Pigtråden var ikke helt rusten i 1992

Af Kurt Hermann

Egentlig ville jeg aldrig have skrevet denne artikel, men der er gået 21 år siden den første genstart af pigtråd i Horsens. Så nu må det være på tide alligevel at skrive historien om ‘Ægte Horsens 60’er Pigtråd’.

Hele 25 år var der gået, fra jeg stoppede i Jack And The Rippers i 1967, til vi fik en pludselig og uventet revival i 1992. På et tidspunkt – jeg tror det var i 1989 – havde jeg været til et arrangement i Kilden, hvor der blev annonceret med tressermusik. Arrangørerne havde tilknytning til Café Melson i Allégade, og netop dét sted blev en afgørende faktor for pigtrådens genkomst i Horsens.

Årsagen til min interesse for at deltage i netop dét arrangement i Kilden var, at det hyrede band denne aften, kom fra Hjørring. Ikke fordi det var specielt spændende, at bandet var fra Hjørring, men fordi forsangeren hed Carl Emil Persson. ‘Kalle’ som jeg havde spillet sammen med i Jack And The Rippers i de glade tressere. Det skulle da tjekkes ud!

De gamle plakater

Netop Café Melson havde succés som musikværtshus, og de havde fået den idé at sætte de gamle Jolly Cola plakater med de gamle horsensianske pigtrådsbands i glas og ramme. En Jørgen Petersen havde et bookingfirma, hvor næsten alle pigtrådsgrupperne i Horsens i tresserne var tilknyttet. Og JP-Booking i Møllegade havde kontakt til Jolly Cola, som betalte for plakater og fankort.

Og en dag i 1991 fik jeg en opringning fra Café Melson. Om jeg havde en plakat med Jack And The Rippers? Vi var det eneste band, som ikke havde en Jolly Cola plakat, fordi vi ikke var med i de andre bands’ samarbejde med JP-Booking. En plakat med Jack And The Rippers havde jeg ikke, for det eneste jeg havde, var billedet fra plakaten. Billedet er nu heller ikke en lille sag, for dét alene måler 49,5×35,3 cm. Jeg lovede dem at undersøge sagen nærmere ved at kontakte de andre fra Jack And The Rippers, og spørge om de kunne hjælpe.

Jeg ringede raden rundt, og det var naturligvis den sidste jeg ringede til, som havde en hel plakat. Og hvem andre end Bø, vores trommeslager. Den fik jeg lov til at hente, og allerede dér opstod det næste problem: Plakaten målte hele 63,7×81,0 cm og de øvrige plakater på Café Melson var i A3 formatet (296×420 mm). Tidligere fodboldfjender var heldigvis også i den grafiske branche, og med deres mellemkomst fik jeg affotograferet den originale plakat og fremstillet en ny plakat i A3 formatet. Keine hexerei, nur behendigkeit! Plakaten blev afleveret på Café Melson, men stadig havde vi ikke fantasi til, hvad det kunne føre til.

Et herligt gensyn og en god ide

Jack And The Rippers på Cafe Melson op til den weekend der lagde kimen til 'Ægte Horsens 60'er Pigtråd'. Læg mærke til plakaterne på væggen.
Jack And The Rippers på Cafe Melson op til den weekend der lagde kimen til ‘Ægte Horsens 60’er Pigtråd’. Læg mærke til plakaterne på væggen.

Under en af disse telefonsamtaler fik Kalle den ganske geniale idé, at Jack And The Rippers, da skulle mødes en eller anden weekend. Så en ny runde per telefon. Alle blev glade, og sagde ja til ideen. Vi fik aftalt en weekend, og ventetiden kunne kun gå alt for langsomt.

Mødestedet blev selvfølgelig Café Melson, og snakken kørte bare på skinner med det samme. Vi blev bare afbrudt af pressens folk, som ville interviewe os og tage billeder. Selvfølgelig blev vi fotograferet foran nogle af de gamle plakater, hvor nu også vores prydede en af væggene. Et eller andet musikværtshus i Allégade havde sladret …

Da det var overstået, kørte vi ud til Jailhouse Studio, som er Tommy Hansens lydstudie i Horsens. Der var naturligvis hvad vi skulle bruge af anlæg, og Bø havde fået sine oldgamle Gretsch trommer kørt derud. Jack And The Rippers skulle selvfølgelig mødes, snakke, få lidt vådt og tørt, spille, snakke og spille og snakke. Jeg har altid pralet med, at man bare skulle samle Jack And The Rippers, så skulle de bare høre løjer. Det skal jeg da lige love for, men der er bare noget der hedder samspil, og vi var overhovedet ikke sammenspillede. Jeg deltog for eksempel med dur i første akkord i ‘The House Of The Rising Sun’. Kendere vil vide, at det er mol, så …

Mens humøret stadig var på et behersket stade klokken 20:12. Fra venstre John Teglgaard, Steen Lind (med den molestrerede hånd), Bø med ryggen til og Tommy Hansen.
Mens humøret stadig var på et behersket stade klokken 20:12. Fra venstre John Teglgaard, Steen Lind (med den
molestrerede hånd), Bø med ryggen til og Tommy Hansen.

