Broen, 8. årgang, nr. 1, 1995/1996
Nedenstående artikel, som er skrevet af Fredrik Bajer, blev trykt første gang den 8. juni 1879 i ugebladet “Nær og Fjern”. Artiklen er fundet på Hansted Sognearkiv, oversat fra gotisk skrift og kommenteret af Peder Pedersen.
Fredrik Bajer beretter
Størstedelen af general Hegermans armekorps hvilede sig ud på Mors fra midten af marts til begyndelsen af april. Imidlertid var et blandet kommando af rytteri og fodfolk, det sidste til vogns med beredne officerer, på strejftog, fordelt i to afdelinger.
Den østlige af disse under ritmester Gustav Castenskjold fløj således frem og tilbage, at jeg, der hørte til denne afdeling, den 16. marts var i Hobro, den 17. i Randers, den 18.i Århus, den 27. igen i Randers, (hvor Kong Kristian IX. spiste middag med Officererne m.fl., hos amtmanden, Kammerherre Rosenørn), den 31. i Skanderborg, og fra den 5. til den 16. april i Horsens og omegn.
I nogle af de sidstnævnte førte jeg en til en vis grad selvstændig befaling over en mindre afdeling. af 1. regiment (Københavnere) der var sammensat af dragoner, husarer og fodfolk. Dette var meget mere interessant end at ligge på limfjordsøen Mors.
Tjenesten var vel streng, men skiftevis gik mandskab og heste tilbage til Skanderborg. Der lå ritmester Castenskjold med reserven, og ligeledes min eskadrons kommandør løjtnant R, som jævnlig sørgede for afløsning til den anstrengende og farefulde forposttjeneste i egnen syd for Horsens, hvor vore patruljer næsten daglig havde små sammenstød med fjenden, især ved Ølsted kro, en mils vej syd for Horsens ved landevejen mod Vejle. Vore folk havde ligefrem ordre til at lade sig se af fjenden. Han rekvirerede vogne o. lign. omtrent på de samme steder som vi. Desværre blomstrede også spionvæsenet under disse forhold. Således måtte jeg den 6. april lade en husar bringe to civile tyskere fra Vejle-kanten til Århus, fordi de var mistænkt for at samarbejde med fjenden.
Hovedkvarter i Egebjerg
Fra den 5. til den 10. april havde jeg mit “hovedkvarter” hos gårdmand Rasmus Jensen i Egebjerg, en elskværdig gammel mand. Hans søn, som senere har arvet gården efter ham, er fra nytår 1879 blevet formand for sognerådet i Lundum-Hansted kommune.
Gården hedder “Horskjærgård” og er stadig i slægtens eje. Den ejes i dag af Rasmus Jensens tipoldebarn Søren Palmelund Christensen og hans kone Birthe.
Det var sjældent, man i den tid fik lov at ligge så længe på samme sted. Jeg blev ligesom mere “hjemme” end i mine tidligere kvarterer. Underligt var det at høre, at der samme steds, kort før jeg flyttede ind, havde ligget fem østrigske Officerer indkvarterede! Portene bar friske mærker af Fjendens besøg. Han skrev nemlig på portene med kridt, hvor mange mænd og heste, der skulle ligge hvert sted.
Bavnehøj syd for Grusdalsvej 22 set fra sydvest, 1995. Foto Peder Pedersen
Egnsbeskrivelse
Rasmus Jensens gård lå omtrent midt i Egebjerg. Efter nogle minutters gang mod syd, over en mark, var man på en bakketop, hvor der stadig holdt en observationspost på udkig.
Den lille bakketop som Frederik Bajer taler om er uden tvivl højen, som ligger umiddelbart syd for Grusdalsvej nr. 22, og som man altid før i tiden kaldte “Bavnehøj”.
Gennem dalen syd for bakken slynger sig en å, der løber under Skanderborg-Horsens landevejen for kort efter at forene sig med den større Hansted å. På dalens modsatte skråning ligger kirkelandsbyen Hansted. Mange, som nu på den senere anlagte jernvej gennemfarer denne by, kort før det nordfra kommende tog holder ved Horsens, vil næppe kunne have undgået at lægge mærke til de mange storkereder på landsbyens tage.
Fra bakketoppen svæver øjet i flugt med den mod syd løbende landevej, over en ny dal hinsides Hansted, gennem den er det, at Hansted å, løber under Hansted-bro, og så efter et kort løb fra nordvest til sydøst ved Stensballe sund, tæt øst for Horsens, løber ud i fjorden.
