Lis Ulsøe stammer fra Holstebro. Faderen var arbejdsmand og moderen fabriksarbejderske, og efter mellemskoleeksamen kom hun selv i lære på et kontor. Kort før havde hun mødt den mand, som hun nu har været gift med i 30 år, Poul Ulsøe, og det varede ikke længe, inden der var familieforøgelse på vej.
Allerede da det første barn var et år, besluttede Lis Ulsøe sig for at blive hjemmegående, og det fortsatte hun med, indtil hele familien i 1976 flyttede til Gedhøjen i Hatting ved Horsens, hvor ægteparret havde firmaet B. Rustfritstål A/S på Fuglevangsvej.
Lis Ulsøe startede på deltid med at styre firmaets regnskaber. Det har hun fortsat med til indtil i dag, hvor stillingen er økonomichef, og virksomheden har omkring 45 ansatte. Nu er hun dog nået til et punkt i tilværelsen, hvor der både er tid, lyst og mulighed for at tage nye udfordringer op, og derfor sagde hun ja, da hun blev opfordret til at stille op for Venstre til kommunalvalget.
Hun er ikke nogen helt almindelig politiker, den 50-årige Lis Ulsøe, der i denne uge for første gang sætter sig ved det ovale bord i byrådssalen i Horsens. (Horsens Folkeblad, 15.01.1994) Læs portrættet