22. årgang, nr. 1 – Broen – 2009
af Verner Bjerge
Kortudsnit af målebordsblade
Når man fra Lundum kører mod Torp, og har passeret Lundum Møllegård, ligger der i næste sving, inde på højre hånd, på adressen Torpvej 82, en pæn og nydelig lystejendom. Det er nok de færreste der i dag er klar over, at her indtil 1959, altså for 50 år siden, lå en virksomhed, der i over 100 år gav mad til mange munde, nemlig Lundum Teglværk. Hvornår er så værket grundlagt? Og hvem er grundlæggeren?
På foranledning af ”Det Kongelige Landhusholdnings Selskab”, blev der i 1800 tallet lavet nogle amtsbeskrivelser over hele Danmark, om deres tilstand i økonomisk henseende. I 1843 udkom den over Skanderborg Amt, og skrevet af J C. Schythe, hvor han blandt mange andre ting, skriver om teglbrænderierne i amtet. Her nævner han: ”Til næste år agtes et teglværk anlagt ved Stenkjær i Lundum Sogn.” Det passer meget fint sammen, bogen udkom som nævnt i 1843, men oplysningerne er jo samlet de sidste år før den tid,
Når vi kigger i Lundum kirkebogs tilgangslister til sognet 1843, støder vi for første gang på folk med beskæftigelse i teglværksbranchen, nemlig Matias Carl Heinrich Fluhr som da er 32 år og født i byen Pløen i Holsten. Der er her, ingen tvivl om, at man ved starten af Lundum teglværk, såvel som på mange andre teglværker i Danmark på denne tid, har hentet arbejdskraft sydfra, som havde erfaring med teglbrænding. I 1844 ankommer endvidere Christen Andersen til sognet, og som der står”tjenende i Lundum Teglbrænderi”.
Igen i folketællingslisterne fra 1845 er Carl Fluhr nævnt, nu som forpagter af teglværket, og desuden finder vi yderligere 3 navne på arbejdere ved værket.
Grundlæggeren er formentlig Niels Kruuse der i 1843 er ejer af Stenkær, men dør allerede den 30. juli dette år. Så han har sikkert været idemanden til værkets start, men nu er det hans enke Johanne Marie Kruuse, der er ejer af gården, og jorden i Lundum hvor teglværket er opstartet. Relationerne til Stenkær er åbenbart i orden, for i 1846 døbes en søn af teglbrænder Fluhr, og en af fadderne er datteren fra Stenkær, nemlig som der står i kirkebogen, jomfru Andrea Kruuse.
Senere viden om ejere af værket får vi gennem skøde og panteprotokollerne, der i dag befinder sig på landsarkivet i Viborg.
Enken Johanne Marie Kruuse vælger i 1848 at sælge gården ”Stenkjær” til Johan Chr. Kruuse, men Matr. 6a og 6b i Lundum hvor bl.a. teglværket er beliggende sælger hun til Johan Peter Frich, som får skøde 28. jan. dette år. Frich havde allerede i 1842 købt Lundum Mølle, matriklerne var naboer til hans jorder. Foruden dette var han også ejer af gården ”Rosenlund” i Hvirring sogn, som han havde i perioden 1830- 1857.
For god ordens skyld skal det nævnes, at Johan Peter Frich ikke var en hvem som helst. Han havde således også ejet Rask Hovedgård ved Rask Mølle 1837-1939, og var stænderdeputeret, og blev senere landstingsmand. En søn Søren Frich blev senere grundlægger af de kendte Frichs Fabrikker i Århus, en anden søn blev borgmester i Skagen.
Møllegården hvorunder teglværket hørte fra 1855 til 1942. Billedet er fra ca. år 1900
Vi er nu nået til 1855, hvor vi igen ifølge skøde og panteprotokollen kan læse om følgende handel: ”Underskrevne proprietær Frich til Rosenlund skøder og aldeles afhænder hermed til Hr. Mølleejer Jørgen Madsen i Lundum Mølle, den mig ifølge skøde af 28. jan. 1848 tinglyste gård i Lundum By og sogn … Matrikel nr. 6a og 6b … Da nu kjøberen Mølleejer J. Madsen har betalt mig købesummen 5000 RD, så skal den fornævnte ejendom med bygninger, Teglværk, skov og alt hvad derudover med rette henhører, fra dato tilhøre ham… .” Rosenlund pr. Horsens den 28. juni 1855.
Ved denne handel mellem Frich og Jørgen Madsen, deltager også Johanne Marie Kruse, idet der samme dag den 28. jan. oprettes en panteobligation imellem ”enkemadamme” som hun nu tituleres, og nu boende i Horsens, og mølleejer Jørgen Madsen på 3825 RD, skriver Tre Tusinde, Otte Hundrede, Tyve og 5 Rigsdaler, og til 4 p.a.
