Af Gunner Lindbæk Knudsen, Horsens Idrætsarkiv
Immanuel Løvschal (13. nov. 1881 – 16. dec. 1949) var medstifter af atletikklubben Århus 1900, medstifter af Horsens Forenede Sportsklubber i 1915 og formand for Horsens Roklub 1925-1941.
Købmand Immanuel Nicolaj Løvschal var en markant personlighed indenfor det horsensianske idrætsliv, både som aktiv idrætsmand indenfor atletik og rosport, samt som en dynamisk leder.
Immanuel Løvschal blev født på Djursland i 1881 og flyttede i 1904 til Horsens fra Århus, hvor han havde været medstifter af Aarhus Idrætsforening af 1900, i daglig tale kaldet Aarhus 1900 (Jyllands største atletikklub i 2012).
Den 16. november 1906 grundlagde Immanuel Løvschal agenturforretning i Borgergade og blev ret hurtig agent for en lang række store virksomheder, bl. a. Det Danske Petroleums Aktieselskab (senere ESSO), De Danske Spritfabrikker, Ny Danske Forsikring, Københavns Reassurance og Anton Berg, ligesom han sad i bestyrelsen for Ceres.
Immanuel Løvschal bevarede sit engagement indenfor idrætten, da han flyttede til Horsens. Han roede i Horsens Roklub og dyrkede formodentligt atletik i Horsens Idrætsklub.
Immanuel Løvschal var med i den kreds af ledere fra Horsens Idrætsklub og Horsens Boldklub, som mødtes i ”den lille byrådssal” hos Wirum Christensen i Graven til de ”hemmelige” forhandlinger, som førte til stiftelse af Horsens Forenede Sportsklubber i 1915.
I Horsens Roklub var Immanuel Løvschal med i over 35 år, dels som aktiv og dels som leder. Han var klubbens formand i årene 1925-1941. Immanuel Løvschal døde i Horsens i 1949, 68 år gammel.
Horsens Idrætsarkiv fik i 2012 overdraget en medaljesamling, der har tilhørt Immanuel Løvschal. Samlingen, som består af 63 medaljer fra atletik og roning, kan ses hos Horsens Idrætsarkiv, Gasvej 21 i Horsens.
Formanden for Horsens Roklub, Im. Løvschal, døber båden “L.P.S. II” den 5. april 1936. Samme år havde Løvschal 30 års jubilæum i roklubben.