller måske umulige, at resocialisere, kan illustreres med følgende tilfælde. En mangeårigt, sandsynligvis pædofilidømt, psykopatforvaret var enten blevet aldeles institutionaliseret eller også var han slet og ret sindslidende. I hvert fald mente psykiaterne i Horsens, at han var psykotisk. De kunne dog ikke stille en nøjagtigere diagnose. Under alle omstændigheder ville den forvarede ikke kunne klare sig selv uden for anstaltens ringmur. Man havde prøvet at anbringe ham på den åbne fængselsafdeling Amstrup, med der kunne han ikke falde til. Han havde også været indlagt på psykiatrisk hospital i Risskov. Der kunne han heller ikke være, bl.a. fordi ”[…] han under opholdet på Risskov var korporligt nærgående mod et par sygeplejeelever, hvilket i høj grad tyder på, at han ikke, som han selv påstår, er befriet for sin kønsdrift.” Man forsøgte så at få ham anbragt på et pleje- eller forsorgshjem. Men det var heller ikke ligetil, idet ”Godrum [forsorgshjem] ikke tør tage [forvaredes navn], fordi der er småpiger. Det vil også være helt uforsvarligt.” Omsider lykkedes det i 1969 at finde et plejehjem i Nordjylland, der ville tage imod ham. Betingelsen var, at han fortsatte med sin hormonbehandling og det antipsykotiske lægemiddel Trilafon. Efter materialet at dømme havde han da siddet i forvaring i ca. 21 år. I et andet tilfælde om en forvaret lyder det lakonisk ”Indstillet til overflytning til sindssygehospital.”
Afsked med forvaring og særfængsel i Horsens
Allerede relativt tidligt blev der fremsat kritik af psykopatforvaring. Juridisk set var det uholdbart, at loven gav mulighed for i princippet at spærre personer inde på ubestemt tid for mindre, gentagne forbrydelser (berigelseskriminalitet). Fra slutningen af 1950’erne var der sket et fald i antallet af domme til tidsubestemt psykopatforvaring og en tilsvarende stigning i antallet af domme til tidsbestemt psykopatfængsel. Dette kan tolkes som et udtryk for en stigende juridisk afstandtagen til at internere recidiverende småforbrydere på ubestemt tid. Fra kriminologiens side drejede kritikken sig om, at hverken psykopatforvaring eller –fængsel syntes at have nogen særlig effekt – mange af de tidligere forvarede og indsatte begik atter kriminalitet, efter at de var kommet på fri fod igen. I 1967 fik Straffelovrådet af justitsministeriet til opgave at overveje spørgsmålet om ændring af reglerne for ”psykisk afvigende lovovertrædere, vedvarende kriminelle og lovovertrædere, der misbruger alkohol”. Med andre ord skulle nu bl.a. Forvaringsanstalten og særfængslet i Horsens, som det hed fra 1961, evalueres. En stor undersøgelse fra 1971-1972, som Straffelovrådet havde bestilt, konkludere med nogen usikkerhed, at almindeligt fængsel ville være lige så effektivt (eller ikke-effektivt) over for gruppen af berigelseskriminelle. Senere kom undersøgelsen dog med det forbehold, at forvaring kontra særfængsel (psykopatfængsel) og almindelig fængsel viste sig mere effektiv over en længere periode. Dvs. at recidivet var lavere for tidligere forvarede end tidligere fængslede. Straffelovrådet lagde dog større vægt på retssikkerheden end effektiviteten. Rådet endte med at anbefale ”[…] at tidsubestemt forvaring ikke afskaffes, men at dens anvendelse begrænses til tilfælde, hvor der er tale om at forebygge fare for liv, legeme, helbred eller frihed. […] Hensynet til direkte fareafværgelse kan ikke […] tale for en tidsubestemt forvaring af berigelsesforbrydere”. Med andre ord skulle det nu være slut med at kunne anbringe fx tyve, småbedragere osv. i forvaring. Særfængsel for psykopater skulle også afskaffes. Domstolene kunne dog stadig idømme personligfarlige forbrydere tidsubestemt forvaring og behandling. Forskellen fra 1930-straffeloven til den nye straffelov, der blev vedtaget i 1973, var, at en psykopatidiagnose ikke længere var tilstrækkelig grund til at blive idømt forvaring på ubestemt tid. De forbrydelser, som domstolene kunne idømme tidsubestemt forvaring for, blev nu klart defineret. Det var personfarlige forbrydelser som drab, røveri, voldtægt eller anden grov seksualforbrydelse, grov vold og brandstiftelse. Med straffelovsændringen blev forvaring fra 1973 atter samlet i Herstedvester, der nu kom til at hedde Anstalten ved Herstedvester. Forvaringsanstalten og særfængslet i Horsens blev fra 1973 omdannet til et almindeligt lukket statsfængsel.
