Højtholm – en bondegård fra middelalderen

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1991

 

 

 

Af: Aage Holm Due

Gården Højtholm set fra Grædstrupvejen.

Der ligger en gård ude på en mark, en rigtig gård, ikke bare en ejendom. Ikke fordi der er noget særligt, men dens alder er meget høj, dens historie interessant og dens “børn” talrige som ørkenens sandskorn.

Højtholm i Thyrsting sogn er det. Gården lig­ger i den nordlige del af sognet, ca. 3/ 4 km sydøst for Fuglriis. Den ligger højt, men allige­vel i en lavning på et bakkedrag 4-500 m fra Thyrsting-Grædstrupvejen, hvorfra en privat vej fører op.

Som hovedparten af de danske bøndergårde har Højtholm været fæstegods under en herre­gård. Det synes således godtgjort, at Højtholm hørte under Tranholm gods, som dronning Margrethe i 1407 erhvervede af den tyske røverhøvding Skarpenberg, der havde haft Tranholm i pant i nogle år og i den periode samlet sig en del bøndergods i de omliggende sogne.

I hvert fald nævnes ved dronning Margrethes overtagelse af Tranholm gods desuden “4 øde Gaarde Synden Bækken”. Højtholm, der på et meget langt stræk havde mark til og skel ved Tirsvad Bæk, må have været en af disse 4 gårde. Senere blev Højtholm fæstegods under Mat­trup, der i ca. 300 år ejedes af de adelige fami­lier Skram, Hardenberg og Ulfeldt (1388 – 1690). Højtholm er således nævnt i matriklerne i både 1662 og 1664.

I 1688 tilhørte gården kronen, der overtog store dele af godset, efter at Corfitz Ulfeldt på Mattrup var gået fallit, hvilket svenskekrigene og de fremmede troppers hærgen havde deres store andel i.

Corfitz Ulfeldt var i perioden 1679-1690 hensat i den yderste armod, så Mattrup med sit ruine­rede bøndergods, afbrændte og forladte gårde – og nu efter krigen yderligere tynget af skatter – måtte belånes til bristepunktet. Enden var nået, da hovedgården i 1679 blev udlagt som pant til justitsråd Peter Lerche til Lerchenfeld. Denne forskrivning blev i 1686 overdraget til Tyge Jespersen til Skjerring Munkegaard ved Århus. Allerede året efter erhvervedes en ny fordring på Corfitz Ulfeldt på 2300 rdl., for hvilken sum hele Thyrsting sogn var sat i pant. Hermed var familien Thygesens vej banet til Mattrup, og den kom som ingen anden til at præge godset og livet på egnen helt frem til 1851.

Familien adledes i 1776 under navnet de Thy­geson, og dens magt og indflydelse toppede omkring 1800, da godset omfattede 1290 tdr. hartkorn. Ganske vist ejede Niels Emanuel de Thygeson såvel Mattrup som Bygholm godser i perioden 1821-28, i alt 2000 tdr. hartkorn, men da var den økonomiske nedtur fremskreden. Thyge Jespersen tilbagekøbte store dele af fæstegodset, herunder Højtholm, omkring 1690.

I dag er den oprindelige gård opdelt i 10 for­skellige parceller, huse med få tdl., ejendomme og gårde. Hovedparcellen er i dag kun en gan­ske almindelig gård, men det samlede jordtil­liggende var i en periode, som det efterfølgende omhandler (1754-1848), omkring 160 tdl. af blandet beskaffenhed: God agerjord, mere gru­sede, kolde jorder, lerede og sandede knuder, mosehuller, eng, skrænter og kær.

Gården har altid ligget på det nuværende sted, en gård uden for byfællesskabet, en såkaldt enestegård, matrikel nr. 1, nu 1a, og hartkorns­ansat til 4 tdr. 3 skp. 3 fdk. og 1/ 4 alb.

I nyere tid har Højtholm været ejet af en inter­essant dame, nemlig cand. theol. Elna Ulv­bjerg. Hun var fra egnen og fik i København en højere uddannelse, der på dette tidspunkt ikke kunne give ansættelse for kvinder i folkekir­ken. I stedet kastede hun sig over hjemegnens historie og har bl.a. i bogen om Skadegård-slægten fortalt om Højtholm, en gård, der hi­storisk fængslede hende, men som arbejdsmæs­sigt oversteg hendes kræfter. Elna Ulvbjerg ejede gården i 1934-37. Hun har klart redegjort for navneforvekslingen imellem Højtholm og afbyggerejendommen Heftholm.

