I december spreder julestemningen sig i Horsens midtby, når Horsens Juleby byder på hyggelige juleboder, juleaktiviteter for børnene, velsmagende julegodter og meget andet. I 2010 har Julebyen åbent fra d. 28. november til d. 23. december.
De røde boder er opstillet på gågaden i Horsens, hvor de besøgende kan købe mange forskellige varer – alt fra husflid og kunsthåndværk til mad og drikkevarer.
Ud over at besøge de mange boder, kan man bl.a. tage en tur med juletoget rundt i byens gader, besøge udstillingen om ”Julelegenden” i Vor Frelsers Kirke, eller lade sig underholde af den levende julekalender og de andre juleindslag, der opføres i forbindelse med Horsens Juleby.
Der er mange aktiviteter specielt for børnene. De kan både høre julehistorier, besøge julehuset og møde julemanden, se de mekaniske nisser og køre en tur i karrusellen. Desuden er der opstillet en legeplads, hvor børnene kan boltre sig.
Horsens Juleby arrangeres i samarbejde mellem Kulturafdelingen i Horsens Kommune, VIA University College, Vor Frelsers Kirke, CityHorsens og Center for Job og Afklaring.
Se programmet for 2010 Klik her
Læs mere på Horsens Julebys hjemmeside