Der kom dog et dryp malurt i bægeret. Steen mødte op med en kæmpe forbinding om venstre hånd, og kunne ikke spille bassen. Han var kommet til skade med en økse, da han fældede et træ. Heldigvis ikke alvorligt.

Da vi gjorde klar til at spille, blev jeg spurgt, om jeg ville spille bas. Det havde jeg jo gjort før. Nej tak, jeg skulle ikke nyde noget, men med hele to dygtige leadguitarister i bandet, måtte de hellere tage bassen på skift.

Men hele sammenkomsten var kanonsjov, og jeg skal da lige love for, at vi fik brugt mundlæderet. ‘Kan I så huske ….?’ blev sagt rigtig mange gange. Så blev hukommelsen genopfrisket om en mængde episoder, der var glemt af nogle, men husket af andre. Men godt, at det hele ikke blev optaget på bånd!

En del af snakken tog pludselig en ny drejning. Tommy sagde, at det kunne være enormt sjovt også at samle nogle af de øvrige Horsensbands fra dengang og lave et tresseraften. Bang! Ideen var bragt på bane, og vi kunne ikke slippe den igen.

Bø stikker triumferende stikkerne op i luften. En god weekend er i gang, og en god idé er blevet landsat.
Bø stikker triumferende stikkerne op i luften. En god weekend er i gang, og en god idé er blevet landsat.

Der stod jeg med mine flossede fingerspidser efter en hård weekend. Jeg havde hverken ejet eller rørt en guitar siden 1971, og jeg havde været nødt til, at dyppe mine ømme fingerspidser i én af min kones creme. Men jeg kunne ikke acceptere et Jack And The Rippers uden mig!

Et kæmpe arbejde

Fra det tidspunkt hvor Tommy havde støbt kuglen, lå der et kæmpe arbejde forude. Jeg havde kontaktet de aktuelle bands og forelagt dem ideen. Det skete til de personer, jeg havde en idé om, hvor var henne i ver- verden, eller rettere i Horsens. Alle kontaktmændene var positive og de lovede en hurtig tilbagemelding.

De fleste bands kunne melde om 100% opbakning, men enkelte bands løb ind i problemer. For eksempel kunne The Roosters ikke overtale eller finde de originale medlemmer, men problemet blev løst ved at gendanne Group 65, for det viste sig, at Ulrik Bache efter at have sunget i The Roosters, var kommet med i Group 65. Der var sket meget, efter jeg var blevet borgerlig og taget på et skoleophold i Holsted, en lille by i nærheden af Esbjerg. Så det eneste problem Group 65 havde, var at finde en leadguitarist. Ham fandt de – ikke en original guitarist fra tresserne – men en bluesguitarist som kom med på dispensation.

Ellers stod de næsten allesammen klar i kulissen: Hi-Heel Sneakers, Group 65, The Mods og Jack And The Rippers. Blot var der noget internt, der lige skulle klares i The Rockets.

Mødet med Horsens Folkeblad

Det første trin i projektet var noget, som jeg altid har gjort brug af i markedsføring: Dagspressen! Egentlig var det brydeklubben Hermod og min far, der først gjorde mig opmærksom på det uundværlige i et godt samarbejde med pressen. Ikke tage noget som selvfølgeligt, men udvise respekt. Ergo kontaktede jeg Horsens Folkeblad, og jeg gik direkte til toppen. Min fordel var, at jeg kendte huset ud og ind, fordi jeg havde min daglige gang der. Mogens Ahrenkiel var administrerende direktør og chefredaktør i én og samme person. Altså to fluer med ét smæk. Dog havde jeg ikke forestillet mig det omfang, det hele senere ville antage.

