En dynamo – politisk, forretningsmæssigt og menneskeligt. Sådan fremstår den nyeste politiske tyfon i Horsens Lavpristømmerhandel, Mogens Turup.
Mogens Turup er selvlært af den gamle skole – ud af 7. klasse, udlært tømrer – og har så knoklet deruda’ og opad til det, han har nået i dag. En sælger af Guds nåde, der aldrig går af vejen for en god handel. Hvert år drager han Europa rundt for at snuse sig frem til gode tilbud og nye leverandører. På et tidspunkt læste han økonomi på handelsskolen – men det blev for teoretisk.
Forretningsmæssigt har Turup også stået for noget utraditionelt: Med kun syv-otte personer ansat driver Mogens Turup i dag tre lavpristømmerhandeler, nemlig i Århus, Kolding og så Horsens. Lave omkostninger kombineret med et nøje afgrænset varesortiment – få varer, der dækker et bredt behov – er baggrunden for, at Turup kan sætte kraft bag ordet »lavpris«.
Turup er byråds-aktuel med sin Kreativitetslisten – og han vil ene mand, dog i valgforbund med Trivselspartiets Marie Quorning – søge at skaffe de 1300-1400 stemmer, der skal til for at sikre ham en plads i den 25 personer store byrådssal i Horsens. (Horsens Folkeblad, 21.10.1993)