Hvordan kan det nu være at fru Kruse giver Jørgen Madsen dette lån? Joh! det er såmænd ikke så mærkeligt. Jørgen Madsen er nemlig gift med hendes datter Andrea Christine Kruuse, og er således hendes svigersøn. Dette par får sammen en søn P. Th. Madsen, som senere ender som borgmester i Vejle i 1895. En anden søn er Hans Chr. Kruse Madsen (Kruse er nu mellemnavnet), overtager i 1865 ved sin fars død, Lundum Møllegård, hvor under teglværket altså har hørt siden 1855.
I 1871 er beskæftigelsen således opgivet til 6 arbejdere. Han beholder gård og teglværk til 1904. Produktionen på værket er da ca. ½ mil sten årlig. En møllebygning med overfaldshjul, er opført lidt øst for gården, og kraften herfra benyttes dels til møllen, og dels til maskinerne på teglværket, endvidere er der opført et grundmuret hus for teglværkets arbejdere.
I perioden 1904-1918 er ejeren Jens Jørgen Lyshøj, og som bestyrer, i hvert fald 1907-1912, er nævnt Chr. Seliemann.
Ringovnen set ca. fra sydøst, år ikke kendt
Fra 1918 til 1942 er ejeren Rasmus J. Jørgensen. Det er ham der i 1919 lader den gamle og helt umoderne højovn jævne med jorden, og i stedet laver en stor investering, idet han lader opføre en moderne ringovn. Produktionen stiger hermed til ca. 1 mil. sten og drænrør. I hans tid bliver også det primitive tovværk som gik fra møllen til værket, erstattet af en stor petroleumsmotor, ligesom der lægges tipvognsspor til lergravene ved gården ”Skandhede” (også kendt under navnet ”Skovgård”).
Villaen Møllebakken 42, ca. 1950.
I 1928 forpagter Rasmus Jørgensen gården ud, men beholder møllen og teglværket, og som der står i ”Johan Meyers” erindringer fra Lundum: og byggede et smukt hus på lærer Skydstrups grund på Møllebakken.
Fra oktober 1937 og 4 år frem er Teglværkernes Salgskontor i Horsens forpagtere af værket.
I 1942 bliver Lundum Møllegård med teglværk, solgt til Aksel Thomassen, men denne vælger samme år at frasælge teglværket.
Den nye tv. ejer er prop. Henry Breinholt Dahm fra Sindal. Proprietærtitlen havde han bl.a. fra sit ejerskab af den store gård ”Gammel Vrå” tæt på Store Vildmose i Vendsyssel. Han havde ikke forstand på teglværksdrift, men tilsyneladende på penge. Han leverede tørv til Sysselhavens teglværk ved Frederikshavn, og her lærte han Adolph Thomsen at kende som var beskæftiget der.
Han ansætter Adolph B. Thomsen, (et fornavn han på dette tidspunkt, under krigen, var ked af, og derfor altid pointerede, modsat en hvis anden mand, stavede sit med ”ph”) som bestyrer, han havde erfaring fra endnu flere tidligere ansættelser, bl.a. Vindø tv. ved Hobro, og Prøvelyst tv. på Sjælland. Han får bolig i tjenesteboligen på Møllebakken, i dag Torpvej 42, og som han senere køber. Venskabet med Dahm fortsætter, bl.a. optræder ægteparret Dahm senere som faddere ved barnedåb hos familien Thomsen.
Sidste arbejdshold inden lukningen i 1959. Forreste række fra venstre: Vang Nielsen, Alfred Mortensen, Charles Hansen, Johannes Jensen fra Gedved, ukendt, Holger Strand Olesen og Anker Nielsen. Bagerste række fra venstre: Karl Thorvald, Svend Pold, Ejnar Nielsen, Åge Jørgensen, Michael Liboriussen, Viggo Bjerregaard og Hans Hansen
I 1950 trækker Dahm sig ud af teglværksdriften, og værket overtages af Teglværkernes Salgskontor på Nørregade i Horsens, men her i Lundum, som så mange andre steder, er tiderne løbet fra de små og umoderne teglværker, og i 1959 slukkedes ovnen for sidste gang, og en over 100 åring æra var definitiv forbi.
I dag er der på grunden lidt tilbage af det på skitsen viste motor/maskinhus, plus en del forskellige fundamenter, stikkende op af jorden hist og her. Ejeren Ole Petersen kan også bekræfte, at lige meget hvor han graver, støder han på teglbrokker, således at bunden overalt hvor der i dag er græs, nærmest var brolagt med gamle mursten (fra anden side nævnes nu også, at der et bestemt sted, indgik en masse ølkapsler i belægningen).
Lundum Teglværk 1943-59 efter skitse af Louis Thomsen d. 30/6 2004
For nogle år siden kom jeg i kontakt med Louis Thomsen, som i dag er pensioneret jetpilot og bor i Virum. Han er søn af tidligere bestyrer Adolph B. Thomsen, og har således haft sin barndom og drengetid, tæt på Lundum teglværk. Han har sendt mig en beskrivelse, som er så interessant, og giver et levende billede af værket, og forholdene der, så jeg har fået lov til at bringe hans beretning, i sin helhed. Han har lavet en skitsetegning af området med teglværket, som jeg også bringer. Endvidere har han også bidraget med billeder til denne artikel.
Her følger Louis Thomsens beretning.
Jeg er fra august 1943, og mine forældre (A.B. og M.K. Thomsen) var flyttet til Lundum tidligere på året, efter at Dahm havde købt værket. Min far skulle være bestyrer, og han havde gode erfaringer med at få gamle og nedslidte værker i gang igen med godt resultat. Lundum Teglværk var på det tidspunkt nærmest en ruin, men der var brugbart ler i området, hvilket min far havde næse for.
Hos min daværende barnepige, Gudrun Holly, hvis mand havde arbejdet på værket, og som senere blev lam efter en arbejdsulykke som skovarbejder i Julianelyst-skovene, så jeg et gammelt foto af en af de master, der bar de tove, der tidligere blev brugt som kraftoverførsel fra vandmøllen til værket. Betonfundamentet til masten er der formentlig stadig, jeg så den for 5-10 år siden.
Dahm havde købt en flymotor fra et havareret tysk fly (jeg kender desværre ikke typen), og denne motor skulle nu bruges på værket. Problemet var, at den nu skulle gå på generatorgas, og der blev lavet et større gasanlæg på vestsiden af motorhuset. Det tog lang tid at starte motoren, og når den endelig kørte, var det alt for hurtigt til, at arbejderne kunne følge med, da gearingen åbenbart ikke passede. Det varede dog ikke så længe, for motoren sodede hurtigt til, og man kunne så koncentrere sig om at få den startet igen.
Den motor, jeg husker, var en én cylindret dieselmotor, vistnok fra et elektricitetsværk. En tilsvarende motor kan ses på Industrimuseet i Horsens. Motoren havde et stort (meget stort, syntes jeg) svinghjul, der ved hjælp af en tandkrans skulle stilles meget nøjagtig før start, der foregik med trykluft fra egen kompressor og luftflasker. Motoren løb løbsk en dag, og svinghjulet rev sig løs og brød gennem muren til motorhuset. En anden tilsvarende motor blev anskaffet, og den fungerede til værket blev nedlagt, så vidt jeg husker i 1960.
Under besættelsen blev nedkastede våben gemt på værket, hvor min far havde udhulet nogle stenstakke. Transporten fra nedkastningsstedet, formentlig i Nim-området, til værket stod værkets ”faste” vognmand Hjerrild i Horsens for. En af brænderne der boede i den bygning, der stadig stærkt ombygget bebos i området, havde bemærket ”noget rumsteren” om natten på stenpladsen og havde set hvad der foregik. På trods af hans ikke altid appelsinfri tilstand holdt han heldigvis kæft med det, ellers havde jeg formentlig ikke kunne skrive dette!
Lergravene lå højt i bakkerne bag værket. En hest, der boede hos os i stalden (nu garagen) ved det stråtækte hvide hus på vejen op til Lundum by, trak de tomme tipvogne fra sumpen ved værket op til gravene. (blåler nærmest værket og rødler nærmere ved gården Skandhede). Tyngdekraften sørgede for nedtransporten, og hesten havde nogle gange svært ved at følge med. Der blev kørt stærkt den gang, og i hvert fald én gang røg en vogn ud gennem stopbommen og ned i en af tørreladerne nedenfor, hvor min far gik og skilte sten. Det var dog en forbier.
Begge mine søskende og jeg tjente nogle lommepenge ved at skille sten. Stenene kom tre og tre fra skæremaskinen, og de skulle når de var lidt tørre, skilles, så der ca. var en cm. imellem dem for at fremme tørringen.
Ovnen var oprindeligt håndfyret, men der blev ca. midt i halvtredserne installeret et automatisk fyringsanlæg, som dog på ingen måde gjorde brænderen overflødig. Han var så absolut stadig en nøgleperson, der ved svigt kunne spolere en stor del af brændingen. Værket havde 3-4 faste brændere hvert år.