Hinsides denne anden dal møder øjet først en stor flotliggende bygning vest for landevejen, det er Horsens Tugthus. I de dage, hvorom talen er, morer man sig over, at den prøjsiske general Wrangel, da han på Vejle landevej sydfra første gang nærmede sig Horsens, udbrød ved synet af det højtliggende smukke tugthus: “Der ligger et slot, der vil jeg bo!” – hvortil en mand fra Horsens, der nok på embeds vegne red ham i møde, skal have svaret, at man vistnok med største fornøjelse ville indkvartere generalen der.
Derefter møder øjet (vi tænker os stadig på bakketoppen syd for Egebjerg) lidt længere mod øst Horsens kirkespir og den højtliggende mølle, ved hvilken dens ejer, grosserer Winning bor. Endnu længere rækker øjet ud over Horsens købstad og helt ned mod det smukke landskab på Vejle-egnen, der gennemskæres af landevejen som en hvid linie i retning fra nordøst til sydvest. Torsted og Tyrsted kirker, begge en halv mils vej syd for Horsens, begge mindende om vore gamle nordiske guder, er nogle af de mest fremspringende punkter i landskabet.
Bakketoppen var således et fortrinligt udkigssted for en observationspost mod syd, hvorfra fjenden snarest kunne ventes. Men heller ikke var den ilde valgt for den, som ville iagttage egnen mod vest, hvorfra man kunne vente omgående bevægelser.
Omtrent en mils vej i lige linie mod vest for bakketoppen øjner man Tamdrup kirke, som ligger meget højt oppe på en bakke og derfor er synlig fra alle sider i lang afstand. Tæt forbi Tamdrup kirke fører en landevej fra en bro over Gudenå gennem landskabet mellem Hansted- og Bygholm-åerne, af hvilke den ene løber nord og den anden syd om Horsens ud i fjorden. Landevejen fører lige til den nordlige udkant af Horsens.
Ved Tamdrup kirke var udstillet en anden observationspost, som holdt forbindelse med den i Egebjerg. På begge punkter var oprejst bauner, stænger med tjæret halm, hvori der skulle stikkes ild, dersom fjenden nænnede sig om natten.
Posten i Egebjerg stod atter i forbindelse med en tredje ved Serritslev, en landsby, som ses fra bakketoppen en halv mils vej mod øst. Derfra kunne man med lethed have set baunen brænde ved Egebjerg. Serritslev ligger ved den gamle Århus-landevej, som når man kommer over Hansted-bro, tæt nord for Horsens, bøjer af for den “nye” i nordøstlig retning, løber gennem Serritslev og Tvingstrup, forbi Hovedgård, samt – uden at røre Skanderborg – atter ved Viby, syd for Århus, forener sig med den “nye” landevej “Chausseen” (nu Egebjergvej). Den sidste derimod berører de østlige udkanter af Hansted og Egebjerg, den østlige af Gedved, og fortsættes over Skanderborg til Århus.
Strategi
Til yderligere forståelse af, hvad der skal fortælles nedenfor, bør man vide, at den 6. april havde general Hagennann med alle de “morske” mænd, som vi på Strejfkorpset i de dage spøgefuldt kaldte dem, brudt op fra Mors og havde bevæget sig så hurtigt sydpå, at Generalen allerede den 8. kunne være på “Kalbygård” (tre mil vest for Århus), og derfra den 10. sende sin souschef, kaptajn Thomsen, (den senere krigsminister og rigsdagsmand) over Århus til søs til kommandanten i Fredericia.
Med denne general Lunding, skulle der træffes aftale om samarbejde i anledning af, at general Hegerman havde vundet krigsministeren, Lundby (der tillige med Kongen havde været på Mors), for følgende plan. Vore tropper i Nørrejylland skulle pludselig og med stor kraft gå angrebsvis frem, kaste fjenden, som mere og mere samlede sig om det hårdt trængte Dybbøl, sydpå, og angribe ham i ryggen foran Dybbølstillingen, som man under den i disse dage i London åbnede fredskonference satte pris på at holde, således skulle vi yde vore indesluttede venner den bedste hjælp.
Det er let at forstå, at under disse omstændigheder var det en opgave af særlig vigtighed for vort strejfkorps at holde fjenden i uvidenhed om, hvad der foregik.
