Skrevet af Sara Hai Abildtrup, Cand. Mag. i kulturhistorie og retorik, ansat ved Horsens Museum, Byarkiv
I midten af 1800-tallet blev der oprettet mange foreninger i de danske byer, da håndværkere følte sig truet af næringsfrihedsloven og ønskede at fastholde deres gamle lav traditioner.
Danske håndværkere havde siden senmiddelalderen haft tradition for at være medlem af et lav. Lavene var trygge men også omsluttende fællesskaber, der havde betydning for stort set alle aspekter af en håndværkers liv; privat såvel som forretningsmæssigt.
Håndværkerlavene bestemte, hvem der måtte drive håndværksvirksomhed i byen. De havde stor magt i byen, idet de fastsatte priserne på arbejde og materialer. De fordelte svende og lærlinge mellem mestrene, og det forhindrede ofte, at mestre voksede sig store på andres bekostning. Lavene førte opsyn med de faglige uddannelser og oplæring af nye svende. Ligeledes havde de deres egne domstole, som mæglede i skærmydsler mellem håndværkerne. Men vigtigst af alt det var i lavet, at håndværkerne mødtes med andre fagfæller fra byen.
I 1857 blev næringsfrihedsloven indført i Danmark og fratog hermed håndværkslavenes formelle indflydelse på hvem, der måtte drive håndværksvirksomhed samt deres kontrol over produktion og priser. Med den nye lov blev mange håndværkerlav ophævet, og håndværkersvendene mistede den sociale og faglige tryghed, som det obligatoriske medlemskab af håndværkerlavene havde ydet.
Udover indførslen af næringsfrihedsloven havde Danmark i starten af 1800-tallet lidt flere nationale nederlag, bl.a. tabet af den danske flåde til englænderne i 1807, statsbankerotten i 1813 og afståelsen af Norge i 1814. I samme periode voksede nationalismen frem i Europa, og det udviklede sig i form af en forestilling om nationen som et fællesskab, hvor man hyldede alt dansk.
Håndværkerforeningens hus
Den 8. august 1850 blev foreningen ”Horsens Haandværker- og Industriforenings Sangkor” stiftet. Sangforeningens formål var at mødes om den nationale sang, og foreningen blev hurtig populær med stor medlemsvækst i de første par år. Derfor besluttede man den 19. oktober 1852 at opføre foreningens eget hus på adressen Allégade 14, 16 og 18, og der står huset stadig i dag. Foreningens hus bestod af 2 etager med en sal og et teater, et baghus og 2 keglebaner med udbygning, samt en have der lå, hvor der i dag er parkeringsplads.
I 1853 besluttede foreningen at stifte en egentlig Håndværkerforening, hvis formål var: ”at iagttage og fremme Haandværkerstandens tarv paa enhver hensigtsmæssig Maade ved de Midler, der staar til Raadighed og dertil maatte anses lovlige og hensigtssvarende, og saaledes ogsaa at udbrede almengavnlig Oplysning, Forædling og Dannelse iblandt Haandværkere”. Som en anden og særskilt afdeling virkede sangforeningen ved at skaffe foreningens medlemmer fornøjelser og adspredelser.
Foreningens første dirigent Muth-Rasmussen blev afskediget efter hans krav på 100 rigsdaler i årsløn, idet sangforeningens medlemmer mente, at han drak for meget og derfor ikke kunne undervise. Den nye dirigent blev den unge Peter Nielsen, der var fast dirigent i 31 år. Udover at lede sangforeningens kor stiftede Peter Nielsen den første Tekniske Skole den 16. oktober 1857, hvor han var leder indtil sin død i 1888. Skolen fungerede uden faste lokaler indtil 1875, hvor håndværkerforeningen byggede en skole ved siden af deres eget foreningshus. Håndværkerforeningen drev den tekniske skole, hvor de underviste, og oplærte de unge håndværkere til stor succes indtil 1901, hvor skolen blev solgt til kommunen. Håndværkerforeningen havde dog stadig tætte bånd til den tekniske skole.
Foreningens hus fra 1853 blev hurtig for trang, da foreningen allerede i 1883 var nået op på et medlemstal på 800, og man besluttede derfor at bygge et helt nyt hus samme sted. Den 27. februar 1885 stod det nye hus færdigt. Huset var bygget af den dygtige ingeniør og bygmester Jens Christian Clausen, der havde bygget flere huse og fabrikker i Horsens.
Horsens folkeblad beskrev den nye bygning: ”Bygningens Størrelse mod Gaden er 51 Alen i Længden, 25 Alen i Dybden og 22 Alen i Højden. Facaden bestaar af et 33 Alen bredt Midtparti, delt i 7 Dele korintiske Søjler og 2 Endepartier hver 9 Alens Bred. Paa 1 Etage findes Festsalen som er 32 ½ Alen lang og 22 ¼ Alen bred og 14 Alen høj midt i Salen. … Festsalen er smukt Dekoreret…”.