Det vil føre for vidt at gennemgå gårdens fulde historie, måske vil det endog være uoverkom­meligt eller umuligt. I stedet vil jeg i det føl­gende fortælle om Frandsen-familien, der havde stærk tilknytning til stedet i mere end 200 år.

Frandsen-familien kan føres tilbage til Søren Jensen Frandsen, der er født i Thyrsting sogn i 1630. Han er nævnt som fæster af en gård i Thyrsting såvel i 1662 som 1688. Vi kender ikke hans familieforhold eller hustru, men vi kender derimod til, hvad han skulle svare i landgilde til herremanden på Mattrup. Vi ved også, at han var i restance med betalingen til herredsrepræsentantens rejse til København i anledning af kongehyldningen i 1660. Desuden ved vi, at Søren Jensen Frandsen sammen med sin søn Jens stod anklaget ved herredstinget, fordi han havde tilegnet sig et egetræ i Mattrup Skov den 18/3 1682. På tinget hævdede Søren Jensen Frandsen stærkt, “att hans rett Hos­bund haf de sielf udvist hannem samme Eg”. Sagens udfald kendes ikke, men det formodes, at han er blevet frifundet, fordi han kunne bevise, at samme husbond den 20/3 1679 havde givet ham 2 egetræer. For frifindelsen taler også, at Søren Jensen Frandsen allerede samme år optræder som stævningsmand på vegne af Corfitz Ulfeldt over for andre af egnens bønder for at inddrive landgilde­restancer.

Sønnen Jens’ videre skæbne kendes ikke, men en ca. 15 år yngre søn, Frands Sørensen, er opført som fæster i Mattrups jordebog fra 1721.
Det næste led i slægten er altså Frands Søren­sen, som fødtes i Thyrsting sogn i 1681 og døde den 26/1 1747.

Vi ved om ham, at han var gift to gange, sidst med Anne Sørensdatter fra den anden tilsva­rende gård i Thyrsting sogn, sandsynligvis fra den landsby, som senere forsvandt og opslug­tes af Thyrstinggård.

Navnene Frands, Søren, Anne og Peter blev fremover meget brugte i de kommende slægter.
Frands Sørensen er i Mattrups jordebog fra 1721 opført som fæster af en gård i Thyrsting sogn af hartkorn 4 tdr. og 5 skp., og heraf skulle han i årlig landgilde til herskabet svare 1 ørtug rug, 1 ørtug byg, 3 lispund smør, 1 svin, 1 gås, 2 høns og 1 skp. havre. Ikke meget målt med nutidens produktionsalen, men dengang tyngende nok, og vi finder da også noter om, at Frands Sørensen er i restance såvel i 1709 som i 1710 og 1718.

Fra den kongelige hververulle i 1741 kender vi navnene på Frands Sørensens 4 sønner: Søren den ældste, 26 år, Søren den yngste, 23 år, Hans, 15 år og Jens, 9 år.

Underligt at give to sønner det samme navn. Var det for at sikre sig, at mindst en søn bar dette familienavn videre? Det kom også til at gå således, at den ældste søn døde ung, og den yngre kom senere til at overtage fæstet på Højt­holm i 1754.

Foruden de fire nævnte sønner fik ægteparret også sønnen Peder, der gik over i historien som en kendt lægprædikant og den oprindelige stif­ter af bevægelsen “De stærke jyder”.

Peder Frandsen og Anne Mette Madsdatters grav på Vrads kirkegård. Han fødtes 1814 på Højtholm. Hun fødtes 1826 på Ring Damgård

Sognepræst Hans Borup Jacobsen, Hemmet-Sdr. Vium, har i sin bog “De stærke jyder” (1976) indgående fortalt om Peder Frandsen (I): “Peder Frandsen er født den 30 november 1737 i Thyrsting sogn som søn af Anne Sørensdatter og Frantz Sørensen, der var fæstebonde under Mattrup hovedgård. Som ung blev Peder karl på godset, men han kunne godt finde på at mukke, når ladefogeden hersede med folkene på hovmarken. En sådan dristighed tillod han sig i 1763 ved kornladens brand på hovedgården. Der var kørt korn ind, men også 100 stude var i fare. Herremanden Emanuel Thyge­sen stod i fløjlskjole og silkebukser uden selv at røre en finger og jog med karlene, der hentede vand i spande. Peder Frandsen kastede da en spandfuld muddervand i hovedet på herremanden. Denne havde allerede tidligere fået indtryk af, at karlen var en vild krabat, og lod ham nu udskrive til soldatertjeneste ….. ”

Peder Frandsen var herefter dragon i mange år og oplevede i Værum kirke ved Randers et åndeligt gennembrud, som blev bestemmende for hans videre liv. Nogle år senere vendte han tilbage til hjemegnen og optog sin vækkelses­gerning. Han kom herunder i klammeri med sognepræsten i Uldum, men beskyttedes af kammerherreinde Liittichau på godset Store Grundet ved Vejle.