Det første møde var på en hverdag klokken otte på Mogens’ kontor. Jeg var der punktligt, men Mogens var lidt forsinket af noget internt på avisen. Conny, hans sekretær, serverede en kop kaffe, og udstyrede mig med Jyllands-Posten. Så kom Mogens, og undskyldte sin upræcished. Så sagde han, lidt indigneret: -Hvad i alverden, er det, du sidder med Kurt? Så var det min tur til at undskylde: – Det er en avis, som Conny var så flink at låne mig. – Det er sgu ikke den, jeg snakker om, svarede Mogens, – det er sgu det, du sidder med i koppen. Væk med det! Så gik han ud i et lille rum i tilknytning til hans kontor, skramlede lidt, og kom ud med to Ceres pilsnere. – Det var bedre, sagde han.

Vi havde et godt og positivt møde, men bagefter var jeg nødt til at køre hjem til mit eget kontor. Jeg havde faktisk flere møder den formiddag, men dén ene pilsner gjorde, at jeg følte mig bedugget, og jeg lugtede af øl. Så jeg måtte aflyse. Én pilsner!

Et samarbejde der blev til noget

Egentlig var det min overordnede plan, at indlede et naturligt samarbejde med Café Melson, som faktisk allerede havde et projekt med tressermusik i Horsens. Hvad var så mere naturligt end at lade dem fungere som arrangør? Det var også Mogens Ahrenkiels mening, men det var åbenbart ikke de kommende arrangørers mening.

Mogens Ahrenkiel og jeg havde aftalt, at de skulle være arrangører, og at jeg skulle være kontaktleddet mellem avisen og arrangørerne in spe. Jeg skulle bare have oplyst, hvad de ville have i honorar for at arrangere en tresseraften. Der var aftalt et møde, men jeg måtte møde op med uforrettet sag på Horsens Folkeblad, da jeg var blevet svigtet. Næste møde samme resultat. Jeg måtte endda finde mig i, at stå udenfor Café Melson klokken ni om formiddagen. Ingen lukkede op, mens jeg forsøgte at være en flue på væggen, da jeg stod og bankede på en værtshusdør, mens det halve Horsens kørte forbi.

På det efterfølgende møde på Horsens Folkeblad, viste Mogens Ahrenkiel, hvorfor han var chef på et dagblad: – Det gider vi ikke mere Kurt, så du må arrangere det selv! Chefredaktøren havde talt, så sådan blev det!

En overvældende opbakning

Det var en beslutning truffet af vores mæcen Horsens Folkeblad, og jeg skal lige love for, at det var en beslutning, der ikke faldt i god jord hos dém, som kunne have fået en god forretning ud projektet. Men jeg fik hele skylden, og i mange år efter måtte jeg finde mig i usaglige beskyldninger. Men jeg havde en bred ryg, og tryk avler modtryk.

Projektet begyndte at tage form, og jeg må sige, at jeg var enormt overrasket over den store imødekommenhed og den velvillighed jeg mødte fra Horsens Folkeblad. Hele projektet mødte en større interesse, end jeg havde troet var muligt eller forestillet mig.

Allerede inden linjerne var trukket op til det første pigtråds- arrangement, kom det næste projekt på banen. Horsens har jo et lydstudie, som kunne være med til at hæve projektet yderligere: En udgivelse af en fælles CD og kassettebånd! Igen gik turen op på Horsens Folkeblad for at fremlægge de nye, vilde planer. Alle planer og ideer var stadig meget abstrakte, men hvad skete? Mogens Ahrenkiel viste sig igen, som en handlingens mand: – Kurt, du finder frem til en pris og vender tilbage til mig! Så stod jeg pludselig med opgaverne på layouts til annoncer, layout til en CD/MC, jewelboxe, møder med et spillested, diverse aftaler om det økonomi, møder med Radio Horsens, planlægning af arrangementet osv osv. Det kunne godt pusten fra én, men samtidig var det enormt spændende.

Projekt 1

Det første projekt var at afholde et tresserbal. Til det formål oprettede vi så ‘Musikforeningen Horsens Pigtråd’ med vedtægter og det hele, men der blev aldrig valgt en bestyrelse. Ingen spurgte efter det, og sjovt nok findes der ingen referater fra møder eller generalforsamlinger. Måske fordi der aldrig blev holdt nogen. Men hvert af de bands som var involveret, havde en kontaktmand. Så det smagte da lidt af fugl.

