Ole Sohn

Barndommen

Ole Sohn blev født d. 12. september 1954 i Egebjerg. Forældrene var repræsentant Henning Sohn og lærer Grete Sohn som udover Ole havde endnu tre sønner.

Om barndommen fortæller Ole Sohn i bogen ”Med Horsens i bagagen”: ”De første mange år handlede min verden i det store og hele om Egebjerg og Hansted. Og der var laaangt ind til Horsens.

De første skoleår

Som 5-årig fik Ole lov til at gå med sin mor i skole. Hun var lærer på Egebjerg Skole, der lå næsten lige op ad familiens hus. Da han startede i skole for alvor, fik han hende først som klasselærer og siden engelsklærer, men heldigvis blev han ikke specielt moppet af den grund.

Sommer på Endelave

Også Endelave kom til at spille en stor rolle i Oles barndom. Forældrene købte nemlig den gamle skole på øen sammen med en tante og en onkel, og de indrettede huset til sommerbolig. Sohn familien blev ”fastboende turister”, og efterhånden fik Ole lov til at sejle ud med den ældre fisker Valdemar. Det gav ham så meget blod på tanden, at konfirmationspengene blev brugt til at købe en båd, og snart forsynede han både familien med fisk og kunne sælge de overskydende til turisterne.

Politikken træder ind

Politikken kom ind i Oles liv med en skoleopgave i 1968. Her skulle eleverne præsentere de politiske partiers programmer, og Ole endte med at præsentere De Konservative og Danmarks Kommunistiske Parti. Det førte dog ikke direkte til indmeldelsen i 1969, som snarere var en protest mod amerikanernes bombardement i Vietnam.

I 1973 færdiggjorde han HF på Gedved Statsseminarium, og årene efter arbejdede han som jord- og betonarbejder i Horsens.

Karrieren

Fra 1977 til 1987 var Ole formand for SiD i Horsens. I årene 1982-84 var han desuden medlem af Horsens Byråd valgt for det kommunistiske parti. 1981 til 1991 sad han i centralkomiteen for Danmarks Kommunist Parti, de sidste fire år som landsformand for partiet. Det var også i denne periode, at han flyttede til København sammen med hustruen Inger Nørgaard Sohn, som han giftede sig med i 1980.

I 1991 meldte Ole Sohn sig ud af kommunistpartiet og meldte sig i stedet for ind i SF, som han kom i folketinget for i 1998. Her har han bl.a. været medlem af finansudvalget og udvalget for forretningsordenen samt gruppeformand i perioden 2005-2011.

Ved folketingsvalget d. 15. september 2011 kom SF for første gang i regering, og Ole Sohn blev udnævnt til Erhvervs- og Vækstminister.

Forlaget Sohn

Udover sin politiske karriere driver Ole Sohn også Forlaget Sohn, som udgiver såvel skønlitteratur som fagbøger. Forlaget har også udgivet flere af Oles egne bøger, bl.a. ”Jeg kommer snart hjem” om en dansk familie som udvandrede til Rusland i 1910.

Artikler fra Horsens Folkeblad:

Horsens var de 10 bedste år af mit liv. (Horsens Folkeblad, 27.12.1991)
Læs portrættet

Ole Sohn udgav i går en bog om danskeren Arne Munch-Petersens Forsvinden i Stalin-tidens rædselsvækkende udrensninger. (Horsens Folkeblad, 05.09.1992)
Læs artiklen

Bog fra Ole Sohn om Arne Munch-Petersens hustru. (Horsens Folkeblad, 13.11.1993)
Læs artiklen

Læs mere

46.4 Horsens Med Horsens i bagagen : 15 horsensianere fortæller om deres opvækst. Chr. Rimestad. – Horsens : Åløkke, 1999. – 79 sider : ill.

Ole Sohns hjemmeside

Folketingets hjemmeside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.