Traps Danmarksbeskrivelse nævner i en af sine udgaver Peder Frandsen og ingeniør Aage Westenholtz fra Mattrup som de eneste kendte, som er født i Thyrsting sogn.

Peder Frandsens mindetavle i Uldum kirkes indgangsrum.

Forfatteren Sigurd Elkjær lader i en af sine romaner Peder Frandsen “komme forbi”.

I Uldum Kirkes våbenhus findes en minde­plade for Peder Frandsen, men alle de mange familiegrave på Thyrsting Kirkegård er for­længst sløjfede.

Søren ( den yngre) Frandsen, der menes født 1716 i Thyrsting sogn, er den første egentlige fæster på Højtholm. Der er lidt tvivl om hans fødselsår, idet kirkebogen først eksisterer fra 1723. Ifølge den tidligere nævnte hververulle fra 1741 angives han at være 23 år, et forhold,der altså mere peger på fødselsåret 1718.

Derimod ved vi forskellige andre ting om ham: Han var gift 2 gange. Først med Inger Peders­datter fra Bredstenbro i Nim sogn, anden gang med Mette Kirstine Andersdatter fra Vingum i Grædstrup sogn.

Han overtog i forbindelse med sit første ægte­skab gården Højtholm i 1754.

Ved folketællingen fra 1787 optræder Søren Frandsen med hustru og 6 hjemmeboende børn: Peder (28), Søren (26), Inger (14), Frantz (12), Anne (10) og Hans (5). De to ældste søn­ner af første ægteskab.

Søren Frandsen havde som så mange andre af slægtens mandlige medlemmer været dragon og bevarede fremover en vis tilknytning til ryt­teriet. Desuden ved vi, at han var særdeles velanskrevet hos herskabet på Mattrup. Det var ikke længere den elegant klædte Emanuel Thy­gesen, men dennes navnkundige brorsøn Thyge Jesper de Thygeson og bondevenlige hustru Sophie Charlotte Cederfeld. Da Sophie Charlotte Cederfeld døde i 1797, gik der en skygge over familielivet på Mattrup. Søren Frandsens 3. søn, Frantz, der da var 22-årig dragon, blev udpeget til at være en af 8 militær­folk, der bar fru Cederfeld ud fra Mattrup og senere ned i krypten under Skade Kirkes kor. Der er også noget negativt om Søren Frandsen. Man kunne forbigå det i tavshed, men ikke, hvis man vil skildre tiden, som den var. Fra kirkebogen ved vi, at han døde af kønssygdom i 1788. Måske har vi her en sammenhæng med det militære liv.

I Danmark var der fra 1773 til 1793 tre syfilis­epidemier. Det gav anledning til, at præsterne skulle anmelde sygdommen, så patienterne kunne komme under gratis behandling hos distriktskirurgen. Patienterne havde pligt til at møde, og udeblivelse medførte straf på vand og brød.

Efter Søren Frandsens død i 1788 forblev enken Mette Kirstine Andersdatter ved fæstet af Højtholm helt frem til 1809. I denne drøje tid, også på grund af landsøkonomiske for­hold, blev hun især støttet i arbejdet af sin tidligt modne søn Frantz, født 8/8 1774. Når enken sad på gården i så mange år, skyldtes det ikke bare ualmindelig dygtighed, men også hele familiens særdeles gode forhold til de Thygeson-familien. Fæstebrevene lød kun på mandens navn og var kun livstidsbestemte for denne, oven i købet på en række skrappe vilkår.