Ret omgående blev vi enige om, at Kilden ville være det rigtige sted, og allerede da jeg havde holdt det første møde med Danesi, stod det klart, at i Kilden skulle det være. Den aftale jeg fik i stand med restauratøren Danesi, var også en god aftale. Danesi blev en god sparringspartner for mig, for min erfaring indenfor restaurationsbranchen var lig nul. Man hører tit om snyd og bedrag, men Danesi var en absolut fair restauratør. På intet tidspunkt kørte jeg frem med krav. Det var bare slet ikke nødvendigt, for han guidede mig gennem vores snak – og han havde selv svarene. Så denne del var hurtigt overstået.

Til det første arrangement i maj 1992, blev der ikke planlagt spisning for gæsterne. Simpelthen fordi vi overhovedet ikke havde nogen anelse om, hvor stort eller småt det ville blive. Derimod mødte de deltagende musikere op til en let spisning for lige at hilse på hinanden, stive hinanden af og ønske god vind.

Projekt 2

Det var altså en 2-trins raket, vi var ved at fyre af. Værktøjet var lige ved hånden: Jailhouse Studio på Priorsløkkevej! Tommy Hansen blev naturligvis det lydmæssige bindeled, mellem da vi spillede pigtråd i 1960’erne og år 1992. Hvad var mere naturligt, end at Tommy skulle dreje på knapperne og producere det nye projekt. Jeg var ikke i tvivl om, at Tommy ville styre det hele med professionel hånd. Og det gjorde han.

Horsens Folkeblad havde givet tilsagn om økonomien, så nu skulle der laves en plan for indspilningerne, band for band. Tommy er som sagt professionel, og han følte sig ansvarlig for produktet. Indspilningerne forløb uden store problemer, og man kan høre, at der ikke blev lavet mange krumspring i indspilningerne. Målet var jo ikke en supermoderne ‘lagkage’, men indspilninger tro mod den tid vi kom fra. Det lykkedes.

Det lykkedes ikke, at få The Rockets gjort klar. Der har været mange medlemmer af bandet gennem tiden, så de kunne åbenbart ikke beslutte sig for, hvem der skulle udvælges. Derimod foreslog Tommy, at bede leadguitaristen, Franz Pedersen, om at indspille et Shadows instrumentalnummer med Jack And The Rippers’ Tommy Hansen, Steen Lind og Bø som backing gruppe. Nummeret var ‘Sleepwalk’ og det blev et godt tilskud til CDen under navnet The Rocket.

På CDen hører man også, at Tommy Hansen deltager med orgel på mange skæringer, for markant nok var Tommy den eneste, som spillede keyboard blandt fire bands. Derudover lagde Tommy helt originalt en pladeindspilning fra Danmarksmesterskabet 1966 i KB Hallen med The Rockets ind som sidste skæring.

CDen 'Ægte Horsens 60'er Pigtråd' blev dog også lavet som musikkassette. CD'erne var endnu ikke braget egenrådigt igennem.
CDen ‘Ægte Horsens 60’er Pigtråd’ blev dog
også lavet som musikkassette. CD’erne var endnu ikke braget egenrådigt igennem.

Så var “Ægte Horsens 60’er Pigtråd” ved at tage sin endelige form, men der var dog stadig nogle løse ender. Vi skulle have lavet et layout til et hæfte, et layout på omslaget og få lavet en ren-tegning til logoet. Layoutet til hæftet og pladeomslaget kunne jeg selv klare, kunstneren Birgitte Kongegaard lavede tegningen, redaktøren Jan W. Christensen fra Horsens Folkeblad skrev teksten til hæftet, og Grafisk Horsens leverede satsen og rentegningerne. Og så kunne det endelig gå i trykken samme sted.

Selve produktionen af CDer og musikkassetter vidste Tommy selvfølgelig alt om, så det klarede han. Men arbejdet var ikke slut endnu. Jeg fik leveret kasser med jewelboxes, CDer i kasser, kasser med musikkassetterne og også alle tryksagerne i kasser. Så min kone og jeg måtte, hjemme ved spisebordet gå i gang med at samle det hele. Efterhånden som vi blev færdige, kunne jeg så ringe til de andre bands og fortælle, at der var en sending klar. Mærkeligt nok, så var de alle lynhurtige til at afhente.

Det var også Tommys opgave, at finde rækkefølgen på indspilningerne. Hans ører ville garanteret høre en sammenhæng, som vi andre ikke kunne finde. Det viste sig også, at de deltagende bands var lige så forskellige, som de også var det i tresserne. Jack And The Rippers indspillede nogle lidt vildere og spøjse numre, de andre var mere seriøse og tro mod for eksempel blues genren. Der var altså flere hensyn at tage end blot bands’ene på skift. Men det blev altså Tommys hovedpine. Modigt var det, at han valgte at sætte ‘Keep On Running’ med Jack And The Rippers som åbningsnummer. Jeg hørte dog aldrig nogle negative kommentarer for det. Men de har nok været sagt i krogene.