I 1918 var der igen pladsproblemer, og håndværkerforeningen købte naboejendommen syd for huset, hvor der blev indrettet et bibliotek og et læseværelse. Senere i 1936 blev alle husets rum restaureret, og samtidig blev Danmarks fineste laugsstue etableret. Tanken bag laugsstuen var at udstille den indretning og udsmykning, som var kendetegnet for den tids kvalitetshåndværk.
I midten af 1900-tallet trængte foreningens hus til at blive gennemgående restaureret. Foreningens bestyrelse forsøgte at skaffe midler til byggeriet, men opbakningen blandt medlemmerne manglede. Horsens kommune overtog derfor bygningen i 1974, hvor de foretog mange ændringer. Foreningens medlemmer kunne dog stadig benytte sig af huset. De første 13 år betalte håndværkerforeningen leje til kommunen, men herefter kunne de bruge det gratis. I dag står håndværkerforeningens hus udvendigt, som det gjorde i 1885. Huset bliver i dag brugt, som festlokaler man kan leje, til fælles banko og koncerter, mens håndværkerforeningen stadig benytter sig af huset og bl.a. laugsstuen til deres møder og fester.
Foreningens sociale formål
Sangen var med fra starten i håndværkerforeningen, men var ved at forsvinde i 1908, da foreningen skiftede navn til ”Horsens Håndværker og Industriforening”. Den daværende formand kobbersvend Christian Nielsen formåede at holde gang i sangkoret og etablerede samtidig en selvstændig bestyrelse for koret.
Da foreningen holdt 100 års jubilæumsfest i 1950, var det ældste medlem 83 år gammel og havde været medlem af håndværkerforeningen siden 1891. I sin tale til foreningen udtrykte medlemmet, at han stadig var stærk modstander af foreningens navneændring i 1908, hvor sangforeningen blev udeladt af navnet. På trods af denne adskillelse mellem håndværkerforeningen og sangkoret er koret stadig aktiv i dag.
Udover sang og det sociale fællesskab gik foreningens medlemmer også meget op i deres fags overlevelse. Håndværkerforeningens medlemmer havde tidligt været opmærksomme på, at håndværkere uden uddannelse ville få det svært i den industrielle tid, hvor fremskridt og teknik virkelig tog fart. Derfor vedtog foreningen allerede i 1873 at arrangere årlige svendeprøver, der blev bedømt af et udvalg af mestre fra forskellige fag, hvorefter de nye svende blev fejret i festlokalet i foreningens hus. Håndværkerforeningens motto i denne periode var: ”Fra godt haandværk til gode industriprodukter”. Da industrien kom til Horsens og tog fart i anden halvdel af 1800-tallet, skyldtes det bl.a. de mange udlærte håndværkere, der næsten alle var foreningsmedlemmer.
En forening uden politik
Der er stor forskel på foreningslivet dengang og i dag. Der er flere underholdningstilbud i dag, bl.a. tv og radio, og mange små lokale foreninger har derfor svært ved at tiltrække medlemmer. I starten af 1900-tallet var håndværkerforeningen byens største forening med hen mod 2000 medlemmer, hvor der oveni kom koner, børn og andre familiemedlemmer. Foreningen var derved en stor del af Horsens by.
Dog var det ikke alle mænd, der havde lige adgang til foreningen. Socialdemokratiske medlemmer blev nægtet optagelse i foreningen pga. deres politiske overbevisning. En holdning der aldrig var gået i dag, men dengang tog foreningen afstand til politik. Dette ændrede sig dog midlertidigt under 2. verdenskrig, hvor foreningens hus blev benyttet til politiske møder. Foreningen tillod alle de forskellige partier at holde møder i deres hus, idet emnerne oftest var nationale.
Både håndværkerforeningen og sangkoret fungerede på bedste vis under 2. verdenskrig, men huset blev dog beslaglagt af tyskerne i 1944 til brug for tyske flygtninge. Efter befrielsen fik foreningen deres hus tilbage, samt erstatning for de skader tyskerne havde forvoldt. Dog måtte foreningen ekskludere visse medlemmer på grund af deres politiske og nationale holdning under besættelsen.
En oase midt i byen
Håndværkerforeningens hus havde en have tilknyttet, der blev flittigt brugt af de mange håndværkerfamilier og enkeltpersoner til udflugter. Alle foreningens medlemmer havde adgang til haven, der også var åben for ikke-medlemmer, hvis de kom i følgeskab med et medlem.
I haven var der store træer, plæner, blomster, en lille sø med svaner, et friluftsteater og en musiktribune. Om sommeren var der forestillinger på friluftsteateret hver torsdag for foreningens medlemmer, og entréen var 35 øre. Udover teaterforestillinger var der også to aftenkoncerter hver uge om sommeren.
Foreningens have blev omlagt til parkeringsplads i 1974 efter påtale fra kommunen, da parkeringsproblemerne foran foreningens hus blev for kaotiske. Mange ældre borger så det som et tab, da de huskede lørdagsdansene, søndags kaffekoncerterne og deres generelle brug af haven, der lå som en oase midt i Horsens by. Haven er væk, men huset står stadig tilbage – på en og samme tid et levn fra svundne tider og et endnu aktivt og driftigt vartegn for byen.