I 1809 tiltræder så den dygtige søn Frantz Sø­rensen fæstet på Højtholm. Fæstebrevet er be­varet i Mattrup godsarkiv, og herfra skal ind­ledningen – i bedste enevoldsstil – gengives: “Thyge de Thygeson, Eier af Matrup og Waabensholm Gaard og Godser Giør vit­terligt at have stædt og fæstet ligesom jeg og herved stæder og fæster til Frands Sørensen hans fradøde Fader Søren Frandsens Gaard Højtholm kaldet beliggende i Thør­sting Sogn på Matrup Gods, staaende for Hartkorn Ager og Eng 4 Tdr. 3 Skpr. 1 Fjdkr. og 2 alb., som Moderen nu forme­dels Alderdom og Svaghed frivillig har afstanden, hvilken Gaard han sin Livs­tid maa bruge og bebo paa følgende Vil­kaar ….. :”

Fæstebrevet munder ud i en lang række krav, som fæsteren nøje må overholde: Skatter og Landgildeydelser skal hvert år til tiden betales med 2 Rdl. 5 Mk. og 8 Sk. samt 2 Tdr Rug. Hoveri på Mattrup med følgende ydelser: 2 1/2 Pløje-, 1 1/2 Harve-, 12 3/4 Spand- og 45 1/2 Gangdage. Gården skal drives lovligt og for­svarligt og ingen jord udlejes. Afhjælpe Brøst­fæld. Overholde alle kongelige Mayestæts love og forordninger. Vise mig og mine udsendte lydighed. Indfæstningen betales med 35 Rdl.

30 år får Frantz Sørensen lov til at drive gården sammen med sin stærke og dygtige kone, Anne Marie Nielsdatter fra Nørskov i Klovborg sogn. I perioden 1808-1826 fødtes der med 2-årige mellemrum 10 børn i ægteskabet, 8 søn­ner og 2 døtre, hvorfra “den halve egn” nedstammer. Anne Marie Nielsdatter kom i øvrigt ligesom sin svigermor til at sidde som fæster på gården, nemlig i perioden 1839-45.

Kort over Højtholm-Heftholm området.

I de efterfølgende år udstykkes Højtholm i mange parceller (som nævnt i indledningen). Sønnerne Hans og Andreas køber hver deres, hvorved familien forbliver på stedet til et stykke ind i 1900-tallet.

De 10 nævnte børn i ægteskabet er Søren (1808), Niels (1810), Kirstine (1812), Peder (1814), Jens (1816), Mette Kirstine (1818), Hans (1820), Andreas (1822), Anders (1824), Rasmus (1826). I det efterfølgende vil jeg kort nævne hver enkelts skæbne og nogle efterkommere, som har relation til Brædstrup kommune og nær­meste omegn.

Søren Frandsen bliver gift med en pige fra Vin­ding og overtager dennes fødegård i 1836. En gren af familien antager navnet Savskov efter ejendommen Savskovhus i Underup sogn.

Andre familiemedlemmer gifter sig senere til nye navne: Munk, Würtz, Jelling og Værndal. En af døtrene fra Vinding bliver gift med en søn fra Kjørsengård i Vorde sogn og føder 9-10 børn. Denne gren af familien er ikke kortlagt, men har jo formentlig i dag talrige medlemmer.

En stor del af familiens medlemmer er bosat på Kjellerup-Silkeborg-egnen, men også mange bor på Fyn og i Ejstrupholm-Tørring-Give­området.

På grund af den nye navnelov antager børnene efternavnet Sørensen. Tilsvarende får de øvrige sønners børn: Niels’ børn bliver Nielsener, Peders børn Pedersener.

Niels Frandsen fraflytter egnen efter sin konfir­mation i 1825. For nærværende ved vi intet om ham. Måske har han en lang række efterkom­mere med Nielsen-navnet.

Kirstine blev gift med Hans Pedersen fra Stå­holmgård i Føvling sogn. I ægteskabet kom der kun 4 børn, men disse fik senere rigtig mange efterkommere, så netop denne familieafdeling er meget talrig i dag.

Sønnen Frands Hansen overtog gården Veldal i Tranholm. Hans kone menes at nedstamme direkte fra Holger Rosenkrantz til Boller. Måske er det derfor, at mange i denne familie­gren har klaret sig godt på det intellektuelle område.

Fra denne familie nedstammer bl.a. følgende: Lundegård-familien i Hvirring, Ehlersen­familien fra Hovedskov og Nim, Holst­familien i Åle og på Rishedegård i Klovborg, familien Tougård i Brædstrup, og ellers fami­lier i Sdr. Vissing, Østbirk og Brædstrup.

Peder (Il) blev opkaldt efter sin slægtning læg­prædikanten, som var død få år tidligere. I sine yngre år havde han været avlskarl på Mattrup og i en periode leder af et tilplantningsprojekt.