10. april, Tysk offensiv
Søndag morgen, den 10.april, lå der så tyk en tåge over hele egnen, at det var umuligt at “observere” fjenden ved hjælp af øjet. Deraf benyttede han sig. Jeg havde netop fuldendt min morgen felttoilette, da jeg fik melding om, at fjenden var i hurtig fremrykning. Meldingen var umiddelbart fra vore yderste forposter gået videre til vore reserver i Skanderborg.
I en fart kom jeg ud, fik bagagevognene spændt for og alt gjort rede til, hvad der videre skulle foretages.Da min eskadronkommandør løjtnant R. kom travende nordfra med hovedstyrken, tilråbte han mig straks: “Ja jeg må forlade Dem. Jeg må lidt fremad for at se mig om. Vil De foreløbig tage kommandoen over eskadronen!” Han af sted syd på. Imidlertid begyndte tågen at lette.
Jeg fik bagagen sendt tilbage, eskadronen – på grund af detacheringer (afgivelser af mindre enheder til specielle formål), feltvagter, sygdom blandt mandskab og heste m.m. – næppe 40 mand stærk, ordnet, og rykket op på landevejen.
“Eskadron!- sablen – ud!” Kommandoordet i det højtidelige øjeblik, da man med spændt opmærksomhed venter på at skulle attakere! Straks efter kom der ordre, at jeg med eskadronen skulle rykke vort fodfolk til undsætning. Det holdt endnu under løjtnant Theodor Sørensens kommando Hansted bro. Fjenden havde med en meget overlegen styrke trængt det nordud af Horsens.
“Eskadron!march!” “Trav”! Kommanderede jeg så, og straks efter. “Fri trav”!
De danske soldater må trække sig tilbage
Imidlertid var jeg næppe kommen over åløbet i dalen og i højde med Hansted kirke, før jeg ved en ny ordonnans fra løjtnant R fik ordre til at gå tilbage igen. I det samme kom en lille patrulje, jeg havde sendt forud, jagende tilbage over bakkekammen foran os. Fjenden havde beskudt den stærkt, dog uden at træffe.I en jævn og rolig trav gik eskadronen da atter tilbage. Vort fodfolk havde måttet opgive Hansted bro og trak sig nu bort mod nordøst ad den gamle landevej over Serritslev.
Da vi var nede i dalen mellem Hansted og Egebjerg, rykkede fjenden lige bag os over bakkekammen og var hurtig på højde med Hansted kirke. Jeg red bagerst, fjenden nærmest, og min hest kunne ikke lade være at gøre for mig nogle ubehagelige spring når skydningen kom den så nær, at spidskuglerne fløjtede den om ørene.
“Ja, nu skal de have tak!” sagde løjtnant R, som netop var kommen galoperende tilbage, “vil De nu føre bagtroppen og bide dem fast i fjenden” – så retter jeg eskadronens tilbagetog efter dem.” “Ja vel” Han af sted nordpå med hovedstyrken. Jeg blev tilbage med 7-8 dragoner, af hvilke straks to kom til at gøre tjeneste som bagflankører.
“Bide mig fast i fjenden.” Sådan lød ordren. Bogstavelig kunne jeg ikke udføre den. Meningen måtte vel være, tænkte jeg dybt grundende, at jeg hverken skulle gå hurtigere eller længere tilbage, end fjenden strengt nødte mig til. Denne fortolkning gjorde jeg praktisk gældende.
Det var mig straks klart, at længere tilbage end til Egebjerg skulle jeg ikke gå, dersom det på nogen måde var muligt at holde mig der. Hvad der fandtes bag denne landsby, ville det nemlig ikke være muligt for fjenden at se, inden han kom helt op til den. Og heller ikke fra siderne ville han på lang afstand kunne opdage, hvad der muligvis stod skjult. Desuden var den ovenfor omtalte bakketop tæt syd for byen et så udmærket punkt for en observationspost, at den ikke gerne skulle opgives.
Jeg holdt derfor endnu med den bagerste bagflankør, en dragon ved navn “Frøstrup”, ved den vestlige udkant af Egebjerg, da nogle Prøjsere – to røde garderhusarer og en infanteriofficer, mente Frøstrup – stak hovederne op bag bakketoppen et par hundrede alen foran os.