Det står i avisen

Et lille udsnit af den anden helsides artikel i Horsens Folkeblad, Volume 2. Den første artikel, Volume 1, ses i nedfotograferet udgave. Derudover bragte avisen også en serie mindre annoncer, men dog i formatet 3x250 mm.
Et lille udsnit af den anden helsides artikel i Horsens Folkeblad, Volume 2. Den første artikel, Volume 1, ses i nedfotograferet udgave. Derudover bragte avisen også en serie mindre annoncer, men dog i formatet 3×250 mm.

Samtidig med disse indspilninger var Horsens Folkeblad i fuld gang med det redaktionelle. Vi var stadig meget imponerede over dækningen, både af mængden af annoncemilimetre, men så helt klart også over det redaktionelle.

Alle bands blev kontaktet af en journalist og en fotograf, og der blev lavet aftaler om tid og sted for en fotosession. Der blev lavet interviews, og vi kunne først se det færdige resultat i avisen. Det blev til helsides artikler – vel at mærke i broadsheet formatet, det gamle dagbladsformat – og ikke i tabloid formatet (BT formatet). Det var helt vildt og uvirkeligt. Vi følte, at byen summede af forventning, for det gjorde vi i hvert fald selv.

Luften ligesom som sitrede

Det skulle vise sig, at det første arrangement i maj 1992, ikke blev det eneste. Så langt fra. Men det første arrangement var helt speciel. For vi havde stadig ingen anelser om, hvad vi var i gang med. Aftenen oprandt, og jeg var spændt som en stålfjeder. Luften ligesom sitrede af forventning og nervøsitet.

Danesi havde anrettet og dækket bord til alle musikerne og konerne, og stadig var der sommerfugle i maven, men nu tilsat lidt lækker mad og drikkelse. Men nu var det alvor. De første gæster dukkede op, så kom de næste og de næste og de næste …

Sommerfuglene blev større og større. Men det var sjovt at se, at mange af gæsterne havde deres børn med, og det var faktisk på børnene, vi kunne genkende mange, som Tommy udtrykte det.

Lærte noget nyt om anlæg

Sådan et musikarrangement kunne åbenbart ikke gennemføres uden et lejet PA-anlæg, en mixerpult og en lydmand. Jeg anede ikke hvad et PA-anlæg var. Til at begynde med, troede jeg det var et PR-anlæg, og nogle fik sig et billigt grin. Igen måtte Tommy i sving og sørge for at kontakte de rigtige mennesker.

Da anlægget ankom om eftermiddagen, fik jeg noget af en artig overraskelse. Udenfor Kilden stod der en stor lastbil, og det var først, da folkene begyndte at slæbe det ene store kabinet efter det andet ind i Kilden, at omfanget gik op for mig. Jeg troede stadig, at de læssede af et forkert sted, men ingen fortrak en mine, og jeg lod som ingenting. Lydmanden overtog hurtigt styringen, da hele udstyret var på plads, men det var ikke slut endnu. Næh, nu skulle det da også tilsluttes vores eget baggear og mic’es op.

Snart skulle det blive værre endnu. Da alle forstærkere var klar, blev trommerne også mic’et op, men først skulle alle guitarister lave lydprøver, og det havde jeg aldrig prøvet. Det blev dog overstået, uden at jeg fik et nervesammenbrud.

Trommerne er åbenbart et større problem og noget meget monotont. En mikrofon på hver tromme plus overhead mikrofoner. Lydprøve først på stortrommen: Bom bom bom bom bom i en uendelighed. Så den store gulvtamtam: Bom bom bom bom … Lige til alle trommer og bækkener var i orden. Først da kunne der komme struktur på, og trommeslageren kunne spille noget mere sammenhængende. Så kunne bands’ene komme på scenen og prøve at spille et par numre. Det var faktisk spændede at spille med lydmand på, og få den bestilte lyd fra den monitor der stod lige foran mig. Det er faktisk stærkt vanedannende.

Det første program

The Rockets havde næsten fået samling på tropperne, så med hele fem bands var det pinende nødvendigt, at strukturere aftenen. Fem bands er for mange på én aften, men nu var det blevet sådan. Vi blev derfor også nødt til at trække lod om rækkefølgen. Ingen ville for eksempel melde sig frivilligt til at være det første band, som gik på. Det blev klaret, og det blev heldigvis ikke os.