Mattrup ejedes fra 1828 af den 6. de Thygeson, nemlig T. G. E. F. de Thygeson. Denne havde gennem sit lange liv en enestående interesse for planter, buske og træer. Thyge de Thygesonmåtte de første år kæmpe hårdt for at bevare Mattrup, men det lykkedes at bringe det forgæl­dede gods på fode igen, bl.a. takket være en omfattende skovdrift. Overraskende solgte de Thygeson i 1851 Mattrup for at tilbringe sine sidste år på lystgården Damgård ved Lillebælt mellem Fredericia og Kolding.

I 1867 blev den da mere end 60-årige kammerherre udnævnt til kongelig klitinspektør for Jylland og fik samti­dig sæde i Landstinget. Sin alder til trods kom han næsten til at tilbringe 40 år i dette ting. To år før han døde i 1903 – 97 år gammel – mødte han op i Landstinget og forhindrede ved sin stemme salget af De vestindiske Øer. Men sal­get af Mattrup, som han havde fået på fode, og som hans slægt havde drevet i mere end 160 år, forblev en gåde.

Peder Frandsen bosatte sig på en hedegård i Andsø ved Vrads, sandede agre, men stor nok, idet der var mere end 70 tdl.

Han mistede sin første kone, men giftede sig igen i nov. 1850 med Ane Mette Madsdatter fra Ring Damgård, den højtbeliggende, smukke og meget veldrevne gård umiddelbart syd for viadukten.

I bryllupsgave modtog Peder Frandsen et lin­detræ af Thyge de Thygeson. Dette træ blev ført til Andsø, slog rod midt på gårdspladsen og står i dag midt i skoven. Gården er forlængst borte, og agrene tilplantede.

I 1939, da min bedstefar og jeg besøgte stedet, var der kun enkelte murrester tilbage af den 4-længede gård.

Peder Frandsens slægt lever dog fortsat i bedste velgående. Sønnen Søren overtog gården i Andsø, solgte senere og erhvervede den ansee­lige Asklev Nygård i Them sogn. Den ældste søn Peder (Ill) Pedersen, men kaldet Frandsen, drev den videre i 40 år.

Af de 10 børn blev de 9 gift og fik efterkom­mere, mange i Them sogn, andre i Åstruplund og Brædstrup.

Søren vendte tilbage til Brædstrupegnen på sine ældre dage og var stærkt optaget af sine omfattende familieforhold, Højtholm, eller Hevtholm, som han sagde, og den uretfærdige hoveritjeneste, der altid havde ramt, når vejret var godt,og man skulle dyrke sine egne marker. Peder Frandsens gravsten er endnu bevaret på Vrads Kirkegård, og det er måske det tætteste, man kan komme på den rigtig gamle tid, Frandsenfamilien, lægprædikanten og det gamle Højtholm.

Jens Frandsens inskription på den fælles krigergrav i Fredericia. Foran Aage Nygaard Pedersen,. Aastrup, tip-tip-tip-oldebarn af Søren Frandsen (født 1630) i lige far-søn-linie.

Jens Frandsen kom i 1844 til at bo på en ejen­dom i Tranholm. Han var i 1842 blevet gift med Anne Marie Frandsdatter i Thyrsting Kirke (formentlig en slægtning, næstsøskendebarn?). Også Jens havde gjort tjeneste ved dragonerne, og da krigen kom i 1848, blev han indkaldt sammen med sin yngre bror Rasmus.
Jens havde en anelse om, at han ville falde i krigen og havde forud aftalt med sin anden bror (Anders), at denne skulle tage sig af hans familie, hvis han faldt.

Således kom det til at gå: Jens faldt i slaget ved Fredericia den 6. juli 1849. Anne Marie blev den 28/12 1849 gift med Anders.

Jens ligger i den store fælles krigergrav bag voldene i Fredericia. Dragonerne havde ikke dengang numre eller efternavne, men egns­navne. Det var en praktisk foranstaltning, for så kunne de vise vej og overtage kommandoen, når rytteriet var på deres egn.

Fam. Steiniche, Addit Mosegård, fam. Jensen, Ring Mosegård, og dermed også borgmester­fam. på Bøgeballegård nedstammer fra Jens. Ligeledes familierne med rutebilerne (Lange) og Jens Olsen (møllen).

Mette Kirstine fik i sit ægteskab to sønner: Jens (1840) og Frands (1843). Familien er fraflyttet egnen omkring 1855. *).

Hans blev gift i 1845 med Sophia Dorothea Jensdatter fra Enner i Tamdrup sogn. Hun er som så mange andre opkaldt efter en fjern slægtning, den meget kendte præstekone i Nim, Dorothea von der Lieth (født ca. 1665). Hans opførte en ejendom på en parcel fra Højtholm. Drev den i 9 år, afhændede så og overtog en noget større i Vingum i Grædstrup sogn.

