O. A. Kampmann (Skovridder, f. 18.10.1912 – d.)
Dagens portræt
Fest i skoven
I dag er der fest og fødselsdag i skoven, ikke hos den gamle ørn eller bamsen, men i Nødebos skovriddergård, hvor Oscar Kampmann bliver 60, netop mens naturen er ved at pakke sig selv sammen i den flotteste emballage, der hidtil er set. Som fikspunkt for erindringen vil man sige engang i fremtiden, at århundredets mærkeligste efterår havde vi, da skovridder Kampmann fyldte 60, og han fik en ny nabo i Nødebo, skovridder Aage Marcus Pedersen, der fra ledelsen af Dansk Skovforening flyttede op som forstander for skovskolen. Eller omvendt, at disse to venner blev nærmeste naboer det år, da løvfaldet indtraf tidligere og mere lueforgyldt, end nogen kan huske.
Selv uden Kampmann drages opmærksomheden mod den sjællandske skov og den løvfaldsproces. Normalt er det sådan, at det er den første frost, der sætter kulør på naturen. Men kun sporadisk har vi været nede under frysepunktet. Forklaringen på de rene orgier, skoven fejrer på sit løvfald, er den langvarige tørke, der får træer og buske til at smide klædningen i utide og samtidig gennemføre denne striptease mere farverigt end nogen bakkedame.
At det ligesom gøres mere yndefuldt og som et rent lysshow netop i Nødebo skovdistrikt ville det være fristende alen at tillægge skovridder Kampmanns fødselsdag. Han er jysk af oprindelse og har derfor medfødt tilbøjelighed for den krumme halvø, hvor han var typisk nåletræsskovridder, før han kom til Nødebo.
Man kan tænke sig, at Oscar Kampmann ofte har længtes efter det bløde sus gennem granerne i Feldborg-skovdistritets uforanderlighed, men hvorledes Nødebo har intensiveret sine lyksaligheder for at mindske savnet. Nåletræsdrift er skovøkonomi. Heldigvis er Oscar Kampmann også den æstetiker, der med skovgæsten glæder sig over den mindre indbringende, men så meget mere rekreative løvskov, og sådan er jo Nødebo-distriktet.
Uden råd til denne æstetik ville der ikke være flere bøgetræer. Heldigvis er skovridder Kampmann af indre trang den moderne forstmand, der lader den nyeste skovforskning leve harmonisk stamme ved stamme med, hvad tidligere skovridder generationer har overladt ham i en lang udvikling.