Jeg lavede et program for aftenen, og det blev ikke kæmpe repertoirer, der blev brug for. For at musikerne ikke skulle bruge al deres energi på én gang, havde vi besluttet, at alle skulle på scenen to gange. Det betød, at sættene blev ultra korte, og jeg mener at kunne huske de var på 25 minutter og så 10 minutter til skifte bands. Egentlig godt nok, for vi skulle først opbygge vores repertoirer fra nul. Vi anede stadig ikke, at der kunne ligge 17 arrangementer foran os! Samtidig var Steen Lind en travl bassist under det første arrangement. The Rockets var endnu ikke kommet helt på plads, så de skulle låne en bassist.

Konkurrence er sundt

Jeg har altid været et konkurrecemenneske, men det kom alligevel bag på mig at opleve på det netop her, en total amatør som mig. Og så alligevel. Min indstilling vil altid være, at være bedre end alle andre. Eller i hvert fald forsøge på det. Den indstilling var der også andre der havde, og netop det moment havde en skærpende effekt til gavn for hele projektet. Faktisk, er jeg ganske stolt over, at hele menageriet kunne køre så mange gange i så mange år. Og det var stadigvæk absolut mest sjovt gennem årene.

Bø sagde stop

Jack And The Rippers havde altså startet hele projektet. Det originale band med Steen Lind, Tommy Hansen, Carl Emil Persson, Kurt Hermann og Carl Aage Strøm ‘Bø’ Sørensen, kunne stille op i Kilden som helt ægte i ‘Ægte Horsens 60’er Pigtråd’. Det var jo netop én af hjørnestenene, at det originale skulle tilstræbes.

Som et lyn fra en klar himmel, meddelte Bø en aften backstage, at nu var slut. Han ville ikke mere. For at understrege alvoren af det, lagde han sine trommestikker meget bestemt på et bord og sagde: – Og Kurt, du må ikke overtale mig mere! Det måtte jeg acceptere, og jeg lod ham få fred. I stedet måtte vi så afsøge ‘markedet’ for trommeslagere, og ret hurtigt løste Tommy problemet. Han havde jo spillet sammen med John Lundvig i blandt andet ‘Den Gamle Mand Og Havet’. Tommy tog kontakt til John, og så blev John en Ripper. Det var også en af de første aftener, at Kalle var med for sidste gang. Der er nu også en del asfalt mellem Horsens og Hjørring.

Der var ikke stor udskiftning af musikere i de gamle bands, men på et tidspunkt måtte vi skifte guitaristen og hammondspilleren Tommy Hansen ud med guitaristen med John Teglgaard, også en ‘gammel’ Ripper. Tommy havde fået megatravlt i sit studie, men nu var det nemt at afsøge markedet, for John var kun en telefonsamtale væk, selvom han boede, og bor i østblokken – i København. Så også den John, blev en Ripper – igen.

Danesis chok

Til et af de næste arrangementer på Kilden, havde vi travlt med at stille udstyret op og lave lydprøver. Alt forløb fint og alt var rosenrødt. Lige til Danesi daskede forbi mig i sit eget, men uhyre effektive tempo, og sagde roligt: – Hvordan er det gået med billetsalget, Kurt. Jeg kunne overmåde stolt meddele ham, at det var gået rigtig godt: – Der er solgt 800 billetter i forsalget. Aldrig har jeg set en mands ansigtskulør skifte så hurtigt: – 800 billetter, fik han fremstammet, så mange må der kun være i hele Kilden. Det var kun hans sorte tøj, der viste at han var der. Han var helt hvid i ansigtet, og gik helt ud i ét med væggene.

Da han var kommet lidt til hægterne, fortalte jeg ham, at han selv havde fortalt mig det, men at det var 800 i HELE Kilden, havde jeg ikke forstået. Højt og lavt, i restaurationen, WCerne, på trapperne og i de to lokaler foroven, og ikke kun i den store sal. Så gode råd var dyre. Danesi traf en hurtig beslutning, og åbnede den store scene, som vi endnu ikke var begyndt at bruge. Det var pinende nødvendigt for at få en god aften ud af det. I forvejen havde Danesi besluttet, at Ta-Selv-Bordet ikke skulle være inde i salen, men ude i forhallen. Godt det samme.