Litteratur
Artikler og bøger
- Borch, Christian ”Samfundets forsvar mod kriminelle: Træk af den kliniske kriminologis historie i Danmark”, i: Psykens historie i Danmark (red. Svend Brinkmann og Peter Triantafillou). Samfundslitteratur 2008, s. 97-120
- Fængselsfunktionæren, nr. 5, maj 1934
- Geill, Christian ”Sædelighedsforbrydere”, i: Ugeskrift for læger, 1924, s. 1019-1024
- Koch, Lene Racehygiejne i Danmark 1920-1956. Informations Forlag 2010
- Kragh, Jesper Vaczy (red.): Psykiatriens historie i Danmark. Hans Reitzel 2008
- le Maire, Louis ”Psykopatfængslet i støbeskeen”, i: Nordisk psykiatrisk tidsskrift, 1963, s. 123−134
- Lindberg, Ruben ”Psykopati – medfødt utilregnelighed”, i: ViPU Viden, 2008, s. 20-23
- Sachs, Jan ”Kan »psykopater« behandles?”, i: Særtryk af Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab [efter 1959], s. 193-201
- Sachs, Jan ”Nogle betragtninger vedrørende psykopatfængselsinstituttet”, i: Nordisk tidsskrift for kriminalvidenskab, 1960, s. 130-134
- Sachs, Jan ”Om den neurotiske personlighed”, i: Herstedvesteriana 1965, s. 135-139
- Sonne, Pernille ”Lombrosos efterfølger? Kriminalbiologiens betydning for kriminalpolitikken”, i: Den jyske historiker nr. 112, 2006, s. 67-87
- Stürup, Georg K. ”Psykopatiproblemer i vor tid, om asociale og deres behandling”, i: Medicinsk årbog, 1960-1961, s. 46-59
- Widmer, Alois H. ”Nogle oplysninger om behandlingen i særfængslet, belyst gennem en recidivundersøgelse”, i: Juristen, 1962, s. 319-328
- Widmer, Alois H. ”Nogle oplysninger om forvaringsklientellet i Horsens”, i: Juristen, 1962, s. 94-104
- Widmer, Alois H. ”Psykopatfængslet i Horsens (Foreløbige erfaringer, belyst ved en undersøgelse af 118 personer, der første gang afsoner psykopatfængsel)”, i Nordisk tidsskrift for kriminalvidenskab, 1960, s. 135-159
- Widmer, Alois H. ”Herstedvester, set fra særfængslet i Horsens”, i: Herstedvesteriana 1965, s. 140-146
Betænkninger
- Effektiviteten af forvaring og særfængsel m.v. En kriminologisk efterundersøgelse af lovovertrædere henført under straffelovens § 17, stk. 1, og indsat i forvaring, særfængsel eller statsfængsel, samt et forsøg på en vurdering af disse reaktioners effektivitet. Foretaget på foranledning af straffelovrådet. Betænkning nr. 644, 1972
- Betænkning om de strafferetlige særforanstaltninger. Afgivet af Straffelovrådet. Betænkning nr. 667, 1967
- Betænkning om oprettelse af en særlig behandlingsinstitution for en del af de psykisk abnorme lovovertrædere. Betænkning nr. 450, 1967
- Betænkning om sterilisation og kastration. Betænkning nr. 333, 1964
Kilder
- Dans erindringer [ikke udgivet]. Museum Horsens, Fængselsmuseets samling
- Funktionærmøde 1957-1960; 1960-1964; 1964-1967; 1967-1969 (HOMF194X33-37). Museum Horsens, Fængselsmuseets samling
Originaltekst af Jakob Fleckner Rasmussen. Horsens Museum. 2015
Kategorier: Bygninger, Virksomheder, Fængslet, Historie, Institutioner