Kattesund er blandt de ældste gader i Horsens. På begge sider sider af vejen var der små, forskelligt udseende huse.
Mange forretninger prægede gadebilledet, hvoraf en af de ældste er L. Laursens Marmorvarerfabrik og Stenhugger i nr. 6 – 8. Denne virksomhed blev grundlagt i 1891.
Bygningerne, der blev benyttet til stenhuggeriet, var oprindelig hestestalde for hestegarden i Horsens.
I 1986 flyttede forretningen fra Kattesund.
På nordsiden i baggården nr. 5 lå Phønix biografteater, som senere blev til auktionshal og middagssalen Phønix. Disse bygninger blev nedrevet i 1966.
I 1937 blev en del af de små huse på nordsiden nedrevet og erstattet af et bolig – og forretningskompleks. I nr. 13 startede Horsens slipserenseri og her kunne herrerne i krigsårene indlevere deres slips og få dem vendt og renset, så de lignede flotte nye slips.
I 1956 faldt de sidste gamle huse på nordsiden af kattesund, og de tomme grunde ses til venstre i billedet, men snart dukkede endnu en moderne boligblok op på området.