Kun et af de tre børn fik efterkommere, nemlig søn­nen Jens Peter Fritz Hansen, der bosatte sig i Føvling sogn. Denne fik til gengæld 9 børn. En søn af denne lever endnu i en alder af 84 år på sin ejendom på Sillebjergvej i Føvling. Måske den af de nulevende, som ved mest om slægten fra Højtholm. I øvrigt er det den gren af fami­lien, som har de fleste efterkommere bosat i Brædstrup by. Rigtig mange er det. Desuden lever der andre familiemedlemmer af Hansen­-familien i Bredstenbro, Føvling, Them og Give.

Andreas Frandsen blev gift med Sidsel Marie Sørensen fra Nedergårds mark i Grædstrup sogn den 13/11 1846.
Andreas købte i juni 1852 en parcel af gdr. Søren Ovesen, Højtholm (moderens afløser påfødehjemmet). Sammen drev ægteparret ejen­dommen helt frem til 1888.

En lang række børn fødtes i dette ægteskab, 11 i alt blev det til i perioden 1847-1869. Derved bliver Andreasen-familien en af de store grene i slægten. Et særkende i netop denne familie var de mange børn. Niels Andreasen, Hårup – ægteparrets 4. barn – fik selv i sine to ægteska­ber 15 børn, 6 drenge og 9 piger. Et af disse børn (Marie, født 1892) fik i sit ægteskab 14 børn.

Der bor familiemedlemmer i Sdr. Vissing, Hor­sens, Hårup, Ring, Brædstrup, Nim, Rask Mølle og Bryrup.

Et lille kuriosum: I 1966 solgte jeg mit hus på Bredevej 11 i Brædstrup. Køberne var Mette Marie Cort og Sofus Jensen. Begge var børne­børn af Andreas Frandsen. De var i øvrigt fætter og kusine. Begge havde tidligere været gift før, men ønskede nu at vende tilbage til slægtens hjemsted.

Sofus Jensen døde alt for tidligt, men Mette Marie Cort bor stadigvæk i mit gamle hus, ca. 90 år gammel.

Lidkøbet det pågældende år – var en slags fami­liesammenkomst på tværs af de forskellige Højtholmgrene.

Anders Frandsen holdt sit løfte til broderen Jens og giftede sig allerede i slutningen af 1849 med enken Anne Marie.
Anders overtog ejendommen i Tranholm, som han drev frem til sin død i 1908 i samarbejde med sin søn Anton.
Ægteparret fik 5 børn, hvoraf to døde som små.

To af familiens børnebørn skænkede mange år senere deres formue til en kirkeklokke i Grædstrup. Datteren Mette Marie drev sammen med sin mand Niels Nielsen en ejendom i Rishede ved Klovborg. En søn herfra erhvervede senere Ny Helligkildegård i Føvling sogn. Grenen herfra er den talrigeste i denne slægt. En del medlem­mer bor fremdeles i eller nær Brædstrup.

Rasmus Frandsen blev gift i 1850 i Thyrsting kirke med Kirstine Mikkelsdatter. Rasmus bosatte sig på et stykke jord, som han købte af broderen Andreas. Altså gammel Højtholm­jord. Da ejendommen var for lille til at brød­føde en familie, flyttede han · senere til Gribstrup.

Rasmus var ligesom sin bror Jens med i treårs­krigen. Han var en levende fortæller, men han blev tavs, når talen kom på udfaldet fra Fre­dericia. Måske har oplevelsen på slagmarken foran voldene været en for grufuld oplevelse. Familien fik 6 børn. Sønnen Jens M. Rasmus­sen blev landmand i Tranholm. En søn af denne, Laust, blev dræbt ved en tragisk tog­ulykke i Brædstrup den 15/5 1915. Alligevel blev Jens’ gren af familien den talrigeste. En meget stor del af den er bosat fjernt fra Brædstrup, men enkelte er dog blevet i hjemlandet.

De andre børn: Karen Marie, Anne Marie, Frands, Søren og Niels Christian har vi kun sparsomme oplysninger om.

Under gennemlæsningen vil mange føle sig glemt, men beretningen har jo pladsmæssige begrænsninger.
Til dem, der er interesseret i historiske forløb, vil jeg sige: Skriv selv om jeres tid og om jeres forældre. Gem personlige papirer, tag mange billeder, lav båndoptagelser og videofilm, ikke bare, når folk er i sølvbryllupstøjet, men også fra hverdagens arbejde. En redegørelse om en slægt kan nemt blive en opremsning af tørre data.