Frøstrup red frem, skød på dem og jog tilbage igen. “Lad og frem igen!” sagde jeg. Prøjserne viste sig imidlertid ikke igen på dette sted. Senere hørte vi, at de havde været i den modsatte udkant af landsbyen, hvilken i en bue strækker sig ned mod Egebjerg-mølle ved åen. Men videre end til den yderste gård havde ingen af dem vovet sig.
Jeg havde efterhånden gjort, hvad jeg kunne, for at give det udseende af, at der stod en betydelig styrke skjult bag Egebjerg. Det var jo søndag, mange af egnens folk, der den dag havde fri for arbejde, havde stillet sig som tilskuere på, den lange bakkekam fra Egebjerg mod vest forbi gården “Petersholm”, de kunne nok på afstand af Fjenden antages at være infanteriposter. Men hvad mon han har troet om en rød postkusk, som jeg naturligvis stoppede, da han kommende fra Skanderborg, ville køre videre mod Horsens, og som jeg derefter lod spadsere om på landevejen ved siden af min hest.
Imidlertid havde Fjenden sent afdelinger frem på begge sider af os, dels til Serritslev og dels til Lund i nærheden af Tamdrup kirke. Vi passede nøje på ham fra den lille bakketop, som jeg atter havde ladet besætte med den sædvanlige dobbeltpost på to dragoner, så snart det lod sig gøre. Hans poster lige overfor os stod atter hinsides dalen ved Hansted kirke.
Time gik efter time, og hans poster blev flere gange afløste. Vore værter og familier kom ud til os med mad, og hestene blev en ad gangen sadlede af for at få et foder.
En ung, dansk dyrlæge, Birch, som rimeligvis var blevet træt af at holde langt tilbage ved vor reserve, hvor man intet kunne se af Fjenden, kom senere ridende til mig og gjorde hele tiden, med pibe i munden, frivillig tjeneste som bagflankør, var Fjenden allernærmest og beklagede kun, at hans manglende bevæbning ikke tillod ham at efterligne lyden af de prøjsiske spidskugler. Engang red han, uden andet våben end sin dolk, men stadig med piben i munden, helt over til Hansted, hvor det var komisk at se et par røde husarer skyndsomst forlade deres post ved synet af denne mærkelige fremtoning.
For længe siden havde jeg sendt melding til eskadronen (som jeg nok kunne have ønsket mig lidt nærmere), at fjenden ikke synes at ville gå længere frem af Skanderborg-vejen end til Hansted, medens de større patruljer, som han havde sendt frem til Serritslev i øst og til Lund i vest, atter gik tilbage mod Horsens tillige med vogne, så at fjendens hensigt rimeligvis kun var at “inddrive kontributioner” (tage krigsbytte), uden at afvente svar sendte jeg atter melding om Fjendens stilling, og fremhævede da tillige ønskeligheden af at holde den lille bakketop for observationens skyld.
Fjenden går tilbage
Da det længe ventede svar kom, lød det på, at ritmester Castenschiold havde givet ordre til, at vi skulle trække os tilbage til Nybro, tæt syd for Skanderborg. Her gjaldt det da at handle efter konduite. Ved en ordonnans lod jeg Løjtnant R. spørge, om han ikke kunne vente med at efterkomme ordre, indtil ritmesteren havde fået lejlighed til, at svare på min sidste melding.
Jeg fik da også tilladelse til at blive stående med min lille bagtrop ved Egebjerg, men kun på den betingelse, at jeg sendte noget ud for at være sikret mod en omgående bevægelse vestfra over Urupgård, til hvilken side vi savnede al dækning.
Jeg rådede ikke over så meget at “sende ud”. Men heldigvis kom i det samme en vogn med to herrer og to damer kørende netop fra Urupgård, der iblandt dens ejer, min gamle skolekammerat, baron Oskar Gyldenkrone, som for et par år siden havde taget sin afsked som reserveofficer ved rytteriet. “Hidtil havde der ingen fjender været på den kant”, nu kørte han tilbage og ville så sende melding. Han kom senere selv ridende: der var intet.
Fjenden havde imidlertid begyndt at inddrage sine poster lige over for os, den ene efter den anden. “Kun en post blev endnu stående lige nord for Horsens”, hed det sig fra observationsposten. Senere viste det sig slet ikke at have været nogen post.