Men helt ærligt: Sikke en aften! Det var ikke til at bevæge sig for publikum, og skulle man have en fadøl, så foregik det på Skansen-manér, når Sussi og Leo ‘spillede’ dér: Du afgav en ordre og penge, og tilbage kom der en fadøl! Og publikum elskede det. Det var så absolut den bedste aften i hele ‘Ægte Horsens 60’er Pigtråd’s historie – udover den første. Men vi var selvfølgelig nødt til at respektere brandmyndighedernes regler, så vi strammede op.

Lyden

Et problem i Kilden er lyden. De professionelle lydfolk var tæt på nervesammenbrud, når der blev lavet lydprøver. Det er bedst at spille på tværs i salen, for når vi stod på den store scene, kom lyden bulrende tilbage nede fra indgangen.

Vi forsøgte at afbøde fænomenet ved at hænge lange bannere tværs over fra balkon til balkon og et mægtig stor bagtæppe nede for enden. Bannerne hentede vi i Allégade i Haandværkerforeningens depotrum, for de havde ikke brug for dem, med den helt fantastiske akustik de har der. Bannerne pyntede ikke ligefrem, men det var heller ikke det, de skulle bruges til.

Rift om billetterne

Det var naturligvis fint, at der blev rift om billetterne, men så meget rift, havde jeg aldrig drømt om. De sidste dage før et arrangement, stod telefonen bare ikke stille. 99% af opringningerne var om billetter, selvom vores salgssted havde meldt alt udsolgt. Men så ringede folk da bare til mig, og så var de nok sikre på, at så gik det i orden. Men udsolgt er udsolgt. Pludselig kendte jeg hele Horsens, og mange telefonsamtaler startede med ‘Hej Kurt, kan du huske mig’? Nogle kunne jeg da godt huske, men de fleste kunne jeg ikke huske. Om det så havde været tæt familie, havde det ikke ændret noget. Problemet kunne kun have været løst, ved at vi var flyttet i Parkhallen. Men det ville vi ikke. Til at begynde med var det lidt sjovt, så blev det irriterende. Og hver gang telefonen ringede, råbte hele familien: ‘Billetter’!

Åbenlys sortbørshandel

Under et af de første arrangementer blev jeg kontaktet af Hardy Nikolajsen fra Radio Horsens: – Kurt, er du klar over, at billetter bliver solgt udenfor til overpriser? Nej, det var jeg ikke, men vi fandt ud af, at en indgangsbillet til en ‘tresser’ kunne købes for 150-175 kroner! Altså ren sortbørshandel. Men vi kunne bare føle os smigrede, for hvad kunne vi ellers gøre?

Vi oplevede også, at byens andre dansesteder sendte repræsentanter op i Kilden for at se, hvor deres kunder var henne. De var åbenbart i Kilden, så vi lavede et kollegialt samarbejde og annoncerede i højttalerne, at der var gratis adgang der-og-der fra klokken 2. Så fik de da lidt ind på karrusellerne.

Billetsalget

BilletterTil det allerførste arrangement i 1992 var Horsens Folkeblad’s ekspedition som dengang lå på Søndergade 47, det helt naturlige sted at placere billetsalget.

Til det næste arrangement, og de mange efterfølgende i Kilden, kom en af mine markedsføringskunder så at sige ind i synsfeltet: Friis Optik, som ville lade butikken på Søndergade/Torvet stå for billetsalget. Og Friis Optik ville endda betale for vores annoncering, ja selv for trykningen af indgangsbilletter og spisebilletter. Blot skulle Friis Optik have deres logo med i annoncer og på billetterne. Naturligvis!

Danesi og Kilden var nemlig gået med på prisen på ‘en tresser’. Det vil sige, at en indgangsbillet og en spisebillet kom til at koste 120 kroner. Det var priser, som vi fastholdt gennem årene. Så Friis Optik, Danesi i Kilden og trykkeriet Grafisk Horsens var trofaste og og gode partnere hele vejen. Det var vi da også, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi fik andre tilbud.

Kroner en, kroner 2, kroner ….

(Pengegaloppen med Hans Kurt). Som sagt blev der aldrig valgt en bestyrelse, men jeg stillede hurtigt et krav om, at vi skulle have en kasserer. Det var et ansvar, som jeg ikke ville have lagt på mine små skuldre. Valget faldt på John Porsgaard fra Hi-Heel Sneakers. Altså ikke fordi han var blevet valgt på en generalforsamling, men fordi jeg havde spurgt ham pænt og høfligt.

John sagde heldigvis ja, og han varetog opgaven perfekt gennem alle årene. Det var ikke blot at lægge pengene i pæne stabler, men også beregne Koda afgiften og levere et momsregnskab. Det kræver mere end den lille urinprøve, og tal har aldrig været stærke side eller haft min store interesse.