Hvad ved vi om det egentlige liv på Højtholm?
Min bedstefar, som jeg levede tæt på i mange år, har fortalt en hel del, igen fortælling fra hans egen far.
Hoveriarbejdet var en hård pligt, som virkede nedvurderende på mændene. Man var stort set selvforsynende med alle ting: rug til brød, byg og havre til gryn, man havde fjerkræ og æg, lidt mælk og smør blev det også til. Man havde bøssen ved hånden og kunne snuppe en hare eller en agerhøne i ny og næ. Det skete, at man overlistede en gammel gedde i Blæsbjerg Mose. Man havde en indhegnet kålgård foran stue­huset mod vest. Jorden var god og fugtig, og Anne Marie Nielsdatter var en kunstner på sit felt.

Man havde får og udnyttede dem 100%: kødet kunne tørres og røges, benene var gode i suppegryden, af fåretælle støbte man selv sine lys, og ulden indgik i beklædningen, garn til strikkestrømper og undertøj, vadmel til slid­stærkt klæde. Træsko og redskaber lavede man selv af træ i huggehuset.

Blev man syg, forsøgte man sig med stærke sager: snaps, peberrod, kalmarrod og måske lidt ingefær. Tobak blev også anvendt som medicin.

Nogen egentlig fritid var der ikke, man var altid optaget af praktiske gøremål. Man gik dog meget i kirke, også til naboers barnedåb, bryllupper og begravelser. Kirkegården var et samlingssted, hvor man hørte nyt fra egnen og verden udenfor.

Man kunne besøge “standsfæller” uopfordret og ved særlige lejligheder.

Drengene kunne lave pilefløjter og flitsbuer, når de passede dyrene ude på overdrevet ellernede ved Tirsvad Bæk. De lærte at lave fælder og sætte snarer op for småvildtet.

Bøger var der ikke mange af: En huspostil med opbyggelige stykker, en kæmpebibel og en almanak med markedsdatoer og højtidsdage. På bibelens blanke forsider skrev man fødsler, dåbsnavne og dødsfald.

I vægskabet opbevarede man sine få dokumen­ter, soldaterpapirer, enkelte mønter og medal­jer. På væggene kunne hænge mindekranse for de sidst afdøde familiemedlemmer.

Der var altid mindst 3 generationer i hjemmet, børn i alle aldre, forældre og bedsteforældre på aftægt.
Nogle af sønnerne havde været soldater og havde lært at danse og bragte denne skik til Thyrsting sogn.

Børnene fik hurtigt pligter: Der var altid en mindre bror eller søster, der skulle passes, der skulle samles optændingsbrænde i skoven og sten på markerne.

Ved særlige lejligheder kunne man give hinan­den gaver. Det kunne være et stykke værktøj, en sølvmønt, hjemmelavet husgeråd eller i meget sjældne tilfælde en sølvske eller en bøsse.

Fra skifteprotokollen i 1839 kender vi hoved­parten af indboet og besætningen, bl.a. 4 heste. Værdien dengang på en 3-års hoppe var 48 rdl., altså en større værdi end fæstebrevsafgiften.

Pigerne kom meget ofte på Mattrup gods og kunne så avancere igennem graderne fra høn­sepige til barnefrøken. Det var en meget stor ære at blive udvalgt til godset. Denne tradition fortsatte helt frem til ind i 1900-tallet. Næsten alle Frands Hansens døtre fra Veldal kom i tjeneste på Mattrup. Flere af dem blev der i mange år og var betroet opdragelsen af bør­nene i stor udstrækning. Enkelte gange kom pigerne med godsejerfamilien på vinterophold i København.

Påfaldende mange medlemmer i familien har i nyere tid været betroet tillidsposter af forskel­lig slags. Måske hænger det sammen med en gammel arv, man skulle hjælpe hinanden i de store familier, gårdene havde ofte behov for nabohjælp under sygdom og indkaldelse, de største børn passede de mindre og oplærte dem i alle slags færdigheder. Der forventedes hen­syn, og man tog hensyn.

Min bedstefar var af den opfattelse, at man kunne få et godt liv på to forskellige måder (blive berømt om man vil): Man kunne udføre et usædvanligt arbejde, eller man kunne stifte en stor familie og leve videre igennem denne. Peder Frandsen (I) er et eksempel på det første, mange, mange Frandsener blev eksempler på det sidste.

Helt uden spor færdes intet menneske. Den enkeltes liv er som ringe på vandet: Nogle når langt ud, andre møder forhindringer undervejs og ændrer styrke og retning.

