Horsens Straffeanstalt – set fra øst. (tekst på billededet: Horsens Tugthus. Omtale på bagsiden. (Ændrer navn i dette år). B2696
I sin artikel ”Jul i fængslet” fra 1917 skriver fængselspræst Johs. P. Broe:
”Vi vil jo saa gerne gøre det lidt godt for hinanden i Julen, derfor sendes der af Fangernes Slægtninge Masser af Breve og Julehefter og Julekort. Men der er jo ogsaa dem, der ikke faar hverken Brev eller Julehilsen, derfor køber Fængselsbibliotheket hvert Aar 25 Julehefter, som deles omkring, for at de ensomme ogsaa kan kigge lidt i en Julebog.
Til Julen gives der Højtidskost, Flæskesteg til Middag, og senere hen Kaffe og Wienerbrød. Kirken er smukt pyntet med Gran og Lys, og Gudstjenesten er meget højtidelig. Der kommer jo saa mange Minder frem ved Juletid, de gamle Julesalmer, man kender fra sin Barndom, bringer ogsaa Tanker frem, og saa lyder Julebudskabet. Der er saa stille i en Fængselskirke Juleaften. Og i nogle Hjerter lister Stilheden sig ind.
Efter Gudstjenesten plejer jeg gerne at gaa ned i Kælderetagen, for at forhøre, om der er nogen, som ikke har været i Kirke. Thi de Nyankomne skal blive de første tre Dage i Modtagelsescellen.
Hvor er det underligt at komme ind i en saadan Fangecelle Juleaften. Mange af vore Gæster har gjort Rejsen til Horsens adskillige Gange og tager Sagen med Vanens overlegne Ro, men dog gør det ikke saa lidt Indtryk paa de fleste, naar der kommer en Præst i Ornat ind til dem Juleaften. Ved den Lejlighed tror jeg virkeligt, at Præstedragten bidrager en Del til at forøge Indtrykket, og den Aften kan man i al fald i Øjeblikket faa selv de haardeste Hjerter lidt blødgjorte.
Første Juledag er her Gudstjeneste, men anden Juledag plejer jeg gerne at tage ud til Fangekolonien Kølsen ved Viborg, for at Fangerne derude ogsaa kan komme til at høre en Juleprædiken.
En jul var der Sneforhindringer, og den Andenhelligdag, gik jeg omkring paa Afdelingerne og læste højt for Fangerne. Jeg havde valgt Selma Lagerløfs dejlige Eventyr om Juleroserne, og Fangerne lyttede efter med stor Interesse. Selma Lagerløf skriver, at for Kulden og Haardheden i et Menneskehjerte viger Julens Lys og Glæde bort, og hvor passer disse Ord paa mange Menneskers Liv og særlig paa Forholdene i et Fængsel.
Der gøres meget for at beskæftige Fangerne paa en god Maade i Helligdagene og saa vidt muligt forhindre slet Samtale. Extrabøger udlaanes fra Bibliotheket til alle Fanger. I de højere Klasser har Fangerne Lov til at tegne, og mange tegner rigtig pæne Kort og sender dem til Slægt og Venner, ligesom ogsaa mange faar Lov til at skrive Extrabreve.
Man faar tit et vemodigt Indtryk ved at læse disse Julebreve, ikke saa meget paa Grund af de sørgelige Forhold, hvorunder Brevskriveren lever, som fordi man saa sjælden træffer et Brev, der er gennemtrængt af Længsel efter Gud. I næsten alle Breve fortælles der om den gode Kost i Julen, om den pyntede Kirke, i nogle enkelte om Minder, der er kommen frem, og i ganske enkelte kan man finde Ytringer som denne: ”Da jeg var bleven alene i min Natcelle, begyndte først min Jul”. Undertiden kan der være Ytringer, som viser hvorledes Brevskriveren afviser al kristelig Paavirkning, naar det f.eks. hedder: ”For mig har Julen ingen Betydning.”
Der var en Lejlighed, hvor de fleste Fanger blev forunderlig paavirkede, i al Fald i Øjeblikket, og dette maa jeg maaske have Lov til at omtale i denne Forbindelse, skønt det ikke direkte har noget at gøre med Julen.
Det var en Søndag i Sommer, da Kristeligt Sangkor fra Aarhus havde faaet Fængselsdirektørens Tilladelse til at synge ved Gudstjenesten. Det var et udmærket sammensunget Kor, og da alle Sangerne var Medlemmer af K. F. U. M. og K., kan man gaa ud fra, at der er bleven bedt om, at Sangen maatte lyde som en Indbydelse til disse stakkels dybt faldne Sjæle. Og Virkningen var forunderlig. Jeg kunde se det af Brevene og af Fangernes Udtalelser til mig. En ualmindelig raa Karl skrev, at han ligefrem var kommen til at hulke i Kirken, og en Fange fortalte mig at selv de allerværste paa hans Afdeling var grebne, i al Fald i Øjeblikket. Fra Søndag til Onsdag var det, som om de ikke var sig selv, men saa drev det over igen.
Hvor må Englesangen have lydt betagende hin første Julenat paa Betlehems Marker, og al smuk menneskelig Sang, baaret af Bøn, har endnu som en Afglans af den samme Magt til at gribe det dybeste af et Hjerte, og faa Strenge til at klinge, der før var som brustne.”
Læs også artiklen om det gamle Horsens Statsfængsel
Kilder
Jul i fængslet af Johannes Peter Broe, En lille Julebog. – 1917. – S. 8-10