Jenny Kammersgaard 1937. Historisk Kalender, februar 1992

Den 11. juni var der en hektisk stemning og aktivitet i Horsens. Hvad var der i gære ? Joh, en lille sød pige fra Horsens havde været omtalt og afbilledet i alverdens radioer og aviser. Hvad havde hun lavet ? Hun var såmænd svømmet over Kattegat, fra Sjællands Odde til Grenå, en svømmetur på 93 km. Når den blev så lang skyldtes det havets uberegnelige strømforhold. Svømmeturen tog 29 timer og 14 minutter.

Og nu skulle hun modtages og fejres i Horsens.

Det store billede er fra Søndergade, og aldrig var noget menneske i Horsens blevet modtaget af en sådan utallig menneskemængde. Telegrammer fra hele verden strømmede ind med lykønskninger og invitationer.

Borgmesteren holdt en hyldesttale og overrakte på byens vegne Jenny Kammersgaard en gave på 2000 kr. til hjælp til hendes uddannelse som svømmelærerinde. Om aften var der et kæmpe asfaltbal på Søndergade. Festligt, folkeligt og fornøjeligt.

En kommunal brolægger ved navn Haabegaard Nielsen (i daglig tale blev han kaldt for “Bastian”) var så begejstret for hendes præstation, at han huggede en mindestøtte i sten, prydet med hendes rute, byvåbnet og et lille digt, der siger: “Mod og vilje dag og nat – med svømmetag over Kattesund”. Mindestøtten står nu oppe foran svømmehallen.

På det lille billede ser man Jenny Kammersgaard få serveret en lille kaffetår i en flaske ca. 30 km. fra land.

04. februar 1932:

Annonce: Skal De til karneval så skal De også have østers, det høre sig nu en gang til og Deres dame venter det af Dem. Når festen er på sit højeste og masken falder, så byd hende på dejlige saltvandsfriske østers.

04. februar 1942:

I aftes indstiftedes Vitus Bering MIndefond og Bering Medaljen i det Kongelige Danske Geografiske Selskab.

02. februar 1952:

621 voksne og 147 børn lod sig igår TB (tuberkulose) undersøge på Kildegade skole. Undersøgelserne forsætter idag lørdag og på mandag. Tirsdag forelægges de til Søndermarksskolen. Nogle enkelte personer er sendt til videreundersøgelse; det kan endnu ikke siges om de er smittede.

02. februar 1952:

Horsens får sin første selvbetjeningsforretning. Det er det ansete gamle horsensfirma Johan Christensen der har indført den amerikanske forretningsform. Man har valgt en kombination, således at de kunder, der ønsker den gængse form for ekspedition forsat får forretningens ekspedienter til at hente varerne, mens de kunder, der ønsker selv at tage varerne kan kører rundt i forretningen med de fikse kurvevogne.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *