Af Kurt Hermann
Jeg vil fortælle en historie, som jeg overhovedet ingen erindring har om, selv om jeg er hovedpersonen. Som dreng elskede jeg at høre historien, og til mor og fars ære kan jeg fortælle, at de ikke ændrede noget som helst på forløbet. Hver gang de fortalte historien, kunne jeg alligevel andægtigt sidde og lytte med store røde ører.
Vi skal noget tilbage i tiden til oktober/november 1950. Jeg er født lørdag den 9. september 1950, åbenbart med en luftvejsinfektion som betød, at jeg skulle sove lunt og godt. Mor og far havde fundet en kælderlejlighed i nr. 18C på Spedalsø, men det var stadig i efterkrigstidens dønninger, og samfundet var afhængig af kul og koks, for at kunne holde varmen i vinterhalvåret. Netop det var årsagen til dét, der skete.
Det er lige før, jeg tror at koks og kul kunne udskrives på recept fra lægen. Det var i hvert fald vigtigt, at jeg kunne være i et rum, hvor en konstant, varm temperatur var vigtig. Derfor lå jeg ikke i soveværelset, men i stuen i den lille lejlighed. Den pågældende nat var jeg også lagt i seng inde i stuen.
Hen på natten vågnede både min mor og far. Mor havde sagt: – Henning, Henning, hørte du det? – Ja, jeg hørte noget. Bankede det ikke på døren? – Jo, det banker hårdt på døren, svarede mor. – Gå ud at se efter! Far stod op, og gik hen til døren ind til stuen, for at komme hen til vores fordør. Der reagerede far lynhurtigt, da han kom ind i stuen. Han kunne ikke trække vejret, for der var ingen ilt. I én bevægelse greb han mig i nattøjet på brystkassen, og nærmest smed mig over til mor i sengen. Jeg var nemlig livløs.
Mor fik heldigvis hurtigt liv i mig, så far gik ud til fordøren, for at se hvem der bankede så kraftigt på. Der var ingen. Far tjekkede også døren ud til Spedalsø. Den var låst. Så bankede far på hos de øvrige beboere i huset. Ingen havde været nede og banke på, og ingen havde brugt fordøren ud til Spedalsø.
Mor og far fandt aldrig ud af, hvem eller hvad der havde vækket dem ved at banke så kraftigt på døren, men de var aldrig i tvivl om, at de begge tydeligt havde hørt det.
Måske har jeg en skytsengel, der våger over mig, så jeg glemmer aldrig, når mor og far fortalte historien, når vi havde gæster.
02.08.2015