Højtholm er i dag en gård, der drives efter tidens krav med traktorer og mejetærsker. Afgrøderne er langt rigere end i Frands Søren­sens dage, men der kan måske mangle lidt liv på markerne.

Tak til ejeren, fordi han accepterer, at så mange lægger vejen forbi, stopper op og lader de gamle dage tale.

*) I forbindelse med korrekturlæsning af denne artikel blev jeg klar over, at der manglede noget, i mine øjne, meget væsentligt, og efter forfatterens tilladelse kontaktedes Edith Bech, Åkjærvænget 17, Ny Højen, 7100 Vejle. Vi er begge tipoldebørn efter Mette Kirstine og Anders Jensen og kan bevidne, at der er rigtig mange efterkommere foruden os, også her på egnen.

Andreas Andersens og Johanne Kirstines børn. Forreste række fra venstre: Marius, Mie, Mette, Anders Peter og Alfred. Bageste række fra venstre: Ejner, Christian, Valdemar, Thorvald og Frederik.

Edith Bech har forsket meget i slægten og oplyser følgende:
Mette Kirstine blev i 1839 viet til Anders Jensen, søn af gårdejer og sognefoged Jens Andersen fra Hjortsvang. De boede først 4 år på Tran­holm mark, hvor Jens blev født i 1840 og Frands i 1843. I april 1843 flyttede familien til et husmandssted på Tammestrup mark ved Gedved, hvor Barbara Marie blev født i 1847, men både hun og Jens døde med 11 dages mellem­rum i 1851. Kort tid efter købte Anders Jensen Savskovhus i Underup og boede der til sin død i 1866. I Underup fik de børnene Jens i 1853, Anders i 1855, Andreas i 1858 og Ane Marie i 1860. Efter Anders Jensens død blev Mette Kirstine boende i Savskovhus indtil sin død i 1873. Savskovhus blev derefter solgt på tvangs­auktion til en Frands Sørensen, som formodes at være hendes brorsøn, da hans søn tagernavnet Savskov, efter hvad der står i slægts­bogen “Heftholm”.

Om børnene kan fortælles, at Frands Andersen blev gift med Johanne Laursen fra Stillebjerg ved Them og bosatte sig på Dauding mark. Han var træskomand, og de fik 5 børn: Mette Kirstine i 1875, Laurs Peder i 1877, Anders Peder i 1880, Dorthe Marie i 1883 og Ane Kirstine i 1886, og det kan nævnes, at Anders Peder i 1908 blev gift med Ane Marie Pedersen fra Tønning og var landpost.

Jens Andersen blev i 1878 gift med Karen Sørensen fra Tønning, hvor de bosatte sig. Han var også træskomand, og de fik 2 børn: Mette Kirstine i 1879 og Anders i 1882.

Anders Andersen blev gift med Dorthea Kir­stine Laursen fra Stillebjerg. De bosatte sig på Dauding mark og fik i 1880 en datter, Mette Kirstine. Anders var ligesom brødrene træsko­mand, men døde 25 år gammel den 1. januar 1881.

Andreas Andersen blev gift med Johanne Kir­stine Frederiksen fra Dauding. Han var væver og bosatte sig på Dauding mark, hvor de fik 10 børn: Anders Peder i 1883, Frederik i 1885, Jens Christian i 1886, Valdemar i 1888, Thor­vald i 1890, Marius i 1892, Alfred i 1894 (Ediths farfar), Ejner i 1896, Ane Marie (Mie) i 1898 og Mette Kirstine i 1900.

Af dem boede Ejner Andersen, gift med Mat­hilde, i Brædstrup i den ejendom ved siden af Pejsegården, hvor nu deres datter Elly Knud­sen bor. Christian Andersen blev gift med Emalie Bank fra Træden, hvor de fik 3 børn. Mette blev gift med Viggo Jensen og boede i mange år i en lille ejendom på Nørregade 8. Hun døde i 1990, 90 år gammel. Ejendommen skulle nu være ejet af hendes bror Peters søn. Valdemar boede en overgang ved T ønning, men flyttede til Brande. Der var ca. 10 børn. Frederik boede i Addit Skov og fik vist 17 børn, bl.a. nu afdøde Ove Andr. Andersen, som i mange år havde planteskole i Dauding.

Edith Bech oplyser desuden, at hun ikke er færdig med slægten og modtager gerne nye oplysninger enten skriftligt eller på tlf. 75 86 3319.

Grethe Sørensen