Ely Pedersen (barnebarn af skorstensfejer Peter Marius Olesen) er født i 1936 og nu bosat i Hatting. I en række artikler fortæller hun om sit liv. Her fortæller hun om tiden på Sølund i Skanderborg.
I prøve på Sølund Åndssvagehjem
I november 1953, 17 år gammel, kom jeg til Sølund Åndssvagehjem (som det hed dengang) i Skanderborg. Jeg troede, det var det jeg ville, men man skulle være 18 år for at komme der. Min far, der var Skorstensfejermester, havde en svend hvis kone var plejemor på en afdeling på Sølund, så hun sørgede for, at jeg fik en prøvetid på 3 måneder.
Jeg var lidt beklemt ved at være hjemmefra, selv om det ikke var så langt væk. Der var afdelinger for børn for kvinder og for mænd. Vi boede på en afdeling med værelser øverst oppe til plejerne. Det var med blå kitler og hvide forklæder, så jeg følte nok allerede jeg var parat til jobbet.
Dengang var forholdene anderledes
Det var meget hårdt, men jeg kunne godt lide det. Det var bare forholdene over for patienterne jeg ikke kunne klare. Det, vi kaldte de gode drenge, var nok den bedste afdeling. Der skulle man blot holde opsyn. Der kunne selvfølge opstå mange kedelige episoder, men ellers skulle man bare stoppe uldsokker – da jeg havde været der i 3 mdr. blev det sagt til mig at jeg ikke stoppede strømper nok! Det var sikkert alligevel nok ikke det rigtige valg for mig.
Når vi var på tur i skoven f.eks. med børn i trillevogn – så nægtede jeg at gå tur med dem, hvis de ikke fik vanter og huer på (det var vinter med sne). Det skulle gå efter klokkeslæt, så hvis de ikke blev klædt ordentlig på, skulle jeg bare gå med dem alligevel. Det nægtede jeg og blev i omklædningsrummet med dem.
Bestyrerinden
Jeg kunne heller ikke lide bestyrerinden. Hun gik rundt på alle afdelingerne, og når hun trådte ind af døren, blev der straks uro, for hun gjorde alt efter bogen. Men plejerne som til daglig var omkring patienterne kendte jo bedre til hvordan de hver især skulle behandles.
Farvel til Sølund
Så 1. marts 1954 var det slut, men jeg syntes, jeg fik meget med derfra, og husker den tid meget tydelig i dag.
Så gik jeg hjemme et stykke tid. Jeg hjalp min far med at skrive regninger for skorstensfejning og gå ud at kræve penge op (det kaldte vi det), det var jo hos hver husvært i hele den sydlige del af byen.
Mine forældre skulle så have køleskab det var en ny ting man begyndte at anskaffe sig. Det købte de hos el-installatør Henry Agergaard i Smedegade, det blev så min næste plads.
Ely Pedersen, Hatting. Maj 2012
Se også Elys beretninger om hendes første arbejde hos købmand Hjalmer Andersen, Elys tid hos Henry S. Jeppesen og de sjove år hos installatør Agergaard