Da pigtråden blev rullet ud

Pigtråden blev helt bogstaveligt rullet ud i Friis Optik’s butiksruder på Søndergade. Nu var opgaven en ganske speciel vinduesudsmykning med guitarer og forstærkere lånt blandt musikerne i ‘konsortiet’. Det må have været Friis’ dekoratør, som kom med det kreative forslag, så han købte en hel rulle ægte pigtråd til formålet. Så det hele blev til en sjov og spændende vinduesdekoration, som havde en rigtig god stopeffekt. Og det var selvfølgelig også meningen!

Gode konferencierer – og så lige Arvid

Arvid satte humøret op i ventetiden, til musikken fik det hele til at dreje sig om nogen andet.
Arvid satte humøret op i ventetiden, til musikken fik det hele til at dreje sig om nogen andet.

Til nogle af de første arrangementer havde vi entreret os med et par dygtige konferencierer. Den første var Ulrich Bache, som havde sunget i The Roosters i tresserne, og den næste var John Norgaard, som havde spillet i The Rollickings i tresserne, men især kendt fra TV og fra hans medlemskab af Østjydsk Musikforsyning. Det var nødvendigt med præsentationer af de gamle bands de første aftener, så publikum kunne genkende dem.

Og pludselig dukkede Arvid op. En sjov og gakket tjenertype, som også var kendt fra TV. Han var ikke annonceret, men var i den grad tilstede, og forvirrede gæsterne med sin skæve figur. De tre var gode medarbejdere, og der var pludselig stil over det.

Lærte reglerne

Afregningen til arrangementerne kunne blive et problem. Jeg lærte, at det ikke gjorde forskel, om et band havde 4 eller 6 medlemmer. Et band er et band. Pludselig fik et band vilde planer. De var 5 mand, men meldte nu ud, at de skulle have en blæsersektion på 3 mand med. Jeg sagde til dem, at det var da helt i orden. Så det forløb glat, lige indtil de sagde, at så skulle de da også have meget mere i hyre. Så brød forhandlingerne lynhurtigt sammen. Og blæsersektionen blev aflyst.

5 bands blev til 4

En af vore egne krav til de deltagende bands var, at det skulle være originale medlemmer, så meget som det var fysisk muligt. Kunne et band ikke klare kravet, kunne man søge en subsistut i et andet af de gamle bands fra tresserne.

Et andet band fik pludselig interne problemer. Vores interesse lå i de bands, som spillede i tresserne, men her var et band som var fortsat efter tresserne, og de to originale medlemmer som var tilbage, ville pludselig kun spille sammen med den nye besætning. Det sagde jeg nej til, men var så dum alligevel at acceptere en blød mellemlanding: Det originale band spillede deres første sæt, og det nye band spillede det andet. Det viste sig, at være en dårlig ide, og det syntes publikum så sandelig også. Det nye band’s repertoire var drejet – eller vendt på hovedet – fra 60er til 90er numre, og det var jo ikke lige dét vores koncept lød på.

4 bands blev til 3

Det næste band som røg i svinget, blev Group 65. Hvorfor kan jeg bare ikke huske, kun at det var aldeles udramatisk. Faktisk en skam, for deres meget blues inspirerede musik var en dejlig ‘modvægt’ til vi andre bands. Mener, at Group 65 fortsatte i en eller anden konstellation som et rendyrket bluesband, men nu under navnet Wild Turkey Blues Band. Et navn der siger alt om deres musiksmag.

3 bands blev til 2

Tiden gik alt for hurtigt, og pludselig var der gået otte år med to arrangementer hvert år og et enkelt år med et ekstra.

Nu kom Horsens Ny Teater på banen. Det har nok været en torn i øjet på Frank Panduro, at Horsens Ny Teater ikke var en part, så et møde blev fastsat. Nu skulle kun The Rockets og Jack And The Rippers på scenen. Teatrets faciliteter var fornemme, og vi var nok lidt duperede over det.

En aftale kom i stand. En beslutning var truffet. Om det så var en forkert beslutning, er svært at sige. Men det blev en helt forkert aften, og det blev altså den sidste aften med ‘Ægte Horsens 60’er Pigtråd’.  Tresserballerne fortsatte i Kilden, men med andre aktører. Så det er spørgsmålet, om ikke vi kunne have fortsat mange, mange år mere. Det finder vi aldrig ud af, så ‘Let bygones, be bygones’.

Og det var så den epoke!

[December 2013]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.