Jeg sendte netop min eneste Korporal hen til min dobbelte post på bakketoppen. Den skulle melde, når fjenden havde inddraget sin sidste post, og, om muligt, hans tilbagetog fra Horsens mod Vejle. Da kom en Underkorporal jagende tilbage: “Prøjsiske Husarer!” “Hvor? – det er jo en grå mand!” “Nej, der var også rødt.”
Nu kom den dobbelte post tilbage i fuld firspring. Lidt efter Korporalen ridende aldeles rolig! Hans hest var blevet sky for den grå civile mand, der så pludselig kom farende til hest ovre fra Hansted, og denne frygt hos Korporalens hest havde smittet de andre.
“Var det grund til at forlade sin post, om det også havde været en prøjsisk Husar?” – jeg skammede dem ud. “Da de så Korporalen, troede de, at der havde været flere.” Den grå mand var hestehandler Natansen, som jeg et par dage forinden havde gjort flygtigt bekendtskab med i Horsens. Han var redet fra byen, lige så snart den sidste fjende var gået ud af dens sydlige udkant og tilbage ad Vejle til.
Straks lod jeg bakken ved Hansted kirke besætte for at iagttage Hansted bro, lige nord for hvilken den gamle og den nye Århus-landevejskilles. Det var jo rimeligt, at vort fodfolk, som om formiddagen havde trukket sig tilbage ad den gamle, atter ville gå frem for at besætte Horsens.
Mindesten på Nordre Strandvej, rejst over Niels Sørensen. Foto: Peder Pedersen
Fjendens besøg i Horsens
Hr. Natansen gav mig udførlige meddelelser om Fjendens besøg i Horsens, hvorfra denne ved 2-3 tiden atter var brudt op.
Der havde været 1000 mand af 4. prøjsiske garde-infanteri-regiment og 2 eskadroner røde husarer (samt enkelte kyrasseer-officerer), en tredje husareskadron og et batteri var nok blevet syd for byen. Da de rykkede frem fra Vejle, var to af mine dragoner på den længst udgående patrulje blevet afskåret af fjenden, men de mentes at være undsluppen ind i Bjerre herred. (Dagen efter var de tilbage i tjenesten igen, de var slupne over til Øerne i Horsens fjords munding).
En tredje Dragon kunne, da han blev forfulgt af Fjenden, ikke følge patruljen på sin udmattede hest, en bonde pløjede i nærheden, han gav ham en af sine egne heste, og dragonen undslap, Fjenden skal, under sit ophold i Horsens, have beundret den fart hvormed det skete.
Af den infanteri-afdeling (1. regiments 7. kompagni), som forsvarede Horsens, havde to mand ikke kunnet nå at komme af sted med de øvrige, de havde måttet opholde sig skjult i byen, medens Fjenden var der, den ene af dem havde brækket benet, da den første stilling, nede ved Sønderbro, måtte forlades, ham var det ikke så let at skjule, hvorfor man havde givet ham civile klæder på. En af vore infanterister var falden ved Hansted-bro og død indbragt til Horsens.
Soldaten som faldt ved Hansted-bro, hed Niels Sørensen Ørsted. Der står en mindesten på stedet hvor han faldt. Læs mere om denne episode i bogen “Mennesker og steder i Hansted og Egebjerg”
En anden var som såret taget til fange. Fjenden var, som vi meget rigtigt havde gættet, kommen for at udskrive kontributioner. Han havde rekvireret en mængde brød, flæsk, havre, vin osv., og desuden i Serritslev, Hansted og Lund et halvt hundrede vogne.
Det var mig en stor tilfredsstillelse at høre, at han troede, der måtte stå en meget stor styrke af alle våbenarter bag Egebjerg, ja at der endog havde været forskansninger. Han havde kun behøvet at sende en rytterpatrulje på en snes mand nogle hundrede alen længere frem for at overbevise sig om, at der ikke stod andre ved Egebjerg end mig med til sidst kun 4-5 mand, og så først længere tilbage hen imod Gedved en såkaldt eskadron på næppe 40 mand. Disse Fjendens overdrevne forestillinger om vor stilling så tæt nord for Horsens var grunden til, at han ikke turde give sig tid til at inddrive flere kontributioner i denne by. Han lovede snart igen at hente, hvad han foreløbig ikke fik med.