Værket set fra nordvest ca. 1950.
Teglværket var en fantastisk – farlig og støvet – legeplads. Man kunne lave skinnevogne af kasserede tipvognshjul og lægter. En sådan vogn kostede mig en brækket ben og to måneder på hospitalet (sommerferien). Værket lå jo dødt om vinteren, og så var der mulighed for at undersøge de dele af trækkanaler og skorsten. Sidstnævnte var ret forvitret i toppen, så vi nåede ikke helt op, men overlevede.
Værket var den eneste større virksomhed i området men var kun aktivt med 20-30 arbejdere i sommerhalvåret, da der ikke var opvarmede tørrelader.
Dahm solgte det, jeg kan ikke huske hvornår, til Teglværkernes Salgskontor i Horsens. Der var ikke afsat mange penge til vedligeholdelse, og arbejderne og min far måtte selv klare reparationerne så godt de kunne. Lundum-sten havde et godt ry, og mange bygherrer forlangte direkte, at stenene kom fra værket, hvilket måske, sammen med presserende større reparationsarbejder på maskineriet, var en medvirkende årsag til, at det blev nedlagt.
Ovnen og skorstenen stod længe som ruin efter nedlæggelsen. Der var risiko for, at skorstenen ville vælte, og den blev derfor sprængt af Hjemmeværnet med stor præcision. Nu er der skov hvor ovnen lå, og blålers-graven er også tilgroet. Rødlers-graven, som ikke var dyb, kan nu anes som en lavning i terrænet. Eneste bygninger tilbage er den tidligere brænderbolig og motorhuset, som formentlig stadig er fårestald.
Som nævnt var brænderen en absolut nøgleperson. Han skulle med det blotte øje kunne bedømme temperaturen i ovnen. Var den for lav, blev stenene ”halvbrændte” og kunne ikke bruges som” facadesten”. Var den for høj, blev stenene til” klinker” og i værste tilfælde smeltede de helt sammen og blev til ”hunde”.
”Nu kan du gå i hundene” var oprindeligt et straffe-/disciplinarmiddel og betød, at den, der havde forset sig, måtte ud på affaldspladsen til alle ”brokkerne” og manuelt banke de sammensmeltede sten fra hinanden. De kunne så måske bruges som klinker, men det var hårdt arbejde. – som i øvrigt alt andet teglværksarbejde.
Først sent, da værket fik det automatiske fyringsanlæg, blev der købt et termometer. Det var anbragt på toppen af en lang metalstang, som skulle sænkes ned i udvalgte fyrhuller, men brænderens erfaring med, hvordan den rette temperatur, ”så ud” var stadig af uvurderlig betydning.
Vi kalder hende ” Venus fra Lundum”
Her er et eksempel på, hvordan det kan gå, hvis brænderen enten er meget kreativ – eller bare sover i timen, og lader stenene smelte og dryppe på underboen.
Den hest, der trak tipvognene op i lergravene, hed, så vidt jeg husker, Klaus. Han var meget skikkelig, og jeg og nogle kammerater fik lov at ride lidt på ham efter arbejdstid. En gang hvor vi skulle under en port til en af tørreladerne, vurderede jeg at der var frihøjde nok. Det var der også, til hesten, men jeg blev skrabet af, og lå på jorden et stykke tid ved siden af Klaus, som heldigvis tog det roligt, og blev stående. Senere blev han vist nok lidt træt af os efter en lang arbejdsdag, og begyndte at smide os af. Så holdt vi op med ridningen.
Min far, der var uddannet feltartillerist og i tjeneste under 1. Verdenskrig, var en god rytter og kunne godt se evt. problemer med Klaus fremover, så næste gang Klaus skulle fra stalden ned til værket, skulle det være med min far på ryggen. Det var Klaus ikke umiddelbart indstillet på, men efter en længere uenighed, hvor min far uden saddel eller seletøj blev siddende, tror jeg nok, de blev enige om, hvem der satte kursen.
Her slutter så Louis Thomsens fornøjede erindringer om Lundum Teglværk..
Kilder
Lundum Kirkebog
Folketællingslister
Skøde og Panteprotokoller
Brandforsikringsprotokoller
Dansk Industriberetning
Fagbladet ”Lerindustrien”
Tak til Susanne Klitgård fra Lundum Lokalarkiv
Tak til Jacob Hanquist Horsens for god hjælp, ikke mindst for brug af Pc’er, og brug af Landsarkivet i Viborg.
Sidst, og aller aller mest, tak til Louis Thomsen, for billeder og sit store indlæg.