Knud Seibæk, overlæge v. sjællandsk sygehus, var dreng i Horsens i 1930’erne. Han oplevede byen med dens arbejdsløshedsproblemer, tugthuset, barakkerne og værtshusene. Sine indtryk fra dengang har han nu beskrevet i en række viser, der udkommer i begyndelsen af 1978 på plade, som en versificeret nøgleroman om Horsens.
Horsens i 1930’erne. En arbejderby uden arbejde. Gadebilledet præges af de arbejdsløses rækker. Barakkerne ved Nørretorv som bolig for dem, der af den ene eller anden grund var blevet husvilde. Her hersker håbløsheden. Men i den anden ende af byen, i Kippervig slås gækken løs. Værtshuse og imødekommende damer med liberalt erhverv gør deres til for en stund at tage brodden af håbløsheden. Kippervig var byens glade gade. Og dog. For hvem af gadens beboer havde det vel egentlig bedre end deres kunder ?
I dette miljø færdes en meget ung Knud Seibæk, som sugede indtrykkende til sig, så de stod prentet i hans sind lige siden. Så stærkt stod byen, dens miljøer og mennesker mejslet i hans hukommelse, at han nu 40 år efter har skrevet en række viser, der kan fortælle om, hvordan det var at være horsensianer i 1930´erne. Horsensianer på byens vrangside. Viserne har han selv sat i musik.
Knud Seibæk ved, at han med sin viseplade – i øvrigt den første i en påtænkt række på tre, hvoraf dog kun den første helt og holdent handler om Horsens, vil komme til at træde nogen over træerne. Men viserne er ikke ment som bare et spark i den lokale løgsovs. 
Pladens arbejdstitel er “15 skridt fra Horsens Tugthus”. Og det er ikke noget tilfælde, forklarer Knud Seibæk, jeg er født i Nørrestrandsgade og færdes som barn i kvarteret omkring Tugthuset. Jeg kender barakkerne fra dengang, kender Horsens på vrangen, og det er det, mine viser handler om. De er ikke politiske sange eller protestsange. Nå, alt er vel egentlig politik, når det kommer til stykket, men jeg missionerer ikke i mine sange. Man kunne måske snare kalde dem en række tidsbilleder eller familiebilleder. Det er meningen, at pladen skal starte med visen “Fader min” og slutte med visen” Fader vor”. De to viser handler vel ikke bare om min egen far, men jeg skal da ikke lægge skjul på, at han har stået model.
Knud Seibæks bedstemor havde i en fjern fortid værtshuset “Cafe Vennely” i Hestedamsgade. Hendes børn gik også ind i restaurationsbranchen. En fik “Liile Heimdal”, en anden fik ” Grand Cafe”, i dette miljø færdes Knud Seibæk som dreng. Det er bl.a. udmøntet i visen “Salighedens vej – Torvet i Horsens”. I den fortæller Knud Seibæk om hvordan Torvet med Kippervig og Vor Frelsers Kirke bød på to muligheder for saglighed. Og mange fulgte ikke dydens smalle vej.
Knud Seibæk er ikke nogen novice m.h.t. at digte og komponere. Sammen med komponisten Erling D. Bjerno har han bl.a. skrevet oratorier til radio-drengekoret samt det store oratorium “Genesis”. Også teater har nydt godt af Knud Seibæks`s evner bl.a. skrev han for nogle år siden otte sange til Astrid Lindgren skuespillet “Verdens bedste Karlsson”.
Knud Seibæk siger selv at han havde en god barndom på trods af 1930’ernes noget dystre stemning. Man vokser aldrig fra helt fra det sted, hvor man er født og har haft sin opvækst. Derfor vender jeg tilbage til Horsens gang på gang og derfor betyder disse viser så meget for mig. De er mine hjertebørn, jeg er måske nok lidt nærgående i nogle af viserne, men jeg har prøvet at være skånsom over nulevende personer. Knud Seibæk er dog langt fra skånsom i sit valg af emner og behandlingen af dem. En af den kommende plades centrale viser er visen om barakkerne.
Det er skuespiller ved Aalborg Teater, Ebbe Trenskow, der synger Knud Seibæks viser på LP`en, musikken på pladen er skrevet af Knud Seibæk selv, men arrangeret af Jan Norre.
Kilde:
Horsens Folkeblad den 19. november 1977. Artiklen “15 skridt fra Horsens Tugthus”- viseplade om byen på vrangen”.
Carl Th. Jørgensens udklipssamling.