Noget efter at hr. Matansen havde givet mig alle disse meddelelser, kom løjtnant R. nordfra. Han red videre, da han ville lidt ind til Horsens for at se, hvorledes der stod til der. Lidt senere kom ritmester Carstenskjold med adjudant, underlæge O. Krarup og fire Ordonnanser. Ritmesteren ville tale med løjtnant R., nu måtte han tage til takke med mig i stedet for. Det gjaldt om, hvor langt vi burde fremskyde vor stilling nu, da Fjenden atter var gået tilbage mod Vejle. Foreløbig kunne jeg indtage mit gamle kvarter i Egebjerg. Jeg havde nu også siden morgenstunden – få større afstikkere frem og tilbage fraregnet – holdt næsten hele dagen på samme plet med min lille teaterkikkert for øjet.
Tilbage i kvarter igen
Klokken var hen mod 6 eftermiddag, da jeg rykkede ind i Rasmus Jensens gård. Min oppasser var atter stødt til fra bagagen, han meldte mig, at mit linned, som var leveret til vask tidligt om morgenen, nu var tørt, han ville have det med på bagagen om morgenen, men jeg bad ham lade det være: “Vi kommer nok igen.”
Så blev der lavet særlig god middagsmad til mig, og da jeg, som sædvanlig, ville betale min forplejning, sagde min vært: “Nej, i dag koster det ingenting.” Jeg tror også, at jeg med nogen sandhed kunne sige til sognefogden, da han senere – ligesom på embeds vegne – aflagde mig et besøg: “Ja, jeg har måske nok for en del været skyld i, at Fjenden ikke fik lejlighed til at rekvirere vogne her i Egebjerg i dag således som ovre i Horsens.”
Da jeg et par dage senere var i Skanderborg ved strejfkorpsets reserve, hørte jeg, – ikke uden tilfredsstillelse, skønt sagen ikke kom til mig – at den (under kammerherre Jessens fangenskab i Rensborg) midlertidige borgmester i Horsens, grosserer Winding, i et brev til den imidlertid til major forfremmede ritmester (nu general) G. Castenskjold havde udtalt sin påskønnelse af, at vore tropper var blevet stående ved Egebjerg den 10. april, da Fjenden sikkert kun af den grund var bleven så kort tid i Horsens og ikke havde givet sig tid til at inddrive alt, hvad han havde forlangt.
Fakta om Fredrik Bajer
Fredrik Bajer er født den 21. april 1837 i Vester Egede som søn af sognepræst Alfred Bajer. Fra 1848-54 var han elev på Sorø Akademi. I efteråret 1854 blev han optaget på Landkadetakademiet og blev i oktober 1856 løjtnant ved dragonerne. Indtil krigens udbrud var han tjenstgørende først i Næstved og senere i Holsten. Under krigen 1864 gjorde han tjeneste i Nørrejylland, havde ofte selvstændig kommando og vandt påskønnelse for udvist dygtighed og konduite. 3. aug. 1864 blev han udnævnt til Premierløjtnant.
Efter krigsafslutningen blev han pioner i fredsarbejdet. I 1882 stiftede han først Dansk Fredsforening, hvis formand han var til 1892. Senere i 1891 Verdensfredsbureauet i Bern. I 1916 Nordisk Interparlamentarisk Forbund. Han tog initiativ til interparlamentarisk samarbejde mellem landene og fik i 1908 Nobels fredspris.
I 1872 blev Fredrik Bajer medlem af folketinget, valgt af Venstre i Horsenskredsen, her havde han sæde uafbrudt til 1895.
Fredrik Bajers interesser spændte over mange området. Udviklingen af fællesskabet mellem de nordiske lande lå ham stærkt på sinde. En anden stor sag var kvindernes ligeberettigelse, han var i 1871 medstifter af Dansk Kvindesamfund. F.B. blev i 1867 gift med Pauline Matilde Schluter, som senere blev kendt under navnet Matilde Bajer og blev Dansk Kvindesamfunds første formand.
I 1864 havde F.B. været vidne til at Danmark måtte afstå Nordslesvig til Tyskerne, men han bevarede en stærk tro på, at Sønderjylland kunne føres tilbage til Danmark af retslig vej. Han oplevede da også den store glæde, at se sin drøm blive til virkelighed.
Efter Fredrik Bajers død i 1922, rejste danske Fredsorganisationer og danske Kvindeorganisationer et mindesmærke over ham i Fælledparken i København, udfærdiget af billedhuggeren Utzon Frank.