Af Rigmor Kjær
Julefesten er på de fleste egne i vort land årets store højtid, – og en af de kirkelige fester, der sætter det største præg på det daglige liv. I lang tid før jul samles tanker og arbejde om juleaften.
Forberedelserne til julen gik på en gård i ”gamle dage” – som i dag ud på at skaffe rigelig mad og drikke i huset. Der blev slagtet, brygget og bagt i god tid. Slagtningen foregik oftest i november måned, – og havde man ænder eller gæs, blev disse også slagtet i god tid før jul. Juleøllet skulle være bedre end det daglige øl. Bagningen var mere omfattende end sædvane krævede. Bemærkelsesværdigt for den tids holdning var, at der af gårdens forråd af sul og brød blev delt rundeligt ud til venner, naboer og slægtninge, som var ringere stillede end én selv.
For at skabe den rette ramme om højtiden skulle der vaskes og gøres rent. Kakkelovnen eller bilæggeren fik en ordentlig omgang sværte, og gulvene, der var hvidskurede, blev ekstra rengjorte. Også aftægtsboligen, hvor bedsteforældrene, som måske tidligere havde ejet gården, boede, var genstand for forberedelserne til julen – på det rengøringsmæssige område. Man havde omsorg, før institutionernes fremmedgørelse af forholdene mellem generationerne.
Gårdens piger og karle var i travl aktivitet – ude og inde, i stalde og udhuse, ploven og de andre markredskaber måtte ikke stå ude om vinteren. Alt skulle i hus.
Selve juleaften kronedes alles anstrengelser med de mange forberedelsers rige resultater – både ude og inde. Husets kreaturer, – ikke alene heste og køer, mærkede højtidens velsignelser i form af et ekstra foder. Selv lænkehunden fik ekstra – og blev løst fra sit bånd. I haven sættes der havreneg op til fuglene – og efter gammel svensk skik blev julebukken hængt op på gangdøren.
Lillejuleaften blev der bagt æbleskiver – og juleaftensdag vankede der også ekstra til forkosten. For de fleste begyndte juleaften med kirkegang. I mange hjem læste husfaderen juleevangeliet inden julemåltidet begyndte, – det måltid, der var vidt forskelligt fra egn til egn, men julebordet var altid festeligt dækket med lys, gaver, æbler, nødder og kager.
I julen besøgte familie og venner hinanden, – og ingen, ”måtte bære julen ud”. Enhver gæst måtte, hvor mæt han eller hun end allerede var fra tidligere besøg hos andre, smage husets godter og kager, – og hyggelige timer blev til duften af gran fordrevet med spil, sang og leg.
Såvel adventskransen, som grantræ er blevet smukke traditioner. Som forløber for julen pynter adventskransen mange hjem og steder – før grantræet med lys, hjerter og stjerner skaber den gode gamle højtidsramme, som hører vor jul til.
Værdiløse traditioner, vil måske én og anden i den opvoksende generation sige. Og så er til slut nok den store forskel på det gamle samfund, hvor mennesker vedkom hinanden – og nutidens den, at dettes jul kimedes helt ind i hjerterne af kirkens klokker. I vore dage kimes den ind af supermarkedernes og stormagasinernes kasseapperater.
Ak, hvor forandret.
Kilder
”Juleforberedelser på en gård i det gamle Torsted” af Rigmor Kjær i ”Torsted omkring advent og jul”, 1976.